at miste en bror/søster mens man er barn

Anonym skriver:

ja desværre er det noget der vil påvirke en resten af livet, og din datter vil som du siger også blive påmindet om det på forskellige punkter i livet, men du virker som en god mor, som giver hende lov til at være ked af det og bange og er god til at tackle det, og det tror jeg også kan gøre en hel del 

jeg ved ikke hvad du mener med at byde sorgen velkommen, hvis det er med at snakke med folk om det osv så er det ikke noget jeg rigtig gør, for mange har svært ved at forholde sig til det.

jeg kan ærligt ikke huske hvordan min mor og far var i den periode og jeg ved heller ikke om jeg nogen sinde har haft den tro på at ens forældre kan klare alt da jeg som sagt har haft en svær opvækst som jeg har stor mén af i dag psykisk. 

min far drak og bankede min mor (han slog aldrig os børn) faldt over mig da jeg var 6år, jeg kan ikke huske om min mor drak dengang men hun drak i hvert fald da jeg var 10 og har siden drukket i perioede nogen gange kunne der gå en mdr og andre gange drak hun hverdag osv. 

 

jeg er ikke så bange for at græde over det, men jeg er nok bange for sorgen og frygten for at det skal ske for mig, da jeg indimellem tænker at det ikke kan passe der sker mig noget godt uden det skal tages fra mig igen, selvom jeg godt ved det er noget pjat.

men jeg er nået så langt at jeg godt kan give lidt slip på mine børn, at de godt indimellem kan gå til skole eller hjem fra sfo (vi bor ca 10 min gågang fra begge ting) men de første på gange sider jeg på nåle og nå at tænke de værste ting der kan ske men nå de er gjort det et par gange og man kan se hvor stolte de er så for svinder angsten lidt.

 

nå det blev vist lidt langt og også om lidt andet 

 

 

Jeg mener at man ser sorgen og accepterer den som et livsvilkår. Du har oplevet noget som du måske ikke husker så godt (måske fordi du har blokeret både for det og alt det andet). Men til trods for hukommelsen ikke er stor så farver det dit liv - måske du har brug for en god tudetur sammen med nogle der forstår, nogle hvor de kan fatte at ja det gør ondt på en måde som måske ikke er så håndgribelig for de der ikke har prøvet. Jeg har ikke prøvet men alligevel forstår jeg en lille smule desværre.

jeg forstår især angsten for at miste sine børn, hvordan man skal kæmpe for at give slip, men også hvor fantastisk det er når man har gjort det og ser deres sejr.

Når mine trolde bare går med deres far i supermarkedet og der går et par minutter for meget, så starter mit mareridt. Jeg når at tænke begravelse, tænke om hvad de mon vil sige i telefonen, om jeg kan leve videre og og og og... Det hæmmer, men det er et vilkår jeg må leve med. 

Jeg har fåer to børn efter jeg mistede og har nu 3 levende, og jeg kan som dig forundres over om jeg virkelig får lov. Om den der store finger, der har peget mig ud så tit ikke snart peger min vej igen og tager en eller flere af dem fra mig. Hvorfor skulle jeg dog få lov at se dem blive voksne...? Og ja det er noget pjat, men man kan ikke argumentere rationelt med følelser. 

Så er langt stykke hen af vejen forstår jeg dig (er også opvokset med alkohol dog ikke så slemt)...

kæmpe kram

lineog4 skriver:

Jeg mener at man ser sorgen og accepterer den som et livsvilkår. Du har oplevet noget som du måske ikke husker så godt (måske fordi du har blokeret både for det og alt det andet). Men til trods for hukommelsen ikke er stor så farver det dit liv - måske du har brug for en god tudetur sammen med nogle der forstår, nogle hvor de kan fatte at ja det gør ondt på en måde som måske ikke er så håndgribelig for de der ikke har prøvet. Jeg har ikke prøvet men alligevel forstår jeg en lille smule desværre.

jeg forstår især angsten for at miste sine børn, hvordan man skal kæmpe for at give slip, men også hvor fantastisk det er når man har gjort det og ser deres sejr.

Når mine trolde bare går med deres far i supermarkedet og der går et par minutter for meget, så starter mit mareridt. Jeg når at tænke begravelse, tænke om hvad de mon vil sige i telefonen, om jeg kan leve videre og og og og... Det hæmmer, men det er et vilkår jeg må leve med. 

Jeg har fåer to børn efter jeg mistede og har nu 3 levende, og jeg kan som dig forundres over om jeg virkelig får lov. Om den der store finger, der har peget mig ud så tit ikke snart peger min vej igen og tager en eller flere af dem fra mig. Hvorfor skulle jeg dog få lov at se dem blive voksne...? Og ja det er noget pjat, men man kan ikke argumentere rationelt med følelser. 

Så er langt stykke hen af vejen forstår jeg dig (er også opvokset med alkohol dog ikke så slemt)...

kæmpe kram

du er virklig god til at sætte ord på følelserne det er lige på den måde jeg også har det, 

selvom du ikke har mestedet en søskende så tidligt så har du jo alligevel mistet og du har jo også set hvordan det har påvirket din datter desværre

Jeg er kontaktperson i Søskendekram. Jeg ved ikke om du er på facebook, men hvis du er så find gruppen, så godkender jeg dig med det samme. 

Der vil du møde andre der har stået i samme situation som dig 

Snoopy77 skriver:

Jeg er kontaktperson i Søskendekram. Jeg ved ikke om du er på facebook, men hvis du er så find gruppen, så godkender jeg dig med det samme. 

Der vil du møde andre der har stået i samme situation som dig 

tak jeg er lige blevet medlem og er accepteret 

Anonym skriver:

tak, 

de mener ikke at det ville være godt at rippe op i for meget da jeg har psykisk mén efter min barndom og det vil højst sandsynlig gøre det være end det er, jeg har skrevet lidt af det der er sket i min barndom til line (kan du se længere op).

nej jeg har aldrig tænkt på at skrive et brev, men hvad skal man gøre af det nå man har skrevet det?? han har vist ikke noget grav sted mere

Så lig det i en kasse og lad det ligge der!

Mine 3 store børn mistede en lillesøster der døde efter fødslen pga sygdom. 

De var 5 ,9 og knap 13

Og ja det har været traumatisk for dem og især den ældste som er den eneste der har et barn var meget nervøs under graviditeten . 

Vi har snakket meget,vi har grædt sammen grundlæggende har det ikke været tabu i vores hjem at snakke om den lillesøster som var så ønsket og så fik hun aldrig en chance.

Tænker meget af din angst kan afhjælpes med at du får snakket med nogen. Får sat ord på de følelser du havde dengang og nu . I dag ved man hvor meget sorg kan fylde i selv små børn og det er ikke noget der skal negligeres . 

Anonym skriver:

ja desværre er det noget der vil påvirke en resten af livet, og din datter vil som du siger også blive påmindet om det på forskellige punkter i livet, men du virker som en god mor, som giver hende lov til at være ked af det og bange og er god til at tackle det, og det tror jeg også kan gøre en hel del 

jeg ved ikke hvad du mener med at byde sorgen velkommen, hvis det er med at snakke med folk om det osv så er det ikke noget jeg rigtig gør, for mange har svært ved at forholde sig til det.

jeg kan ærligt ikke huske hvordan min mor og far var i den periode og jeg ved heller ikke om jeg nogen sinde har haft den tro på at ens forældre kan klare alt da jeg som sagt har haft en svær opvækst som jeg har stor mén af i dag psykisk. 

min far drak og bankede min mor (han slog aldrig os børn) faldt over mig da jeg var 6år, jeg kan ikke huske om min mor drak dengang men hun drak i hvert fald da jeg var 10 og har siden drukket i perioede nogen gange kunne der gå en mdr og andre gange drak hun hverdag osv. 

 

jeg er ikke så bange for at græde over det, men jeg er nok bange for sorgen og frygten for at det skal ske for mig, da jeg indimellem tænker at det ikke kan passe der sker mig noget godt uden det skal tages fra mig igen, selvom jeg godt ved det er noget pjat.

men jeg er nået så langt at jeg godt kan give lidt slip på mine børn, at de godt indimellem kan gå til skole eller hjem fra sfo (vi bor ca 10 min gågang fra begge ting) men de første på gange sider jeg på nåle og nå at tænke de værste ting der kan ske men nå de er gjort det et par gange og man kan se hvor stolte de er så for svinder angsten lidt.

 

nå det blev vist lidt langt og også om lidt andet 

 

 

Kære dig.

Hvor har du bare haft dit at kæmpe med. Jeg har sådan lyst til at give dig et stort kram. Jeg synes, det er så flot, at du er nået så langt. Det er rigtig godt, at du selv er så bevidst om din situation, og om hvor dine følelser kommer fra. - Det tror jeg er et kæmpe skridt på vejen.

Stort kram til dig.