Hvad skal jeg gøre? :-(

Jeg står i lidt af et dilemma. Sagen er den at jeg har mødt en virkelig sød fyr, som jeg godt kan se en fremtid sammen med. Mødt og mødt er måle så meget sagt. Vi har gået i klasse sammen siden 3. klasse, men alligevel skulle der et match på Tinder til før vi fandt ud af at vi var tiltrukkede af hinanden.

Jeg føler mig virkelig tryg sammen med ham og han ved (næsten) alt om hvad der skete sidste år, hvor jeg oplevede at miste mit ufødte barn og efterfølgende blive forladt. Han ved jeg har haft det svært. Men alligevel er han der. Jeg er virkelig vild med ham og ved at han også er det i mig, men det er som om at jeg går i panik hver gang vi aftaler at skulle være sammen igen og nogle gange får rykket aftalen til en anden dag. Jeg er så bange for at blive forladt at jeg nærmest hellere vil leve i cølibat end finde sammen med en jeg godt kan lide. Jeg har det virkelig svært ved berøringer og komplimenter, hvilket han virkelig strør om sig med. Hvad fanden skal jeg gøre? Det dur jo ikke det her. Jeg er virkelig ked af det, for mod min vilje skubber jeg jo folk jeg holder af væk. Hvordan lærer jeg at slappe af og indgå et nyt forhold? Jeg er jo inderst inde skide bange for at knytte mig til en ny af ren og skær frygt for at blive svigtet og forladt.

Anonym skriver:

Jeg står i lidt af et dilemma. Sagen er den at jeg har mødt en virkelig sød fyr, som jeg godt kan se en fremtid sammen med. Mødt og mødt er måle så meget sagt. Vi har gået i klasse sammen siden 3. klasse, men alligevel skulle der et match på Tinder til før vi fandt ud af at vi var tiltrukkede af hinanden.

Jeg føler mig virkelig tryg sammen med ham og han ved (næsten) alt om hvad der skete sidste år, hvor jeg oplevede at miste mit ufødte barn og efterfølgende blive forladt. Han ved jeg har haft det svært. Men alligevel er han der. Jeg er virkelig vild med ham og ved at han også er det i mig, men det er som om at jeg går i panik hver gang vi aftaler at skulle være sammen igen og nogle gange får rykket aftalen til en anden dag. Jeg er så bange for at blive forladt at jeg nærmest hellere vil leve i cølibat end finde sammen med en jeg godt kan lide. Jeg har det virkelig svært ved berøringer og komplimenter, hvilket han virkelig strør om sig med. Hvad fanden skal jeg gøre? Det dur jo ikke det her. Jeg er virkelig ked af det, for mod min vilje skubber jeg jo folk jeg holder af væk. Hvordan lærer jeg at slappe af og indgå et nyt forhold? Jeg er jo inderst inde skide bange for at knytte mig til en ny af ren og skær frygt for at blive svigtet og forladt.

Bedste idé er at få snakket med en psykolog som kan hjælpe dig igennem det her, for ingen kan gøre det for dig, og forsætter du som nu kan det kun gå den gale vej 

mpr skriver:

Bedste idé er at få snakket med en psykolog som kan hjælpe dig igennem det her, for ingen kan gøre det for dig, og forsætter du som nu kan det kun gå den gale vej 

Det er også det jeg er bange for. Jeg vil så gerne komme videre med mit liv og indlede et parforhold med ham, men jeg er virkelig skræmt. Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal lære at slappe af og tage tingene som det kommer.

Anonym skriver:

Det er også det jeg er bange for. Jeg vil så gerne komme videre med mit liv og indlede et parforhold med ham, men jeg er virkelig skræmt. Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal lære at slappe af og tage tingene som det kommer.

Lige præcis derfor kan det være en super god ide, det er ikke flovt for du har mærket et stort svigt i et tidligere forhold Min ex var mig utro og det gjorde at jeg gik og så spøgelser alle vegne hos min mand i starten af vores forhold (han havde barn fra tidligere så han skulle jo ses med moren selvfølgelig også uden jeg var der). Havde jeg ikke søgt hjælp så var jeg aldrig kommet ud på den anden side fordi, ingen ud over en professionel kunne give mig de redskaber jeg skulle bruge til at arbejde med mig selv, og derved have ødelagt mit forhold før det rigtig var begyndt  

Min psykolog sagde til mig dengang, at det ikke bare var noget man skulle lade stå til, fordi hvis man ikke fik det behandlet, jo så gik det måske ikke med denne fyr, men når man prøvede med den næste, kom problemet op til overfladen igen og så stod man som han gjorde sidste gang 

mpr skriver:

Lige præcis derfor kan det være en super god ide, det er ikke flovt for du har mærket et stort svigt i et tidligere forhold Min ex var mig utro og det gjorde at jeg gik og så spøgelser alle vegne hos min mand i starten af vores forhold (han havde barn fra tidligere så han skulle jo ses med moren selvfølgelig også uden jeg var der). Havde jeg ikke søgt hjælp så var jeg aldrig kommet ud på den anden side fordi, ingen ud over en professionel kunne give mig de redskaber jeg skulle bruge til at arbejde med mig selv, og derved have ødelagt mit forhold før det rigtig var begyndt  

Min psykolog sagde til mig dengang, at det ikke bare var noget man skulle lade stå til, fordi hvis man ikke fik det behandlet, jo så gik det måske ikke med denne fyr, men når man prøvede med den næste, kom problemet op til overfladen igen og så stod man som han gjorde sidste gang 

 

Jeg må se om jeg ikke kan få bevilget et par gange mere ved min gamle psykolog. 

Jeg tænker også psykolog. 

Men jeg tænker også om det vil hkælpe at du er ærlig og fortæller ham om din frygt? 

mor:) skriver:

Jeg tænker også psykolog. 

Men jeg tænker også om det vil hkælpe at du er ærlig og fortæller ham om din frygt? 

På et eller andet punkt har jeg det bare svært med at være ærlig på det punkt. Jeg er simpelthen blevet så konfliktsky at jeg ikke ved hvordan jeg skulle få taget hul på bylden og få snakket om det. Jeg ved godt at det er super uhensigtsmæssigt sådan at flygte fra realiteterne, men det føles bare ikke som om at der er andre muligheder, når jeg står i situationen.

Anonym skriver:

Jeg står i lidt af et dilemma. Sagen er den at jeg har mødt en virkelig sød fyr, som jeg godt kan se en fremtid sammen med. Mødt og mødt er måle så meget sagt. Vi har gået i klasse sammen siden 3. klasse, men alligevel skulle der et match på Tinder til før vi fandt ud af at vi var tiltrukkede af hinanden.

Jeg føler mig virkelig tryg sammen med ham og han ved (næsten) alt om hvad der skete sidste år, hvor jeg oplevede at miste mit ufødte barn og efterfølgende blive forladt. Han ved jeg har haft det svært. Men alligevel er han der. Jeg er virkelig vild med ham og ved at han også er det i mig, men det er som om at jeg går i panik hver gang vi aftaler at skulle være sammen igen og nogle gange får rykket aftalen til en anden dag. Jeg er så bange for at blive forladt at jeg nærmest hellere vil leve i cølibat end finde sammen med en jeg godt kan lide. Jeg har det virkelig svært ved berøringer og komplimenter, hvilket han virkelig strør om sig med. Hvad fanden skal jeg gøre? Det dur jo ikke det her. Jeg er virkelig ked af det, for mod min vilje skubber jeg jo folk jeg holder af væk. Hvordan lærer jeg at slappe af og indgå et nyt forhold? Jeg er jo inderst inde skide bange for at knytte mig til en ny af ren og skær frygt for at blive svigtet og forladt.

Du skal helt klart lære at nyde når du får kærlighed. Det fortjener du.

Måske du skulle tale med en psykolog eller en i samme situation.

Helt klart noget du skal tage fat i så du kan få kærligheden og trygheden ind i dit liv igen...

MortilVega skriver:

Du skal helt klart lære at nyde når du får kærlighed. Det fortjener du.

Måske du skulle tale med en psykolog eller en i samme situation.

Helt klart noget du skal tage fat i så du kan få kærligheden og trygheden ind i dit liv igen...

Jeg har taget kontakt til min gamle psykolog og bedt om flere timer, men det tager bare tid at få bevillingen til at gå igennem ved forsikringen.

Jeg ved jo godt at det er et problem, men jeg ved vitterligt ikke hvad jeg skal gøre ved det selv. Ender jo nok bare gammel og ensom. Der sker jo ikke noget godt for mig.

Anonym skriver:

Jeg har taget kontakt til min gamle psykolog og bedt om flere timer, men det tager bare tid at få bevillingen til at gå igennem ved forsikringen.

Jeg ved jo godt at det er et problem, men jeg ved vitterligt ikke hvad jeg skal gøre ved det selv. Ender jo nok bare gammel og ensom. Der sker jo ikke noget godt for mig.

Det kan du tro der gør.

Det fortjener ingen