at miste en bror/søster mens man er barn

jeg har brug for luft men ved ikke hvordan jeg skal få det skrevet, og om det ligger det rigtig sted

da jeg var barn (6 år) der døde min mindste lillebror af vuggedød, og det sider så dybt i mig, at da jeg fik mit første barn, der skulle jeg have ham ved siden af mig hele tiden for at være sikker på han træk vejret, og jeg sov ikke det første lange stykke tid for jeg var overbevis om at han så ville holde op med at trække vejeret, det er blevet bedre jo aldre børnene er men jeg kan stadig godt få den frygt selv om de er store,

da jeg ventede den anden der var jeg helt sikker på det ikke ville ende godt fordi der er samme alders forskel på mine børn som der var på mine små brødre, men det endte heldigvis godt og jeg har 2 sunde børn 

men nu overvejer vi at få et barn til, om et stykke tid, og alle steder hvor jeg kigger der støder jeg på baby ting (kigger ikke efter det) og nu er minderne omkring min lille bror begyndt at dukke op igen, jeg sidder her 2 aften i træk og græder mens minderne bare suser igennem mit hoved, og kan bare ikke få det til at stoppe.

jeg tænker at det er fordi jeg er så skruk og fordi jeg planlækker at få et barn til som har fået det hele til at bryde frem igen

er der evt nogen som har oplevede noget af det samme og har fået det bearbejdet uden at skulle rive op i hele det der er sket i ens barndom???

Anonym skriver:

jeg har brug for luft men ved ikke hvordan jeg skal få det skrevet, og om det ligger det rigtig sted

da jeg var barn (6 år) der døde min mindste lillebror af vuggedød, og det sider så dybt i mig, at da jeg fik mit første barn, der skulle jeg have ham ved siden af mig hele tiden for at være sikker på han træk vejret, og jeg sov ikke det første lange stykke tid for jeg var overbevis om at han så ville holde op med at trække vejeret, det er blevet bedre jo aldre børnene er men jeg kan stadig godt få den frygt selv om de er store,

da jeg ventede den anden der var jeg helt sikker på det ikke ville ende godt fordi der er samme alders forskel på mine børn som der var på mine små brødre, men det endte heldigvis godt og jeg har 2 sunde børn 

men nu overvejer vi at få et barn til, om et stykke tid, og alle steder hvor jeg kigger der støder jeg på baby ting (kigger ikke efter det) og nu er minderne omkring min lille bror begyndt at dukke op igen, jeg sidder her 2 aften i træk og græder mens minderne bare suser igennem mit hoved, og kan bare ikke få det til at stoppe.

jeg tænker at det er fordi jeg er så skruk og fordi jeg planlækker at få et barn til som har fået det hele til at bryde frem igen

er der evt nogen som har oplevede noget af det samme og har fået det bearbejdet uden at skulle rive op i hele det der er sket i ens barndom???

jeg er ked af at høre at du var i gennem så stor en sorg i så tidlig en alder... 

nu har jeg godt nok ikke oplevet at miste nogen søskende, men da jeg mistede min mormor havde jeg svært ved at komme mig over det, men det hjalp at skrive om det...

min datter stoppede kort med at trække vejret da hun var spæd og der købte vi en vejrtrækningsalarm til hendes seng... det hjalp mig meget på frygten om at miste... ville det kunne hjælpe  hvis I nu skulle få flere?...

Anonym skriver:

jeg har brug for luft men ved ikke hvordan jeg skal få det skrevet, og om det ligger det rigtig sted

da jeg var barn (6 år) der døde min mindste lillebror af vuggedød, og det sider så dybt i mig, at da jeg fik mit første barn, der skulle jeg have ham ved siden af mig hele tiden for at være sikker på han træk vejret, og jeg sov ikke det første lange stykke tid for jeg var overbevis om at han så ville holde op med at trække vejeret, det er blevet bedre jo aldre børnene er men jeg kan stadig godt få den frygt selv om de er store,

da jeg ventede den anden der var jeg helt sikker på det ikke ville ende godt fordi der er samme alders forskel på mine børn som der var på mine små brødre, men det endte heldigvis godt og jeg har 2 sunde børn 

men nu overvejer vi at få et barn til, om et stykke tid, og alle steder hvor jeg kigger der støder jeg på baby ting (kigger ikke efter det) og nu er minderne omkring min lille bror begyndt at dukke op igen, jeg sidder her 2 aften i træk og græder mens minderne bare suser igennem mit hoved, og kan bare ikke få det til at stoppe.

jeg tænker at det er fordi jeg er så skruk og fordi jeg planlækker at få et barn til som har fået det hele til at bryde frem igen

er der evt nogen som har oplevede noget af det samme og har fået det bearbejdet uden at skulle rive op i hele det der er sket i ens barndom???

Jeg har ikke lige erfaring med at miste en søskende, men det lyder som om en ubearbejdet sorg (måske fordi du ikke var gammel nok til rigtig at forstå) har fået lov at sætte sig fast i dig og nu kommer ud som frygt. Hvis jeg var dig ville jeg tage fat i en profesionel og bede om hjælp til at få det placeret så det ikke skal fylde så meget hos dig mere. Du kan jo nok ikke helt undgå at berøre din barndom mere ggenerelt også for tabet af din bror og den måde dine forældre tacklede det på, har jo unægteligt betydet noget for den måde du har oplevet din barndom og opdragelse. Men tænker da godt at du kan specificere overfor en psykolog at du har brug for hjælp til netop denne del.

jenny4 skriver:

Jeg har ikke lige erfaring med at miste en søskende, men det lyder som om en ubearbejdet sorg (måske fordi du ikke var gammel nok til rigtig at forstå) har fået lov at sætte sig fast i dig og nu kommer ud som frygt. Hvis jeg var dig ville jeg tage fat i en profesionel og bede om hjælp til at få det placeret så det ikke skal fylde så meget hos dig mere. Du kan jo nok ikke helt undgå at berøre din barndom mere ggenerelt også for tabet af din bror og den måde dine forældre tacklede det på, har jo unægteligt betydet noget for den måde du har oplevet din barndom og opdragelse. Men tænker da godt at du kan specificere overfor en psykolog at du har brug for hjælp til netop denne del.

ja lige den del har jeg ikke fået bearbejdet da det kun fylder meget i perioder.

jeg ved jeg har forstået mere end folk tror man gør i den alder, min mor mente ikke at en psykolog kunne hjælpe dengang fordi hun selv har haft dårlig erfaring med dem som barn, jeg kan huske at jeg en dag var i fritidshjem (som man kaldte det dengang) hvor jeg var trist hvor de spurgte hvorfor, så jeg fortalte at det var fordi jeg savnde min lillebror de sagde så at det var noget pjat da det var ½ år siden  (heldigvis er de idag mere ops på sådan noget)

jeg har gået til psykolog, psykiater og psykiaterput, og de har alle sagt at de ikke ville være godt at ribe op i alt for meget af det fra da jeg var barn da jeg har glemt en stor del af det, da jeg har haft en meget hård opvækst, jeg har fået hjælp med at bearbejde(fået hjælp til at tackle) de ting jeg har kunne huske, og som har gået mig på i de perioder hvor jeg har fået hjælp  

Jeg har ikke mistet en søskende, men jeg har en datter der har. Hun var 3 1/2 år da vi mistede Lia (hendes lillesøster) og hun både husker meget og lidt - hun har digtet noget selv, fået fortalt noget og husker med hundrede procent sikkerhed sorgen og frygten for at miste igen.

jeg er ikke er sekund i tvivl om det at blive mor selv vil rippe op hos hende, og hun vil ikke, som jeg kunne, gå igennem en naiv gravidtet, for hun ved og har oplevet at børn dør. 

Det er nu snart 9 år siden vi mistede, og min skønne datter kan stadig pludselig mangle sin lillesøster helt vildt. Og hun kan også pludselig få hvad der minder om et angstanfald, hvor hun går i selvsving over om hun mister nogen af os andre. Jeg tror (og er sindsyg ked af) det at Lia døde vil påvirke hende resten af livet.

Jeg tænker om du skal velkomme sorgen fremfor at frygte den, lær at sig goddag til den som et vilkår. Du har oplevet en stor sorg, både lillebror der døde, men med sikkerhed også nogle forældre som var mentalt udeblivende i en kortere eller længere periode, tabet af barndommens naivitet og tro på ens forældre kan klare alt. Måske er det okay at se det i øjnene, skrige højt, blive galt græde og blive ked af det - for det er da bare pisse uretfærdigt. 

Måske du også bare skal tage frygten i hånden og vide den følger med dig, ikke aom irrationel angst men som en frygt der har rødder i du har stået der og du har mærket på egen krop at små børn kan dø. 

Mange gange er vi bange for tårerne, bange for sorgen, bange for at give slip - jeg er det selv, men der er også en kæmpe befrielse og lettelse npr man har givet slip og ikke mindst oplever man kan vende tilbage. 

Anonym skriver:

jeg har brug for luft men ved ikke hvordan jeg skal få det skrevet, og om det ligger det rigtig sted

da jeg var barn (6 år) der døde min mindste lillebror af vuggedød, og det sider så dybt i mig, at da jeg fik mit første barn, der skulle jeg have ham ved siden af mig hele tiden for at være sikker på han træk vejret, og jeg sov ikke det første lange stykke tid for jeg var overbevis om at han så ville holde op med at trække vejeret, det er blevet bedre jo aldre børnene er men jeg kan stadig godt få den frygt selv om de er store,

da jeg ventede den anden der var jeg helt sikker på det ikke ville ende godt fordi der er samme alders forskel på mine børn som der var på mine små brødre, men det endte heldigvis godt og jeg har 2 sunde børn 

men nu overvejer vi at få et barn til, om et stykke tid, og alle steder hvor jeg kigger der støder jeg på baby ting (kigger ikke efter det) og nu er minderne omkring min lille bror begyndt at dukke op igen, jeg sidder her 2 aften i træk og græder mens minderne bare suser igennem mit hoved, og kan bare ikke få det til at stoppe.

jeg tænker at det er fordi jeg er så skruk og fordi jeg planlækker at få et barn til som har fået det hele til at bryde frem igen

er der evt nogen som har oplevede noget af det samme og har fået det bearbejdet uden at skulle rive op i hele det der er sket i ens barndom???

Er utrolig ked af at hører om din sorg og så i sådan en ung alder Jeg er ikke selv mor endnu så kender ikke rigtigt til frygten og angsten for at miste sit dyrebareste på den måde, men jeg mistede selv min storebror for 3 1/2 år siden, en blodprop mens han sov. Jeg kom igennem min sorg ved at snakke med nogen om det og blev medlem af 'Søskendekram' en gruppe på facebook for folk (både unge og ældre) der har mistet søskende. Nogen for kun en måned siden, andre for 25-30 år siden. De fantastiske mennesker der inde lærte mig, at man aldrig kommer aldrig over sorgen, men på et tidspunkt lærer man at leve med det. Det har hjulpet mig rigtigt meget  

Håber du kunne bruge det til noget og lige en KÆMPE krammer her fra!! 

lineog4 skriver:

Jeg har ikke mistet en søskende, men jeg har en datter der har. Hun var 3 1/2 år da vi mistede Lia (hendes lillesøster) og hun både husker meget og lidt - hun har digtet noget selv, fået fortalt noget og husker med hundrede procent sikkerhed sorgen og frygten for at miste igen.

jeg er ikke er sekund i tvivl om det at blive mor selv vil rippe op hos hende, og hun vil ikke, som jeg kunne, gå igennem en naiv gravidtet, for hun ved og har oplevet at børn dør. 

Det er nu snart 9 år siden vi mistede, og min skønne datter kan stadig pludselig mangle sin lillesøster helt vildt. Og hun kan også pludselig få hvad der minder om et angstanfald, hvor hun går i selvsving over om hun mister nogen af os andre. Jeg tror (og er sindsyg ked af) det at Lia døde vil påvirke hende resten af livet.

Jeg tænker om du skal velkomme sorgen fremfor at frygte den, lær at sig goddag til den som et vilkår. Du har oplevet en stor sorg, både lillebror der døde, men med sikkerhed også nogle forældre som var mentalt udeblivende i en kortere eller længere periode, tabet af barndommens naivitet og tro på ens forældre kan klare alt. Måske er det okay at se det i øjnene, skrige højt, blive galt græde og blive ked af det - for det er da bare pisse uretfærdigt. 

Måske du også bare skal tage frygten i hånden og vide den følger med dig, ikke aom irrationel angst men som en frygt der har rødder i du har stået der og du har mærket på egen krop at små børn kan dø. 

Mange gange er vi bange for tårerne, bange for sorgen, bange for at give slip - jeg er det selv, men der er også en kæmpe befrielse og lettelse npr man har givet slip og ikke mindst oplever man kan vende tilbage. 

Line, du skriver så smukt og virker som et menneske enhver burde have i sit liv<3 

til TS. Dit tab gør mig ondt! Når alle de "kloge" siger du ikke skal rippe op i det hos dem har du overvejet at skrive et brev til din lillebror hvor du fortæller alle dine tanker?

lineog4 skriver:

Jeg har ikke mistet en søskende, men jeg har en datter der har. Hun var 3 1/2 år da vi mistede Lia (hendes lillesøster) og hun både husker meget og lidt - hun har digtet noget selv, fået fortalt noget og husker med hundrede procent sikkerhed sorgen og frygten for at miste igen.

jeg er ikke er sekund i tvivl om det at blive mor selv vil rippe op hos hende, og hun vil ikke, som jeg kunne, gå igennem en naiv gravidtet, for hun ved og har oplevet at børn dør. 

Det er nu snart 9 år siden vi mistede, og min skønne datter kan stadig pludselig mangle sin lillesøster helt vildt. Og hun kan også pludselig få hvad der minder om et angstanfald, hvor hun går i selvsving over om hun mister nogen af os andre. Jeg tror (og er sindsyg ked af) det at Lia døde vil påvirke hende resten af livet.

Jeg tænker om du skal velkomme sorgen fremfor at frygte den, lær at sig goddag til den som et vilkår. Du har oplevet en stor sorg, både lillebror der døde, men med sikkerhed også nogle forældre som var mentalt udeblivende i en kortere eller længere periode, tabet af barndommens naivitet og tro på ens forældre kan klare alt. Måske er det okay at se det i øjnene, skrige højt, blive galt græde og blive ked af det - for det er da bare pisse uretfærdigt. 

Måske du også bare skal tage frygten i hånden og vide den følger med dig, ikke aom irrationel angst men som en frygt der har rødder i du har stået der og du har mærket på egen krop at små børn kan dø. 

Mange gange er vi bange for tårerne, bange for sorgen, bange for at give slip - jeg er det selv, men der er også en kæmpe befrielse og lettelse npr man har givet slip og ikke mindst oplever man kan vende tilbage. 

ja desværre er det noget der vil påvirke en resten af livet, og din datter vil som du siger også blive påmindet om det på forskellige punkter i livet, men du virker som en god mor, som giver hende lov til at være ked af det og bange og er god til at tackle det, og det tror jeg også kan gøre en hel del 

jeg ved ikke hvad du mener med at byde sorgen velkommen, hvis det er med at snakke med folk om det osv så er det ikke noget jeg rigtig gør, for mange har svært ved at forholde sig til det.

jeg kan ærligt ikke huske hvordan min mor og far var i den periode og jeg ved heller ikke om jeg nogen sinde har haft den tro på at ens forældre kan klare alt da jeg som sagt har haft en svær opvækst som jeg har stor mén af i dag psykisk. 

min far drak og bankede min mor (han slog aldrig os børn) faldt over mig da jeg var 6år, jeg kan ikke huske om min mor drak dengang men hun drak i hvert fald da jeg var 10 og har siden drukket i perioede nogen gange kunne der gå en mdr og andre gange drak hun hverdag osv. 

jeg er ikke så bange for at græde over det, men jeg er nok bange for sorgen og frygten for at det skal ske for mig, da jeg indimellem tænker at det ikke kan passe der sker mig noget godt uden det skal tages fra mig igen, selvom jeg godt ved det er noget pjat.

men jeg er nået så langt at jeg godt kan give lidt slip på mine børn, at de godt indimellem kan gå til skole eller hjem fra sfo (vi bor ca 10 min gågang fra begge ting) men de første på gange sider jeg på nåle og nå at tænke de værste ting der kan ske men nå de er gjort det et par gange og man kan se hvor stolte de er så for svinder angsten lidt.

nå det blev vist lidt langt og også om lidt andet 

elb1210 skriver:

Er utrolig ked af at hører om din sorg og så i sådan en ung alder Jeg er ikke selv mor endnu så kender ikke rigtigt til frygten og angsten for at miste sit dyrebareste på den måde, men jeg mistede selv min storebror for 3 1/2 år siden, en blodprop mens han sov. Jeg kom igennem min sorg ved at snakke med nogen om det og blev medlem af 'Søskendekram' en gruppe på facebook for folk (både unge og ældre) der har mistet søskende. Nogen for kun en måned siden, andre for 25-30 år siden. De fantastiske mennesker der inde lærte mig, at man aldrig kommer aldrig over sorgen, men på et tidspunkt lærer man at leve med det. Det har hjulpet mig rigtigt meget  

Håber du kunne bruge det til noget og lige en KÆMPE krammer her fra!! 

tak jeg vil kigge lidt på den side

Sprit25 skriver:

Line, du skriver så smukt og virker som et menneske enhver burde have i sit liv<3 

til TS. Dit tab gør mig ondt! Når alle de "kloge" siger du ikke skal rippe op i det hos dem har du overvejet at skrive et brev til din lillebror hvor du fortæller alle dine tanker?

tak, 

de mener ikke at det ville være godt at rippe op i for meget da jeg har psykisk mén efter min barndom og det vil højst sandsynlig gøre det være end det er, jeg har skrevet lidt af det der er sket i min barndom til line (kan du se længere op).

nej jeg har aldrig tænkt på at skrive et brev, men hvad skal man gøre af det nå man har skrevet det?? han har vist ikke noget grav sted mere