Dybt uretfærdigt

Anonym skriver:

Jeg synes det er meget længe! Især når ALLE i min omgangskreds faktisk bliver gravide i løbet af få måneder, jeg fik konstateret pco og fik så at vide at jeg nok skulle have hjælp og så står vi her efter første mislykket forsøg og er ligevidt. håber selvfølgelig hver eneste dag at det lykkes, men det er svært at opretholde gejsten

Jeg forstår udemærket hvordan du har det. Jeg har ikke konstateret nogle problemer. Mit "problem" er at jeg er gift med en kvinde, og at vi af naturlig vej aldrig selv ville kunne få børn. 

Jeg troede der skulle 2, max 3 forsøg til og så sad den lige i skabet, jeg er stadig rimelig ung(26 år), lever sundt, dyrker godt med sport osv, så i mit lille hoved burde mine odds være gode, men må nok sande at jeg efter 8 mislykkede forsøg må ændre min indstilling, og erkende at min krop nok ikke er så modtagelig over for en graviditet. Nu står vi over for ivf. Det er nervepirrende, fordi det i mine øjne betyder at man virkelig HAR svært ved at blive gravid. 

Åh hvor kender jeg alt til følelsen. Føler også alle omkring mig bliver gravide. Folk som, i mine øjne, slet ikke kan ses som forældre. Ved jo også godt det er min misundelse der spiller et puds der, men det er sgu frusterende!

jeg håber snart den er der for os begge, og alle andre der forsøger. Alt andet er ulideligt. 

Kære du

Øv, hvor jeg kender det! Det er så umenneskeligt svært og det kan samtidig være næsten umuligt at forklare for nogen som ikke har prøvet det - for jalousi er jo bare så grim en ting og man kommer meget hurtigt til at skamme sig over det. 

Det bedste jeg kan råde dig til er at forsøge at acceptere at du har det svært - du er ikke spor strid, det er bare fordi det er pisse uretfærdigt. Dertil, hvis du på nogen måder kan overskue det, ville jeg finde en god veninde at betro mig til, om de svære følelser. For de er svære, men jeg har også oplevet at folk godt kan rumme når man fortæller dem, at andres graviditeter, babybilleder og glæde desværre ikke er noget som man er så god til at deltage i lige nu.

Jeg oplever at de fleste (med enkelte undtagelser) godt kan finde ud af at tage hensyn og at det gør livet lidt lettere for en selv at melde klart ud. 

Rigtig mange tanker til dig - tro ikke at du er alene, for det du oplever er skræmmende "normalt" for piger i din/vores situation. 

Kh Signe

www.ErDuHerIkkeSnart.wordpress.com

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Kære du

Øv, hvor jeg kender det! Det er så umenneskeligt svært og det kan samtidig være næsten umuligt at forklare for nogen som ikke har prøvet det - for jalousi er jo bare så grim en ting og man kommer meget hurtigt til at skamme sig over det. 

Det bedste jeg kan råde dig til er at forsøge at acceptere at du har det svært - du er ikke spor strid, det er bare fordi det er pisse uretfærdigt. Dertil, hvis du på nogen måder kan overskue det, ville jeg finde en god veninde at betro mig til, om de svære følelser. For de er svære, men jeg har også oplevet at folk godt kan rumme når man fortæller dem, at andres graviditeter, babybilleder og glæde desværre ikke er noget som man er så god til at deltage i lige nu.

Jeg oplever at de fleste (med enkelte undtagelser) godt kan finde ud af at tage hensyn og at det gør livet lidt lettere for en selv at melde klart ud. 

Rigtig mange tanker til dig - tro ikke at du er alene, for det du oplever er skræmmende "normalt" for piger i din/vores situation. 

Kh Signe

www.ErDuHerIkkeSnart.wordpress.com

Hej du. Jeg jeg EN veninde jeg har fortalt det hele til. Hun blev gravid efter 2 måneder, et halvt år efter vi startede.vi er ikke på talefod længere. Hun skrev en lang besked om at hun ikke gad høre på at jeg var så negativ hele tiden og at jeg skulle tage mig sammen. Og så tror hun åbenbart at jeg hader hende fordi hun er gravid og jeg ikke er. Jeg blev så gal at hun kunne skrive sådan, som om det handlede om at hun var gravid. Og jeg blev endnu mere gal over at hun overhovedet kan skrive sådan. Hun var den eneste jeg faktisk kunne fortælle om hvordan jeg i virkeligheden har det. Altså ked af det, skuffet. Rasende. Men åbenbart gad hun ikke høre på det når hun spurgte hvordan jeg havde det. Alle andre skal jeg jo lyve for, sige at akt er godt osv. Jeg er så skuffet over hende. Efter det har jeg ikke haft lyst til at se eller snakke med hende. Hun var der endda da jeg mistede. Så hun ved udmærket godt hvordan jeg har det. Det føltes som om det var ligegodt for hende. For nu er hun jo kommet over på den anden side.