Min store datter er selvskadende

Anonym skriver:

Åh gud, troede aldrig dette skulle overgå mig. Jeg opdagede i går til min store skræk at min datter på 14 år, har omkring 20-30 snitsår i sin arm. 

Jeg blev selvfølgelig chokeret og rigtig rigtig ked af det. Jeg føler virkelig at jeg er fejlet som mor,og lige nu føler jeg mig som den største fiasko i hele verden! 

Vi fik en god snak. Hun siger at hendes problem ligger i at hun ikke har lyst til at besøge sin far - eller nærmere sin stedmor. Hun besøger sin far hver anden weekend, så det er ikke fordi det er en helt masse hun er der. Hun siger at hendes stedmor hele tiden er efter hende, og at hendes far og stedmor skændes hele tiden, og hun kan ikke lide at være der. For ca. et år siden fik vi lavet 7/7 ordning om til hver anden weekend. Nu vil min datter gerne have lavet ordningen om til at hun bare kan besøge sin far når hun har lyst, altså mindre end hver anden weekend. Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal stille op. Jeg synes det er frygtelig synd for både hende og ham. Hendes far er en virkelig god far, og tidligere har hun også værste rigtig glad for sin stedmor, så jeg ved faktisk ikke helt hvad der går galt lige nu. 

Jeg ane ikke hvad jeg skal stille op, jeg føler mig virkelig magtesløs. 

Min nye mand og jeg venter vores første barn sammen om mindre end en måned, og det her tapper mig virkelig for energi, og gør mig utrolig usikker på mig selv. 

Nogen gode råd?

 

Hvor er det dejligt at læse, at I har fået en god snak og at du ikke bare har skældt hende ud.. Når det så er sagt får du lige et kram
Vil ikke ligge hovedet på blokken, men er ret sikker på, at hun er gammel nok til selv at bestemme, hvor meget og hvor lidt hun vil se hendes far. Det kan du dog få be/afkræftet ved statsamtet..

Jeg synes, at I skal tage en snak med hendes far og fortælle ham hvordan hun oplever at være ved dem og at hun derfor ikke ønsker at kommer der fast hver 2. weekend. Hun skal selvfølgelig ikke tvinges til at komme der, hvis hun har det dårligt med at være der.

Mine forældre blev skilt, da jeg var 14år og i statsamtet blev der lavet aftale om, at vi skulle se min far hver anden weekend. Dog kunne jeg frit sige fra, hvis jeg f.eks. skulle til fest eller andet og derfor hellere ville være ved min mor. Det gjorde at jeg i et par år ikke så min far så meget, men at vores forhold ikke blev ødelagt fordi jeg ikke var tvunget på besøg.
Så, lyt endelig til din datter og imødekom hendes ønske om at komme der mindre også selvom hendes far bliver ked af det.

Hun er gammel nok til selv at bestemme.

Min x mand ville have fastsat samvær med vores dengang 12 årige datter (hun ville ikke hjem til sin far pga. Hans kone) og han fik meget klart at vide at der ville ikke blive fast sat samvær da hun helt og holdent selv måtte bestemme.

Hun har ikke set sin far i 3 år nu... far ville ikke ikke acceptere at hun kun ønskede at se ham og han kontakter hende ikke.

Så hun bestemmer helt selv !!!

Anonym skriver:

Åh gud, troede aldrig dette skulle overgå mig. Jeg opdagede i går til min store skræk at min datter på 14 år, har omkring 20-30 snitsår i sin arm. 

Jeg blev selvfølgelig chokeret og rigtig rigtig ked af det. Jeg føler virkelig at jeg er fejlet som mor,og lige nu føler jeg mig som den største fiasko i hele verden! 

Vi fik en god snak. Hun siger at hendes problem ligger i at hun ikke har lyst til at besøge sin far - eller nærmere sin stedmor. Hun besøger sin far hver anden weekend, så det er ikke fordi det er en helt masse hun er der. Hun siger at hendes stedmor hele tiden er efter hende, og at hendes far og stedmor skændes hele tiden, og hun kan ikke lide at være der. For ca. et år siden fik vi lavet 7/7 ordning om til hver anden weekend. Nu vil min datter gerne have lavet ordningen om til at hun bare kan besøge sin far når hun har lyst, altså mindre end hver anden weekend. Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal stille op. Jeg synes det er frygtelig synd for både hende og ham. Hendes far er en virkelig god far, og tidligere har hun også værste rigtig glad for sin stedmor, så jeg ved faktisk ikke helt hvad der går galt lige nu. 

Jeg ane ikke hvad jeg skal stille op, jeg føler mig virkelig magtesløs. 

Min nye mand og jeg venter vores første barn sammen om mindre end en måned, og det her tapper mig virkelig for energi, og gør mig utrolig usikker på mig selv. 

Nogen gode råd?

 

Ud over det som alle de andre har skrevet. Så tror jeg at jeg ville kigge lidt på det med at du og din nye mand venter et barn. Jeg ved hvordan det KAN føles og hvor tilsidesat man kan føle sig også selv om der bliver gjort en indsats for at inkludere én. Jeg endte nemlig også med at få mindre tid hos min far, da de ting der skete dér var trælse men nemmere at snakke om/forstå.

Nu siger jeg ikke at det er helt sikkert sådan det er med din datter, men det er værd at kigge på.

Hvis der er dårlig stemning hos far og han er "optaget" af at skændes med sin kone.. og mor og hendes mand er "optaget" af at der snart kommer et barn mere i familien (hvilket selvfølgelig optager meget af ens tid) så efterlader det ikke meget plads for en 14 årig til at føle sig "hjemme" nogen af stederne.

Jeg håber i får hjælp hurtigt, sådan en adfærd skal behandles hurtigt før det eskalere.

Hej du

Det er en hård situation at stå i. Både for dig, din datter og hendes far. 

Desværre er det noget mange unge piger eksperimenterer med. Man kan sige, at det smitter. Det vil sige, at man hører om andre, der gør det, og så prøver man selv. For de fleste har det ingen effekt, men for nogle har det desværre en beroligende effekt. 
Det kaldes normalt en coping-strategi. Altså en måde at håndtere svære situationer på. Det kan være mobning, svære familieforhold eller lignende. Problemet med coping-strategier er, at de ofte ender i en ond cirkel. Det starter med et problem, men jo mere man finder ud af, at det at skærer i sig selv, har en effekt, jo mere skærer man. Det betyder i sidste ende, at selvom man fjerner det oprindelige problem, kan selvskaden fortsætte. Det kan også være at selvskaden stopper, når problemet fjernes, men så kan det vende tilbage senere i livet, når man igen oplever noget svært.

Det er derfor vigtigt, at man i stedet lærer en ny og bedre coping-strategi. Det kan fx være at skrive tanker ned, snakke med venner/familie/underviser, motion eller lignende. For at få en ny strategi, kan det være en god idé at få professionelhjælp.Det kan være egen læge, psykolog eller skolepsykolog fx. 

Det er svært at være forældre i sådan en situation. 
Nogle gode øvelser er:
Anerkend uden at godkende. Det er en svær men god taktik. Så når din datter kommer med sine teenage-tanker, som fx "der er ingen der kan lide mig". I stedte for at modsige hende (som er vores første instinkt), så anerkend hvad hun føler. Du kan fx svare "hvis du virkelig føler at ingen kan lide dig, så kan jeg godt forstå at du reagere mege voldsomt." På denne måde fortæller du hende at du tager hende seriøst, uden at du siger, hendes følelser matcher virkeligheden.
En anden ting er at fokusere på den indvendige i stedet for det udvendige. Så når du ser hendes ar, så lad være med at kommenter på dem, men spørg i stedet for hvordan hendes dag har været.

Og så anerkend lige hvor sej du er. Sikke en god forælder der lytter til sin datter, og har sådan en conection, så datteren rent faktisk tør åbne op. Sejt!

Jeg ved ike hvor I bor. Men det kan være godt for både pårørende og den selvskadende at tale med nogle der arbejder med det til hver dag. I kan gå ind på www.lmsnyt.dk og evt booke en gratis rådgivende samtale. De kan også hjælpe jer til evt. at få en telefonforbindelse med en familie, der har været igennem det samme som jer, men nu er på den anden side.

Alt det bedste til jer!