Sårende bemærkning i børnehaven

Da jeg afleverede mine børn i børnehaven/vuggestuen (integreret institution) i formiddags, fik jeg en bemærkning af lederen med på vejen, som virkelig har kørt rundt i mit hoved hele dagen.

Lige lidt forhistorie... Jeg har tre skønne unger, en datter på tre år og tvillingedrenge på 2 år. De er nøjagtig som børn i den alder skal være - gør alt det, de ikke må, slås som ind i helvede, er over alt og kræver min opmærksomhed hele tiden  Jeg elsker at være sammen med dem, og jeg holder dem altid hjemme fra institution, når jeg selv har fri. Jeg er lærer på nedsat tid, hvilket alle ansatte i institutionen ved, og jeg bruger mine ugentlige fridage på at holde børnene hjemme på skift, så de kan få alenetid med mig - noget vi alle nyder i stor stil. I mine ferier er de altid hjemme alle tre.

Jeg gik på ferie i fredags, og for første gang, siden børnene startede i institution, havde jeg besluttet mig for at holde tre dages ferie alene. Tre dage med selvforkælelse - få ordnet hår og negle, spise frokost med en gammel veninde og få læst lidt i min bog, som har ligget støvet og forladt alt for længe. Jeg fik overbevist mig selv om, at de tre dage var en gave til mig selv, og at mine børn nok ville overleve - de skal holde fire ugers ferie fra på torsdag - og jeg har virkelig glædet mig.

Da jeg skal aflevere i formiddags, bliver min store datter pludselig ked af det, det plejer hun ellers ikke, men vi kom så sent, at bedsteveninden allerede havde fundet nogle andre at lege med, og det slog min datter lidt ud af kurs. Jeg ser, at lederen sidder og klippe klistrer med en flok børn, og jeg beder hende om at tage min datter og hjælpe hende med at vinke. Da vi har kysset farvel, tager lederen min ret ulykkelige datter, og så vælger hun at sige - ret højt og helt tydeligt møntet på mig, der er på vej ud af stuen - "Ih, hvor er du ked af, at mor går, men mor har ferie nu, så mon ikke du snart får lov til også at holde ferie" Jeg vælger ikke at reagere, for jeg ville ikke gøre min datter forvirret og mere ked af det ved at vende om og tage konfrontationen med lederen. Men da jeg kom ud i bilen, blev jeg simpelthen så pisse hamrende ked af det. Jeg følte mig i den grad som en mor, der ikke gider at holde sine børn hjemme - øv for en lussing 

Bemærkningen har spøgt i mit hoved hele dagen, og jeg har sgu næsten ikke nydt min egodag - sad bare der hos frisøren med staniolen raslende om ørerne og hang med snuden. Jeg har i den grad haft lyst til at aflyse de næste to dage og bare holde børnene hjemme fra i morgen, men min mand, der i øvrigt blev pisse sur på mine vegne over uretfærdigheden i den bemærkning, har mere eller mindre presset mig til at fastholde mine planer, fordi han ved, hvor meget jeg har glædet mig til i morgen, hvor jeg skal spise frokost med en veninde, jeg ikke har set i et år, fordi hun er flyttet til New York.

Det blev en længere smøre, havde bare sådan brug for luft. Men nu til mine spørgsmål. Er det virkelig så forfærdeligt, at jeg vælger at tage tre dage uden mine børn, og er lederen i sin gode ret til at lade en bemærkning om det falde? 

Måske er jeg bare for nærtagende, men det rumsterer virkelig i min lille knold 

Stakkels dig! Hun er da en virkelig dårlig leder! Hvis det var mig så havde jeg hevet fat i hende og snakket med store bogstaver! Sikke en kost (ja undskyld mit sprog) kram til dig ❤️

Da jeg afleverede mine børn i børnehaven/vuggestuen (integreret institution) i formiddags, fik jeg en bemærkning af lederen med på vejen, som virkelig har kørt rundt i mit hoved hele dagen.

Lige lidt forhistorie... Jeg har tre skønne unger, en datter på tre år og tvillingedrenge på 2 år. De er nøjagtig som børn i den alder skal være - gør alt det, de ikke må, slås som ind i helvede, er over alt og kræver min opmærksomhed hele tiden  Jeg elsker at være sammen med dem, og jeg holder dem altid hjemme fra institution, når jeg selv har fri. Jeg er lærer på nedsat tid, hvilket alle ansatte i institutionen ved, og jeg bruger mine ugentlige fridage på at holde børnene hjemme på skift, så de kan få alenetid med mig - noget vi alle nyder i stor stil. I mine ferier er de altid hjemme alle tre.

Jeg gik på ferie i fredags, og for første gang, siden børnene startede i institution, havde jeg besluttet mig for at holde tre dages ferie alene. Tre dage med selvforkælelse - få ordnet hår og negle, spise frokost med en gammel veninde og få læst lidt i min bog, som har ligget støvet og forladt alt for længe. Jeg fik overbevist mig selv om, at de tre dage var en gave til mig selv, og at mine børn nok ville overleve - de skal holde fire ugers ferie fra på torsdag - og jeg har virkelig glædet mig.

Da jeg skal aflevere i formiddags, bliver min store datter pludselig ked af det, det plejer hun ellers ikke, men vi kom så sent, at bedsteveninden allerede havde fundet nogle andre at lege med, og det slog min datter lidt ud af kurs. Jeg ser, at lederen sidder og klippe klistrer med en flok børn, og jeg beder hende om at tage min datter og hjælpe hende med at vinke. Da vi har kysset farvel, tager lederen min ret ulykkelige datter, og så vælger hun at sige - ret højt og helt tydeligt møntet på mig, der er på vej ud af stuen - "Ih, hvor er du ked af, at mor går, men mor har ferie nu, så mon ikke du snart får lov til også at holde ferie" Jeg vælger ikke at reagere, for jeg ville ikke gøre min datter forvirret og mere ked af det ved at vende om og tage konfrontationen med lederen. Men da jeg kom ud i bilen, blev jeg simpelthen så pisse hamrende ked af det. Jeg følte mig i den grad som en mor, der ikke gider at holde sine børn hjemme - øv for en lussing 

Bemærkningen har spøgt i mit hoved hele dagen, og jeg har sgu næsten ikke nydt min egodag - sad bare der hos frisøren med staniolen raslende om ørerne og hang med snuden. Jeg har i den grad haft lyst til at aflyse de næste to dage og bare holde børnene hjemme fra i morgen, men min mand, der i øvrigt blev pisse sur på mine vegne over uretfærdigheden i den bemærkning, har mere eller mindre presset mig til at fastholde mine planer, fordi han ved, hvor meget jeg har glædet mig til i morgen, hvor jeg skal spise frokost med en veninde, jeg ikke har set i et år, fordi hun er flyttet til New York.

Det blev en længere smøre, havde bare sådan brug for luft. Men nu til mine spørgsmål. Er det virkelig så forfærdeligt, at jeg vælger at tage tre dage uden mine børn, og er lederen i sin gode ret til at lade en bemærkning om det falde? 

Måske er jeg bare for nærtagende, men det rumsterer virkelig i min lille knold 

Jeg tror i bund og grund det handler om din dårlige samvittighed. - forstået på den måde at hvis du bærer en dårlig samvittighed over at aflevere børnene når du har fri, så vil man nok også nemmere tolke kommunikationen i situationen uretfærdigt.  

Jeg tror ikke pædagogen har haft en ond hensigt med det. 

Men det er muligt jeg tager fejl Men ville da under alle omstændigheder konfrontere lederen. 

Aggemusen skriver:

Da jeg afleverede mine børn i børnehaven/vuggestuen (integreret institution) i formiddags, fik jeg en bemærkning af lederen med på vejen, som virkelig har kørt rundt i mit hoved hele dagen.

Lige lidt forhistorie... Jeg har tre skønne unger, en datter på tre år og tvillingedrenge på 2 år. De er nøjagtig som børn i den alder skal være - gør alt det, de ikke må, slås som ind i helvede, er over alt og kræver min opmærksomhed hele tiden  Jeg elsker at være sammen med dem, og jeg holder dem altid hjemme fra institution, når jeg selv har fri. Jeg er lærer på nedsat tid, hvilket alle ansatte i institutionen ved, og jeg bruger mine ugentlige fridage på at holde børnene hjemme på skift, så de kan få alenetid med mig - noget vi alle nyder i stor stil. I mine ferier er de altid hjemme alle tre.

Jeg gik på ferie i fredags, og for første gang, siden børnene startede i institution, havde jeg besluttet mig for at holde tre dages ferie alene. Tre dage med selvforkælelse - få ordnet hår og negle, spise frokost med en gammel veninde og få læst lidt i min bog, som har ligget støvet og forladt alt for længe. Jeg fik overbevist mig selv om, at de tre dage var en gave til mig selv, og at mine børn nok ville overleve - de skal holde fire ugers ferie fra på torsdag - og jeg har virkelig glædet mig.

Da jeg skal aflevere i formiddags, bliver min store datter pludselig ked af det, det plejer hun ellers ikke, men vi kom så sent, at bedsteveninden allerede havde fundet nogle andre at lege med, og det slog min datter lidt ud af kurs. Jeg ser, at lederen sidder og klippe klistrer med en flok børn, og jeg beder hende om at tage min datter og hjælpe hende med at vinke. Da vi har kysset farvel, tager lederen min ret ulykkelige datter, og så vælger hun at sige - ret højt og helt tydeligt møntet på mig, der er på vej ud af stuen - "Ih, hvor er du ked af, at mor går, men mor har ferie nu, så mon ikke du snart får lov til også at holde ferie" Jeg vælger ikke at reagere, for jeg ville ikke gøre min datter forvirret og mere ked af det ved at vende om og tage konfrontationen med lederen. Men da jeg kom ud i bilen, blev jeg simpelthen så pisse hamrende ked af det. Jeg følte mig i den grad som en mor, der ikke gider at holde sine børn hjemme - øv for en lussing 

Bemærkningen har spøgt i mit hoved hele dagen, og jeg har sgu næsten ikke nydt min egodag - sad bare der hos frisøren med staniolen raslende om ørerne og hang med snuden. Jeg har i den grad haft lyst til at aflyse de næste to dage og bare holde børnene hjemme fra i morgen, men min mand, der i øvrigt blev pisse sur på mine vegne over uretfærdigheden i den bemærkning, har mere eller mindre presset mig til at fastholde mine planer, fordi han ved, hvor meget jeg har glædet mig til i morgen, hvor jeg skal spise frokost med en veninde, jeg ikke har set i et år, fordi hun er flyttet til New York.

Det blev en længere smøre, havde bare sådan brug for luft. Men nu til mine spørgsmål. Er det virkelig så forfærdeligt, at jeg vælger at tage tre dage uden mine børn, og er lederen i sin gode ret til at lade en bemærkning om det falde? 

Måske er jeg bare for nærtagende, men det rumsterer virkelig i min lille knold 

Du er ikke forfærdelig! Og lederen er DYBT uprofessionel. Længere er den da ikke

Jeg var iøvrigt blevet stiktosset, hvis der var nogen der skulle moralisere over min gøren og laden overfor mit barn.

Jeg synes det er helt iorden at dine børn er i børnehave selvom du har fået ferie. Det ville være mere synd for børnene at skulle sidde og vente hos frisøren. De får 4! Ugers sommerferie lige om lidt. 

Jeg er selv ansat i skoleverden og gik på ferie sidste onsdag. Mine børn var også i børnehave torsdag og fredag selvom jeg havde fået ferie. Jeg brugte de to dage på kontorarbejde og hovedrengøring, så jeg var klar til at holde ferie med børnene. 

Nyd frokosten med din veninde i morgen. 

Sikke da en uprofessionel leder.... Først at hun siger sådan, men at hun gør sådan noget overfor et barn..... Det er SÅ MEGET forkert....

Mon ikke hun har læst samtlige artikler om.børn aldrig har fri og forældrene altid holder ferie uden deres børn... Og så gik den ud over dig....

NYD dine 3 forkæles dage....og at se din veninde....

Ungerne får mindst lige så meget ud af det som du gør.... For det smitter når mor har ekstra energi og smiler lidt større....

Uden at kende dig, så lyder du som en skøn mor, der virkelig sætter hvert enkelt af dine børn i fokus og værner om hver enkelt af dem og jeres tid, sammen alle og hver for sig....

 sikke en tarvelig leder altså......

Super nederen bemærkning! Æv hvor tarveligt! 

Jeg håber virkelig at hun bare formulerede sig skidt og ikke mente det sådan, for med din/jeres måde at have børn hjemme på og ovenikøbet 4ugers sommerferie, så er du da slet ikke i nærheden af at forsømme dine unger ift fridage! det er SÅ træls når den slags frustrationer (som pædagogen åbenbart må have over andre børns feriesitustion) går udover de forkerte.. 

Synes det er så forkert de siger sådan. 

Jeg har været sygemeldt og gik derefter på ferie d. 12 juni, mine børn gik først på ferie fredag, jeg har ikke holdt ferie men valgte i og med jeg er ved at flytte, at det var bedst de var afsted mens jeg fik pakket ned, flyttet, ordnet have og startet rengøring. Det ville da have været super nederen for dem at skulle sidde i en bil og køre frem og tilbage. Og nu har de så 4-5 ugers ferie, måske mere alt efter hvornår jeg skal starte på skole igen. 

Øv for en tarvelig og uprofessionel bemærkning - både i forhold til dig og i forhold til din datter!

Jeg bliver så ærgerlig på mit fags vegne når jeg høre den slags! Du har da i den grad fortjent de 3 dage! Jeg arbejder selv på nedsat tid for at kunne prioritere mine børn max og jeg ved hvor svært det er at finde tid til sig selv, fordi man bare vil det aller aller bedste for ungerne! Men ved du hvad, - du gør det rigtige! Få ladet op og mærk dig selv, inden du igen synker hen i den ultimative mor-bobel og nyder dine unger max!

Jeg vil bare håbe, at du har mod og lyst til at tage fat i lederen og så sige nøjagtigt det til hende, som du her skriver! Hun bør få at vide, at hendes bemærkning gjorde dig ked af det og at den er dybt uretfærdigt plantet hos dig! Fortæl det med ro og uden at flippe ud - bare hudløst ærligt at du blev ked af det! Jeg tror hun kunne få lidt at tænke over og - vigtigst af alt - du kunne få ro indeni til at nyde dine få alene-dage (hvor du garenteret bringer sent og henter tidligt)!

Nyd dine 3 dage - de er dig vel ondt

1. I min optik er det helt okay og forståeligt, at du tager 3 dages alene-ferie. Det burde ikke engang være til diskussion!

2. Den kommentar var helt vildt ærgerlig! Men måske var den ikke ment, som den lyder.

Derfor synes jeg for din egen skyld, at du skal konfrontere lederen stille og roligt med din oplevelse. Hvis hun siger, at det ikke var hensigten med bemærkningen, så får du ro, og hvis hun står ved den, så kan du forklare din holdning til den sag. Under alle omstændigheder får du oplevelsen ud af systemet - win/win!