Sårende bemærkning i børnehaven

Tak for alle de skønne svar 

Jeg har lige afleveret mine børn, og på grund af jer fandt jeg modet til at hive fat i lederen og konfrontere hende med bemærkningen fra i går. Jeg gjorde stille og roligt opmærksom på, at jeg var blevet super ked af det, hun sagde til min datter i går, og at jeg ikke mente, at det var berettiget. Jeg fik dog intet ud af det, for hun kunne slet ikke  huske, at hun skulle have sagt sådan 

Hun slog istedet straks over i, hvor fantastiske mine børn er, og hvor godt jeg håndterer dem, og hvor hårdt det må være med tre så små børn og bla bla bla. Hun virkede næsten febrilsk i sin iver efter at rose, så mon ikke, at hun godt kan huske bemærkningen og nu overkompenserer den anden vej?

Men uanset hvad er jeg glad for, at jeg for én gangs skyld fik sagt fra på en god måde - tak for støtten.

Nu vil jeg tage ud i det gode vejr og give min savnede veninde et kæmpe knus og nyde i fulde drag, at jeg ikke skal tørre snotnæser, skære kød ud og blive afbrudt konstant, mens jeg nyder en god frokost 

Da jeg afleverede mine børn i børnehaven/vuggestuen (integreret institution) i formiddags, fik jeg en bemærkning af lederen med på vejen, som virkelig har kørt rundt i mit hoved hele dagen.

Lige lidt forhistorie... Jeg har tre skønne unger, en datter på tre år og tvillingedrenge på 2 år. De er nøjagtig som børn i den alder skal være - gør alt det, de ikke må, slås som ind i helvede, er over alt og kræver min opmærksomhed hele tiden  Jeg elsker at være sammen med dem, og jeg holder dem altid hjemme fra institution, når jeg selv har fri. Jeg er lærer på nedsat tid, hvilket alle ansatte i institutionen ved, og jeg bruger mine ugentlige fridage på at holde børnene hjemme på skift, så de kan få alenetid med mig - noget vi alle nyder i stor stil. I mine ferier er de altid hjemme alle tre.

Jeg gik på ferie i fredags, og for første gang, siden børnene startede i institution, havde jeg besluttet mig for at holde tre dages ferie alene. Tre dage med selvforkælelse - få ordnet hår og negle, spise frokost med en gammel veninde og få læst lidt i min bog, som har ligget støvet og forladt alt for længe. Jeg fik overbevist mig selv om, at de tre dage var en gave til mig selv, og at mine børn nok ville overleve - de skal holde fire ugers ferie fra på torsdag - og jeg har virkelig glædet mig.

Da jeg skal aflevere i formiddags, bliver min store datter pludselig ked af det, det plejer hun ellers ikke, men vi kom så sent, at bedsteveninden allerede havde fundet nogle andre at lege med, og det slog min datter lidt ud af kurs. Jeg ser, at lederen sidder og klippe klistrer med en flok børn, og jeg beder hende om at tage min datter og hjælpe hende med at vinke. Da vi har kysset farvel, tager lederen min ret ulykkelige datter, og så vælger hun at sige - ret højt og helt tydeligt møntet på mig, der er på vej ud af stuen - "Ih, hvor er du ked af, at mor går, men mor har ferie nu, så mon ikke du snart får lov til også at holde ferie" Jeg vælger ikke at reagere, for jeg ville ikke gøre min datter forvirret og mere ked af det ved at vende om og tage konfrontationen med lederen. Men da jeg kom ud i bilen, blev jeg simpelthen så pisse hamrende ked af det. Jeg følte mig i den grad som en mor, der ikke gider at holde sine børn hjemme - øv for en lussing 

Bemærkningen har spøgt i mit hoved hele dagen, og jeg har sgu næsten ikke nydt min egodag - sad bare der hos frisøren med staniolen raslende om ørerne og hang med snuden. Jeg har i den grad haft lyst til at aflyse de næste to dage og bare holde børnene hjemme fra i morgen, men min mand, der i øvrigt blev pisse sur på mine vegne over uretfærdigheden i den bemærkning, har mere eller mindre presset mig til at fastholde mine planer, fordi han ved, hvor meget jeg har glædet mig til i morgen, hvor jeg skal spise frokost med en veninde, jeg ikke har set i et år, fordi hun er flyttet til New York.

Det blev en længere smøre, havde bare sådan brug for luft. Men nu til mine spørgsmål. Er det virkelig så forfærdeligt, at jeg vælger at tage tre dage uden mine børn, og er lederen i sin gode ret til at lade en bemærkning om det falde? 

Måske er jeg bare for nærtagende, men det rumsterer virkelig i min lille knold 

Sikke da en kedelig bemærkning og meget uprofessionelt. Jeg var også blevet ked af det og faktisk også vred. 

Jeg ville bede om at tale med lederen inden afhentning. Og så synes jeg godt du kan holde de tre dage - herregud dine børn får masser af ferie lige om lidt. Så de tre dage gør da absolut ikke noget 

eidt: har lige læst din opdatering. Fedt du sagde noget og håber du nyder din fridag 

Aggemusen skriver:

Tak for alle de skønne svar 

Jeg har lige afleveret mine børn, og på grund af jer fandt jeg modet til at hive fat i lederen og konfrontere hende med bemærkningen fra i går. Jeg gjorde stille og roligt opmærksom på, at jeg var blevet super ked af det, hun sagde til min datter i går, og at jeg ikke mente, at det var berettiget. Jeg fik dog intet ud af det, for hun kunne slet ikke  huske, at hun skulle have sagt sådan 

Hun slog istedet straks over i, hvor fantastiske mine børn er, og hvor godt jeg håndterer dem, og hvor hårdt det må være med tre så små børn og bla bla bla. Hun virkede næsten febrilsk i sin iver efter at rose, så mon ikke, at hun godt kan huske bemærkningen og nu overkompenserer den anden vej?

Men uanset hvad er jeg glad for, at jeg for én gangs skyld fik sagt fra på en god måde - tak for støtten.

Nu vil jeg tage ud i det gode vejr og give min savnede veninde et kæmpe knus og nyde i fulde drag, at jeg ikke skal tørre snotnæser, skære kød ud og blive afbrudt konstant, mens jeg nyder en god frokost 

Godt gjort! 

Og ja, hun lyder da til at skamme sig over den bemærkning! 

God sommer til dig og ungerne 

Aggemusen skriver:

Da jeg afleverede mine børn i børnehaven/vuggestuen (integreret institution) i formiddags, fik jeg en bemærkning af lederen med på vejen, som virkelig har kørt rundt i mit hoved hele dagen.

Lige lidt forhistorie... Jeg har tre skønne unger, en datter på tre år og tvillingedrenge på 2 år. De er nøjagtig som børn i den alder skal være - gør alt det, de ikke må, slås som ind i helvede, er over alt og kræver min opmærksomhed hele tiden  Jeg elsker at være sammen med dem, og jeg holder dem altid hjemme fra institution, når jeg selv har fri. Jeg er lærer på nedsat tid, hvilket alle ansatte i institutionen ved, og jeg bruger mine ugentlige fridage på at holde børnene hjemme på skift, så de kan få alenetid med mig - noget vi alle nyder i stor stil. I mine ferier er de altid hjemme alle tre.

Jeg gik på ferie i fredags, og for første gang, siden børnene startede i institution, havde jeg besluttet mig for at holde tre dages ferie alene. Tre dage med selvforkælelse - få ordnet hår og negle, spise frokost med en gammel veninde og få læst lidt i min bog, som har ligget støvet og forladt alt for længe. Jeg fik overbevist mig selv om, at de tre dage var en gave til mig selv, og at mine børn nok ville overleve - de skal holde fire ugers ferie fra på torsdag - og jeg har virkelig glædet mig.

Da jeg skal aflevere i formiddags, bliver min store datter pludselig ked af det, det plejer hun ellers ikke, men vi kom så sent, at bedsteveninden allerede havde fundet nogle andre at lege med, og det slog min datter lidt ud af kurs. Jeg ser, at lederen sidder og klippe klistrer med en flok børn, og jeg beder hende om at tage min datter og hjælpe hende med at vinke. Da vi har kysset farvel, tager lederen min ret ulykkelige datter, og så vælger hun at sige - ret højt og helt tydeligt møntet på mig, der er på vej ud af stuen - "Ih, hvor er du ked af, at mor går, men mor har ferie nu, så mon ikke du snart får lov til også at holde ferie" Jeg vælger ikke at reagere, for jeg ville ikke gøre min datter forvirret og mere ked af det ved at vende om og tage konfrontationen med lederen. Men da jeg kom ud i bilen, blev jeg simpelthen så pisse hamrende ked af det. Jeg følte mig i den grad som en mor, der ikke gider at holde sine børn hjemme - øv for en lussing 

Bemærkningen har spøgt i mit hoved hele dagen, og jeg har sgu næsten ikke nydt min egodag - sad bare der hos frisøren med staniolen raslende om ørerne og hang med snuden. Jeg har i den grad haft lyst til at aflyse de næste to dage og bare holde børnene hjemme fra i morgen, men min mand, der i øvrigt blev pisse sur på mine vegne over uretfærdigheden i den bemærkning, har mere eller mindre presset mig til at fastholde mine planer, fordi han ved, hvor meget jeg har glædet mig til i morgen, hvor jeg skal spise frokost med en veninde, jeg ikke har set i et år, fordi hun er flyttet til New York.

Det blev en længere smøre, havde bare sådan brug for luft. Men nu til mine spørgsmål. Er det virkelig så forfærdeligt, at jeg vælger at tage tre dage uden mine børn, og er lederen i sin gode ret til at lade en bemærkning om det falde? 

Måske er jeg bare for nærtagende, men det rumsterer virkelig i min lille knold 

Nej og nej!! Nyd dine fridage med god samvittighed :-) De er helt sikkert velfortjent!!

Hold da op hvor uprofessionelt ! Nyd din korte ferie uden dårlig samvittighed. Snart har de kære børn 4 ugers sommerferie. Dejligt for jer

Aggemusen skriver:

Da jeg afleverede mine børn i børnehaven/vuggestuen (integreret institution) i formiddags, fik jeg en bemærkning af lederen med på vejen, som virkelig har kørt rundt i mit hoved hele dagen.

Lige lidt forhistorie... Jeg har tre skønne unger, en datter på tre år og tvillingedrenge på 2 år. De er nøjagtig som børn i den alder skal være - gør alt det, de ikke må, slås som ind i helvede, er over alt og kræver min opmærksomhed hele tiden  Jeg elsker at være sammen med dem, og jeg holder dem altid hjemme fra institution, når jeg selv har fri. Jeg er lærer på nedsat tid, hvilket alle ansatte i institutionen ved, og jeg bruger mine ugentlige fridage på at holde børnene hjemme på skift, så de kan få alenetid med mig - noget vi alle nyder i stor stil. I mine ferier er de altid hjemme alle tre.

Jeg gik på ferie i fredags, og for første gang, siden børnene startede i institution, havde jeg besluttet mig for at holde tre dages ferie alene. Tre dage med selvforkælelse - få ordnet hår og negle, spise frokost med en gammel veninde og få læst lidt i min bog, som har ligget støvet og forladt alt for længe. Jeg fik overbevist mig selv om, at de tre dage var en gave til mig selv, og at mine børn nok ville overleve - de skal holde fire ugers ferie fra på torsdag - og jeg har virkelig glædet mig.

Da jeg skal aflevere i formiddags, bliver min store datter pludselig ked af det, det plejer hun ellers ikke, men vi kom så sent, at bedsteveninden allerede havde fundet nogle andre at lege med, og det slog min datter lidt ud af kurs. Jeg ser, at lederen sidder og klippe klistrer med en flok børn, og jeg beder hende om at tage min datter og hjælpe hende med at vinke. Da vi har kysset farvel, tager lederen min ret ulykkelige datter, og så vælger hun at sige - ret højt og helt tydeligt møntet på mig, der er på vej ud af stuen - "Ih, hvor er du ked af, at mor går, men mor har ferie nu, så mon ikke du snart får lov til også at holde ferie" Jeg vælger ikke at reagere, for jeg ville ikke gøre min datter forvirret og mere ked af det ved at vende om og tage konfrontationen med lederen. Men da jeg kom ud i bilen, blev jeg simpelthen så pisse hamrende ked af det. Jeg følte mig i den grad som en mor, der ikke gider at holde sine børn hjemme - øv for en lussing 

Bemærkningen har spøgt i mit hoved hele dagen, og jeg har sgu næsten ikke nydt min egodag - sad bare der hos frisøren med staniolen raslende om ørerne og hang med snuden. Jeg har i den grad haft lyst til at aflyse de næste to dage og bare holde børnene hjemme fra i morgen, men min mand, der i øvrigt blev pisse sur på mine vegne over uretfærdigheden i den bemærkning, har mere eller mindre presset mig til at fastholde mine planer, fordi han ved, hvor meget jeg har glædet mig til i morgen, hvor jeg skal spise frokost med en veninde, jeg ikke har set i et år, fordi hun er flyttet til New York.

Det blev en længere smøre, havde bare sådan brug for luft. Men nu til mine spørgsmål. Er det virkelig så forfærdeligt, at jeg vælger at tage tre dage uden mine børn, og er lederen i sin gode ret til at lade en bemærkning om det falde? 

Måske er jeg bare for nærtagende, men det rumsterer virkelig i min lille knold 

Nej, du er da overhovedet ikke forfærdelig. Du lyder til at være en rigtig god mor  

Tarvelig kommentar fra lederen - jeg ville klart lige nævne det for hende imorgen, når der skal afleveres......

Aggemusen skriver:

Tak for alle de skønne svar 

Jeg har lige afleveret mine børn, og på grund af jer fandt jeg modet til at hive fat i lederen og konfrontere hende med bemærkningen fra i går. Jeg gjorde stille og roligt opmærksom på, at jeg var blevet super ked af det, hun sagde til min datter i går, og at jeg ikke mente, at det var berettiget. Jeg fik dog intet ud af det, for hun kunne slet ikke  huske, at hun skulle have sagt sådan 

Hun slog istedet straks over i, hvor fantastiske mine børn er, og hvor godt jeg håndterer dem, og hvor hårdt det må være med tre så små børn og bla bla bla. Hun virkede næsten febrilsk i sin iver efter at rose, så mon ikke, at hun godt kan huske bemærkningen og nu overkompenserer den anden vej?

Men uanset hvad er jeg glad for, at jeg for én gangs skyld fik sagt fra på en god måde - tak for støtten.

Nu vil jeg tage ud i det gode vejr og give min savnede veninde et kæmpe knus og nyde i fulde drag, at jeg ikke skal tørre snotnæser, skære kød ud og blive afbrudt konstant, mens jeg nyder en god frokost 

Hun kunne helt sikkert huske hvad hun har sagt, og derfor at hun siger som hun gør, for at dække over at hun har kvajet sig.

Selvfølgelig må du tage de tre dage alene.. Dine børn får 4ugers ferie.. Så nyd de her dage.

Aggemusen skriver:

Tak for alle de skønne svar 

Jeg har lige afleveret mine børn, og på grund af jer fandt jeg modet til at hive fat i lederen og konfrontere hende med bemærkningen fra i går. Jeg gjorde stille og roligt opmærksom på, at jeg var blevet super ked af det, hun sagde til min datter i går, og at jeg ikke mente, at det var berettiget. Jeg fik dog intet ud af det, for hun kunne slet ikke  huske, at hun skulle have sagt sådan 

Hun slog istedet straks over i, hvor fantastiske mine børn er, og hvor godt jeg håndterer dem, og hvor hårdt det må være med tre så små børn og bla bla bla. Hun virkede næsten febrilsk i sin iver efter at rose, så mon ikke, at hun godt kan huske bemærkningen og nu overkompenserer den anden vej?

Men uanset hvad er jeg glad for, at jeg for én gangs skyld fik sagt fra på en god måde - tak for støtten.

Nu vil jeg tage ud i det gode vejr og give min savnede veninde et kæmpe knus og nyde i fulde drag, at jeg ikke skal tørre snotnæser, skære kød ud og blive afbrudt konstant, mens jeg nyder en god frokost 

Lyder fornuftigt. Alle mødre fortjener en slapper en gang imellem<3

Puha sikke en mave puster

jeg synes virkelig det er flot du tager så mange fridage sammen med dine børn, det er der mange børn der kunne trænge til. Men helt ærligt med så store børn og det er dine første fridage så synes jeg ikke du skal have dårlig samvittighed overhovedet. Det er en fantastisk plan du har, en glad mor er en god mor og du trænger da til noget dig tid

jeg har desværre selv oplevet flere ligende historier  fra min søns vuggestue . Jeg holder ham også hjemme flere hverdage i måneden da jeg arbejder som afløser på et plejehjem og ofte godt kan have perioder med et par dage fri. Men  jeg holder ham altså ikke hjemme hver gang. Jeg bruger de dage han ikke er hjemme på at få ordnet de praktiske ting sådan at jeg kan være der 100 procent med ham de dage vi holder fri, plus de eftermiddage vi har sammen når jeg henter ham fra instutionen.

 Som sagt er jeg blevet mødt med ligende sætninger, og når jeg gik derfra var jeg så såret og ked af det.

dagen efter bad jeg pædagogen om lige at tale med mig 2 min uden børn og forklarede hende at jeg var blevet utrolig såret over hendes måde at dømme mig og min familie på. Og fik  en pæn undskyldning og at der ikke var ment som det var sagt.

så tag det op med lederen, det er nok ikke ment så hårdt som det er sagt, men det er stadig uprofessionelt , og slet ikke passende, slet ikke når din datter samtidig er frustreret og ked af det