Når man langsomt begynder at frygte/hade sin mor..

Anonym skriver:

Jeg ved simpelthen ikke hvor jeg skal starte.

Min mor er skuffet over mig og tøver ikke med at vise det, med små hentydninger hver gang vi mødes... Jeg er så træt af det, at jeg efterhånden slet ikke ønsker at se mine forældre.

Jeg vejede engang, før jeg fik to børn omkring 60-62 kg og dyrkede meget motion. Nu er interessen = 0.

Jeg fik en fødselsdepression efter vores første barn og endte med at tage 20-25 kg. på, hvilket jeg engang var lidt skuffet over og ked af men, nu har jeg selv accepteret at det er sådan jeg ser ud. Jeg vil gerne tabe mig de kg igen men det IKKE der mit fokus er nu, det er på mine børn, økonomi og studiet.

Det kan min mor SLET ikke forstår. Hun har kørt på min vægt i fire år nu, og det bliver værre og værre. Jeg besøgte dem i går (til trods for vi er naboer undgår jeg helst at se dem) og på blot to timer nåede hun at komme med fire "skjulte" hentydninger.

1. Når nu i overvejer at tage til Dubai, bør du være glad for din vægt for dernede er det attraktivt at være stor. De kan godt lide store damer så pas på.
2. Der er et hold om onsdagen med noget dans for overvægtige, var det ikke noget?
3. Har du prøvet at leve gluten og laktosefrit, det skulle hjælpe på fordøjelsen så man kan tabe sig.
4. Jeg har købt den her kjole, men den er alt for stor vil du have den, hvis du ikke kan passe den kan du bytte den...

Det var på to timer...

Min far sagde endda "at det er så sjældent vi ser dig for tiden, du er så hemmelighedsfuld" (de undre sig simpelthen over jeg ikke orker dem).

I dag kører vi hjem med min lillesøster i bilen (hun bor stadigvæk hjemme), og vi kommer ind på emnet med at vores mor ofte komme med disse hentydninger hvortil hun siger "så skulle du være glad for du ikke hører hende når du ikke er der"...

Så nu er jeg ved at bryde helt sammen... hvorfor kan min egen mor ikke acceptere mig som jeg er???

Vil så gerne stille hende det spørgsmål, men kender hende godt nok til at vide, at alt skal fordrejes, og hun er en af de typer der ALTID vinder en diskussion...

Sorry mit indlæg, men havde brug for luft... Kan mærke jeg er ved at opbygge et had til min egen mor, og en frygt for at skulle besøge dem. Når jeg er sammen med andre rør det mig ikke med vægten. Men hver gang vi går fra mine forældre føler jeg mig såret og væmmes ved mig selv og det at jeg har skuffet hende så meget ved at tage på...

Hvor er din mor altså uartig. Specielt den med at din lillesøster siger direkte til dig at hun snakker mindre pænt om dit udseende bag fik ryg. Konfronter din mor og fortæl hende at du faktisk er glad for den du er nu, og at du ikke ønsker flere hentydninger omkring dit udseende fordi du er tilfreds lige nu og har fokus på andre ting i livet. Du skal ikke finde dig i at din mor vil prøve at pådutte dig sin egen forestilling om hvordan man skal se ud. Kan godt forstå du undgår dem, når din mor hele tiden kører i det. Hver glad for den du er og hvordan du ser ud.. Det med at tabe sig skal nok komme når du finder overskud og lyst til det. Jeg trænger også til at tabe 10 kg efter min graviditet, men ærligt så gider jeg ikke lige nu, fordi er fantisk fint tilfreds når jeg ser mig i spejlet. 

Kæmpe kram til dig. 

Min mor har heller ikke været den nemmeste igennem min opvækst - navnligt i slutningen af teenageårene. 

Jeg blev syg i slutningen af mine teenageår, hvor jeg kom på medicin som gjorde at jeg ikke kunne mærke mæthed og det resulterede i at jeg gik fra at veje godt de 65 kg til at veje 85 kg i løbet af et årstid - og jeg kan love dig det fik min mors mund på gled - HVER eneste gang jeg kom hjem til mine forældre - "hold op hvor er du fed" - "jeg synes godt nok ikke du er pæn i det tøj, du er alt for tyk til sådanne bukser" - "du var så køn da du ikke var fed" - "du trænger godt nok til at tabe dig" - "du skal vidst ikke have mere at spise nu, har du ikke fået nok" - der kom en bemærkning HVER eneste gang - og jeg blev SÅ KED AF DET hver eneste gang min mor kom med de spydige kommentarer at jeg gik hjem og trøstespiste!!! Så jeg blev kun større - 10 kg senere (kampvægt på 95 kg) - DER FIK JEG NOK - jeg sagde simpelthen kort og præcist til min mor: "du skal ikke kalde mig fed eller tyk eller i det hele taget kommentere på min vægt - for ligeså snart du gør det så bliver jeg ked af det og går hjem og kan æde en hel Otello lagkage - vil du ikke godt tie stille omkring min vægt" - min mor blev faktisk helt ked af at hun havde fået mig til at føle mig så dårlig tilpas i min egen krop ved de kommentarer - hun sagde hun KUN havde sagt disse ting for at give mig et skub i den rigtige retning så jeg kunne tabe mig, jeg fortalte hende at det havde omvendt effekt på mig og hun ikke skulle nævne min vægt - det er nu 2 år siden og har ikke hørt mere fra hende om det emne