Tænk hvis man bliver skuffet!?!

Min mand har en søn fra et tidligere forhold og så har vi sammen tvillingedrenge fra 2010 og nu venter vi os endnu en lille bebs. Jeg ønsker mig bare så meget en pige  vil da også blive glad for en drenge, men kan nok ikke lade være med at blive lidt skuffet hvis det også er en dreng denne gang  er jeg bare utaknemlig så ?  

Mullesmith skriver:

Min mand har en søn fra et tidligere forhold og så har vi sammen tvillingedrenge fra 2010 og nu venter vi os endnu en lille bebs. Jeg ønsker mig bare så meget en pige  vil da også blive glad for en drenge, men kan nok ikke lade være med at blive lidt skuffet hvis det også er en dreng denne gang  er jeg bare utaknemlig så ?  

Uanset hvad skal du formeligt nok blive glad for det lille væsen du bære rund på i 9 mdr 

Det er ikke forbudt at have et lille håb i maven om hvilket køn man venter, bare fordi så længe man husker sig selv på at det selfølgelig er 50/50, så tror jeg nu ikke man kan lade være at glæde sig ligegyldigt kønnet når det kommer til stykket  

Min mand har en søn fra et tidligere forhold og så har vi sammen tvillingedrenge fra 2010 og nu venter vi os endnu en lille bebs. Jeg ønsker mig bare så meget en pige  vil da også blive glad for en drenge, men kan nok ikke lade være med at blive lidt skuffet hvis det også er en dreng denne gang  er jeg bare utaknemlig så ?  

Nej, selvfølgelig er du ikke det! Det er da helt naturligt at man kan ønske sig og håbe på et bestemt køn. Og hvis I "kun" har drenge, kan jeg da godt forstå at du ville synes det var fedt at få en pige! At folk skriver at man bare skal være taknemmelig for at man kan blive gravid er noget pjat i min verden. Det svarer til at jeg skal spise op hver dag, fordi der er mennesker der sulter i verden.

Jeg har lige selv fået at vide at jeg venter en dreng. Det skulle jeg lige vænne mig til, fordi jeg nok havde en idé om at det var en pige jeg skulle have. Men, ja selv om man måske i et stykke tid er skuffet, skal man nok blive glad for den baby man ender med at få! 

Og husk: man er jo ikke skuffet over det man får, men det man ikke fik. Og det synes jeg er i orden.

Det er der da intet galt i. Hvis det nu skulle blive en dreng, har du stadig en del måneder til at "komme dig over det". jeg ser personligt intet galt i at blive skuffet over et køn. Så længe man er kommet over det, når babyen kommer til verden. Og det tror jeg på de fleste er til den tid 

Her, blev far os skuffet da vi fik afvide det blev en pige, men nu er han super duper glad (:

Mullesmith skriver:

Min mand har en søn fra et tidligere forhold og så har vi sammen tvillingedrenge fra 2010 og nu venter vi os endnu en lille bebs. Jeg ønsker mig bare så meget en pige  vil da også blive glad for en drenge, men kan nok ikke lade være med at blive lidt skuffet hvis det også er en dreng denne gang  er jeg bare utaknemlig så ?  

Forstår dig så udemærket godt og det er helt normalt . . 

jeg har selv drenge fra 2010 og 2012, og da jeg så opdagede jeg skulle have twinz og lå inde til kønsscanning, var det første de opdagede at den ene var en dreng, jeg kan SÅ tydeligt huske jeg tænke ååå, lad den anden dog være en pige!!! OG DET VAR DET! 

self var jeg blevet lykkelig hvis det kun var boys alligevel, men man kan aldrig lige lade vær med at blive ramt af den der øv øv . . 

så de er helt okay at føle sådan og håber da du får din prinsesse, men ellers så får du sikkert en mors baby dreng  hihi 

Tænker det er en af de store bagsider ved kønsscanninger mm. For når man først har kæmpet sig gennem fødslen og får den lille varme klump, med de skønneste øjne der synes at vide alt, ja så er kønnet så dejligt ligegyldigt, for det lille væsen var det man ønskede sig mest i hele verden.

Men nej man er ikke utaknemmelig fordi man har drømme om køn, hårfarve, næsen eller hvad ved jeg. Men heldigvis er man jo sådan indrettet at det barn man får var lige præcis det man ønskede sig, og man "glemmer" alle drømmene man havde på forhånd. 

Efte jeg mistede Lia har jeg i begge graviditeter brændende ønsket mig en pige og fået en dreng, de er nu 5 og 7 år og jeg føler mig som den heldigste kvinde i verden, at lige præcis de to valgte mig til deres mor. Det skal dog ingen hemmelighed være, at jeg mangler en lille pige og skulle livet ville jeg skulle have flere børn, ville jeg stadig ønske mig en lille pige og elske det jeg fik uafhængigt. 

Mor11 skriver:

Det er ikke forbudt at have et lille håb i maven om hvilket køn man venter, bare fordi så længe man husker sig selv på at det selfølgelig er 50/50, så tror jeg nu ikke man kan lade være at glæde sig ligegyldigt kønnet når det kommer til stykket  

Nej det er jo rigtigt, bliver også glad for en lille dreng, helt sikkert. Men vil så gerne have en pige i flokken