En historie

Han kigger misbilligende på hende og siger "Er du fuldstændig fatsvag?", hun græder, de er uvenner igen. Det sker tit, at han finder noget, som han ikke er tilfreds med. Hun prøver altid at forhindre en konflikt, at forhindre dem i at blive uvenner, men når det ikke lykkes, så kalder han hende ting. Fatsvag, idiot, åndssvag, luder, ordene bliver aldrig fulgt at undskyldninger, de står altid tilbage alene.

Når hun prøver at sige, at ordene sårer hende, så fejer han det hun siger af vejen med sætninger som " Du kan jo bare lade være med at opføre dig sådan".

De gange vandet går rigtig højt, så begynder hun at græde. han siger hun ikke skal prøve at bruge det kort på ham, men det er intet kort, det er hendes længe skjulte afmagt, som vælter ud.

Hun er vokset op i trykke rammer med smil og glæde. Hun mindes sin barndom som noget af det bedste i hendes hukommelse. Hun har altid fået at vide, at hun er så positiv.
Det er ikke længe siden at hendes selvopfattelse blev ændret.

Hun sidder i en bil med sin mor, de er på en af deres hyggeture rundt i butikker og kigge på ting sammen. Hun er fjern, tænker på det skænderi, som hun har haft med ham. Hun overvejer at købe en gave til ham. Hun siger det ikke til sine forældre, for de skal jo ikke tro, at han gør hende ked af det.
Hendes mor siger pludselig "Nogle gange føler jeg, at jeg ikke kan kende dig mere." Ordene rammer hårdt, men hun prøver at give en forklaring om, at hun bare er så træt i dag.

Det er morgen, klokken er fem. Hans vækkeur ringer altid, også selvom han ikke skal op. Hun plejer at spørge om han ikke er sød at slå det fra inden han går i seng, men det gør han ikke. Det ringer højt og længe, hun vågner, og vækker ham med ordene "Sluk det nu". Hun kan mærke, at han bliver irriteret.
Når først vækkeuret har ringet er det næsten umuligt for hende at sove videre. Hun prøver at ligge sig til rette på sin venstre side. Hun er højgravid, og det er en kamp at ligge behageligt uden at få ondt. Det går ikke, hun vender sig. Hendes albue rør hans arm. "Flyt din albue" vrisser han. Hun forklarer ham, at hun ikke har meget plads, da han ligger så langt over midten, og at hun ikke kan sove uden armen under puden. Han svarer ikke, men laver ryk med armen for at indikere, at albuen skal fjernes. "Kan du ikke rykke dig lidt?" spørger hun. Han rykker sig voldsomt helt hen i den anden side af sengen imens han siger "Hold nu din kæft". Hun begynder at græde, stille. Ligger lidt og prøver at få styr på sig selv, men da det ikke lykkes forlader hun soveværelset. Han skal ikke se hende græde. Ikke mere. Det gør ham sur, når hun græder.

Han er altid negativ. Han træner meget. Hader sit arbejde, og når han kommer hjem er det tit med en utilfredshed over, at han synes hun har det for nemt.

klokken er 15. "Hvad tid havde du fri i dag?" siger han. Hun svarer "Jeg var hjemme kl. 13" "Så du har været hjemme længe?" hentyder han og siger "Køkkenet ligner lort".

Hun vidste godt han ville blive utilfreds, da hun ikke havde ordnet det inden han kom hjem i dag. Hun er træt. Efter turen med deres hund lavede hun mad, og nåede ikke mere inden klokken blev 15. De gange hvor hun siger "de fleste af tingene som står der, er jo dine", så svarer han "Jeg ordner opvask på arbejdet, det gider jeg ikke her hjemme."

Da hun blev gravid stoppede hun med mange ting. Hun brugte mindre makeup, hun stoppede med at farve hår, og pakkede alle de parfumerede ting væk. Han siger nu sætninger som "Når du har født skal du i gang med at træne", "Er det makeup fri dag(Vrænger ansigtet)" og "Du skal farve dit hår lyst igen bagefter". Hvis hun forklarer ham, at hun er tilpas som hun ser ud med sin naturlige hårfarve, så fortæller han hende, at han mødte hende med lyst hår, og at det er det, som han synes er pænt.

Han joker med, at hvis ikke hun bliver pæn igen, så må han "spise ude".

Hun har flere gange fortalt ham, at de ting han siger sårer hende, men han mener hun tager det for personligt.

Hvad er jeres tanker til en historie som denne? Ordet er frit  

Fik en klump i halsen, intet menneske skal have de tanker om sig selv og ingen fortjener at være i sådan et forhold (heller ikke manden for han har det helt tydeligt heller ikke godt). Måske er de to hinandens sjælevenner, måske elsker de hinanden, men de mødte hinanden på det forkerte tidspunkt for manden har det helt klart af h..... Til og burde slet ikke være i et forhold.

Og den kære kvinde burde aldrig tro hun er fejlen, at hun ikke må græde mm.

Nå ja og så tænker jeg lige et splitsekund er det kun i graviditet det har været sådan? 

Jeg tænker (meget kynisk), at man vælger sit eget liv. 

Jeg har set en del kæmpemænd, hvor jeg tænkte, at deres kroppe enten var så gigantiske grunde alt for mange timer i træningscenteret eller et supplement af steroider, som jo giver ustabilt humør og vredesudbrud. 

Konerne er jo typisk meget afblegede og er valgt på nogle bestemte kvaliteter mht udseende og væremåde. De ser ofte lidt underkuede ud. 

Kvinden i din historie står ved en skillevej. Synes hun at forholdet er så dårligt, at hun vil gå. Er trives hun med hans dominans? 

Det ville være hensigtsmæssigt, hvis moderen gik lidt mere ind: Trives hendes datter? 

Men hovedpersonen skal jo selv handle! 

Anonym skriver:

Han kigger misbilligende på hende og siger "Er du fuldstændig fatsvag?", hun græder, de er uvenner igen. Det sker tit, at han finder noget, som han ikke er tilfreds med. Hun prøver altid at forhindre en konflikt, at forhindre dem i at blive uvenner, men når det ikke lykkes, så kalder han hende ting. Fatsvag, idiot, åndssvag, luder, ordene bliver aldrig fulgt at undskyldninger, de står altid tilbage alene.

Når hun prøver at sige, at ordene sårer hende, så fejer han det hun siger af vejen med sætninger som " Du kan jo bare lade være med at opføre dig sådan".

De gange vandet går rigtig højt, så begynder hun at græde. han siger hun ikke skal prøve at bruge det kort på ham, men det er intet kort, det er hendes længe skjulte afmagt, som vælter ud.

Hun er vokset op i trykke rammer med smil og glæde. Hun mindes sin barndom som noget af det bedste i hendes hukommelse. Hun har altid fået at vide, at hun er så positiv.
Det er ikke længe siden at hendes selvopfattelse blev ændret.

Hun sidder i en bil med sin mor, de er på en af deres hyggeture rundt i butikker og kigge på ting sammen. Hun er fjern, tænker på det skænderi, som hun har haft med ham. Hun overvejer at købe en gave til ham. Hun siger det ikke til sine forældre, for de skal jo ikke tro, at han gør hende ked af det.
Hendes mor siger pludselig "Nogle gange føler jeg, at jeg ikke kan kende dig mere." Ordene rammer hårdt, men hun prøver at give en forklaring om, at hun bare er så træt i dag.

Det er morgen, klokken er fem. Hans vækkeur ringer altid, også selvom han ikke skal op. Hun plejer at spørge om han ikke er sød at slå det fra inden han går i seng, men det gør han ikke. Det ringer højt og længe, hun vågner, og vækker ham med ordene "Sluk det nu". Hun kan mærke, at han bliver irriteret.
Når først vækkeuret har ringet er det næsten umuligt for hende at sove videre. Hun prøver at ligge sig til rette på sin venstre side. Hun er højgravid, og det er en kamp at ligge behageligt uden at få ondt. Det går ikke, hun vender sig. Hendes albue rør hans arm. "Flyt din albue" vrisser han. Hun forklarer ham, at hun ikke har meget plads, da han ligger så langt over midten, og at hun ikke kan sove uden armen under puden. Han svarer ikke, men laver ryk med armen for at indikere, at albuen skal fjernes. "Kan du ikke rykke dig lidt?" spørger hun. Han rykker sig voldsomt helt hen i den anden side af sengen imens han siger "Hold nu din kæft". Hun begynder at græde, stille. Ligger lidt og prøver at få styr på sig selv, men da det ikke lykkes forlader hun soveværelset. Han skal ikke se hende græde. Ikke mere. Det gør ham sur, når hun græder.

Han er altid negativ. Han træner meget. Hader sit arbejde, og når han kommer hjem er det tit med en utilfredshed over, at han synes hun har det for nemt.

klokken er 15. "Hvad tid havde du fri i dag?" siger han. Hun svarer "Jeg var hjemme kl. 13" "Så du har været hjemme længe?" hentyder han og siger "Køkkenet ligner lort".

Hun vidste godt han ville blive utilfreds, da hun ikke havde ordnet det inden han kom hjem i dag. Hun er træt. Efter turen med deres hund lavede hun mad, og nåede ikke mere inden klokken blev 15. De gange hvor hun siger "de fleste af tingene som står der, er jo dine", så svarer han "Jeg ordner opvask på arbejdet, det gider jeg ikke her hjemme."

Da hun blev gravid stoppede hun med mange ting. Hun brugte mindre makeup, hun stoppede med at farve hår, og pakkede alle de parfumerede ting væk. Han siger nu sætninger som "Når du har født skal du i gang med at træne", "Er det makeup fri dag(Vrænger ansigtet)" og "Du skal farve dit hår lyst igen bagefter". Hvis hun forklarer ham, at hun er tilpas som hun ser ud med sin naturlige hårfarve, så fortæller han hende, at han mødte hende med lyst hår, og at det er det, som han synes er pænt.

Han joker med, at hvis ikke hun bliver pæn igen, så må han "spise ude".

Hun har flere gange fortalt ham, at de ting han siger sårer hende, men han mener hun tager det for personligt.

 

Hvad er jeres tanker til en historie som denne? Ordet er frit  

 

Blev rørt af at læse historien, og fik en enorm stor klump i halsen af sympati for kvinden. Den kvinde skal finde sin power frem og slå i bordet og sige nok er NOK

Anonym skriver:

Han kigger misbilligende på hende og siger "Er du fuldstændig fatsvag?", hun græder, de er uvenner igen. Det sker tit, at han finder noget, som han ikke er tilfreds med. Hun prøver altid at forhindre en konflikt, at forhindre dem i at blive uvenner, men når det ikke lykkes, så kalder han hende ting. Fatsvag, idiot, åndssvag, luder, ordene bliver aldrig fulgt at undskyldninger, de står altid tilbage alene.

Når hun prøver at sige, at ordene sårer hende, så fejer han det hun siger af vejen med sætninger som " Du kan jo bare lade være med at opføre dig sådan".

De gange vandet går rigtig højt, så begynder hun at græde. han siger hun ikke skal prøve at bruge det kort på ham, men det er intet kort, det er hendes længe skjulte afmagt, som vælter ud.

Hun er vokset op i trykke rammer med smil og glæde. Hun mindes sin barndom som noget af det bedste i hendes hukommelse. Hun har altid fået at vide, at hun er så positiv.
Det er ikke længe siden at hendes selvopfattelse blev ændret.

Hun sidder i en bil med sin mor, de er på en af deres hyggeture rundt i butikker og kigge på ting sammen. Hun er fjern, tænker på det skænderi, som hun har haft med ham. Hun overvejer at købe en gave til ham. Hun siger det ikke til sine forældre, for de skal jo ikke tro, at han gør hende ked af det.
Hendes mor siger pludselig "Nogle gange føler jeg, at jeg ikke kan kende dig mere." Ordene rammer hårdt, men hun prøver at give en forklaring om, at hun bare er så træt i dag.

Det er morgen, klokken er fem. Hans vækkeur ringer altid, også selvom han ikke skal op. Hun plejer at spørge om han ikke er sød at slå det fra inden han går i seng, men det gør han ikke. Det ringer højt og længe, hun vågner, og vækker ham med ordene "Sluk det nu". Hun kan mærke, at han bliver irriteret.
Når først vækkeuret har ringet er det næsten umuligt for hende at sove videre. Hun prøver at ligge sig til rette på sin venstre side. Hun er højgravid, og det er en kamp at ligge behageligt uden at få ondt. Det går ikke, hun vender sig. Hendes albue rør hans arm. "Flyt din albue" vrisser han. Hun forklarer ham, at hun ikke har meget plads, da han ligger så langt over midten, og at hun ikke kan sove uden armen under puden. Han svarer ikke, men laver ryk med armen for at indikere, at albuen skal fjernes. "Kan du ikke rykke dig lidt?" spørger hun. Han rykker sig voldsomt helt hen i den anden side af sengen imens han siger "Hold nu din kæft". Hun begynder at græde, stille. Ligger lidt og prøver at få styr på sig selv, men da det ikke lykkes forlader hun soveværelset. Han skal ikke se hende græde. Ikke mere. Det gør ham sur, når hun græder.

Han er altid negativ. Han træner meget. Hader sit arbejde, og når han kommer hjem er det tit med en utilfredshed over, at han synes hun har det for nemt.

klokken er 15. "Hvad tid havde du fri i dag?" siger han. Hun svarer "Jeg var hjemme kl. 13" "Så du har været hjemme længe?" hentyder han og siger "Køkkenet ligner lort".

Hun vidste godt han ville blive utilfreds, da hun ikke havde ordnet det inden han kom hjem i dag. Hun er træt. Efter turen med deres hund lavede hun mad, og nåede ikke mere inden klokken blev 15. De gange hvor hun siger "de fleste af tingene som står der, er jo dine", så svarer han "Jeg ordner opvask på arbejdet, det gider jeg ikke her hjemme."

Da hun blev gravid stoppede hun med mange ting. Hun brugte mindre makeup, hun stoppede med at farve hår, og pakkede alle de parfumerede ting væk. Han siger nu sætninger som "Når du har født skal du i gang med at træne", "Er det makeup fri dag(Vrænger ansigtet)" og "Du skal farve dit hår lyst igen bagefter". Hvis hun forklarer ham, at hun er tilpas som hun ser ud med sin naturlige hårfarve, så fortæller han hende, at han mødte hende med lyst hår, og at det er det, som han synes er pænt.

Han joker med, at hvis ikke hun bliver pæn igen, så må han "spise ude".

Hun har flere gange fortalt ham, at de ting han siger sårer hende, men han mener hun tager det for personligt.

 

Hvad er jeres tanker til en historie som denne? Ordet er frit  

 

Alt det du skriver om ham, er negativt, meget negativt, han lyder som en forfærdelig mand, uden nogen form for empati for dig, ja jeg kan ikke lade være med at tænke om han om han har nogle psykopatiske træk, ingen mand som elsker sin kæreste vil da nogensinde tiltale hende på sådan en måde.

Jeg har ondt af dig, er du sikker på det er her din fremtid ligger? 

Jeg tænker, at kvinden må have det helt forfærdeligt, men jeg har som sådan ikke ondt af hende.

Selvom det kan være svært at se en udvej i nogle ting i livet, er der dog et udtryk, som hænger ved hos mig: De lænker, der binder en, er kun så stærke som man selv gør dem. 
Hvis hun er utilfreds i sit forhold (og det kan jeg godt forstå, hvis hun er!) så må hun jo gå fra manden - det hjælper jo tydeligvis ikke at tale med ham. At blive sammen med sådan en som ham, vil kun nedbryde hendes (dit?) selvværd og selvtillid mere og mere, hvilket kun gør det sværere at kravle op af det sorte hul senere.

Den jeg dog har ondt af her, er barnet. Det, du beskriver, er et giftigt miljø for et barn at vokse op i. Hvordan skal barnet nogensinde få et ordentligt selvværd, hvis det begynder at græde som resultat af en tilsvining, og det så får at vide at "h*n bare kan lade være med at være så dum, hvis h*n ikke vil skældes ud"? 

Var han også sådan før graviditeten? 

Det er et voldeligt forhold, og hun skal væk fra ham, og have hjælp. 

Han benytter sig af mange former for psykisk vold. Vil råde vedkommende til at læse om herskerteknikker og gaslighting. 

Det er en kæmpe hjælp at lære disse angreb at kende, for bedre at kunne beskytte sig imod dem.

Ligegyldig hvad, tror jeg desværre hun må forlade ham.. Den eneste anden løsning, for mig at se, ville være at han søger hjælp. Det er jo ham der har et problem. 

Anonym skriver:

Han kigger misbilligende på hende og siger "Er du fuldstændig fatsvag?", hun græder, de er uvenner igen. Det sker tit, at han finder noget, som han ikke er tilfreds med. Hun prøver altid at forhindre en konflikt, at forhindre dem i at blive uvenner, men når det ikke lykkes, så kalder han hende ting. Fatsvag, idiot, åndssvag, luder, ordene bliver aldrig fulgt at undskyldninger, de står altid tilbage alene.

Når hun prøver at sige, at ordene sårer hende, så fejer han det hun siger af vejen med sætninger som " Du kan jo bare lade være med at opføre dig sådan".

De gange vandet går rigtig højt, så begynder hun at græde. han siger hun ikke skal prøve at bruge det kort på ham, men det er intet kort, det er hendes længe skjulte afmagt, som vælter ud.

Hun er vokset op i trykke rammer med smil og glæde. Hun mindes sin barndom som noget af det bedste i hendes hukommelse. Hun har altid fået at vide, at hun er så positiv.
Det er ikke længe siden at hendes selvopfattelse blev ændret.

Hun sidder i en bil med sin mor, de er på en af deres hyggeture rundt i butikker og kigge på ting sammen. Hun er fjern, tænker på det skænderi, som hun har haft med ham. Hun overvejer at købe en gave til ham. Hun siger det ikke til sine forældre, for de skal jo ikke tro, at han gør hende ked af det.
Hendes mor siger pludselig "Nogle gange føler jeg, at jeg ikke kan kende dig mere." Ordene rammer hårdt, men hun prøver at give en forklaring om, at hun bare er så træt i dag.

Det er morgen, klokken er fem. Hans vækkeur ringer altid, også selvom han ikke skal op. Hun plejer at spørge om han ikke er sød at slå det fra inden han går i seng, men det gør han ikke. Det ringer højt og længe, hun vågner, og vækker ham med ordene "Sluk det nu". Hun kan mærke, at han bliver irriteret.
Når først vækkeuret har ringet er det næsten umuligt for hende at sove videre. Hun prøver at ligge sig til rette på sin venstre side. Hun er højgravid, og det er en kamp at ligge behageligt uden at få ondt. Det går ikke, hun vender sig. Hendes albue rør hans arm. "Flyt din albue" vrisser han. Hun forklarer ham, at hun ikke har meget plads, da han ligger så langt over midten, og at hun ikke kan sove uden armen under puden. Han svarer ikke, men laver ryk med armen for at indikere, at albuen skal fjernes. "Kan du ikke rykke dig lidt?" spørger hun. Han rykker sig voldsomt helt hen i den anden side af sengen imens han siger "Hold nu din kæft". Hun begynder at græde, stille. Ligger lidt og prøver at få styr på sig selv, men da det ikke lykkes forlader hun soveværelset. Han skal ikke se hende græde. Ikke mere. Det gør ham sur, når hun græder.

Han er altid negativ. Han træner meget. Hader sit arbejde, og når han kommer hjem er det tit med en utilfredshed over, at han synes hun har det for nemt.

klokken er 15. "Hvad tid havde du fri i dag?" siger han. Hun svarer "Jeg var hjemme kl. 13" "Så du har været hjemme længe?" hentyder han og siger "Køkkenet ligner lort".

Hun vidste godt han ville blive utilfreds, da hun ikke havde ordnet det inden han kom hjem i dag. Hun er træt. Efter turen med deres hund lavede hun mad, og nåede ikke mere inden klokken blev 15. De gange hvor hun siger "de fleste af tingene som står der, er jo dine", så svarer han "Jeg ordner opvask på arbejdet, det gider jeg ikke her hjemme."

Da hun blev gravid stoppede hun med mange ting. Hun brugte mindre makeup, hun stoppede med at farve hår, og pakkede alle de parfumerede ting væk. Han siger nu sætninger som "Når du har født skal du i gang med at træne", "Er det makeup fri dag(Vrænger ansigtet)" og "Du skal farve dit hår lyst igen bagefter". Hvis hun forklarer ham, at hun er tilpas som hun ser ud med sin naturlige hårfarve, så fortæller han hende, at han mødte hende med lyst hår, og at det er det, som han synes er pænt.

Han joker med, at hvis ikke hun bliver pæn igen, så må han "spise ude".

Hun har flere gange fortalt ham, at de ting han siger sårer hende, men han mener hun tager det for personligt.

 

Hvad er jeres tanker til en historie som denne? Ordet er frit  

 

Jeg har levet det liv. Er heldigvis blevet skilt fra den mand for flere år siden. Har fået hjælp, men angsten sidder stadig i mig.

Jeg tænker dog lidt. HVORFOR vælger man dog sådan en mand? OG HVORFOR I ALVERDEN vil man udsætte et lille barn for sådan en type som far? Det forstår jeg virkelig ikke. Kom ud af det forhold. Flyt hjem. Men hvad så med barnet? Så skal det leve halvdelen af sit liv, alene med en led far? Det er da ikke fair for barnet. Så går det jo bare ud over barnet. Jeg kan slet ikke forstå hvorfor nogle kvinder vælger at gøre som de gør. 

SandraXOXO skriver:

Jeg tænker dog lidt. HVORFOR vælger man dog sådan en mand? OG HVORFOR I ALVERDEN vil man udsætte et lille barn for sådan en type som far? Det forstår jeg virkelig ikke. Kom ud af det forhold. Flyt hjem. Men hvad så med barnet? Så skal det leve halvdelen af sit liv, alene med en led far? Det er da ikke fair for barnet. Så går det jo bare ud over barnet. Jeg kan slet ikke forstå hvorfor nogle kvinder vælger at gøre som de gør. 

Det vil jeg gerne svare dig på. Men det bliver senere for jeg har ikke tid nu. Så håber jeg at jeg kan udvide din horisont, for det lyder desværre som om du kun er vant til at leve et main-stream liv uden forståelse for at der findes mennesker der er så syge, at de kan manipulere selv den med den ellers stærkeste psyke. Vær du blot glad for det, men tal ikke ned til andre. En psykopat rammer ofte dem der altid har sagt "det ville jeg aldrig finde mig i" JEG VAR SELV SÅDAN. Men hvor er jeg blevet klogere. 

Til dig og alle der har samme synspunkt. Jeg vil til gengæld gerne vide hvorfor der i tråde herinde gang på gang opfordres til at blive hos en mand, der netop har disse karaktiristika. "Når i nu har børn sammen, så skal i kæmpe for forholdet". Hvor mange gange læser og hører man ikke den sætning? Hvis man sidder fast i et sygt forhold kan den sætning (og omgivelsernes manglende forståelse i det hele taget) netop gøre at man ikke bryder ud af forholdet. Man er selv så nedbrudt at man ikke selv har nogen mening længere. Eks hvis manden vil have et barn( for så kan han fastholde en yderligere), ja så får man et barn. Og bagefter skal man så høre sætningen "hvorfor fik du dog barn/børn med den mand?" 

Fortsættelse følger....(hvis nogen tilkendegiver i de er oprigtigt interesserede i at høre det).