Når man langsomt begynder at frygte/hade sin mor..

Jeg ved simpelthen ikke hvor jeg skal starte.

Min mor er skuffet over mig og tøver ikke med at vise det, med små hentydninger hver gang vi mødes... Jeg er så træt af det, at jeg efterhånden slet ikke ønsker at se mine forældre.

Jeg vejede engang, før jeg fik to børn omkring 60-62 kg og dyrkede meget motion. Nu er interessen = 0.

Jeg fik en fødselsdepression efter vores første barn og endte med at tage 20-25 kg. på, hvilket jeg engang var lidt skuffet over og ked af men, nu har jeg selv accepteret at det er sådan jeg ser ud. Jeg vil gerne tabe mig de kg igen men det IKKE der mit fokus er nu, det er på mine børn, økonomi og studiet.

Det kan min mor SLET ikke forstår. Hun har kørt på min vægt i fire år nu, og det bliver værre og værre. Jeg besøgte dem i går (til trods for vi er naboer undgår jeg helst at se dem) og på blot to timer nåede hun at komme med fire "skjulte" hentydninger.

1. Når nu i overvejer at tage til Dubai, bør du være glad for din vægt for dernede er det attraktivt at være stor. De kan godt lide store damer så pas på.
2. Der er et hold om onsdagen med noget dans for overvægtige, var det ikke noget?
3. Har du prøvet at leve gluten og laktosefrit, det skulle hjælpe på fordøjelsen så man kan tabe sig.
4. Jeg har købt den her kjole, men den er alt for stor vil du have den, hvis du ikke kan passe den kan du bytte den...

Det var på to timer...

Min far sagde endda "at det er så sjældent vi ser dig for tiden, du er så hemmelighedsfuld" (de undre sig simpelthen over jeg ikke orker dem).

I dag kører vi hjem med min lillesøster i bilen (hun bor stadigvæk hjemme), og vi kommer ind på emnet med at vores mor ofte komme med disse hentydninger hvortil hun siger "så skulle du være glad for du ikke hører hende når du ikke er der"...

Så nu er jeg ved at bryde helt sammen... hvorfor kan min egen mor ikke acceptere mig som jeg er???

Vil så gerne stille hende det spørgsmål, men kender hende godt nok til at vide, at alt skal fordrejes, og hun er en af de typer der ALTID vinder en diskussion...

Sorry mit indlæg, men havde brug for luft... Kan mærke jeg er ved at opbygge et had til min egen mor, og en frygt for at skulle besøge dem. Når jeg er sammen med andre rør det mig ikke med vægten. Men hver gang vi går fra mine forældre føler jeg mig såret og væmmes ved mig selv og det at jeg har skuffet hende så meget ved at tage på...

Siger du fra når det er? Hvis jeg var dig ville jeg sige klart og tydeligt fra - kræv at de tiltaler dig respektfuldt! Det kan simpelthen ikke passe at du skal gå og have det dårligt når du er sammen med dem 

Anonym skriver:

Jeg ved simpelthen ikke hvor jeg skal starte.

Min mor er skuffet over mig og tøver ikke med at vise det, med små hentydninger hver gang vi mødes... Jeg er så træt af det, at jeg efterhånden slet ikke ønsker at se mine forældre.

Jeg vejede engang, før jeg fik to børn omkring 60-62 kg og dyrkede meget motion. Nu er interessen = 0.

Jeg fik en fødselsdepression efter vores første barn og endte med at tage 20-25 kg. på, hvilket jeg engang var lidt skuffet over og ked af men, nu har jeg selv accepteret at det er sådan jeg ser ud. Jeg vil gerne tabe mig de kg igen men det IKKE der mit fokus er nu, det er på mine børn, økonomi og studiet.

Det kan min mor SLET ikke forstår. Hun har kørt på min vægt i fire år nu, og det bliver værre og værre. Jeg besøgte dem i går (til trods for vi er naboer undgår jeg helst at se dem) og på blot to timer nåede hun at komme med fire "skjulte" hentydninger.

1. Når nu i overvejer at tage til Dubai, bør du være glad for din vægt for dernede er det attraktivt at være stor. De kan godt lide store damer så pas på.
2. Der er et hold om onsdagen med noget dans for overvægtige, var det ikke noget?
3. Har du prøvet at leve gluten og laktosefrit, det skulle hjælpe på fordøjelsen så man kan tabe sig.
4. Jeg har købt den her kjole, men den er alt for stor vil du have den, hvis du ikke kan passe den kan du bytte den...

Det var på to timer...

Min far sagde endda "at det er så sjældent vi ser dig for tiden, du er så hemmelighedsfuld" (de undre sig simpelthen over jeg ikke orker dem).

I dag kører vi hjem med min lillesøster i bilen (hun bor stadigvæk hjemme), og vi kommer ind på emnet med at vores mor ofte komme med disse hentydninger hvortil hun siger "så skulle du være glad for du ikke hører hende når du ikke er der"...

Så nu er jeg ved at bryde helt sammen... hvorfor kan min egen mor ikke acceptere mig som jeg er???

Vil så gerne stille hende det spørgsmål, men kender hende godt nok til at vide, at alt skal fordrejes, og hun er en af de typer der ALTID vinder en diskussion...

Sorry mit indlæg, men havde brug for luft... Kan mærke jeg er ved at opbygge et had til min egen mor, og en frygt for at skulle besøge dem. Når jeg er sammen med andre rør det mig ikke med vægten. Men hver gang vi går fra mine forældre føler jeg mig såret og væmmes ved mig selv og det at jeg har skuffet hende så meget ved at tage på...

Hvis du lader dig gå på af det, så har du ikke accepteret, at du er overvægtig.

Som du beskriver det, så lader du hende tage styringen og diktere, hvem der styrer jeres forhold, det vil sige, at du lige nu indtager en offerrolle, og det er du simpelthen nødt til at sætte dig udover.

Du skal nok starte med at gøre op med dig selv, hvilken konsekvens der skal være, hvis hun ikke accepterer spillereglerne, som du ønsker dem, for du får intet ud af at snakke med hende, hvis du er følelsesmæssigt påvirket.

Vejen frem er altså en snak med hende, hvor hun primært lytter, og du skal gøre det helt klart for hende, at der er konsekvens, hvis hun ikke kan lade være med at kommentere din vægt.

Anonym skriver:

Jeg ved simpelthen ikke hvor jeg skal starte.

Min mor er skuffet over mig og tøver ikke med at vise det, med små hentydninger hver gang vi mødes... Jeg er så træt af det, at jeg efterhånden slet ikke ønsker at se mine forældre.

Jeg vejede engang, før jeg fik to børn omkring 60-62 kg og dyrkede meget motion. Nu er interessen = 0.

Jeg fik en fødselsdepression efter vores første barn og endte med at tage 20-25 kg. på, hvilket jeg engang var lidt skuffet over og ked af men, nu har jeg selv accepteret at det er sådan jeg ser ud. Jeg vil gerne tabe mig de kg igen men det IKKE der mit fokus er nu, det er på mine børn, økonomi og studiet.

Det kan min mor SLET ikke forstår. Hun har kørt på min vægt i fire år nu, og det bliver værre og værre. Jeg besøgte dem i går (til trods for vi er naboer undgår jeg helst at se dem) og på blot to timer nåede hun at komme med fire "skjulte" hentydninger.

1. Når nu i overvejer at tage til Dubai, bør du være glad for din vægt for dernede er det attraktivt at være stor. De kan godt lide store damer så pas på.
2. Der er et hold om onsdagen med noget dans for overvægtige, var det ikke noget?
3. Har du prøvet at leve gluten og laktosefrit, det skulle hjælpe på fordøjelsen så man kan tabe sig.
4. Jeg har købt den her kjole, men den er alt for stor vil du have den, hvis du ikke kan passe den kan du bytte den...

Det var på to timer...

Min far sagde endda "at det er så sjældent vi ser dig for tiden, du er så hemmelighedsfuld" (de undre sig simpelthen over jeg ikke orker dem).

I dag kører vi hjem med min lillesøster i bilen (hun bor stadigvæk hjemme), og vi kommer ind på emnet med at vores mor ofte komme med disse hentydninger hvortil hun siger "så skulle du være glad for du ikke hører hende når du ikke er der"...

Så nu er jeg ved at bryde helt sammen... hvorfor kan min egen mor ikke acceptere mig som jeg er???

Vil så gerne stille hende det spørgsmål, men kender hende godt nok til at vide, at alt skal fordrejes, og hun er en af de typer der ALTID vinder en diskussion...

Sorry mit indlæg, men havde brug for luft... Kan mærke jeg er ved at opbygge et had til min egen mor, og en frygt for at skulle besøge dem. Når jeg er sammen med andre rør det mig ikke med vægten. Men hver gang vi går fra mine forældre føler jeg mig såret og væmmes ved mig selv og det at jeg har skuffet hende så meget ved at tage på...

Forstår sq godt det går dig på. Godt nok også nogle tarvelige kommentarer hun kommer med. 

Havde jeg været dig havde jeg sagt noget til hende direkte og bedt hende holde mund. 

Puha, det er bare ikke rart når ens nærmeste familie ikke støtter en og acceptere en, som man er. Du er nødt til at give dem en klar udmelding om at du ikke vil høre mere snak omkring din vægt for det er ikke noget der kommer dem ved. Det ender med at det dræner dig for energi og glæde når du er sammen med dem og det skal de simpelthen ikke have lov til!

Jeg har været noget lignende igennem. Gennem min barndom var jeg overvægtig. Og den enesteovervægtige blandt mine søstre. Jeg hadede det, men som barn er der ikke meget at stille op uden ens forældres støtte. Jeg fik tit skæld ud fordi jeg ikke kunne passe det tøj min mor ville have mig til at gå i eller arve tøj fra min åleslange undervægtige søster. Da jeg blev 16 fik jeg nok. Jeg begyndte at træne og spiste sundt ved selv at købe mad. Tabte mig 20 kg. Min søstres kommentarer var at nu var de ikke flove over at gå med mig i byen på shopping mere. Jeg var grædefærdig. Kunne ikke se hvad min vægt skulle betyde for dem. Jeg holder vægten indtil jeg bliver gravid som 20 årig. Efter fødslen har jeg svært ved at komme ned på min normal vægt men når der ned efter et par år. Så bliver jeg gravid igen og den eneste kommentar jeg får fra min ekstremt vægtfokuserede spiseforstyrrede bedstemor var, det var da synd for nu havde du endelig tabt dig og blevet pæn igen. Og her faldte klappen i. Jeg lavede en ikke planlagt stor scene foran hele familien og min vægt var min egen bekymring og at jeg aldrig fremadrettet ville høre en eneste kommentar til min vægt, vægtstigning eller vægttab. Jeg havde fået nok! Og det er faktisk lykkedes. Det sidder dog stadigvæk i mig, om de går og hvisker bag min ryg. Men ved du hvad, det er egentlig skide ligegyldigt for det er et tegn på manglende indhold i deres egen lille tilværelse at min vægt er et samtale emne! 

Kitty-Katten skriver:

Puha, det er bare ikke rart når ens nærmeste familie ikke støtter en og acceptere en, som man er. Du er nødt til at give dem en klar udmelding om at du ikke vil høre mere snak omkring din vægt for det er ikke noget der kommer dem ved. Det ender med at det dræner dig for energi og glæde når du er sammen med dem og det skal de simpelthen ikke have lov til!

Jeg har været noget lignende igennem. Gennem min barndom var jeg overvægtig. Og den enesteovervægtige blandt mine søstre. Jeg hadede det, men som barn er der ikke meget at stille op uden ens forældres støtte. Jeg fik tit skæld ud fordi jeg ikke kunne passe det tøj min mor ville have mig til at gå i eller arve tøj fra min åleslange undervægtige søster. Da jeg blev 16 fik jeg nok. Jeg begyndte at træne og spiste sundt ved selv at købe mad. Tabte mig 20 kg. Min søstres kommentarer var at nu var de ikke flove over at gå med mig i byen på shopping mere. Jeg var grædefærdig. Kunne ikke se hvad min vægt skulle betyde for dem. Jeg holder vægten indtil jeg bliver gravid som 20 årig. Efter fødslen har jeg svært ved at komme ned på min normal vægt men når der ned efter et par år. Så bliver jeg gravid igen og den eneste kommentar jeg får fra min ekstremt vægtfokuserede spiseforstyrrede bedstemor var, det var da synd for nu havde du endelig tabt dig og blevet pæn igen. Og her faldte klappen i. Jeg lavede en ikke planlagt stor scene foran hele familien og min vægt var min egen bekymring og at jeg aldrig fremadrettet ville høre en eneste kommentar til min vægt, vægtstigning eller vægttab. Jeg havde fået nok! Og det er faktisk lykkedes. Det sidder dog stadigvæk i mig, om de går og hvisker bag min ryg. Men ved du hvad, det er egentlig skide ligegyldigt for det er et tegn på manglende indhold i deres egen lille tilværelse at min vægt er et samtale emne! 

F... Hvor er du sej !

Kitty-Katten skriver:

Puha, det er bare ikke rart når ens nærmeste familie ikke støtter en og acceptere en, som man er. Du er nødt til at give dem en klar udmelding om at du ikke vil høre mere snak omkring din vægt for det er ikke noget der kommer dem ved. Det ender med at det dræner dig for energi og glæde når du er sammen med dem og det skal de simpelthen ikke have lov til!

Jeg har været noget lignende igennem. Gennem min barndom var jeg overvægtig. Og den enesteovervægtige blandt mine søstre. Jeg hadede det, men som barn er der ikke meget at stille op uden ens forældres støtte. Jeg fik tit skæld ud fordi jeg ikke kunne passe det tøj min mor ville have mig til at gå i eller arve tøj fra min åleslange undervægtige søster. Da jeg blev 16 fik jeg nok. Jeg begyndte at træne og spiste sundt ved selv at købe mad. Tabte mig 20 kg. Min søstres kommentarer var at nu var de ikke flove over at gå med mig i byen på shopping mere. Jeg var grædefærdig. Kunne ikke se hvad min vægt skulle betyde for dem. Jeg holder vægten indtil jeg bliver gravid som 20 årig. Efter fødslen har jeg svært ved at komme ned på min normal vægt men når der ned efter et par år. Så bliver jeg gravid igen og den eneste kommentar jeg får fra min ekstremt vægtfokuserede spiseforstyrrede bedstemor var, det var da synd for nu havde du endelig tabt dig og blevet pæn igen. Og her faldte klappen i. Jeg lavede en ikke planlagt stor scene foran hele familien og min vægt var min egen bekymring og at jeg aldrig fremadrettet ville høre en eneste kommentar til min vægt, vægtstigning eller vægttab. Jeg havde fået nok! Og det er faktisk lykkedes. Det sidder dog stadigvæk i mig, om de går og hvisker bag min ryg. Men ved du hvad, det er egentlig skide ligegyldigt for det er et tegn på manglende indhold i deres egen lille tilværelse at min vægt er et samtale emne! 

Hold op hvor er du sej. 

Jeg har selv så mange gange ønsket at jeg havde modet til at råbe op, og er endt med flere gange at gå grædende fra mine forældre. Øv. Men håber jeg også kan finde det mod der skal til, til at sige fra. 

Tak fordi du delte det med mig, det trøster lidt. 

Øv, hvor urimeligt og sårende.

Mit råd er, at du, når du taler med din mor (for det skal du), holder det kort og klart. Når hun så begynder at argumentere og vende det, så afbryder du hende (det er vigtigt at afbryde, hvis hun ikke respekterer dine udsagn og det du beder hende om) og så gentager du, det du har sagt om, hvad du vil have, at hun skal gøre/ ikke gøre. Bliver hun ved og ved, så afbryd hende igen og sig - roligt - at der ikke er mere at sige om emnet for dit vedkommende, og at du nu vil gå hjem, så hun kan tænke over det, du har sagt. 

Vælg selv tid og sted. Det skal ikke være, når din mor har fyret en kommentar af og du er ked af det.

Det gode er, at når du har overstået samtalen og din mors reaktion, er der sikkert også andre ting i jeres relation, der vil blive lettere.

Fat mod. Du er ikke den eneste!

Anonym skriver:

Jeg ved simpelthen ikke hvor jeg skal starte.

Min mor er skuffet over mig og tøver ikke med at vise det, med små hentydninger hver gang vi mødes... Jeg er så træt af det, at jeg efterhånden slet ikke ønsker at se mine forældre.

Jeg vejede engang, før jeg fik to børn omkring 60-62 kg og dyrkede meget motion. Nu er interessen = 0.

Jeg fik en fødselsdepression efter vores første barn og endte med at tage 20-25 kg. på, hvilket jeg engang var lidt skuffet over og ked af men, nu har jeg selv accepteret at det er sådan jeg ser ud. Jeg vil gerne tabe mig de kg igen men det IKKE der mit fokus er nu, det er på mine børn, økonomi og studiet.

Det kan min mor SLET ikke forstår. Hun har kørt på min vægt i fire år nu, og det bliver værre og værre. Jeg besøgte dem i går (til trods for vi er naboer undgår jeg helst at se dem) og på blot to timer nåede hun at komme med fire "skjulte" hentydninger.

1. Når nu i overvejer at tage til Dubai, bør du være glad for din vægt for dernede er det attraktivt at være stor. De kan godt lide store damer så pas på.
2. Der er et hold om onsdagen med noget dans for overvægtige, var det ikke noget?
3. Har du prøvet at leve gluten og laktosefrit, det skulle hjælpe på fordøjelsen så man kan tabe sig.
4. Jeg har købt den her kjole, men den er alt for stor vil du have den, hvis du ikke kan passe den kan du bytte den...

Det var på to timer...

Min far sagde endda "at det er så sjældent vi ser dig for tiden, du er så hemmelighedsfuld" (de undre sig simpelthen over jeg ikke orker dem).

I dag kører vi hjem med min lillesøster i bilen (hun bor stadigvæk hjemme), og vi kommer ind på emnet med at vores mor ofte komme med disse hentydninger hvortil hun siger "så skulle du være glad for du ikke hører hende når du ikke er der"...

Så nu er jeg ved at bryde helt sammen... hvorfor kan min egen mor ikke acceptere mig som jeg er???

Vil så gerne stille hende det spørgsmål, men kender hende godt nok til at vide, at alt skal fordrejes, og hun er en af de typer der ALTID vinder en diskussion...

Sorry mit indlæg, men havde brug for luft... Kan mærke jeg er ved at opbygge et had til min egen mor, og en frygt for at skulle besøge dem. Når jeg er sammen med andre rør det mig ikke med vægten. Men hver gang vi går fra mine forældre føler jeg mig såret og væmmes ved mig selv og det at jeg har skuffet hende så meget ved at tage på...

Hej og stort knus til dig! 

De fleste tager på under en graviditet og specielt, hvis der ligger en depression og gemmer sig! Hvis du er glad og tilfreds med hvordan du ser ud og lever dit liv, så er dét det eneste rigtige. 

Pyt med hvad din mor siger; det er ikke hendes liv og krop! 

Hvis du derimod gerne selv vil tabe dig, så sig til din mor du evt. Har brug for hjælp og det får du ikke ad de grimme hentydninger/stikpiller. 

Jeg vil mene, du burde kunne sige til din mor, hvad du føler, men jeg ved også det kan være svært at åbne op. 

Mit råd er, tag en snak med hende og fortæl hende hvordan det får dig til at føle, når hun siger sådan og sådan og hvad konsekvensen må være, hvis ikke hun stopper! (Ingen kontakt) 

jeg er stor fan af, at danne min egen familie - selv vælge hvem der er ens rigtige familie og ikke "bare" fordi man er kød og blod - ikke alt er tilladt at sige til mennesker; mange ting burde holdes inde. 

Rigtig god aften! 

Kh 

Anonym skriver:

Jeg ved simpelthen ikke hvor jeg skal starte.

Min mor er skuffet over mig og tøver ikke med at vise det, med små hentydninger hver gang vi mødes... Jeg er så træt af det, at jeg efterhånden slet ikke ønsker at se mine forældre.

Jeg vejede engang, før jeg fik to børn omkring 60-62 kg og dyrkede meget motion. Nu er interessen = 0.

Jeg fik en fødselsdepression efter vores første barn og endte med at tage 20-25 kg. på, hvilket jeg engang var lidt skuffet over og ked af men, nu har jeg selv accepteret at det er sådan jeg ser ud. Jeg vil gerne tabe mig de kg igen men det IKKE der mit fokus er nu, det er på mine børn, økonomi og studiet.

Det kan min mor SLET ikke forstår. Hun har kørt på min vægt i fire år nu, og det bliver værre og værre. Jeg besøgte dem i går (til trods for vi er naboer undgår jeg helst at se dem) og på blot to timer nåede hun at komme med fire "skjulte" hentydninger.

1. Når nu i overvejer at tage til Dubai, bør du være glad for din vægt for dernede er det attraktivt at være stor. De kan godt lide store damer så pas på.
2. Der er et hold om onsdagen med noget dans for overvægtige, var det ikke noget?
3. Har du prøvet at leve gluten og laktosefrit, det skulle hjælpe på fordøjelsen så man kan tabe sig.
4. Jeg har købt den her kjole, men den er alt for stor vil du have den, hvis du ikke kan passe den kan du bytte den...

Det var på to timer...

Min far sagde endda "at det er så sjældent vi ser dig for tiden, du er så hemmelighedsfuld" (de undre sig simpelthen over jeg ikke orker dem).

I dag kører vi hjem med min lillesøster i bilen (hun bor stadigvæk hjemme), og vi kommer ind på emnet med at vores mor ofte komme med disse hentydninger hvortil hun siger "så skulle du være glad for du ikke hører hende når du ikke er der"...

Så nu er jeg ved at bryde helt sammen... hvorfor kan min egen mor ikke acceptere mig som jeg er???

Vil så gerne stille hende det spørgsmål, men kender hende godt nok til at vide, at alt skal fordrejes, og hun er en af de typer der ALTID vinder en diskussion...

Sorry mit indlæg, men havde brug for luft... Kan mærke jeg er ved at opbygge et had til min egen mor, og en frygt for at skulle besøge dem. Når jeg er sammen med andre rør det mig ikke med vægten. Men hver gang vi går fra mine forældre føler jeg mig såret og væmmes ved mig selv og det at jeg har skuffet hende så meget ved at tage på...

Åh altså - forstår godt, du er ked af det, og selvfølgelig skal det ikke være sådan, men er der mulighed for, at du misforstår din mor? Du mener, hun er skuffet, men kunne der være tale om reel bekymring for din sundhed? Jeg vejer selv for meget, og det er jeg fuldstændigt rolig og afklaret omkring, så jeg lader mig slet ikke påvirke af diverse bemærkninger, kan ligefrem smile ad dem, men i andre perioder har det pint mig, og så har det slået hårdt, når nogen har kommenteret det. 

I din mors første kommentar læser jeg: "Du er stadig en attraktiv dame/pige, selv om du vejer for meget!" 

I den anden og tredje: "Pas nu godt på dig selv og tænk over at gøre noget ved det - her er nogle muligheder." 

I den fjerde - dét, hun siger. En konstatering af, at du bruger en større størrelse i tøj end hende. 

MEN! - antallet af kommentarer over så kort tid, sammenholdt med det, din søster siger, viser, at hun har virkeligt meget fokus på din vægt - også mere, end godt er. Kunne det tænkes, at hun synes, det er synd for dig, både i forhold til sundhed og udseende, at du har taget så meget på - og at hun tror, du selv opfatter det som et problem, du gerne vil ændre på? 

Min datter er 21. Nogle gange tror jeg, vi tænker ens og næsten ER ens, og så kommer jeg helt utilsigtet til at såre hende, hvis jeg kredser om et problem, som hun slet ikke har fokus på - eller HAR fokus på og er ked af, men ikke har overskud til at tage fat på. Hun er god til at vise mig, når jeg kvajer mig og sårer hende, hun sætter ord på og sætter mig på plads, og jeg bliver både flov og ked af det, når det går op for mig, jeg er gået for tæt på. Jeg tror, vi som mødre generelt er lidt mindre påpasselige med, hvad vi siger til vores døtre, fordi vi ser os selv i dem. 

Humlen i dette er, at din mor muligvis ikke er spor skuffet, men snarere - misforstået - vil hjælpe dig og give dig et skub. Hvis det er en mulighed, så er du - og det er du, uanset hvad - nødt til at skære ud i pap for hende, at din vægt er din sag og ikke noget, du vil mindes om konstant - og at det virkelig gør dig ked af det. Så meget, at det slet ikke er rart for dig at være sammen med hende. 

Jeg tror, det vil gøre indtryk på enhver mor at få den besked. Og ER hun en overfladisk, uforstående kvinde, der er flov over sin datters udseende, så har du i hvert fald meldt klart ud. Forstår hun ikke budskabet, ja, så må du holde dig væk en tid, til hun før eller siden forstår, at du mener det.

Du kunne jo også vælge at tale med din far om det?