Anonym skriver:
Jeg har simpelthen ingen venner. Jeg savner virkelig (hvis man da kan savne noget man ikke har prøvet) nogle venner. Snakker ret godt med et par stykker fra skolen, men de har deres egne venner og ser slet ikke mig som en ven, selv om vi griner og snakker løs i skolen. Hvilket gør mig vildt trist. Jeg er sød og sjov synes jeg, går op i mit tøj og make up og ligner nok en ret alm ung kvinde i 20'erne. Jeg får altid folk til at grine og føle sig velkomne, invitere feks folk med i byen, ud og spise pizza efter skole, tilbyder at hjælpe med lektier hvis folk brokker sig over ikke at kunne finde ud af det (man bliver hurtig bedst i alle fag når man alligevel ikke har andet at lave derhjemme, bliver jo ikke just forstyrret af hverken SMS eller opkald fra nogen som helst) så hvorfor helvede, undskyld sproget, har jeg ingen venner? Ved godt at livet ikke forgår på facebook osv og bruger det egentlig kun til at pine mig selv, for når jeg kigger på alle andres profiler har de venner og veninder og familie der skriver løs. Og her sidder jeg. Kun en person skriver noget hvis jeg en sjælden gang smider noget derind. Min søster. Hvilket også bare gør mig ked af det. For hun er ligesom jeg i 20'erne, bare populær, har nok 10 bedste venner og veninder og tonsvis af kammerater, bekendte osv. Hvorfor kan folk ikke li mig? Hvorfor spørg ingen mig om jeg vil med ud? Hvorfor er der ikke en eneste fra skolen der har spurgt om mit nr, ansøgt mig på face når jeg kan se de fleste fra kassen alle er venner derinde? Hvad fanden er der i vejen med mig? Det gavner ikke ligefrem min selvtillid at hvor end jeg er i livet, vælger folk mig fra. Og hvor er det dog pisse kedeligt at være alene altid. Især i weekenden når alle andre skal ud. Øv!
Jeg ved hvordan du har det. Jeg har indtil for et års tid siden haft det på samme måde i 5 års tid.
jeg har fundet ud af nu, hvor jeg er kommet ud på den anden siden, at det ikke kun drejer sig om hvad folk synes om en, men i høj grad også er ens egen indstilling til det.
jeg siger ikke det er derfor med dig, men det var det her.
selvom jeg inderligt savnede mine veninde, var det lidt mig selv som ogs isolerede mig og ikke var opsøgende.
havde haft en hård periode, som i virkelig hårdt med store spørgsmål i livet, og har jo nok påvirket min udstråling. Jeg havde heller ikke rigtig overskud at give af.
Og uanset hvor hårdt det lyder, så skal man have noget at give af for at være interessant. Samme interesser, god humor, penge, spændene job eller lign.
Nå men det skal nok komme til dig, lige pludselig møder du en gammel veninde igen, lære nogle og kende som synes du er den mest interessante/sødeste i verden.
men hvis dine klassekammerater er venner på fb, så skal du da også bare ansøge dem.
Du lyder som en helt normalt og sød ung kvinde. Ud fra dit indlæg kan jeg ikke se hvorfor du skulle være uønsket.
og der er nogle til alle. Måske er der en som går rundt og tænker hvorfor du mon ikke har lagt mærke til hende, som bare mega gerne også vil have en veninde.
knus og kram til dig
