Karriere eller familie?

Det er surt at måtte takke nej til drømmejobbet - men det er også surt at måtte leve sit liv et sted, man ikke trives.

Jeg tror, I bliver nødt til at snakke sammen, for I skal have det godt begge to.

Nu ved jeg jo ikke, hvor i Jylland jeres familie bor, eller hvilke muligheder han har, i forhold til jobbet, men det lyder jo, som om det kunne være en ide at lede efter et sted midt i mellem, så han kan pendle ind til København og I alligevel er tættere på familien og ude af storbyen.

Uanset synes jeg ikke, du bare skal lægge dig helt flad og overkøre dig selv for at tilpasse dig hans ønsker. I skal trives sammen i familien og det er ikke godt for parforholdet, hvis den ene part føler sig tvunget til at være selvudslettende, for at den anden kan få det, som han/hun vil. Det går begge veje, så jeg ville heller ikke have givet ham ultimatumet om at opgive drømmejobbet eller dig.

Nogen gange er det pokkers vanskeligt at finde de gode løsninger, men I må bare prøve at snakke sammen.

Vi har stået i samme situation. På det tidspunkt boede vi bare nord for Kbh i et meget træls område. Jeg havde meget hjemve, men vi har begge bedre job muligheder herovre. Alle vores venner boede i Kbh og vi var meget isolerede.....især mig, da jeg ikke arbejdede i byen. Jeg tog et valg og forsøgte at give Sjælland en fair chance, så vi flyttede tættere på byen i en røv dyr, møg lækker lejligheds tæt på vores venner, men ikke i centrum. I et kvarter med en vildt lækker legeplads og tæt på en station (hvor IC togene holder), så vores venner og familie har nemt ved at komme på besøg. Og jeg elsker det. 

Jeg synes i skal forsøge at finde et sted lidt udenfor Kbh og give det en chance. I skal alle trives......men jeg synes faktisk at du skal give det en fair chance for din mands skyld og så kan i måske aftale at hvis du bare slet ikke kan falde til, så kan i flytte tilbage? 

Det er ihvertfald vores aftale......altså at vi skal gøre vores bedste for at blive glade herovre, men st hvis en af os ikke kan falde til, så flytter vi hjem og lever med de skod jobs der nu en gang er der hvor vi kommer fra. Medmindre i selvfølgelig kan leve med at han pendler mange timer hverdag? For det ville jeg ikke kunne . Min mand skal være en del af vores familie og han ville ikke selv gå glip af vores dreng i hverdagen. Men folk er jo forskellige. Jeg ved ikke ondet gav nogen mening? Men i må jo snakke om det. I skal alle kunne trives.....ellers risikere i at en af jer ender med at blive bitter.

Hej

Vi står i samme dilemma. Min søn skal starte i skole til sommer, så vi skal snart flytte tilbage til Jylland hvis vi skal det. Min mand vil gerne blive og jeg vil gerne hjem til Jylland. Jeg er nysgerrig på hvad i endte med at gøre?

Anonym skriver:

Åh, vi står i et kæmpe dilemma. Min mand og jeg kommer begge fra Jylland, men er flyttet til København for 2 år siden, da vi begge fik tilbudt arbejde herovre. Aftalen var hele tiden, at vi skulle tilbage til Jylland, når vi skulle stifte familie, da det er der, vi føler os hjemme og begge vores familier, gamle venner osv. bor der. Nu skete det så, at jeg blev gravid uplanlagt, og vi fik en dejlig dreng på snart et år. Min mand er meget glad for sit job, så vi lavede den plan, at vi ville blive i København til vores dreng skulle starte i børnehave og så flytte tilbage på det tidspunkt. Men nu har min mand så blevet tilbudt en anden stilling i samme firma, som virkelig er hans drømmejob, og nu har han af gode grunde ikke lyst til at tage til Jylland heller ikke om et par år, da det er for kortsigtet at være i samme stilling. Derudover findes den slags stillinger slet ikke i Jylland.

Jeg forstår ham fuldt ud, men jeg har bare så svært ved at falde til i København og at forestille mig, at mine børn skal vokse op her. Jeg vil gerne tættere på familien. Det vil betyde så meget at kunne besøge dem på en eftermiddag fx eller de kunne komme og hjælpe os, eller vi kunne hjælpe dem, babysitte mm. Jeg vil jo også gerne have, at vores dreng får et tæt forhold til sine bedsteforældre...

Nogen, som har stået i en lignende situation? Eller har nogle gode råd?

 

 

Sæt jer ned med er Danmarks kort og find radius for hvor langt væk I kan bo fra drømmejobbet og hvor langt væk fra familien og se om linjerne skærer hinanden og kig hinanden dybt i øjnene - kunne vi bo der?

For mig handler parforholdet om kompromiser, hvor begge tilgodeses - at være forældre betyder også der er børn der skal tilgodeses men ikke at forældrene skal tilsidesættes. Og nej job er ikke alt i livet, men det udgør dog en del af ens tid og det er dræbende faktor i hverdagen, hvis man hver dag ikke trives og udfordres. Jeg er selv glad for mit arbejde, men kan da have dage hvor jeg fortryder jeg ikke stilede mod karrieren inden for mine fag. Din mand skulle nødig fortryde det hver dag.

Og en sidste ting, hvad man aftalte for x antal år siden er for mig ikke uden mulighed for ændringer, for vi som mennesker ændrer os, omstændighederne ændrer sig osv.

Anonym skriver:

Åh, vi står i et kæmpe dilemma. Min mand og jeg kommer begge fra Jylland, men er flyttet til København for 2 år siden, da vi begge fik tilbudt arbejde herovre. Aftalen var hele tiden, at vi skulle tilbage til Jylland, når vi skulle stifte familie, da det er der, vi føler os hjemme og begge vores familier, gamle venner osv. bor der. Nu skete det så, at jeg blev gravid uplanlagt, og vi fik en dejlig dreng på snart et år. Min mand er meget glad for sit job, så vi lavede den plan, at vi ville blive i København til vores dreng skulle starte i børnehave og så flytte tilbage på det tidspunkt. Men nu har min mand så blevet tilbudt en anden stilling i samme firma, som virkelig er hans drømmejob, og nu har han af gode grunde ikke lyst til at tage til Jylland heller ikke om et par år, da det er for kortsigtet at være i samme stilling. Derudover findes den slags stillinger slet ikke i Jylland.

Jeg forstår ham fuldt ud, men jeg har bare så svært ved at falde til i København og at forestille mig, at mine børn skal vokse op her. Jeg vil gerne tættere på familien. Det vil betyde så meget at kunne besøge dem på en eftermiddag fx eller de kunne komme og hjælpe os, eller vi kunne hjælpe dem, babysitte mm. Jeg vil jo også gerne have, at vores dreng får et tæt forhold til sine bedsteforældre...

Nogen, som har stået i en lignende situation? Eller har nogle gode råd?

 

 

Jeg bor i Kbh. I en lille lejlighed, da alle venner og familie bor her. Jeg vælger klart relationerne over alt andet. Jeg er naturmenneske og ville elske at bo med have og skov og med mere plads.

Det er en oldgammel tråd

IenFart skriver:

Det er en oldgammel tråd

Det ved jeg godt, men var nysgerrig over hvad der blev valgt, da jeg står i samme situation her 3 år efter at tråden startede ��

lineog4 skriver:

Sæt jer ned med er Danmarks kort og find radius for hvor langt væk I kan bo fra drømmejobbet og hvor langt væk fra familien og se om linjerne skærer hinanden og kig hinanden dybt i øjnene - kunne vi bo der?

For mig handler parforholdet om kompromiser, hvor begge tilgodeses - at være forældre betyder også der er børn der skal tilgodeses men ikke at forældrene skal tilsidesættes. Og nej job er ikke alt i livet, men det udgør dog en del af ens tid og det er dræbende faktor i hverdagen, hvis man hver dag ikke trives og udfordres. Jeg er selv glad for mit arbejde, men kan da have dage hvor jeg fortryder jeg ikke stilede mod karrieren inden for mine fag. Din mand skulle nødig fortryde det hver dag.

Og en sidste ting, hvad man aftalte for x antal år siden er for mig ikke uden mulighed for ændringer, for vi som mennesker ændrer os, omstændighederne ændrer sig osv.

Tak for svar �� problemet er, at familien bor i Aalborg og min mands muligheder er i Kbh. Så hvor langt ude for København gør desværre ikke den store forskel. Familien og sammenholdet betyder alt for mig, men min mand skal selvfølgelig også trives i sit job�� vi har snakket om at flytte til Aarhus, hvor der også ville være muligheder for min mand, men han vil allerhelst bo i Kbh. Hvor jeg gerne vil tættere på familien, såsom Aarhus. Vi har en stor familie, og går glip af så meget. Så det er lidt der vi står!