Føler ikke det samme :(

Kære Alle mødre og fædre.

jeg har været så heldig at være blevet velsignet med endnu en graviditet. Endda en ønsket og planlagt en. 

Men jeg føler mig slet ikke spændt, glad, lykkelig eller bare noget. Nok nærmer kvalt, usikker, lettere fortrydene og allerede tynget af omgivelserne og deres kvælende interesse og velmente spørgerier osv.

jeg er ikke sådan en der deler med Gud og hvermand hvordan min krop har det og jeg hader når alle begynder at tale om når den lille kommer så skal der ske bla bla og bla og så vil de bla bla og bla. Min mor har allerede bestemt sig for at denne gang skal det altså blive en pige og så skal der ske ditten og datten og min svigermor ringer non stop og de har kun vidst det 1 uge!!! 

I min første graviditet respekterede svigermor slet ikke mine grænser og var sur over hun intet måtte deltage i (scanninger, fødsel, valg af udstyr osv) og da vores barn kom blev hun ved og vi har i mange år efterfølgende haft et anstrengt forhold til hinanden, som egentlig var blevet bedre, men kan bare mærke at hun suger alt glæde ud af mig for jeg kan bare ikke hendes kvælende adfærd. Min kæreste ved det godt, men det er jo nu en gang hans mor og han mener bare jeg skal ignore det, men det kan jeg ikke.

Vores første barn var en "upser" og vi havde kendt hinanden meget kort tid, men jeg elskede det for første gang jeg fandt ud af jeg ventede mig og glædet mig uendelig meget.

Men denne gang føler jeg bare denne kævende fornemmelse fra omverdenen og tanken om alle de kampe med familie og venner som SÅ gerne vil så meget og har Så mange meninger om alt fra navn til mit valg af fødsel metode helt har fjernet min glæde og jeg bliver så ked og bekymret for om følelserne vil komme på et tidspunkt.

jeg er 14+6 og jeg mærker lidt liv og har fået en fin mave. 

Ville ønske jeg kunne være sådan eb der bare elskede venner og families kæmpe interesse, men jeg hader det

Anonym skriver:

Kære Alle mødre og fædre.

 

jeg har været så heldig at være blevet velsignet med endnu en graviditet. Endda en ønsket og planlagt en. 

Men jeg føler mig slet ikke spændt, glad, lykkelig eller bare noget. Nok nærmer kvalt, usikker, lettere fortrydene og allerede tynget af omgivelserne og deres kvælende interesse og velmente spørgerier osv.

jeg er ikke sådan en der deler med Gud og hvermand hvordan min krop har det og jeg hader når alle begynder at tale om når den lille kommer så skal der ske bla bla og bla og så vil de bla bla og bla. Min mor har allerede bestemt sig for at denne gang skal det altså blive en pige og så skal der ske ditten og datten og min svigermor ringer non stop og de har kun vidst det 1 uge!!! 

I min første graviditet respekterede svigermor slet ikke mine grænser og var sur over hun intet måtte deltage i (scanninger, fødsel, valg af udstyr osv) og da vores barn kom blev hun ved og vi har i mange år efterfølgende haft et anstrengt forhold til hinanden, som egentlig var blevet bedre, men kan bare mærke at hun suger alt glæde ud af mig for jeg kan bare ikke hendes kvælende adfærd. Min kæreste ved det godt, men det er jo nu en gang hans mor og han mener bare jeg skal ignore det, men det kan jeg ikke.

Vores første barn var en "upser" og vi havde kendt hinanden meget kort tid, men jeg elskede det for første gang jeg fandt ud af jeg ventede mig og glædet mig uendelig meget.

Men denne gang føler jeg bare denne kævende fornemmelse fra omverdenen og tanken om alle de kampe med familie og venner som SÅ gerne vil så meget og har Så mange meninger om alt fra navn til mit valg af fødsel metode helt har fjernet min glæde og jeg bliver så ked og bekymret for om følelserne vil komme på et tidspunkt.

jeg er 14+6 og jeg mærker lidt liv og har fået en fin mave. 

Ville ønske jeg kunne være sådan eb der bare elskede venner og families kæmpe interesse, men jeg hader det

jeg venter min nummer fire og syntes det er rart at læse din beskrivelse, for det minder en del om hvordan jeg oplever det. jeg går også og er anstrengt ved tanken om folks kommentarer, bedrevidende meninger og ja, selv deres interesse.  den her spire er lavet på prævention og jeg ved bare at der kommer et hav af kommentarer på den konto samt hvorfor jeg dog ikke gør min uddannelse færdig før vi får et barn til. det er så min mor og mormor jeg har det sådan med og ikke min svigermor, men altså.

og så syntes jeg bare jeg føler anderledes denne gang end de tre foregående. jeg ved da jeg kommer til at elske det her barn lige så meget som de andre, men jeg har ikke oplevet den der storm af kærlighed til maven fra det øjeblik heg havde tisset på testen. 

jeg har været igennem en masse siden barn nummer tre og tror egentlig bare jeg har udviklet mig som menneske, så derfor er det vel logisk at mine følelser også føles anderledes, men er alligevel lidt bekymret for mig selv og min spire.

charthys skriver:

jeg venter min nummer fire og syntes det er rart at læse din beskrivelse, for det minder en del om hvordan jeg oplever det. jeg går også og er anstrengt ved tanken om folks kommentarer, bedrevidende meninger og ja, selv deres interesse.  den her spire er lavet på prævention og jeg ved bare at der kommer et hav af kommentarer på den konto samt hvorfor jeg dog ikke gør min uddannelse færdig før vi får et barn til. det er så min mor og mormor jeg har det sådan med og ikke min svigermor, men altså.

og så syntes jeg bare jeg føler anderledes denne gang end de tre foregående. jeg ved da jeg kommer til at elske det her barn lige så meget som de andre, men jeg har ikke oplevet den der storm af kærlighed til maven fra det øjeblik heg havde tisset på testen. 

jeg har været igennem en masse siden barn nummer tre og tror egentlig bare jeg har udviklet mig som menneske, så derfor er det vel logisk at mine følelser også føles anderledes, men er alligevel lidt bekymret for mig selv og min spire.

Dejligt at høre at jeg ikke er ene om at føle som jeg gør, men er samtidig ked på dine vegne, for det er ikke en rar følelse at gå med. Havde forstillet mig det samme kærlighed til baby i maven og den er der bare ikke.

jeg har helt klart også ændret mig meget på de 6 år der er gået og en del af der er nok også at første gang var virkelig hårdt, fordi jeg psykisk følt mig enormt presset og det hele kom voldsomt bag på mig og ikke rigtig har efterladt mig med noget illusioner om noget som helst. Jeg er blevet råbet og skreget af ind i hovedet som højgravid af min svigermor fordi jeg ikke brød mig om hun tog mig på maven.

Har skulle forsvare alle mine beslutninger og valg med næb og klør og diskuteret med familie om hvis behov kom først barnets eller de voksne.

Så da svigermor havde indtalt en besked på min svar hvor hun vitterligt græd af lykke( hun er meget melodramatisk) kan jeg jo godt regne ud at det bliver det samme igen. Havde sådan håbet at hun havde lært mig godt nok at kende denne gang til ikke at spørge om hun måtte deltage i dennes fødsel mens hun nærmest hulker af lykke 

Og jeg ved godt der er masser der syntes jeg skal være taknemmelig, men det er jeg bare ikke

Anonym skriver:

Dejligt at høre at jeg ikke er ene om at føle som jeg gør, men er samtidig ked på dine vegne, for det er ikke en rar følelse at gå med. Havde forstillet mig det samme kærlighed til baby i maven og den er der bare ikke.

jeg har helt klart også ændret mig meget på de 6 år der er gået og en del af der er nok også at første gang var virkelig hårdt, fordi jeg psykisk følt mig enormt presset og det hele kom voldsomt bag på mig og ikke rigtig har efterladt mig med noget illusioner om noget som helst. Jeg er blevet råbet og skreget af ind i hovedet som højgravid af min svigermor fordi jeg ikke brød mig om hun tog mig på maven.

Har skulle forsvare alle mine beslutninger og valg med næb og klør og diskuteret med familie om hvis behov kom først barnets eller de voksne.

Så da svigermor havde indtalt en besked på min svar hvor hun vitterligt græd af lykke( hun er meget melodramatisk) kan jeg jo godt regne ud at det bliver det samme igen. Havde sådan håbet at hun havde lært mig godt nok at kende denne gang til ikke at spørge om hun måtte deltage i dennes fødsel mens hun nærmest hulker af lykke 

Og jeg ved godt der er masser der syntes jeg skal være taknemmelig, men det er jeg bare ikke

Det er sjovt, for det er altså en del hen ad mit forhold til min mor.

Jeg elsker hende naturligvis, - men hun kan være frygteligt anstrengende. Hun mener fx hun kan snakke mentalt med babyen, at hun ved alting på forhånd, før jeg ved det, og så er der et ustandseligt mave-klapperi... Uhhhh... jeg skal snakke med mit barnebarn.

Og jeg er ikke vild med at blive gramset på maven

Vi har også haft et sammenstød i min første graviditet omkring deltagelse i min fødsel hvor hun FORVENTEDE, tog det for givet,at hun da skulle med til sit barnebarns fødsel. Der måtte jeg jo i en storm af tårer (flest fra hende!!) meddele hende, at det skulle hun ikke!!

Nu med nummer overvejer jeg om hun skal have lov at deltage, - hvis jeg får lov at føde hjemme, så måske. Men så bliver der 3-4 gæster til min fødsel ud over min mand, min mor, min søster, min datter og måske min veninde. Så det kan kun lade sig gøre herhjemme ;-)

Kan godt sætte mig ind i det du føler og tænker, jeg er også gravid for anden gang og jeg er slet ikke glad på samme måde og har slet ikke lyst til at fortælle nogen om det. Min svigermor var også helt sindsyg første gang og stod ude på sygehuset 2 min efter vi var kommet på barselsgangen, 30min inden der overhovedet var besøgstid, jeg var ikke engang kommet op af sengene efter kejsersnittet, det hele var bare for meget altså  denne her gang skal jeg sku nok få sagt fra, fra starten af. 

charthys skriver:

Det er sjovt, for det er altså en del hen ad mit forhold til min mor.

Jeg elsker hende naturligvis, - men hun kan være frygteligt anstrengende. Hun mener fx hun kan snakke mentalt med babyen, at hun ved alting på forhånd, før jeg ved det, og så er der et ustandseligt mave-klapperi... Uhhhh... jeg skal snakke med mit barnebarn.

Og jeg er ikke vild med at blive gramset på maven

Vi har også haft et sammenstød i min første graviditet omkring deltagelse i min fødsel hvor hun FORVENTEDE, tog det for givet,at hun da skulle med til sit barnebarns fødsel. Der måtte jeg jo i en storm af tårer (flest fra hende!!) meddele hende, at det skulle hun ikke!!

Nu med nummer overvejer jeg om hun skal have lov at deltage, - hvis jeg får lov at føde hjemme, så måske. Men så bliver der 3-4 gæster til min fødsel ud over min mand, min mor, min søster, min datter og måske min veninde. Så det kan kun lade sig gøre herhjemme ;-)

Hatten af til dig. Jeg har nul tolerance for at folk rør min mave 

jeg er sådan en som når folk presser mig, så trækker jeg mig fuldstændig, der går en eller anden klap ned, jeg kan slet ikke have det. Jeg er super dårlig til at sige fra, så jeg trækker mig fysisk og mentalt, jeg kan det bare ikke og hun dræner mig fuldstændig

Mullesmith skriver:

Kan godt sætte mig ind i det du føler og tænker, jeg er også gravid for anden gang og jeg er slet ikke glad på samme måde og har slet ikke lyst til at fortælle nogen om det. Min svigermor var også helt sindsyg første gang og stod ude på sygehuset 2 min efter vi var kommet på barselsgangen, 30min inden der overhovedet var besøgstid, jeg var ikke engang kommet op af sengene efter kejsersnittet, det hele var bare for meget altså  denne her gang skal jeg sku nok få sagt fra, fra starten af. 

Præcis sådan er min svigermor også og jeg har også trukket den alt hvad jeg kunne. Har slev kun sagt det til få tætte venner ellers intet fortalt, dem der ved det, ved det fra min kæreste af

Anonym skriver:

Præcis sådan er min svigermor også og jeg har også trukket den alt hvad jeg kunne. Har slev kun sagt det til få tætte venner ellers intet fortalt, dem der ved det, ved det fra min kæreste af

Du skal bare stå fast på dit og så bogstavelig talt skide på andre, det er din krop og jeres barn.  Jeg er sku fast besluttet på at denne gang skal jeg ikke have besøg på sygehuset af nogen som helst, allerhøjest kun min egen mor og vores børn, kommer også an på hvor længe eller kort vi er derude. Men jeg skal bare slet ikke have nogen til at invadere mit privatliv og mit nyfødte barn før jeg er klar til det. 

Mullesmith skriver:

Du skal bare stå fast på dit og så bogstavelig talt skide på andre, det er din krop og jeres barn.  Jeg er sku fast besluttet på at denne gang skal jeg ikke have besøg på sygehuset af nogen som helst, allerhøjest kun min egen mor og vores børn, kommer også an på hvor længe eller kort vi er derude. Men jeg skal bare slet ikke have nogen til at invadere mit privatliv og mit nyfødte barn før jeg er klar til det. 

Det gør jeg også, men min kæreste er bare ikke enig

Anonym skriver:

Hatten af til dig. Jeg har nul tolerance for at folk rør min mave 

jeg er sådan en som når folk presser mig, så trækker jeg mig fuldstændig, der går en eller anden klap ned, jeg kan slet ikke have det. Jeg er super dårlig til at sige fra, så jeg trækker mig fysisk og mentalt, jeg kan det bare ikke og hun dræner mig fuldstændig

Jeg har lært at sige fra. MEN, jeg vælger også mine kampe med omhu. Nogle gange lader jeg tingene være, ud fra devicen at jeg overlever vel nok...