Hjælp til stædigt og dominerende barn?

Hej jeg skriver her fordi jeg ikke ved hvordan jeg skal håndtere tøsen herhjemme på 7 år.. 

Hun har altid været en meget selvstændig pige (hvilket er godt!) men også meget dominerende og stædig, og det har kun taget til siden hun startede i skole sidste år. Vi har fået besked fra skolen om at hun skal af med noget af alt det her, for hun er meget dominerende både overfor børn og lærer, og ikke mindst overfor os herhjemme, hvilket er et problem i skolen. Hun samler det mindste til en diskussion om at hun vil have ret, fx herhjemme hun kan have fået afvide at hun skal tage bukser på og når vi så atter engang påpeger nu har hun fået det afvide et par gange at hun skal tage bukser på begynder hun at hæve stemmen og siger "det har i aldrig sagt, og i lyver og jeg ved i ikke har sagt det til mig" og det er sådan med rigtig mange ting der siges til hende.. 

Hun kan heller ikke klare at blive rettet på for så er det hele også bare løgn det vi siger og vi skal lade være med at lyve, og vi skal bare høre hvad hun siger osv. osv.  

Jeg river hår ud af hovedet på mig selv for tiden fordi der bliver svaret flabet igen igen og igen over selv de mindste ting, og med mindre det er noget hun selv vil så er det en kamp om at få hende til det - hvilket resultere i at stemmen på os forældre ryger lidt op, fordi hun begynder at råbe for at få sin vilje, dette har resulteret i ture på værelset fordi vi simpelthen ikke vil finde os i den opførsel.. 

Hvilket også gør sig gældende hvis hun leger med de andre børn, hun tager fuldstændig styringen og banker dem verbalt ned hvis de ikke retter sig ind efter det hun siger de skal gøre i en leg.. Og hvis hun mener at der er noget hun ikke skal (fx skifte tøj efter idræt) så gør hun det simpelthen ikke og finder på løgne både omkring at vi skulle have sagt det til hende (til læreren) og omvendt at hun har fået det afvide af læreren (til os)

Har brug for råd og vejledning, for kan mærke jeg er på grænsen til at jeg bare tænder fuldstændig af, det er så opslidende at have de her kampe med hende flere gange hver dag.. Og nu er hun begyndt at efterlade sit tøj fordi (dette er opdigtet for det ville en lære aldrig sige) hun skulle ud nu og så måtte hun efterlade sit tøj.. Og at hun ikke måtte putte tingene i sin taske når hun har taget sit normale tøj af så hun vidste hvor det var når timen var slut.. De har alle haft den samme tid til at skifte tøj, så tænker hun bare har siddet og snakket og så bare skiftet bukserne.. - Hvilket jeg har måtte gå hen på skolen op på kontoret her til morgen for at få en pedel til at låse mig ind i omklædningsrummet  - det orker jeg ikke at skulle gøre 4 gange i ugen! 

Så please hjælp!!!

Puha, den er svær. Jeg er ikke sikker på at jeg har nogle guldkorn.

Begge mine unger har også tendens til at være meget kommanderende, især min yngste og det eneste der har nogen effekt er konsekvens. Fx, hvis jeg beder hende om at rydde noget væk, og hun så ikke gør det, så fjerner jeg det. Så må hun leve uden, indtil det passer mig at give det tilbage et par måneder senere, når jeg synes.

Hvis hun råber og skriger beder jeg hende roligt om at stoppe, jeg vil ikke høre på det, jeg råber heller ikke af hende. Hvis hun fortsætter får hun at vide at hvis hun tåber igen, ryger yndlingslegetøjet (perlerne eller i øjeblikket hendes iPad) resten af dagen. Og fortsætter hun stadig bliver det længere og længere. Jeg tror at rekorden pt. er 4 dage.

Vi taler også meget om hendes opførsel, når hun ikke er sur - Vi snakker om at der er ting forældre bestemmer, som fx sengetid, pligter osv., og hvorfor det er sådan, og så er der ting, som børn godt må bestemme, fx hvilket tøj de vil have på (mor har dog vetoret ift. vejret), hvad vi skal have at spise på deres mad dag, fredagsslik osv. Hvis hun hører efter, ved de ting vi bestemmer, så får hun lov til at styre de ting hun selv må bestemme - hvis ikke, så bestemmer mor og far det hele. Giver det mening? 

Selvbestemmelse er et pivilegie, og hvis man hører efter og gør som man bliver bedt om, så får man til gengæld lov til selv at bestemme nogle ting.

Om det er vejen frem hos jer, ved jeg ikke. Jeg synes det, der er mest problematisk i det du fortæller, er løgnene. Hvordan stopper man dem, uden at hun får en oplevelse af at mor aldrig tror på hende? Måske det var en ide at aftale med læreren at I konfronterer hende? Hvis hun siger til læreren at mor har sagt, så ringer de sammen til mor, og omvendt, hvis hun siger hjemme at læreren har sagt så ringer I sammen til læreren?

Og hvis hun efterlader sit gymnastiktøj med vilje, så har hun jo så bare intet gymnastiktøj til næste gang?

Hvad siger læreren? Har han/hun ikke nogle forslag?

Vores kommune har en familierådgiver man kan kontakte bl.a. i sådanne situationer og få råd og vejledning om hvordan man takler dem -  http://www.egedalkommune.dk/borger/familie,-boern-og-unge/raadgivning-og-hjaelp-til-familier/raad-og-vejledning-til-boern,-unge,-familier-og-voksne

Måske din kommune har samme tilbud?

Det lyder til, at hun har lært kunsten at argumentere (ud i det helt absurde). 

Jeg har selv små børn, men blev belært af vuggestuepædagogerne, at jeg skulle træne konsekvens af mine ordrer. Jeg skulle ganske enkelt ikke blive ved med at bede min datter tage tøj på, jeg skulle gennemføre kommandoen, hvis hun ikke hørte efter. "Jeg tæller til 3, og så giver JEG dig jakken på." Efter kort tid forstod hun, at jeg mente, hvad jeg sagde. 

Det er den metode, jeg kender. Det er effektivt hos små børn, jeg ved ikke med et skolebarn. 

Men det lyder til, at I er for eftergivende, og I er for lydhøre over for hendes uendelige forbehold og argumenter. 

Man opdrager sine børn for, at de er til at holde ud for andre mennesker - og det er hun åbenbart ikke? 

Måske kan PPR hjælpe? 

Skouboe skriver:

Puha, den er svær. Jeg er ikke sikker på at jeg har nogle guldkorn.

Begge mine unger har også tendens til at være meget kommanderende, især min yngste og det eneste der har nogen effekt er konsekvens. Fx, hvis jeg beder hende om at rydde noget væk, og hun så ikke gør det, så fjerner jeg det. Så må hun leve uden, indtil det passer mig at give det tilbage et par måneder senere, når jeg synes.

Hvis hun råber og skriger beder jeg hende roligt om at stoppe, jeg vil ikke høre på det, jeg råber heller ikke af hende. Hvis hun fortsætter får hun at vide at hvis hun tåber igen, ryger yndlingslegetøjet (perlerne eller i øjeblikket hendes iPad) resten af dagen. Og fortsætter hun stadig bliver det længere og længere. Jeg tror at rekorden pt. er 4 dage.

Vi taler også meget om hendes opførsel, når hun ikke er sur - Vi snakker om at der er ting forældre bestemmer, som fx sengetid, pligter osv., og hvorfor det er sådan, og så er der ting, som børn godt må bestemme, fx hvilket tøj de vil have på (mor har dog vetoret ift. vejret), hvad vi skal have at spise på deres mad dag, fredagsslik osv. Hvis hun hører efter, ved de ting vi bestemmer, så får hun lov til at styre de ting hun selv må bestemme - hvis ikke, så bestemmer mor og far det hele. Giver det mening? 

Selvbestemmelse er et pivilegie, og hvis man hører efter og gør som man bliver bedt om, så får man til gengæld lov til selv at bestemme nogle ting.

Om det er vejen frem hos jer, ved jeg ikke. Jeg synes det, der er mest problematisk i det du fortæller, er løgnene. Hvordan stopper man dem, uden at hun får en oplevelse af at mor aldrig tror på hende? Måske det var en ide at aftale med læreren at I konfronterer hende? Hvis hun siger til læreren at mor har sagt, så ringer de sammen til mor, og omvendt, hvis hun siger hjemme at læreren har sagt så ringer I sammen til læreren?

Og hvis hun efterlader sit gymnastiktøj med vilje, så har hun jo så bare intet gymnastiktøj til næste gang?

Hvad siger læreren? Har han/hun ikke nogle forslag?

Vores kommune har en familierådgiver man kan kontakte bl.a. i sådanne situationer og få råd og vejledning om hvordan man takler dem -  http://www.egedalkommune.dk/borger/familie,-boern-og-unge/raadgivning-og-hjaelp-til-familier/raad-og-vejledning-til-boern,-unge,-familier-og-voksne

Måske din kommune har samme tilbud?

Jeg har få gange indraget al elektronik hvor hun havde været helt umulig - altså mobil, computer, tv.. 

Jeg prøver at sætte mig ned og snakke med hende når der ikke er konflikt, men hun bliver meget forsvarende og igen kan hun sidde og sige jeg lyver (det giver ikke altid helt mening konteksten den kommer i..) hvilket kan sætte hele cirkusset igang igen  Men kan være jeg skal prøve med yndlings legetøjet. Det at prøve og forklare hende at der er ting voksne bestemmer og ting børn kan få lov til at bestemme, kan hun slet ikke tage seriøst og så griner hun og siger "jamen hun er den voksne og vi er børnene" synes virkelig det er svært at trænge igennem  - men ja det giver mening 

Det med løgnene er noget vi altid har haft problemer med, så vi er nok allerede røget ind i en ond spiral, fordi hun er meget med at opdigte ting der er sket, eller folk har sagt, selv de uskyldige historier hvor vi i starten hopper med fordi det er fantasi køre hun så langt ud at man bliver nød til at afbryde hende i det fx havde vi kørt med på en usynligven, hvilket også var fint, indtil hun begyndte at ødelægge ting eller fange katten hvor hun sagde det var den usynlige ven, eller råbe til "vennen" som åbenbart sad i den anden ende af rummet når vi var ude at spise  

Ja det kan man vel blive nød til, far er bare ikke med på ideen han synes vi lige skal give lærerne en chance til at få styr på hende efter skolestart.. Hvor jeg tænker vi skal have styr på det her hurtigst muligt. 

Det er problemet, hun glemmer ikke sit gymnastik tøj, for det har hun på når jeg henter hende i SFH  Det er hendes almindelige tøj som hun ikke har puttet i tasken da hun tog det af i starten af timen, så har smidt det og kun gidet at skifte bukser for så at gå.. - de er ikke begyndt at bade endnu.

På nuværende tidspunkt så har vi bare fået afvide vi skal hjælpe hende til at være mindre dominerende og bestemmende men ikke helt hvordan. Altså der har ikke været forældermøde endnu, så det er bare sådan en ugentlig opdatering om hvordan det går med hende, så vi kan følge med via forælderintra. 

Må prøve at kigge ind i det og se om vi ikke har sådan et tilbud her i kommunen, for er godt nok ved at være træt.. Og bekymret, for hvis hun kan være på grænsen til at hendes far og jeg kan holde ud at diskutere med hende, så forventer jeg slet ikke andre kan.. 

Abracadabra skriver:

Det lyder til, at hun har lært kunsten at argumentere (ud i det helt absurde). 

Jeg har selv små børn, men blev belært af vuggestuepædagogerne, at jeg skulle træne konsekvens af mine ordrer. Jeg skulle ganske enkelt ikke blive ved med at bede min datter tage tøj på, jeg skulle gennemføre kommandoen, hvis hun ikke hørte efter. "Jeg tæller til 3, og så giver JEG dig jakken på." Efter kort tid forstod hun, at jeg mente, hvad jeg sagde. 

Det er den metode, jeg kender. Det er effektivt hos små børn, jeg ved ikke med et skolebarn. 

Men det lyder til, at I er for eftergivende, og I er for lydhøre over for hendes uendelige forbehold og argumenter. 

Man opdrager sine børn for, at de er til at holde ud for andre mennesker - og det er hun åbenbart ikke? 

Måske kan PPR hjælpe? 

 

Ja det er en forfærdelig egenskab, og synes egentlig ikke at hun argumentere særlig meget, hun gentager bare sig selv, med højere og højere stemme for hver gang  Og selv efter jeg har sagt hold eller nu vil jeg ikke høre mere, forsætter hun.. Hun er slet ikke til at få hold på igen når hun først er gået igang.. 

Både jeg og hendes far prøver at være meget konsekvente, men ved ikke om vi giver hende for mange chancer før konsekvensen kommer? 

Det med at give hende tøjet på ville have modsat effekt, vi er i forvejen igang med en stor motivations udvikling når det kommer til at få tøjet på og knappe knapper eller lyne trøjer/jakker fordi hun synes det er bøvlet.. Hvis vi gør det så ville hun med vilje lade være og bare vente til vi gjorde det for hende, og når hun i forvejen åbenbart er langsom til at få tøj på i idræt så går det jo ikke 

Jeg føler ikke jeg giver efter, og min mand mener heller ikke han gør det, vi bakker hinanden meget op, men det føles som om hun føre en magt kamp imod os..  Som skrevet længere oppe så er vi ikke lydhøre for hendes augmenter, men nok for især far ender det med at han vil have hende til at forstå at hun ikke kan sige vi ikke har sagt det til hende fordi det er løgn - han har ikke lige så lang en lunte som jeg har.. Og så flyver det ellers afsted og så kan man bare ikke få hende stoppet igen.. 

Det er det jeg ved, og jeg forsøger virkelig, for det kan ikke passe at det skal være på den måde, det kan vi hverken herhjemme være tjent med og hvis vi ikke kan så kan andre heller ikke.. Det er derfor jeg søger hjælp 

Jeg vil anbefale dig at læse bogen, Dit kompetente barn... Den tager en del af de problematikker op og hvordan man løser det.  (Man kan godt låne den på biblioteket, har jeg nemlig selv gjort for at forstå nogle reaktioner fra min knægt)

Ravnholt skriver:

Jeg vil anbefale dig at læse bogen, Dit kompetente barn... Den tager en del af de problematikker op og hvordan man løser det.  (Man kan godt låne den på biblioteket, har jeg nemlig selv gjort for at forstå nogle reaktioner fra min knægt)

Den vil jeg prøve at få fat på  

Mange tak 

Den vil jeg prøve at få fat på  

Mange tak 

Jeg stemmer bare lige i her og vil også anbefale både "Dit kompetente barn" og "kunsten at sige nej" begge af jesper Juul. Jeg tror du vil kunne drage stor nytte af dem i din pågældende situation.

Han har desuden lavet en bog der hedder "den kompetante familie" som er rigtig god. Udgangspunktet for Jesper Juul er er at det aldrig er barnet skyld, barnet kan og gør hvad det får lov til, kan og vil. Det er vores opgave som forældre at ændre på vores måde/metoder og lære vores barn de rigtige ting. Så der skal ses lidt indad.

Jeg har selv en skrap dame herhjemme - det er jeg selv skyld i - jeg er nemlig selv lidt en skrap dame.

Hos os bliver man bedt om noget - gør man det ikke, bliver man bedt om det igen, og samtidig informeret om konsekvensen. Gør man det stadig ikke, så falder konsekvensen, uden diskussion.

Men jeg sad lige og tænkte på... kan man evt. prøve at lave noget, hvor man belønner positiv adfærd? Jeg tænker hun efterhånden er så vant til konflikter at de ikke rigtigt påvirker hendes adfærd? Da min yngste havde en periode hvor ALT blev en konflikt, og hun bare blev ved med at eskalere ALT ud i det absurde, begyndte jeg at tilbyde hende en krammer, når jeg egentligt havde mest lyst til at kyle hende ud ad vinduet. Det virkede overraskende godt på os begge to. Hun blev overrasket og lidt paf, og glemte lidt hysteriet, og jeg blev, til min egen overraskelse, også mindre vred. Samtidigt opdagede jeg at hun var bedre til at høre efter, når hun sad på skødet med mine arme om hende. Det virkede som om den fysiske kontakt hjalp hende til at høre efter.

Det mindede mig om at man som regel får det ud af en relation, som man putter ind i den, og da jeg ændrede adfærd, gjorde hun også. Det betyder ikke at træerne vokser ind i himlen, og der er stadig mange konflikter, men det brød vores dårlige spiral.

Din datter lyder som en intelligent pige, og det er måske en del af problemet. Hun har fundet ud af hvor "nemt" det er at få sin vilje, og prøver at kontrollere sine omgivelser. Det kræver en betragtelig intelligens at holde styr på sine historier, især når man ikke er ældre.

Hvad ville der ske, hvis I opstillede en række ting, hun kunne optjene point på - fx selv tage tøj på, rydde op, skifte tøj til gymnastik osv. - de ting I har problemer med. Lav en eller anden visuel  måde at holde styr på det, og når hun har nået et givent antal point, udløser det en belønning, som fx en tur i biffen alene med mor eller far eller noget andet hun gerne vil? Og gerne noget som giver noget hyggetid sammen, så I får nogle positive oplevelser også, og ikke bare en eller anden ting.

Og så en eller anden visuel måde at holde styr på krydserne, et skema, klistermærker eller magneter osv. Gør det attraktivt for hende at overholde reglerne.

Og hvis det så hjælper, kan I jo så begynde at give hende lidt mere medbestemmelse over de ting, hvor hun kan være med til at træffe beslutninger, så hun også oplever belønningen ved at opføre sig ordentligt.

Bare en tanke - og jeg skal vist hjem og kramme begge mine ballademagere derhjemme...

Bare en tanke

Jeg tænker, at skolen og jer som forældre må holde et møde, hvor jeres datter også er med og inddraget, så hun ved at I snakker sammen. Får lavet nogle skriftlige aftaler med skolen og hende, så som at få tøj med hjem og hvad der ellers kan være, der forventes af hende. Det er vigtigt, at hun ved, at skolen og jer samarbejder. 

Ville det hjælpe at planlægge hendes dag med pixogrammer? Så står der også hvad hun skal hvornår? Ved ikke om det på den måde, vi være muligt at forebygge nogle konflikter. 

Ellers positiv opmærksom. Nogle gange bliver det bare en ond spiral, hvor det negative overskygger det positive.