Drop det der! Du lægger ord i munden på mig og skriver nedladende. Det har jeg ikke brug for. Du tillægger mig at jeg lige pludselig skulle mene at min elskede niece mangler empati, noget hun så absolut ikke gør. Hun er et barn, der stadig lærer ting og jeg siger ikke at hun altid ved hvad der er rigtigt og forkert, men hun ved godt at hun har jokket i spinaten denne gang. Så drop det der med at jeg skal pakke min attitude væk, det er ikke mig der er galt på den her.
Tråden handlede om at jeg havde brug for luft, ikke at blive jokket på. Jeg har både talt med hende selv og hendes forældre og hun er ked af hvad hun har sagt. Hun vidste godt at hun gik langt over stregen og at jeg ville blive ked af det, men som hun selv sagde: hun kunne ikke lade være. Så er den altså ikke længere. Ergo; hun kender godt konsekvenserne af hvad hun sagde igår. Vi har snakket sammen, hun har sagt undskyld og så parkerer vi den der.
Jeg forstår den sætning, du reagerede på, men den var ment som en logisk deduktion - ikke en anklage. Så derfor har det aldrig været min mening at lægge ord i munden på dig eller skrive nedladende.
Jeg prøvede at forklare dig (og nu prøver jeg for sidste gang), at børn i den alder neurologisk og fysiologisk ikke på stående fod er i stand til at gennemskue de emotionelle konsekvenser af en frisk bemærkning. Jeg prøver dermed at sige til dig, at hun ikke har ment, at du var tyk/at han er for lækker til dig, og at hun ikke i situationen har tænkt over, at det ville såre dig. Det ved hun nu (og har sagt undskyld), men min tanke var, at hun sandsynligvis var alt for pinlig til selv at bringe sin fejl op igen. Så mit foreslag var, at hvis du vil have en afslutning på det, så skulle du tage det op med hende.
Hvis du ikke vil godtage min forklaring og hidse dig ned, så behøver du ikke at svare igen.
Edit: Og jeg er i øvrigt glad på Jeres vegne for, at I fik snakket og løst det (kan jeg se i et andet svar).
Anmeld
Citér
