Har brug for Jeres mening (langt!)

Eva skriver:

Så blev det hverdag, lyder det som...og din kæreste har nok desværre fundet ud af at græsset ikke er grønnere. Det er jo bare så nemt og lækkert at være forelsket og småskør og ikke kunne se klart.
Nu er mandne nok vågnet og har det sikkert skidt over for sine unger og ville hellere have dem end din....han savner sikkert og bebrejder sig selv en masse. Selvom du er vigtig, er hans børn vigtigst, præcis som dit barn er det for dig, ikke??
Var det mig der stod som dig og ud fra det du har skrevet, så var jeg flyttet med det samme og havde håbet på at kunne fortsætte med at være weekend-hygge-nusse-elske kærester og så lige vente et år eller fire med at se om det skal være mere. Lad ham finde roen i sig selv og så kan det være der er plads til dig og din datter en dag eller også er der ikke.
Knsu til dig..
Eva..

Er enig med Eva..

Du skal passe på dig selv og ikke mindst din datter...

Held og lykke...

Jeg er også enig med Eva... Get the hell out of there!! Og som Eva skriver, så behøver det ikke, at være enden på forholdet - du kan jo se tingene an mht manden. Et hjem skal være varmt og trygt og ikke fyldt med uforudsigeligheder eller et sted hvor man ikke er ønsket!

Puha, det er en grimmer én...... Der er mange følelser i klemme hér..... 

Altså - manden var klar til at være din (eller blev det meget hurtigt) da i mødtes. Endda så meget at han forlod det familieliv, som han allerede havde bygget op sammen med en anden!
Så må det dælme også være i hans egen interesse, at vende tingene sammen med dig, nu hvor det ikke ser så sjovt ud... Burde det ihvertfald!

DIT FOKUS OG HØJESTE PRIOTET ER SELVSAGT DIN DATTER !!
Hun kan ikke beskytte sig selv og træffe valg.
Så det må du gøre - både for hende og for dig selv.

Det er en svær situation du står i.......

Jeg mener ikke  bare du skal pakke dine ting og flytte fra ham.
Men KRÆV at han arbejder sammen med dig om at få det hele til at fungere, for jer alle, voksne og børn - og både hans OG dine børn!
Og vil han fortsat ikke det, ja så har han jo desværre selv truffet et valg, som så nok tvinger dig til at træffe et endnu sværrere........!! 

Så blev det hverdag, lyder det som...og din kæreste har nok desværre fundet ud af at græsset ikke er grønnere. Det er jo bare så nemt og lækkert at være forelsket og småskør og ikke kunne se klart.
Nu er mandne nok vågnet og har det sikkert skidt over for sine unger og ville hellere have dem end din....han savner sikkert og bebrejder sig selv en masse. Selvom du er vigtig, er hans børn vigtigst, præcis som dit barn er det for dig, ikke??
Var det mig der stod som dig og ud fra det du har skrevet, så var jeg flyttet med det samme og havde håbet på at kunne fortsætte med at være weekend-hygge-nusse-elske kærester og så lige vente et år eller fire med at se om det skal være mere. Lad ham finde roen i sig selv og så kan det være der er plads til dig og din datter en dag eller også er der ikke.
Knsu til dig..
Eva..

Seriøst .....vente et år eller fire med at se om det skal være mere ???

Hvis de to ikke mestrer at have et velfungerende forhold sammen NU, hvad er sandsynligheden så mon for at det kører på skinner om et år eller fire ?


Og hvis det er MANDEN i hendes liv, som hun elsker inderligt, så kan det da være hjertenskærende svært at ses "som det lige passer ind", og ellers leve hver for sig.
Så er der vel frit spil til at gøre som man vil (dermed også frie hænder til at være sammen med andre)
Og hvad jeg læser ud af indlæget er det jo ikke et åbent/frit forhold trådopretter søger. Det ville også kræve at de er uden børnene, når de ses ....med mindre børnene er indforståede med at de er venner/kærester, som ikke lever sammen ....mere.


Der er jeg nok bare lidt mere en "enten - eller" - person.
Hvor højt jeg end måtte elske en person, så ville forholdet slutte, hvis ikke han ville kæmpe sammen med mig til at få forholdet til at fungere for alle.
Og er noget slut, så må jeg videre, og ikke trække pinen ud ved fortsat at se manden og leve med et håb om "måske en dag" ......for det har jeg svært ved at tro sker, hvis ikke det sker når det er NU der behøver gøres noget!


 ....bare lidt tanker

Jeg synes du ska' flytte med din datter , og det ska' kun være jer to i øjblikket ..

Det lyder virkelig til at han ha'  fortrudt at bo sammen med dig og være sammen med din datter .. Han ska' bare ud af vagten .. Han er ikk' til at samle på ..

På den måde han er over for din datter er bare ikk' acceptabelt ..

Seriøst .....vente et år eller fire med at se om det skal være mere ???

Hvis de to ikke mestrer at have et velfungerende forhold sammen NU, hvad er sandsynligheden så mon for at det kører på skinner om et år eller fire ?


Og hvis det er MANDEN i hendes liv, som hun elsker inderligt, så kan det da være hjertenskærende svært at ses "som det lige passer ind", og ellers leve hver for sig.
Så er der vel frit spil til at gøre som man vil (dermed også frie hænder til at være sammen med andre)
Og hvad jeg læser ud af indlæget er det jo ikke et åbent/frit forhold trådopretter søger. Det ville også kræve at de er uden børnene, når de ses ....med mindre børnene er indforståede med at de er venner/kærester, som ikke lever sammen ....mere.


Der er jeg nok bare lidt mere en "enten - eller" - person.
Hvor højt jeg end måtte elske en person, så ville forholdet slutte, hvis ikke han ville kæmpe sammen med mig til at få forholdet til at fungere for alle.
Og er noget slut, så må jeg videre, og ikke trække pinen ud ved fortsat at se manden og leve med et håb om "måske en dag" ......for det har jeg svært ved at tro sker, hvis ikke det sker når det er NU der behøver gøres noget!


 ....bare lidt tanker

Har du oplevet at brude et forhold, og pludselig skulle leve med at hive børnene væk fra deres trygge rammer.
Det her handler først og fremmest og nogle børn og ja, så kan det tage tid at finde sig selv og sin rolle i alt det kaos man har startet....og meget få mennesker magter heldigvis at gå lige fra den ene til den anden, her er reaktionen tydelig og jeg tror ikke det handler om hvorvidt manden elsker kvinden eller ej, det handler om at manden slet ikke har fundet sit liv med sine børn som alenefar og det skald er ro til...både for børn og forældres skyld.
Jeg er nok bare sådan en person at er det kærlighed, så tager det den tid og de forhindringer der er...står man stadig tilbage med kærligheden efter alt arbejdet, så var det ægte og stærkt nok, Gør man ikke, så var det nok aldrig blevet alligevel.
Hvem siger man skal bo sammen....hvad med at tænke på børnene...kan man ikke elske hinanden uden at bo sammen? Måske det i virkeligheden vidner om større kærlighed når man magter det og ikke kun for egen men også andres skyld...nemlig børnenes.
Verden er desværre ikke bare så sort hvid...måske på papiret og oppe i hovedet med fornuften, når man råder andre...men at leve i det, det er noget andet, der er følelser over fornuft.
Knus Eva.

Kære Alle

Tusind tak for alle Jeres svar og indput.

Vi fik os en rigtig god snak igår, og langt om længe åbnede han sit hjerte, som har været lukket de sidste 8 uger.

Vi er blevet enige om at flytte fra hinanden, men fortsætte som kærester
Han har brug for at finde sig selv, og sin nye rolle som alene-far og få tingene til at fungere med sine børn. Jeg har jo været alene i lang tid og har styr på mit, men det har han jo ikke fået en chance for.... Vi skal være sammen de weekender vi er uden børn, og indimellem kan han komme på besøg når min datter sover osv. om noget tid kan vi forhåbentlig ses med vores børn igen.

Vi har ikke et åbent forhold, men kun ham og mig - nøjagtig som hvis vi havde taget den langsomme vej. Vi elsker hinanden utrolig højt, og ingen af os kan forestille sig et liv uden hinanden som partner. Kommer tid kommer råd.... Jeg føler mig overbevist om at vi nok skal klare den, det er blot en "forhindring" på vores lange liv sammen.

Nu skal jeg så have fundet et sted at bo osv. synes det er hårdt at starte forfra, men jeg har jo desværre prøvet det før.

Knus

Anonym skriver:

Kære Alle

Tusind tak for alle Jeres svar og indput.

Vi fik os en rigtig god snak igår, og langt om længe åbnede han sit hjerte, som har været lukket de sidste 8 uger.

Vi er blevet enige om at flytte fra hinanden, men fortsætte som kærester
Han har brug for at finde sig selv, og sin nye rolle som alene-far og få tingene til at fungere med sine børn. Jeg har jo været alene i lang tid og har styr på mit, men det har han jo ikke fået en chance for.... Vi skal være sammen de weekender vi er uden børn, og indimellem kan han komme på besøg når min datter sover osv. om noget tid kan vi forhåbentlig ses med vores børn igen.

Vi har ikke et åbent forhold, men kun ham og mig - nøjagtig som hvis vi havde taget den langsomme vej. Vi elsker hinanden utrolig højt, og ingen af os kan forestille sig et liv uden hinanden som partner. Kommer tid kommer råd.... Jeg føler mig overbevist om at vi nok skal klare den, det er blot en "forhindring" på vores lange liv sammen.

Nu skal jeg så have fundet et sted at bo osv. synes det er hårdt at starte forfra, men jeg har jo desværre prøvet det før.

Knus

Hvor dejligt for jer,....den løsning ville jeg også have valgt og bare vent, I vil nyde så meget at være alenekærester ud alt bøvlet med børn og hverdag osv(forstå mig ret
Jeg har selv haft levet sådan med min x i en længere periode efter vi gik fra hinanden, bortset fra jo at vi altid havde børn men han kom bare når de sov.
Kærligheden overvinder alt og hvorfor have travlt med at få hverdagen, når man kan leve med alt det gode...så nyd I hinanden...tillykke med kærligheden..
Knus.