introvert vs. ekstrovert hjælp (langt)

Jeg har brug for at komme ud med nogle frustrationer, og høre råd fra nogle der måske har det på samme måde som mig. Sagen er den at jeg er introvert og min kæreste er ekstrovert. Vi er forskellige på mange punkter, men har samtidig en enorm kærlighed for hinanden. Jeg har altid følt mig anderledes.. Jeg er ikke specielt social, og har et stort behov for alene tid. Min kæreste er lige omvendt. Min kæreste og familie er de eneste jeg kan være sammen med i lang tid, og være 100 % mig selv. Ikke engang mine veninder orker jeg at se mere end nogle timer, selvom vi hygger os. Dem som kender mig, ved jeg er en pige fyldt med humor og let til grin og en stor personlighed, men det tager mig tid at nå til det punkt med folk, hvor jeg kan være mig 100 %, og derfor har jeg svært ved at lukke folk ind. Det bunder nok også i en usikkerhed omkring mig selv. Jeg tror jeg på facaden kan virke som en selvsikker pige, der måske er lidt for selvsikker og arrogant hvilket jo ikke er sandheden..

Problemet er, at jeg egentlig ikke har et tæt forhold til min kærestes familie. Dog heller ikke et dårligt forhold, jeg føler bare ikke jeg rigtig kender dem.. Kun min kærestes storesøster er jeg okay tæt med, nok fordi hun minder lidt om mig selv, og så hans ene bror har jeg det også okay med. Jeg kommer selv fra en lille familie og min kæreste har ikke mindre end 5 voksne søskende, og jeg indrømmer det til tider er overvældende når jeg er som jeg er.

Udover det er min kæreste og familien tyrkiske, og har tit bildt mig selv ind, at det er sproget der tit gør jeg undgår at besøge min kærestes familie, men selvom det kan gå mig på at hans forældre har svært ved det danske sprog, og derfor er svært at få et tæt forhold til, så taler alle hans søskende flydende dansk, hver gang vi i samme rum, og stadig har jeg den der følelse i mig at jeg helst udskyder besøgene.. og det endda sjældent HELE familien er samlet, men når det er, prøver jeg altid at finde en undskyldning. Det har intet at gøre med dem som personer, for de har altid været søde og venlige for mig. Det bare som om jeg bliver mindet om min indadvendte og introverte, når jeg sidder med flere af dem/alle. For de fleste er som min kæreste. Udadvendt, og har et tæt forhold og ping pong'er frem og tilbage, mens jeg enten prøver alt hvad jeg kan for at være med eller lukker i som en østers.. Min kæreste ved hvordan jeg er, men selfølgelig vil han også have jeg får et tættere forhold med hans familie, og det er fuldt ud forståeligt, og har også indset nu at når det er ham jeg VIL bruge mit liv på, kan jeg ikke blive ved med at lade min usikre/introvert side vinde. Jeg har det det jo ikke engang godt indeni selvom jeg finder på undskyldninger! Og hvad så når der kommer børn ind I billedet?

Det skal lige siges, at jeg ikke har det sådan når jeg måske bare er sammen med dem en eller to af gangen. Vi har da også haft hans to søstre på besøg hvor jeg også her føler mig fint nok tilpas, men stadig føler jeg at jeg bruger meget energi, og ikke noget "jeg orker for tit" selvom jeg har hygget mig. Men det med jeg lukker I som en østers, er netop i større grupper.. Min kæreste nævnte da også lige en fødselsdag for hans ven som jeg ikke havde mødt før, hvor der var 4 andre jeg ikke kendte og her mens min kæreste sad og fyrede jokes af og var festens midtpunkt, klappede jeg i som en østers og sagde dårligt noget.. Først nogle timer efter (og efter lidt alkohol ) blev jeg mig selv.. Min kæreste forstår det ikke rigtig, og siger han ved jeg genert osv, og kan lide at være mig selv, men også må arbejde på at åbne mig og ham kan synes det svært at skulle tage hensyn til mig/pinligt jeg pludselig kan lukke sådan i..  Især for hans familie, hvilket jeg også forstår.. Jeg vil ikke lukke mig selv mere og mere ude, jeg har bare svært ved hvordan jeg skal gøre.. Men der er vel kun en måde, hvilket er at overskride mine egne grænser skridt for skridt og rent faktisk lære dem at kende? Fks. Har jeg med vilje til tider ville besøge hans mor og far når jeg ved de fleste søskende ikke er der, men det kommer jeg jo heller ikke tættere på dem af... 

På studier har jeg altid, selvom jeg hader nye starter, formået at få en god omgangs kreds og kunne være mig selv, så snart jeg kommet mere ind på livet af mine studie kammerater, men det som om det sværere når det er privat?

- Jeg var også til et stort bryllup for en lille måned siden hvor der var ca 400 mennesker hvor jeg sad ved bord med næsten alle mine kæresters søskende, og her klarede jeg mig meget bedre! Tøede meget hurtigere op og grinede og hyggede mig, men der foregik også en masse andet, fordi det netop var et bryllup hvis det giver mening? Så det var ikke bare os alle, der bare sad ved et bord og snakkede konstant, hvor ping pong snakken mellem dem bare går.. Det fjernede ligesom lidt af presset, i modsætning til hvis vi bare sad i en lille lejlighed. Her kunne jeg ligesom stadig trække vejret, og bevæge mig lidt væk fra situationen nogle gange. Jeg hyggede mig faktisk den aften, og det er jo lidt ironisk at jeg slappede mere af og var mig selv i et selskab på 400 mennesker (Men I en kæmpe sal) end 5 mennesker der sidder tæt sammen i en lejlighed.. Hvis jeg havde økonomi til det ville jeg faktisk gerne snakke med en professionel om det, men det har jeg desværre ikke pt.. Jeg kommer hurtigt til at føle mig alene om de her følelser, og føle at jeg er helt forkert skruet sammen. Jeg ved bare jeg vil ændre på det og komme tættere på HELE min sviger familie, og ikke undgå dem som jeg gør nu.. gavner hverken min kærestes forhold ELLER mig. Hvis jeg på magisk vis kunne gøre mig ekstrovert, havde jeg gjort det. Oven i det er jeg også særligt sensitiv, Så jeg har fået hele pakken ��....

Nogle der har nogle råd til hvordan i tackler jeres eventuelle introvert side på sådan nogle punkter? 

Jeg kunne have skrevet det indlæg - bare med modsatte fortegn. Her er det min mand der har det ligesom dig. Vi har været sammen i ti år og har to børn. Jeg bliver tit spurgt om hvordan jeg kan være sammen med så stille en fyr når jeg selv er så udadvendt. Men min mand er jo sig selv herhjemme og det ønsker jeg alle kunne se. Jeg presser lidt på med at han skal åbne sig mere men han kan ikke rigtig. Det er SÅ træls til tider (især når vi møder nye mennesker,  er til fællesspisning i børnehaven eller lignende). Jeg ville ønske at min mamd kunne smaltalke  bedre. Lidt bedre er det blevet efter vi fik børn, da det ligesom brylluppet fjerner fokus.

Jeg ved ikke hvad du kan gøre for at dæmpe din introverthed lidt, men det er bestemt værd at give det et forsøg 

Først og fremmest tror jeg at du får blandet flere ting sammen her. Introvert og genert/ukomfortabel sammen med fremmede er ikke det samme og du skal være varsom med at blande begreberne, fordi det er vidt forskellige ting og skal håndteres forskelligt.

At være introvert er et personlighedstræk (det er ekstrovert i øvrigt også) og ikke noget man som sådan kan kureres og heller ikke noget der rigtigt kan ændres. Man kan godt arbejde med det, men man vil altid være introvert. Meget groft sagt har det noget at gøre med hvor du henter din energi. 

Ekstroverte henter energi og lader op i samværet med andre, og introverte henter energi i at være alene. Når det så er sagt, så kan man som introvert godt lære at blive mere udadvendt, men behovet for at være alene forsvinder aldrig - social omgang med andre mennesker vil altid "koste" på energi kontoen.

Denne her er godt nok rettet mod ledere, men prøv at læse den, og se om du genkender noget. Den kan måske også være god for din kæreste at læse:  http://www.danskhr.dk/pages/webside.asp?articleGuid=233365&menuGuid=42930&subMenuGuid=52167 

Mht. til at være genert og tilbageholdende, har jeg kun fundet een måde at arbejde med det på, og det er ved langsomt at udvide min komfortzone ved bevidst at overskride mine grænser en lille bitte smule  hver gang, men for mig har generthed ikke været mit primære problem, så jeg er ikke en ekspert. Jeg fandt denne, du kan prøve at læse, den lyder fornuftig:  http://jyllands-posten.dk/livsstil/ECE3456246/Ni+gode+r%C3%A5d+mod+generthed/

Og det kan godt lade sig gøre at få et forhold til at fungere, selvom den ene part er introvert og den anden ekstrovert. Jeg er nu på 15. år sammen med min mand, og vi er i hver sin grøft. Det kræver at man snakker sammen og har forståelse for hinanden. Min mand er nødt til at acceptere at jeg indimellem ikke orker at tage med, og jeg er nødt til at acceptere at han har et behov for at komme ud blandt mennesker.

Super godt indlæg ovenover.

det er ikke noget som kan kureres - og det skal det heller ikke! Der er mange gode sider ved at være introvert. Man er velovervejet, reflekterende, dyb i sine reflektioner og god til ah lytte ofte. Præv at fokusere på det som er positivt ved at være introvert i stedet for hele livet at føle dig forkert...

Der kan være situationer hvor du imidlertid kan arbejde med din generthed og få noget gavnligt ud af det fx ved i små bidder at udfordre dig selv. Langsomt vil det føles mindre forfærdeligt. Jeg har en kollega som er lyttende men ikke så stille - hun sagde at da hun var barn gemte hun sig når der var andre der talte til hende. Pga generthed.

hun er ikke længere genert men stadig introvert .

du er ikke forkert og det er jeg heller ikke ( meget ekstrovert)... Mennesker er forskellige og tak for det. 

Skouboe skriver:

Først og fremmest tror jeg at du får blandet flere ting sammen her. Introvert og genert/ukomfortabel sammen med fremmede er ikke det samme og du skal være varsom med at blande begreberne, fordi det er vidt forskellige ting og skal håndteres forskelligt.

At være introvert er et personlighedstræk (det er ekstrovert i øvrigt også) og ikke noget man som sådan kan kureres og heller ikke noget der rigtigt kan ændres. Man kan godt arbejde med det, men man vil altid være introvert. Meget groft sagt har det noget at gøre med hvor du henter din energi. 

Ekstroverte henter energi og lader op i samværet med andre, og introverte henter energi i at være alene. Når det så er sagt, så kan man som introvert godt lære at blive mere udadvendt, men behovet for at være alene forsvinder aldrig - social omgang med andre mennesker vil altid "koste" på energi kontoen.

Denne her er godt nok rettet mod ledere, men prøv at læse den, og se om du genkender noget. Den kan måske også være god for din kæreste at læse:  http://www.danskhr.dk/pages/webside.asp?articleGuid=233365&menuGuid=42930&subMenuGuid=52167 

Mht. til at være genert og tilbageholdende, har jeg kun fundet een måde at arbejde med det på, og det er ved langsomt at udvide min komfortzone ved bevidst at overskride mine grænser en lille bitte smule  hver gang, men for mig har generthed ikke været mit primære problem, så jeg er ikke en ekspert. Jeg fandt denne, du kan prøve at læse, den lyder fornuftig:  http://jyllands-posten.dk/livsstil/ECE3456246/Ni+gode+r%C3%A5d+mod+generthed/

Og det kan godt lade sig gøre at få et forhold til at fungere, selvom den ene part er introvert og den anden ekstrovert. Jeg er nu på 15. år sammen med min mand, og vi er i hver sin grøft. Det kræver at man snakker sammen og har forståelse for hinanden. Min mand er nødt til at acceptere at jeg indimellem ikke orker at tage med, og jeg er nødt til at acceptere at han har et behov for at komme ud blandt mennesker.

Jeg ved godt det ikke er det samme. Men jeg har nogen gange svært ved at finde ud af, hvad jeg egentlig er.. For jeg ER genert men jeg taber også min energi af at være sammen med mennesker.. Så jeg er vel både genert og introvert.. Men når jeg fks. Sidder i en gruppe af mennesker og ikke siger så meget og får den der følelse, hvor jeg nærmest lukker mig ind i mig selv, har jeg svært ved at finde ud af om det er min usikre og generte side eller min introverte side? Det kan være det er en blanding.. Jeg ved bare jeg hader den følelse.. 

Jeg ved også at mit behov for at være alene aldrig vil forsvinde, og det forventer min kæreste heller ikke. Han kender ikke rigtig til introvert og ekstrovert, jeg tror lidt han synes det noget mærkeligt noget, og synes også det svært at forklare ham om når det jo ikke kun handler om at jeg er introvert.. Han har også tit sagt jeg er meeget følsom, hvilket jeg også er, og det acceptere han også men det som om der pludselig er meget han skal rumme i mig, og det svært at forklare hvorfor jeg er som jeg er, når jeg egentlig ikke forstår alle mine sider.. Kunne dog godt tænke mig at vise ham, en god og kort beskrivelse af det at være introvert og ekstrovert, har før kun fundet nogle lange nogle jeg kunne vise til ham og så magter han ikke rigtig at sætte sig ind i det..

Det lyder fornuftigt med at prøve at overskride små grænser hele tiden, det er heller ikke noget jeg er fan af, men det skal der jo til hvis man vil ændre på noget, og jeg vil virkelig gerne ændre den generte og usikre side i mig, for den hæmmer mig meget.. Jeg har før bare tænkt. "Nej jeg introvert, det derfor" men jeg kan faktisk også få den følelse når jeg er i mit trænings center uden jeg snakker med folk, og bare have en usikker følelse inden i om hvad folk tænker... .. og andre gange kan jeg være ligeglad.. 

Jeg ved min kæreste acceptere jeg har behov for at være mig meget, og det Heller ikke fordi han forventer jeg skal tage med hver gang men han siger at når hele familien er samlet, og de andre sidder der med deres kærester og forlovede så savner han mig, fordi jeg de få gange det er, laver noget andet.. og forstår ham jo godt. Er nok bare bange for at tage skridtet og at den der klap går ned.. Men kunne jo også være den ikke gjorde. De sidder der højest et par timer, han forventer ikke engang det en hel dag på en gang jeg bruger, så burde godt kunne tage mig mere sammen. Tror bare jeg bange for at skuffe..

Men jeg prøver lige at kigge på dine artikler :-)

Smølfine123 skriver:

Super godt indlæg ovenover.

det er ikke noget som kan kureres - og det skal det heller ikke! Der er mange gode sider ved at være introvert. Man er velovervejet, reflekterende, dyb i sine reflektioner og god til ah lytte ofte. Præv at fokusere på det som er positivt ved at være introvert i stedet for hele livet at føle dig forkert...

Der kan være situationer hvor du imidlertid kan arbejde med din generthed og få noget gavnligt ud af det fx ved i små bidder at udfordre dig selv. Langsomt vil det føles mindre forfærdeligt. Jeg har en kollega som er lyttende men ikke så stille - hun sagde at da hun var barn gemte hun sig når der var andre der talte til hende. Pga generthed.

hun er ikke længere genert men stadig introvert .

du er ikke forkert og det er jeg heller ikke ( meget ekstrovert)... Mennesker er forskellige og tak for det. 

Jeg synes bare det kan være svært at fokusere på de gode sider, når folk og mange ekstroverte bare ser på en som om man er anderledes og mærkelig.. Men de sider du nævner, er jeg egentlig også glad for. Jeg er en god lytter og elsker at hjælpe folk med råd, og er glad for jeg tænker over tingene inden jeg gør eller siger noget. (Til tider)

Jeg håber også jeg kan træne min genert hed og usikkerhed lidt væk.. Men hvordan? Simpelhen bare ved at kaste sig ud i nogle flere situationer, hvor man egentlig ikke vil være?

I nogle situationer,  lade jeg faktisk som om jeg ikke er usikker og genert, og hvor jeg tror folk ikke lægger mærke til det, fordi jeg bare har tvunget mig selv til ikke at være stille, og nogle gange har det virket, men så kommer jeg hjem og er fuldstændig færdig fordi jeg jo egentlig ikke var mig selv I mit eget "tempo" ..

fruD skriver:

Jeg kunne have skrevet det indlæg - bare med modsatte fortegn. Her er det min mand der har det ligesom dig. Vi har været sammen i ti år og har to børn. Jeg bliver tit spurgt om hvordan jeg kan være sammen med så stille en fyr når jeg selv er så udadvendt. Men min mand er jo sig selv herhjemme og det ønsker jeg alle kunne se. Jeg presser lidt på med at han skal åbne sig mere men han kan ikke rigtig. Det er SÅ træls til tider (især når vi møder nye mennesker,  er til fællesspisning i børnehaven eller lignende). Jeg ville ønske at min mamd kunne smaltalke  bedre. Lidt bedre er det blevet efter vi fik børn, da det ligesom brylluppet fjerner fokus.

Jeg ved ikke hvad du kan gøre for at dæmpe din introverthed lidt, men det er bestemt værd at give det et forsøg 

Meget fedt at høre det fra den anden vinkel også, hvordan tager din mand det, når du presser lidt på overfor ham så?

sollou skriver:

Meget fedt at høre det fra den anden vinkel også, hvordan tager din mand det, når du presser lidt på overfor ham så?

Jamen han ved godt at han ikke siger meget og vil gerne ændre det, men han har svært ved det. Han bliver aldrig sur når jeg presser lidt på. Han er blevet lidt bedre til det, når jeg giver ham forslag på hvad han kan snakke med bestemte personer om. Deres hobby eller lignende så han er forberedt. Jeg derimod kan godt blive lidt sur engang imellem over at det altid er mig der skal trække det tunge læs. Vi er tilflyttere i en by hvor vi ikke kender nogen, og det er hårdt når jeg ikke føler han forsøger ordentlig. Han er jo mega sjov sammen med mig og med hans venner. 

Mht introvert/ekstrovert fungere det fint fordi vi giver hinanden plads. Når jeg er ude og få energi kan han være alene og få energi. Vi har doh en fast kærestedag om ugen hvor vi laver noget sammen og de andre dage gør vi som nu passer bedst den pågældende dag.  

Smølfine123 skriver:

Super godt indlæg ovenover.

det er ikke noget som kan kureres - og det skal det heller ikke! Der er mange gode sider ved at være introvert. Man er velovervejet, reflekterende, dyb i sine reflektioner og god til ah lytte ofte. Præv at fokusere på det som er positivt ved at være introvert i stedet for hele livet at føle dig forkert...

Der kan være situationer hvor du imidlertid kan arbejde med din generthed og få noget gavnligt ud af det fx ved i små bidder at udfordre dig selv. Langsomt vil det føles mindre forfærdeligt. Jeg har en kollega som er lyttende men ikke så stille - hun sagde at da hun var barn gemte hun sig når der var andre der talte til hende. Pga generthed.

hun er ikke længere genert men stadig introvert .

du er ikke forkert og det er jeg heller ikke ( meget ekstrovert)... Mennesker er forskellige og tak for det. 

Jeg tror følelsen af at det er forkert at snakke mere for dig og hvor du er helt færdig når du kommer hjem vil aftage... Hvis du øver dig og gerne vil det. 

Jeg kender mange som når de er sammen i større mængder af mennesker fokuserer på at tale mere indgående med få. Altså hvor man fokuserer pø den man snakker med og ikke at der er 30 mennersker man ikke kender. Prøv st begræns fokus ved familiekomsammener og udvælg 2 du vil tale mere med den dag.

sollou skriver:

 

 

Jeg ved godt det ikke er det samme. Men jeg har nogen gange svært ved at finde ud af, hvad jeg egentlig er.. For jeg ER genert men jeg taber også min energi af at være sammen med mennesker.. Så jeg er vel både genert og introvert.. Men når jeg fks. Sidder i en gruppe af mennesker og ikke siger så meget og får den der følelse, hvor jeg nærmest lukker mig ind i mig selv, har jeg svært ved at finde ud af om det er min usikre og generte side eller min introverte side? Det kan være det er en blanding.. Jeg ved bare jeg hader den følelse.. 

Jeg ved også at mit behov for at være alene aldrig vil forsvinde, og det forventer min kæreste heller ikke. Han kender ikke rigtig til introvert og ekstrovert, jeg tror lidt han synes det noget mærkeligt noget, og synes også det svært at forklare ham om når det jo ikke kun handler om at jeg er introvert.. Han har også tit sagt jeg er meeget følsom, hvilket jeg også er, og det acceptere han også men det som om der pludselig er meget han skal rumme i mig, og det svært at forklare hvorfor jeg er som jeg er, når jeg egentlig ikke forstår alle mine sider.. Kunne dog godt tænke mig at vise ham, en god og kort beskrivelse af det at være introvert og ekstrovert, har før kun fundet nogle lange nogle jeg kunne vise til ham og så magter han ikke rigtig at sætte sig ind i det..

 

Det lyder fornuftigt med at prøve at overskride små grænser hele tiden, det er heller ikke noget jeg er fan af, men det skal der jo til hvis man vil ændre på noget, og jeg vil virkelig gerne ændre den generte og usikre side i mig, for den hæmmer mig meget.. Jeg har før bare tænkt. "Nej jeg introvert, det derfor" men jeg kan faktisk også få den følelse når jeg er i mit trænings center uden jeg snakker med folk, og bare have en usikker følelse inden i om hvad folk tænker... .. og andre gange kan jeg være ligeglad.. 

Jeg ved min kæreste acceptere jeg har behov for at være mig meget, og det Heller ikke fordi han forventer jeg skal tage med hver gang men han siger at når hele familien er samlet, og de andre sidder der med deres kærester og forlovede så savner han mig, fordi jeg de få gange det er, laver noget andet.. og forstår ham jo godt. Er nok bare bange for at tage skridtet og at den der klap går ned.. Men kunne jo også være den ikke gjorde. De sidder der højest et par timer, han forventer ikke engang det en hel dag på en gang jeg bruger, så burde godt kunne tage mig mere sammen. Tror bare jeg bange for at skuffe..

Men jeg prøver lige at kigge på dine artikler :-)

Jeg har det på samme måde som dig, bortset fra een ting. Jeg har ikke behov for at forklare andre, hvorfor jeg er som jeg er, og jeg er kun sammen med mennesker der accepterer mig som jeg er. Jeg ville aldrig kunne være sammen med en partner jeg skulle forklare mig overfor.

Hvorfor tror du, at du har behov for at forklare dig? Du er jo bare dig, med alt hvad det indeholder

Når det så er sagt, så synes jeg desværre at samfundet i det hele taget halter bagefter mht accept. Det er kun gearet til en strøm af ensartethed. Alt der stikker ud, vil den store "grå" masse gerne gøre "forkert", hvorfor behovet for at forklare sig kan opstå. Så det gælder om at lære at hvile i sig selv.