Når det hele bliver lidt for meget :(

nullermand15 skriver:

Kender det alt for godt. Har også haft et mindre sammenbrud idag. Vi har 14 måneder bag os og 1 mislykket iui forsøg. Er igang med 2 forsøg nu med testdag snart. Men jeg ved allerede hvordan det ender. Og vi må holde pause herefter da klinikken holder lukket i 5 uger  

Sender dig en masse varme tanker og kram. Det er til tider fuldstændig ubarmhjertigt at skulle kæmpe så hårdt for noget, man ønsker sig så brændende og blive ved med sat have håbet..

Håber at din mistanke ikke holder stik, og du har en skøn lille spire i maven 

FrkHS skriver:

Sender dig en masse varme tanker og kram. Det er til tider fuldstændig ubarmhjertigt at skulle kæmpe så hårdt for noget, man ønsker sig så brændende og blive ved med sat have håbet..

Håber at din mistanke ikke holder stik, og du har en skøn lille spire i maven 

Fuldstændigt. Nogengange har jeg bare lyst til at smide håndklædet i ringen. I april troede vi ellers det lykkedes, 3 dage med positive test, 2 timer efter lægebesøg begyndte jeg at bløde. Det var så uretfærdigt jeg håber selvfølgelig af hele mit hjerte at jeg ikke begynder at bløde på torsdag. Men min mavefornemmelse siger bare noget andet desværre

nullermand15 skriver:

Fuldstændigt. Nogengange har jeg bare lyst til at smide håndklædet i ringen. I april troede vi ellers det lykkedes, 3 dage med positive test, 2 timer efter lægebesøg begyndte jeg at bløde. Det var så uretfærdigt jeg håber selvfølgelig af hele mit hjerte at jeg ikke begynder at bløde på torsdag. Men min mavefornemmelse siger bare noget andet desværre

Der er til tider flere nedture i det her, end hvad man lige orker.

Føler især det er helt vanvittigt hårdt, når folk omkring mig bliver gravide(hvilket underligt nok har været afsindig mange det her år jeg har været i behandling). Jeg vil så gerne kunne glæde mig på deres vegne, men frygten for at det aldrig bliver en selv, er simpelthen for stor. 

Håber virkelig at alle odds er imod hvad du egentlig tror

FrkHS skriver:

Der er til tider flere nedture i det her, end hvad man lige orker.

Føler især det er helt vanvittigt hårdt, når folk omkring mig bliver gravide(hvilket underligt nok har været afsindig mange det her år jeg har været i behandling). Jeg vil så gerne kunne glæde mig på deres vegne, men frygten for at det aldrig bliver en selv, er simpelthen for stor. 

Håber virkelig at alle odds er imod hvad du egentlig tror

Samme her, alle mine veninder har enten lige født eller er gravide. Jeg er den eneste der ikke kommer videre  

Tak ja jeg har også svært ved at glæde mig på andres vegne lige pt. 

Tak jeg håber for os begge at det bliver vores tur en dag