Min mand ønsker ikke at prøve mere...

Min mand og jeg har prøvet selv at blive gravide i 1 år og er derefter gået igang med fertilitetsbeh. 

Min mand fik det svært, da han første gang fik besked fra lægen om at det var hans sæd der var af dårlig kvalitet og det var grunden til at det var svært for os.

første inseminering var negativ og da jeg skulle igang med anden inseminering fik jeg besked fra lægen om at hans antal af sæd var dalende og han ville begynde en udredning af min mand for at finde grunden til det og han vil henvise os til reagensglasbeh.

imorgen skal jeg tag min graviditetstest, men alle sympotomer for menstaution er begyndt at vise sig...

min mand har hele tiden haft det svært ved at skulle levere i et glas og har været alle negative følelser igennem. Da så brevet kom om udredningen gik han helt i sort og var nød til at køre en tur... Han kom tilbage og sagde at det kunne han ikke gå igennem og han følte sig meget alene.

jeg ønsker at vi prøver alle de muligheder vi har for selv at få et barn sammen og hvis det ikke går, så at vi må adoptere, hvor han slet ikke ønsker at fortsætte med noget...

jeg føler mig meget alene og ved ikke hvad jeg skal stille op... Har sagt at jeg synes vi skal snakke med en psykolog, men så lagt er vi ikke nået endnu.

har brug for råd og hvis nogen har prøvet det samme? Kunne være godt hvis der fandtes en gruppe for mænd med dårlig sædkvalitet, hvor de kunne snakke om deres tanker og følelser. Han tror han er den eneste der har det sådan... Og jeg kan ikke fortælle ham at det er han ikke

hjælp...

Anonym skriver:

Min mand og jeg har prøvet selv at blive gravide i 1 år og er derefter gået igang med fertilitetsbeh. 

 

Min mand fik det svært, da han første gang fik besked fra lægen om at det var hans sæd der var af dårlig kvalitet og det var grunden til at det var svært for os.

 

første inseminering var negativ og da jeg skulle igang med anden inseminering fik jeg besked fra lægen om at hans antal af sæd var dalende og han ville begynde en udredning af min mand for at finde grunden til det og han vil henvise os til reagensglasbeh.

 

imorgen skal jeg tag min graviditetstest, men alle sympotomer for menstaution er begyndt at vise sig...

 

min mand har hele tiden haft det svært ved at skulle levere i et glas og har været alle negative følelser igennem. Da så brevet kom om udredningen gik han helt i sort og var nød til at køre en tur... Han kom tilbage og sagde at det kunne han ikke gå igennem og han følte sig meget alene.

 

jeg ønsker at vi prøver alle de muligheder vi har for selv at få et barn sammen og hvis det ikke går, så at vi må adoptere, hvor han slet ikke ønsker at fortsætte med noget...

 

jeg føler mig meget alene og ved ikke hvad jeg skal stille op... Har sagt at jeg synes vi skal snakke med en psykolog, men så lagt er vi ikke nået endnu.

 

har brug for råd og hvis nogen har prøvet det samme? Kunne være godt hvis der fandtes en gruppe for mænd med dårlig sædkvalitet, hvor de kunne snakke om deres tanker og følelser. Han tror han er den eneste der har det sådan... Og jeg kan ikke fortælle ham at det er han ikke

 

hjælp...

 

Jeg tænker at det kan være din mand er blevet skræmt og lige har brug for at finde sig selv i det her. 

Jeg kender desværre ikke til grupper for mænd 

Puha det lyder til en hård omgang. Men må sige jeg kan godt forstå ham. Det må være sindsygt hårdt at vide at det er hans krop der ikke samarbejder. Nu ved jeg ikke hvor gamle i er så ved ikke om det 'haster' at komme igang. Men måske han vil have godt af lidt tid til at forlige sig med tanken så han selv bliver klar til behandling. 

Anonym skriver:

Min mand og jeg har prøvet selv at blive gravide i 1 år og er derefter gået igang med fertilitetsbeh. 

 

Min mand fik det svært, da han første gang fik besked fra lægen om at det var hans sæd der var af dårlig kvalitet og det var grunden til at det var svært for os.

 

første inseminering var negativ og da jeg skulle igang med anden inseminering fik jeg besked fra lægen om at hans antal af sæd var dalende og han ville begynde en udredning af min mand for at finde grunden til det og han vil henvise os til reagensglasbeh.

 

imorgen skal jeg tag min graviditetstest, men alle sympotomer for menstaution er begyndt at vise sig...

 

min mand har hele tiden haft det svært ved at skulle levere i et glas og har været alle negative følelser igennem. Da så brevet kom om udredningen gik han helt i sort og var nød til at køre en tur... Han kom tilbage og sagde at det kunne han ikke gå igennem og han følte sig meget alene.

 

jeg ønsker at vi prøver alle de muligheder vi har for selv at få et barn sammen og hvis det ikke går, så at vi må adoptere, hvor han slet ikke ønsker at fortsætte med noget...

 

jeg føler mig meget alene og ved ikke hvad jeg skal stille op... Har sagt at jeg synes vi skal snakke med en psykolog, men så lagt er vi ikke nået endnu.

 

har brug for råd og hvis nogen har prøvet det samme? Kunne være godt hvis der fandtes en gruppe for mænd med dårlig sædkvalitet, hvor de kunne snakke om deres tanker og følelser. Han tror han er den eneste der har det sådan... Og jeg kan ikke fortælle ham at det er han ikke

 

hjælp...

 

Har du prøvet foreslå en pause i et par måneder - det kan være han lige skal have tid til at acceptere det inden alt muligt bliver sat igang. 

Jeg kender godt din situation. Efter et år prøven startede vi i udredning i februar. Det viste sig min kæreste havde svært nedsat sædkvalitet. 

Han blev testet men de kunne ikke finde grunden. Han havde det rigtig dårligt, både over alt det jeg skulle igennem pga. ham. Jeg brugte meget tid på at forklare ham at sådan var det så bare og jeg blot var glad for vi nu havde vished og der var en løsning på problemet og det var ICSI. Han var glad for han sæd dog kunne bruges for han ville have svært ved donor.

Han slugte den men vi startede op i første forsøg i marts, 2 forsøg i maj - begge negative. Begge gange sagde de at de Uniddelbart ikke kunne se nogen sædceller først efter de havde slynget det så fik de dem de skulle bruge.

Nu 3. forsøg fik jeg 28 æg ud i onsdags, men så gik dagen ned af bakke, i to sædprøver kunne de kun finde 1 sædcelle. Vi var og er knuste. På 5 min skulle vi beslutte om æggene skulle smides ud eller befrugtes med donor. 1 forsøg havde vi 5 æg, 2 forsøg 10 æg. Så vi var utrolig kede af endelig og stå med så mange æg vi ikke kunne bruge til noget. Vi kunne ikke få nogen svar på hvordan det kunne være der kun var 1 sædcelle.

Vi valgte donor for tanken om at være gået alt igennem til ingen verdens nytte kunne ingen af os klare. Vi kan så lade være med at bruge æggene. 

Lige nu står vi og ikke aner om kæresten blot havde en dårlig dag eller hans sædkvalitet er gået ned af bakke. 

Min kæreste har rigtig svært ved donor og det har jeg også, men mit ønske om et barn er stort og jeg vil godt kunne overveje det, hvis det viser kærestens sædkvalitet er "nærmest ikke eksisterede". Jeg tror han pt. er ved at gennemtænke hvor meget han vil have et barn og om han vil kunne elske et donor som var det hans biologiske barn.

Det er en mandomsting mht. sædkvalitet, men kæreste havde rigtig svært ved vi skulle i behandling, se mig have ondt osv. 

Jeg tror det er vigtigt du giver ham tid, jeg tror erkendelsen af at det står så slemt til vi ændre hans synpunkt.

Jeg bad min kæreste om vi to udredningen efter et år fordi jeg havde på fornemmelsen noget var galt og det ville give mig noget ro. Hvis ingen af os fejlede noget kunne vi fortsætte selv. 

Undskyld det blev lidt langt 

Anonym skriver:

Min mand og jeg har prøvet selv at blive gravide i 1 år og er derefter gået igang med fertilitetsbeh. 

 

Min mand fik det svært, da han første gang fik besked fra lægen om at det var hans sæd der var af dårlig kvalitet og det var grunden til at det var svært for os.

 

første inseminering var negativ og da jeg skulle igang med anden inseminering fik jeg besked fra lægen om at hans antal af sæd var dalende og han ville begynde en udredning af min mand for at finde grunden til det og han vil henvise os til reagensglasbeh.

 

imorgen skal jeg tag min graviditetstest, men alle sympotomer for menstaution er begyndt at vise sig...

 

min mand har hele tiden haft det svært ved at skulle levere i et glas og har været alle negative følelser igennem. Da så brevet kom om udredningen gik han helt i sort og var nød til at køre en tur... Han kom tilbage og sagde at det kunne han ikke gå igennem og han følte sig meget alene.

 

jeg ønsker at vi prøver alle de muligheder vi har for selv at få et barn sammen og hvis det ikke går, så at vi må adoptere, hvor han slet ikke ønsker at fortsætte med noget...

 

jeg føler mig meget alene og ved ikke hvad jeg skal stille op... Har sagt at jeg synes vi skal snakke med en psykolog, men så lagt er vi ikke nået endnu.

 

har brug for råd og hvis nogen har prøvet det samme? Kunne være godt hvis der fandtes en gruppe for mænd med dårlig sædkvalitet, hvor de kunne snakke om deres tanker og følelser. Han tror han er den eneste der har det sådan... Og jeg kan ikke fortælle ham at det er han ikke

 

hjælp...

 

Hej med dig

Det er en rigtig svær situation I står i  - og jeg tror at det er uendelig vigtigt, at I får talt med nogen om det. At være i fertilitetsbehanding er en stor belastning, også for parforholdet.

Jeg vil råde dig til at læse mere hos LFUB ( www.lfub.dk)  - via deres hjemmeside kan I finde informationer om forskellige grupper og tilbud til folk i jeres situation. Ellers kan jeg varmt anbefale:  http://tinasandager.dk/ 

Din mand skal have noget hjælp til at komme over sine barrierer, så I sammen kan finde styrken til det i (og egentlig mest du) skal igennem i forbindelse med behandlingen. Det er muligt - også trods de første reaktioner, og det er så vigtigt at I samarbejder. 

Alt det bedste til jer!

Det må være hårdt både for dig og din mand.  Jeg tænker, som flere andre, at det kan være en ide at give det lidt tid. Til at tage presset lidt af lidt af og lige få pustet ud nogle måneder, inden I går i gang igen. Jeg tror, at hvis i talte åbent om det i omgangskredsen, ville I finde ud af, at mange af jeresvenner og bekendte, kollegaer, osv. har donorbørn eller har venner og bekendte der har. Det kunne måske hjælpe din kæreste til at forlige sig med tanken at vide, at det er meget almindeligt. Og at landet er fuld af dejlige børn, som ikke er lavet med biologisk arvemateriale fra deres forældre. 

Hvis I skal ned ad den vej, er det er en drøm, der brister fra din mand. Det giver en sorg og den sorg har han brug for tid til at komme over. Du har små babyer iøjnene og det lægger et stort pres på ham for at skynde sig at deale med en masse følelser. Det kan han ikke og så sætter han hælene i og siger stop til det hele. 

 Jeg synes, i skal aftale at vente for eksempel seks måneder, inden  I drøfter, om I går videre.  Og jeg tror, at det kan være en god ide, at du lægger din plan helt væk. Det er svært for ham at være passager i et tog, du har lagt sporene for og bestemt en rejseplan for. Jeg ville have tænkt ligesom dig, men jeg kan godt forstå, at det er svært at være partner til en, der har en plan for hele resten af 'babyprojektet'. Du har helt sikkert tænkt mere over det her, end han har (for det gør kvinder). Og nu da han har fået 'hovedrollen',  at han nødt til at kunne følge med følelsesmæssigt og mentalt. 

Vi havde også prøvet i tre år med to bio i bagagen min mand havde den med det kommer når det kommer. Men jeg ville ikke vente længere. Det vidste sig han har meget nedsat sædkvalitet. Og det tog self psykisk på ham især også det med vi kun var 23 år. Han begyndte dog på zink og selen og skar ned på smøgerne, men intet hjalp. Vi kom så igennem icsi, og heldigvis blev jeg gravid i første forsøg. Der skulle en del overtagelse til for ham at skulle i behandling, men han gjorde det for min skyld. Han er lykkelig over vi snart skal være forældre, men han har også sagt at det var noget at det hårdeste at skulle igennem psykisk og at han heller ville ha ventet til vi var 30 end 24. Men som han også siger så kunne det ha været for sendt. Så ja tid og en masse snak og for Gud skyld lad være med at hentyde eller for ham til st føle at det er hans skyld i ikk kan eller har et barn 

Anonym skriver:

Min mand og jeg har prøvet selv at blive gravide i 1 år og er derefter gået igang med fertilitetsbeh. 

 

Min mand fik det svært, da han første gang fik besked fra lægen om at det var hans sæd der var af dårlig kvalitet og det var grunden til at det var svært for os.

 

første inseminering var negativ og da jeg skulle igang med anden inseminering fik jeg besked fra lægen om at hans antal af sæd var dalende og han ville begynde en udredning af min mand for at finde grunden til det og han vil henvise os til reagensglasbeh.

 

imorgen skal jeg tag min graviditetstest, men alle sympotomer for menstaution er begyndt at vise sig...

 

min mand har hele tiden haft det svært ved at skulle levere i et glas og har været alle negative følelser igennem. Da så brevet kom om udredningen gik han helt i sort og var nød til at køre en tur... Han kom tilbage og sagde at det kunne han ikke gå igennem og han følte sig meget alene.

 

jeg ønsker at vi prøver alle de muligheder vi har for selv at få et barn sammen og hvis det ikke går, så at vi må adoptere, hvor han slet ikke ønsker at fortsætte med noget...

 

jeg føler mig meget alene og ved ikke hvad jeg skal stille op... Har sagt at jeg synes vi skal snakke med en psykolog, men så lagt er vi ikke nået endnu.

 

har brug for råd og hvis nogen har prøvet det samme? Kunne være godt hvis der fandtes en gruppe for mænd med dårlig sædkvalitet, hvor de kunne snakke om deres tanker og følelser. Han tror han er den eneste der har det sådan... Og jeg kan ikke fortælle ham at det er han ikke

 

hjælp...

 

Først... Et kæmpe kram til jer.... Ved selv hvor hårdt fertilitets behandling er... Vi har været der i 10 år.... Hos os fejlede ingen af os noget... Mandens sød er i tip top... Så kan ikke hjælpe lige med det præsict.... Vi snakkede selv donor sæd på et tidspunkt, da det var den billigste og "nemmeste" løsning... Det havde jeg det dog rigtig svært ved.... Jeg ville føle at e havde været manden utro.... Det viser sig så også at det ikke ville have hjulpet en dyt da hans sæd som sagt er top.... Vi snakkede donor æg inden vi ville gå skridtet videre til adoption.... Vi snakkede med Svend lindenberg på Copenhagen fertility center... Han sagde at mine æg muligvis ikke modnede godt nok så vi ku ændre lidt i min medicin og ville det ikke lykkes så var det donor æg.... Jeg har hele tiden været ganske fin med tanken og DÆ... for så ville jeg stadig bærer det og det ville være en del af min mand.... Nå, men det nåede vi aldrig for det sku vise sig af en lille ændring var nok... Er nu 25+5 m tvillinger.... Med alt det her vil jeg bare sige at I må ikke give op.... Behandling er SINDSYGT hårdt... For begge parter... Man kan se på kvinden hvad hun skal igennem men tror nogle gange at manden bliver overset lidt... Han står på side linien og kan intet gøre....

nå men tilbage til jer.... Jeg kender nogle hvor mandens sædkvalitet også var meget dårlig.... Det var som en klat håndsæbe.... Han blev sendt til zoneterapeut... Det kræver nogle gange men hun fik altså rettet op på det og de har to børn på naturlig vis... Kun med hjælp fra zoneterapi.... Måske at det kan hjælpe jer også.... 

Men tag måske en pause.... Giv kæresten ro til at forenige sig med tanken.... Det er aldrig sjovt for hverken mand eller kvinde at få af vide at man nok er "årsagen" til at drømmen om et barn ikke går i opfyldelsebare sådan lige....

Anonym skriver:

Min mand og jeg har prøvet selv at blive gravide i 1 år og er derefter gået igang med fertilitetsbeh. 

 

Min mand fik det svært, da han første gang fik besked fra lægen om at det var hans sæd der var af dårlig kvalitet og det var grunden til at det var svært for os.

 

første inseminering var negativ og da jeg skulle igang med anden inseminering fik jeg besked fra lægen om at hans antal af sæd var dalende og han ville begynde en udredning af min mand for at finde grunden til det og han vil henvise os til reagensglasbeh.

 

imorgen skal jeg tag min graviditetstest, men alle sympotomer for menstaution er begyndt at vise sig...

 

min mand har hele tiden haft det svært ved at skulle levere i et glas og har været alle negative følelser igennem. Da så brevet kom om udredningen gik han helt i sort og var nød til at køre en tur... Han kom tilbage og sagde at det kunne han ikke gå igennem og han følte sig meget alene.

 

jeg ønsker at vi prøver alle de muligheder vi har for selv at få et barn sammen og hvis det ikke går, så at vi må adoptere, hvor han slet ikke ønsker at fortsætte med noget...

 

jeg føler mig meget alene og ved ikke hvad jeg skal stille op... Har sagt at jeg synes vi skal snakke med en psykolog, men så lagt er vi ikke nået endnu.

 

har brug for råd og hvis nogen har prøvet det samme? Kunne være godt hvis der fandtes en gruppe for mænd med dårlig sædkvalitet, hvor de kunne snakke om deres tanker og følelser. Han tror han er den eneste der har det sådan... Og jeg kan ikke fortælle ham at det er han ikke

 

hjælp...

 

Hej. ��

ved ikke om i har prøvet det eller andre har anbefalet det. 

Mmen i skulle prøve akupunktur. �� min mand og jeg havde prøvet 1 år, vi fejlede ikke noget nogen af os, det vil bare ikke sætte sig fast. Så anbefalede min læge akupunktur. Og efter 2 gange blev jeg gravid og venter nr. 2 til januar. ��

håber du kan lokke din mand til at forsætte! ����