introvert vs. ekstrovert hjælp (langt)

Jeg har det på samme måde som dig, bortset fra een ting. Jeg har ikke behov for at forklare andre, hvorfor jeg er som jeg er, og jeg er kun sammen med mennesker der accepterer mig som jeg er. Jeg ville aldrig kunne være sammen med en partner jeg skulle forklare mig overfor.

Hvorfor tror du, at du har behov for at forklare dig? Du er jo bare dig, med alt hvad det indeholder

Når det så er sagt, så synes jeg desværre at samfundet i det hele taget halter bagefter mht accept. Det er kun gearet til en strøm af ensartethed. Alt der stikker ud, vil den store "grå" masse gerne gøre "forkert", hvorfor behovet for at forklare sig kan opstå. Så det gælder om at lære at hvile i sig selv.

Det må være rart at kunne hvile i sig selv, og ikke gå og analysere sig selv hele tiden. Det synes jeg bare er svært når der i samfundet som du selv siger, ikke rigtig "er plads" til de introverte..

Jeg bliver dog også bare nødt til at tage til mig hvad min kæreste siger, for jeg ville jo selv blive ked af det hvis han nærmest undgik min familie.  Og som jeg selv har nævnt, jeg har det ikke engang godt indeni når jeg gør det.. det var noget andet hvis han slet ikke accepterede mit behov for at være alene, og ikke kunne tage til sine forældre og søskende uden han krævede jeg skulle med HVER gang. For han tager jo heller ikke med til min familie hver gang, men han ser dem aligevel meget mere end jeg ser hans, så jeg må også komme lidt ud af min "trygheds alene bobbel" og vise mere interesse.. 

Var det svært at nå til det punkt, hvor du ikke længere havde behov for at forklare dig? jeg har prøvet så mange gange bare at acceptere alle mine sider fuldstændig, men så skal der ikke meget til før jeg analysere mig selv igen.. fks nogle kommentare. I starten af min kærestes og jeg's forhold har hans ene søster som jeg ikke ser tit, da hun bor på Fyn spurgt min kæreste om jeg var mega stille når min kæreste og jeg bare var derhjemme, hvor min kæreste havde grint og sagt "du skulle bare vide, det er nok det sidste hun er" og det så noget der får mig på, og nærmest giver mig lysten til ikke at åbne op for folk. Det både såre mig lidt og gør mig faktisk irreteret.. hun kender mig dog lidt bedre nu, men aligevel.. 

sollou skriver:

 

 

Jeg har brug for at komme ud med nogle frustrationer, og høre råd fra nogle der måske har det på samme måde som mig. Sagen er den at jeg er introvert og min kæreste er ekstrovert. Vi er forskellige på mange punkter, men har samtidig en enorm kærlighed for hinanden. Jeg har altid følt mig anderledes.. Jeg er ikke specielt social, og har et stort behov for alene tid. Min kæreste er lige omvendt. Min kæreste og familie er de eneste jeg kan være sammen med i lang tid, og være 100 % mig selv. Ikke engang mine veninder orker jeg at se mere end nogle timer, selvom vi hygger os. Dem som kender mig, ved jeg er en pige fyldt med humor og let til grin og en stor personlighed, men det tager mig tid at nå til det punkt med folk, hvor jeg kan være mig 100 %, og derfor har jeg svært ved at lukke folk ind. Det bunder nok også i en usikkerhed omkring mig selv. Jeg tror jeg på facaden kan virke som en selvsikker pige, der måske er lidt for selvsikker og arrogant hvilket jo ikke er sandheden..

 

Problemet er, at jeg egentlig ikke har et tæt forhold til min kærestes familie. Dog heller ikke et dårligt forhold, jeg føler bare ikke jeg rigtig kender dem.. Kun min kærestes storesøster er jeg okay tæt med, nok fordi hun minder lidt om mig selv, og så hans ene bror har jeg det også okay med. Jeg kommer selv fra en lille familie og min kæreste har ikke mindre end 5 voksne søskende, og jeg indrømmer det til tider er overvældende når jeg er som jeg er.

 

Udover det er min kæreste og familien tyrkiske, og har tit bildt mig selv ind, at det er sproget der tit gør jeg undgår at besøge min kærestes familie, men selvom det kan gå mig på at hans forældre har svært ved det danske sprog, og derfor er svært at få et tæt forhold til, så taler alle hans søskende flydende dansk, hver gang vi i samme rum, og stadig har jeg den der følelse i mig at jeg helst udskyder besøgene.. og det endda sjældent HELE familien er samlet, men når det er, prøver jeg altid at finde en undskyldning. Det har intet at gøre med dem som personer, for de har altid været søde og venlige for mig. Det bare som om jeg bliver mindet om min indadvendte og introverte, når jeg sidder med flere af dem/alle. For de fleste er som min kæreste. Udadvendt, og har et tæt forhold og ping pong'er frem og tilbage, mens jeg enten prøver alt hvad jeg kan for at være med eller lukker i som en østers.. Min kæreste ved hvordan jeg er, men selfølgelig vil han også have jeg får et tættere forhold med hans familie, og det er fuldt ud forståeligt, og har også indset nu at når det er ham jeg VIL bruge mit liv på, kan jeg ikke blive ved med at lade min usikre/introvert side vinde. Jeg har det det jo ikke engang godt indeni selvom jeg finder på undskyldninger! Og hvad så når der kommer børn ind I billedet?

 

Det skal lige siges, at jeg ikke har det sådan når jeg måske bare er sammen med dem en eller to af gangen. Vi har da også haft hans to søstre på besøg hvor jeg også her føler mig fint nok tilpas, men stadig føler jeg at jeg bruger meget energi, og ikke noget "jeg orker for tit" selvom jeg har hygget mig. Men det med jeg lukker I som en østers, er netop i større grupper.. Min kæreste nævnte da også lige en fødselsdag for hans ven som jeg ikke havde mødt før, hvor der var 4 andre jeg ikke kendte og her mens min kæreste sad og fyrede jokes af og var festens midtpunkt, klappede jeg i som en østers og sagde dårligt noget.. Først nogle timer efter (og efter lidt alkohol ) blev jeg mig selv.. Min kæreste forstår det ikke rigtig, og siger han ved jeg genert osv, og kan lide at være mig selv, men også må arbejde på at åbne mig og ham kan synes det svært at skulle tage hensyn til mig/pinligt jeg pludselig kan lukke sådan i..  Især for hans familie, hvilket jeg også forstår.. Jeg vil ikke lukke mig selv mere og mere ude, jeg har bare svært ved hvordan jeg skal gøre.. Men der er vel kun en måde, hvilket er at overskride mine egne grænser skridt for skridt og rent faktisk lære dem at kende? Fks. Har jeg med vilje til tider ville besøge hans mor og far når jeg ved de fleste søskende ikke er der, men det kommer jeg jo heller ikke tættere på dem af... 

 

På studier har jeg altid, selvom jeg hader nye starter, formået at få en god omgangs kreds og kunne være mig selv, så snart jeg kommet mere ind på livet af mine studie kammerater, men det som om det sværere når det er privat?

- Jeg var også til et stort bryllup for en lille måned siden hvor der var ca 400 mennesker hvor jeg sad ved bord med næsten alle mine kæresters søskende, og her klarede jeg mig meget bedre! Tøede meget hurtigere op og grinede og hyggede mig, men der foregik også en masse andet, fordi det netop var et bryllup hvis det giver mening? Så det var ikke bare os alle, der bare sad ved et bord og snakkede konstant, hvor ping pong snakken mellem dem bare går.. Det fjernede ligesom lidt af presset, i modsætning til hvis vi bare sad i en lille lejlighed. Her kunne jeg ligesom stadig trække vejret, og bevæge mig lidt væk fra situationen nogle gange. Jeg hyggede mig faktisk den aften, og det er jo lidt ironisk at jeg slappede mere af og var mig selv i et selskab på 400 mennesker (Men I en kæmpe sal) end 5 mennesker der sidder tæt sammen i en lejlighed.. Hvis jeg havde økonomi til det ville jeg faktisk gerne snakke med en professionel om det, men det har jeg desværre ikke pt.. Jeg kommer hurtigt til at føle mig alene om de her følelser, og føle at jeg er helt forkert skruet sammen. Jeg ved bare jeg vil ændre på det og komme tættere på HELE min sviger familie, og ikke undgå dem som jeg gør nu.. gavner hverken min kærestes forhold ELLER mig. Hvis jeg på magisk vis kunne gøre mig ekstrovert, havde jeg gjort det. Oven i det er jeg også særligt sensitiv, Så jeg har fået hele pakken ��....

Nogle der har nogle råd til hvordan i tackler jeres eventuelle introvert side på sådan nogle punkter? 

Jeg har ikke læst de øvrige svar, men vil lige give mit besyv med på vejen. For det første så er der mange der har det som dig og det er der intet i vejen med - så har du så mange andre gode egenskaber.

For det andet, så skal du ikke forsøge at være som din kæreste eller nogen andre. Men hvis din generthed hæmmer dig som du beskriver, så lyder det som en god ide at arbejde lidt på det.

Prøv at lade være med at tænke at du skal underholde eller være centrum i en større gruppe. Tal med dem en af gangen så I får en ordentlig dialog i stedet for ping-pong. Et lille tip er, at du tager styringen på samtalen med en anden. Spørg ind til dem og spørg så videre ind til det de fortæller. På den måde slipper du for at fortælle om dig selv til at starte med. Og når du så har gjort dette nogle gange tror jeg at du vil føle dialogen går bedre så du også kan åbne op selv. 

jenny4 skriver:

Jeg har ikke læst de øvrige svar, men vil lige give mit besyv med på vejen. For det første så er der mange der har det som dig og det er der intet i vejen med - så har du så mange andre gode egenskaber.

For det andet, så skal du ikke forsøge at være som din kæreste eller nogen andre. Men hvis din generthed hæmmer dig som du beskriver, så lyder det som en god ide at arbejde lidt på det.

Prøv at lade være med at tænke at du skal underholde eller være centrum i en større gruppe. Tal med dem en af gangen så I får en ordentlig dialog i stedet for ping-pong. Et lille tip er, at du tager styringen på samtalen med en anden. Spørg ind til dem og spørg så videre ind til det de fortæller. På den måde slipper du for at fortælle om dig selv til at starte med. Og når du så har gjort dette nogle gange tror jeg at du vil føle dialogen går bedre så du også kan åbne op selv. 

jeg ved godt jeg skal lade være med at sammenligne mig selv, og bare istedet være mig og tage det i mit tempo.. det et godt råd du kom med.. Jeg har egentlig ikke et problem med at holde dialogen med en, og er rigtig god til at spørge ind til folk hvis det er på tomandshånd. Problemet for mig når det så er i større grupper, og hvis der fks. Er en masse ekstroverte som fks. Min kærestes søskende. Så det som om der foregår FOR meget på en gang til at jeg kan bevare roen og koncentrationen til at opretholde en dialog med personen.  De snakker alle meget hurtigt og højt, hvor jeg snakker langsommere og ikke bare siger hvad der falder mig, hvilket de gør og det jo klart fordi de kender hinanden så godt. Det gør jeg jo også med min egen familie.. 

Men bemærkede faktisk til en konfirmations fest hos min lillebror at det her var min kæreste der var den stille. Han sagde selv til mig efterfølgende, at han ikke rigtig kunne få sig selv til at sige så meget når vi sad ved det store fælles bord, for selvom han er ekstrovert er han stadig lidt genert. Han er dog typen der for det meste når han bliver lidt usikker, gemmer det bag jokes og at fake sig frem, til et punkt jeg personligt bliver lidt irreteret over. For det som om han konstant skal være sjov, for at "overleve" fks til fødselsdage hvor der er folk vi begge ikke kender, og så sidder jeg der og ligner endnu mere "den kedelige kæreste" men det er bare ikke mig at gøre det på den måde..

Men jeg vil prøve at følge dit råd, og så også lade være med at sammenligne mig med andre konstant.. og ikke mindst huske at der mange andre som mig.. 

Prøv at tage en mbti profil. Den finder du en mindre udgave af på jobindex vist.

det er jungs typologi index og siger noget om de forskellige typer af præferencer - det kunne være interessant læsning for dig og din kæreste.

jeg gætter på at du har en I og F profil - introvert føle profil og din kæreste er ekstrovert tænke profil.

derfor tager du ting mere følsomt og nært. Men intet galt i det. Læs om det - det giver mere selvrespekt og respekt for andres profiler. 

Smølfine123 skriver:

Prøv at tage en mbti profil. Den finder du en mindre udgave af på jobindex vist.

det er jungs typologi index og siger noget om de forskellige typer af præferencer - det kunne være interessant læsning for dig og din kæreste.

jeg gætter på at du har en I og F profil - introvert føle profil og din kæreste er ekstrovert tænke profil.

derfor tager du ting mere følsomt og nært. Men intet galt i det. Læs om det - det giver mere selvrespekt og respekt for andres profiler. 

Lad mig vide hvilke tyvekoder i har - så kan jeg give råd. 

Arbejder med det

Min kæreste er på job, men jeg tog den lige :-) 

sollou skriver:

Min kæreste er på job, men jeg tog den lige :-) 

http://www.indadvendt.dk/2011/10/isfj-portraet-og-beskrivelse/

sollou skriver:

Min kæreste er på job, men jeg tog den lige :-) 

Det er en rigtig god ide begge to at tage den. Man bliver som regel lidt klogere både på sig selv og partneren, og det kan bruges i mange sammenhænge. Min mand og jeg tog begge den udvidede version i forbindelse med jobsamtaler. Han er ENTP og jeg er ISTP. Lige da vi tog dem, snakkede vi en del om det, og jeg brugte det som et udgangspunkt for at arbejde med mig selv forhold til hvor jeg gerne ville være. 

Nu har vi været sammen i så mange år at vi sjældent tænker over det mere. 

sollou skriver:

Det må være rart at kunne hvile i sig selv, og ikke gå og analysere sig selv hele tiden. Det synes jeg bare er svært når der i samfundet som du selv siger, ikke rigtig "er plads" til de introverte..

Jeg bliver dog også bare nødt til at tage til mig hvad min kæreste siger, for jeg ville jo selv blive ked af det hvis han nærmest undgik min familie.  Og som jeg selv har nævnt, jeg har det ikke engang godt indeni når jeg gør det.. det var noget andet hvis han slet ikke accepterede mit behov for at være alene, og ikke kunne tage til sine forældre og søskende uden han krævede jeg skulle med HVER gang. For han tager jo heller ikke med til min familie hver gang, men han ser dem aligevel meget mere end jeg ser hans, så jeg må også komme lidt ud af min "trygheds alene bobbel" og vise mere interesse.. 

Var det svært at nå til det punkt, hvor du ikke længere havde behov for at forklare dig? jeg har prøvet så mange gange bare at acceptere alle mine sider fuldstændig, men så skal der ikke meget til før jeg analysere mig selv igen.. fks nogle kommentare. I starten af min kærestes og jeg's forhold har hans ene søster som jeg ikke ser tit, da hun bor på Fyn spurgt min kæreste om jeg var mega stille når min kæreste og jeg bare var derhjemme, hvor min kæreste havde grint og sagt "du skulle bare vide, det er nok det sidste hun er" og det så noget der får mig på, og nærmest giver mig lysten til ikke at åbne op for folk. Det både såre mig lidt og gør mig faktisk irreteret.. hun kender mig dog lidt bedre nu, men aligevel.. 

Jeg har gået i en gruppe med andre ligesom jeg selv. Det giver utrolig meget at være sammen med ligesindede. Også rart at kunne sidde sammen med nogen, hvor ingen synes det er mærkeligt at man ikke nødvendigvis snakker sammen. Du ved sikkert hvad jeg mener. Jeg kan også godt være langsom til at få budskabet,af en ellers simpel sætning, ud, fordi jeg bliver(i andres øjne) for filosofisk. og det er svært i et samfund, hvor alt går så stærkt. Min børn stopper mig nogen gange og siger direkte: "stop nu mor, hvad er det du vil sige"��.og det er helt fair, for nogen gange, der kører den langt ud.. 

Jeg kan da nogen gange godt få en snert af det, så jeg ved godt hvordan det føles, men det er, som du også erkender, "pres" fra omgivelserne. Eksempel: jeg er ofte til kulturarrangementer, hvor der efterfølgende er kaffe. Der vil jeg så gerne sidde og reflektere over det arragement der lige har været. Jeg har intet behov for at snakke med de andre om det. Og kan godt lide bare at sidde og betragte de andre. Kan da godt snakke lidt engang imellem, men ja vil helst sidde selv. Men der går det så "galt", for de andre kommer ofte og siger: " ej sidder du helt selv, det skal du da ikke og bla bla bla" . Jeg tror simpelthen at andre ikke kan lide, at nogen sidder alene, fordi de ikke selv bryder sig om det? Det hjælper ikke engang altid at sige at jeg har det fint, de virker ikke til at tro på det. I værste fald bliver de fornærmede fordi de tager det som en afvisning af dem.