Hej Linda
Lidt forhistorie : jeg er mor til en dejlig pige på 5 år som jeg altid har været alene med. Hun er donorbarn så vi kender derfor ikke hendes biofar.
For et år siden fik jeg en kæreste som hun er meget glad for. Han har en søn der er et år ældre end mit barn. Det første halve år var min kæreste hyggeonklen og ham den sjove og min datter forgudede ham og valgte ofte mig fra. Jeg mødte først hans søn efter et halvt år og børnene blev introduceret for hinanden en måneds tid senere. Så vi har taget tingene meget stille og roligt.
Min datter har siden vuggestuestart haft en særlig formålsplads pga forsinket sprog og dermed forsinket socialisering. For 4 måneder siden gennemførte en psykolog fra PPR en række tests og prøver på min datter for at afdække hendes vaskeligheder og fordi hun skal starte i skole næste år. Den foreløbige konklusion er, at der er mistanke om en eller anden udviklingsforstyrrelse og autisme er nævnt. ..i mild grad. Der er dog stadig tvivl, derfor er hun nu indstillet til udredning på børneklinikken på Bispebjerg Hospital. Hun har bl.a. svært ved social aflæsning og leg og er meget let afledelig.
Hun er over de sidste par måneder blevet meget "morsyg" og har meget separationsangst. Er vi ude og handle og hun ikke kan se mig så bryder hun sammen. Hvis min far, som hun er meget knyttet til skal putte hende spørger hun efter mig konstant og ligger vågen og venter til jeg er hjemme igen. Min far er vant til at putte og passe så intet nyt der.
Hun vil ikke længere lege nede i gården alene og vil hele tiden være tæt på mig.
Og nu til det store problem; min kæreste må ikke længere passe og putte hende og hun skriger og hyler og han kan slet ikke nå ind til hende. Hun decideret fravælger ham. Samtidigt fortæller hun både mig og ham at hun savner ham og elsker ham og hun er også begyndt så småt at kalde ham far.
Vi er begge meget fokuserede på vores børns trivsel og vil ikke forcere noget. Det vil sige at vi venter med at flytte sammen til vi alle er klar, men vi er meget glade for hinanden og vil forholdet.
Vi er begge meget kede af den her udvikling og min kæreste er frustreret og tør snart ikke længere passe hende. Han giver udtryk for, at han/vi har brug for hjælp og redskaber til at tackle de her problemer. Jeg er enig.
Hvad skal vi gøre? ? Hvem kan vi henvende os til for hjælp?
Jeg håber meget på et godt råd eller flere.
på forhånd tak!
Mvh Den Rådvilde
Lindas svar
Kære Rådvilde mor
Jeg hører her om en dejlig pige på 5, der er under udredning før skolestart, men som er begyndt at blive meget mor-syg, så hun ligefrem fravælger dem hun før var tryg ved.
Lad mig starte med ”Hvor I skal henvende jer”. I er efter min mening allerede på vej mod de bedste hænder, der kan hjælpe jer lige nu. Pædagogerne i dagligdagen og psykologen fra PPR. Men brug dem gerne endnu mere. Sæt ord på jeres nuværende udfordringer og bed om hjælp og rådgivning specifikt til jer. Måske jeres kommune lige har den type rådgivning I mangler. Hvis I vil have yderligere hjælp, vil jeg anbefale en fagperson, som kan kigge nærmere på jeres familiesamspil og guide jer konkret i dagligdagen (lidt ligesom det tilbud om hjemmebesøg min hjemmeside tilbyder – beklager, jeg forsøger egentligt ikke reklamere for mig, men det er bedst at finde en der kan lave direkte observationer og konklusioner på JERES liv).
Tidsplanen i de ting du nævner, får mig til at tænke, at din datter reagerer med usikkerhed overfor at de rammer hun kender som ”familie” bliver udfordret af en bonusfar der bliver mere og mere ”far” i hendes liv og endda en bror. Hvis din datter har en udviklingsforstyrrelse og ”let afledelig” og ”ikke god til at aflæse det sociale”, så bliver hun sandsynligvis udfordret over evne bare tanken om at få en far og en bror ind i sit liv. Her har jeg to råd:
- Snak med hende om det, få hende til at sætte ord på. Spørg fx ” Når du gerne vil have at mor bliver, er det så fordi, der er noget du er bange for?”. Og ” Når du kalder og siger mor skal komme igen nu, hvor tror du så hun er? Ved du godt at hun kommer igen og altid vil komme igen, når nu går væk?” eller endnu bredere: ” Hvad tænker du om [far] og [storebror]?” og ” Hvordan ville vores familie være, hvis den var allerbedst?”. Eller lad hende tegne svaret, det siger ofte mere end mange ord.
- Gør hverdagen tydelig og overskuelig med gode faste rutiner og advarsel om forandringer i god tid. Lad hende evt. tegne de forandringer der skal ske. Fx ” Prøv at tegne at mor skal afsted… og her tegner du, at hun kommer igen”. Og senere: ” Tegn lige, hvordan det ser ud, når [far] og [storebror] kommer til at bo hos os…”.
Når så hun afviser din kæreste eller din far, så vær tålmodig, overbærende og omsorgsfulde. Det er svært at sige på afstand, om I skal trumfe igennem at andre passer hende eller ikke. Det kan jeg ikke regne ud, ud fra det du skriver. Men uanset er den korteste vej til tryghed og tillid, at hun føler sig set og hørt i sin egen oplevelse af tingene. Jeg fornemmer ikke trodsighed i det du skriver, og det passer heller ikke med aldersgruppen. Ellers ville jeg opfordre til mere strenge krav og konsekvente udførelser af det I har forberedt hende på, men som sagt tror jeg ikke det er DET, det handler om.
Når du skriver om ”forsinket sproglig og social udvikling” og ”udviklingsforstyrrelse og autisme i let grad”, så har jeg selv arbejdet med disse former for udfordringer hos børn og fulgt deres forløb, de tilbud der ofte bliver givet, og set hvilke forandringer dette kan give. Jeg har derfor lyst til at give nogle af mine bedste kort på hånden til jer, i håbet om, at det kan give jer lidt inspiration i jeres situation.
Den indsats der ofte virker (efter min erfaring) både inden for autismespektret og generelt inden for udviklingsforstyrrelser er bl.a.:
- Forudsigelige, rolige, genkendelige hverdagsrytmer der tilpasses barnets overskud og behov fra dag til dag (for at undgå overstimulering og ”nedsmeltning&rdquo
. Gerne med visuelt overblik over dagen (Ugeskema, ikoner, tegninger osv.) - Tag udgangspunkt i barnets særlige interesser og inddrag dette aktivt (fx at lege hverdagen ind i de temaer der optager barnet, fx tog eller spiderman) Dette er ment som inspiration, men giver ofte mening over for børn med autismetræk (ps. Er hun blevet testet for peptider via en urintest?!)
- Mange sociale adfærdsregler kan indlæres som intellektuel viden, hvis hun har svært at forstå og fornemme det sociale i hverdagen). Derfor er det vigtigt at forklare meget, hvad der sker i det sociale spil i familien, fx: ” Far ser sur ud, se munden vender lidt ned af, men han er ikke sur, han er bare træt efter arbejde, så skal han have en pause. Du sidder og hænger lidt i sofaen, det er fordi du også er lidt træt nu… kom og spis, så får du mere energi til at lege efter aftensmaden”. Dette er specielt vigtigt, hvis der kommer nye familiemedlemmer til, som hun har brug for ekstra tid og fokus for at lære at ”afkode”.
Jeg håber at I kunne bruge lidt af dette. I er velkomne til at skrive igen. Jeg ønsker jer alt det bedste.
Venlig hilsen Linda Stæhr
Familierådgiver hos Trivsel i familien
Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.
Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk
