Har brug for Jeres mening (langt!)

Jeg skriver fordi jeg er SÅ fortvivlet. Jeg har brug for andres end min familie og venners meninger!!

For et år siden mødte jeg en gammel flamme, fra da vi var teenager. Vi tændte hurtigt ilden igen, og jeg har aldrig i mit liv været så forelsket  Efter 4 mdr flytter vi sammen, ja jeg ved godt at det var temmelig hurtigt. Men tingene kunne kun hænge sammen på denne måde. Jeg er ikke stolt af at indrømme at han faktisk forlod sin familie til min fordel  Der har bare altid været en gnist når vi har mødt hinanden i alle disse år, og pludselig efter en flirt i 14 dage tog han den store beslutning. Idag siger både han og hans ex-kone at det ville være sket på et eller andet tidspunkt alligevel. Jeg er dog opmærksom på at man siger en gang utro altid utro, men vi har dog  ikke mødtes før han havde sagt det til hende (skal altså ikke lyde som en undskyldning for at gøre det bedre!!).

Vi har boet sammen i 8 mdr nu. Han har taget min datter til sig, og været god ved hende. Han har været så god ved mig, sød, rar, hjælpsom, kærlig, sexet osv. aldrig i mit liv har jeg mødt en mand der har fået mig til at føle som ham. Vi har hans børn hveranden weekend, og hvis ex-konen har behov.

Så kom sommerferien, og vi havde begge glædet os meget, 14 dage med vores unger og hinanden. Forinden havde han holdt er par fridage med min datter, og det havde de begge meget godt af. Så de for alvor kom tæt på hinanden. Desværre fik det store af min kærestes børn hjemve kort efter feriens start, så vi blev enige om at h*n ikke skulle tvinges til ferie hos os, det ville være et overgreb mod barnet. Vi skulle i sommerhus det sidste af ugerne, der skulle den store så komme forbi et par dage.

I løbet af den første uge kan jeg mærke at min kæreste ændre karakter overfor min datter, virker irriteret og ligeglad med hende. Jeg kommentere det overfor ham men han slår det væk. Da vi er i sommerhus bliver det blot værre, han ignorere hende total, og det kan hun naturligvis ikke finde ud af (hun er 4 år). Så hun reagere med det som mange børn gør "dårlig reklame" og ja hun prøver absolut grænser af. Dagens før det store barn skal komme bryder ming kæreste sammen  Han forklarer at det er gået op for ham hvor meget hans børn betyder og derfor kan han ikke tage min datter ind!! JEg bliver naturligvis dybt ulykkelig, men forstår også godt reaktionen (den måtte jo komme!!). Vi beslutter at min datter og jeg kører hjem i et par dage for at vi alle sammen kan få luft...
Da vi vender tilbage er alt som før vi tog hjem, og jeg ville ønske vi aldrig var taget tilbage til sommerhuset.

Endelig skal vi hjem, men stemningen er meget dårlig. Jeg fornemmer at han skjuler noget for mig og tænker selvfølgelig meget over hvad der foregår, og han er fortsat på samme måde overfor min datter. Pludselig finder jeg ud af han er blevet MEGET gode venner med sin ex (hun har en ny kæreste, så de er BARE venner = jeg frygter ikke at han er mig utro!). De taler meget om børnene, men også om min datter og mig. Jeg er rigtig ked af sidst nævnte, for jeg mener ikke hun skal have information omkring så personlige ting

Desværre er tingene fortsat dårlige omkring hans forhold til min datter, og der er ikke til at holde ud!! Han siger at hun ikke interesserer ham, men han arbejder på at få vendt situationen?! Det er snart 6 uger, hvor vi har levet i et sandt helvede.... Når hans børn er her er vi andre blit luft for ham. Jeg forstår godt han har brug for hygge med dem, og min datter og jeg tager afsted en dag eller 2 så de også har mulighed for at være alene. Men han lukker alt ude når de er her, også mig. Jeg har nævnt for ham om det var en mulighed med en psykolog eller parterapi for at vi kan komme videre. Der er slet ingen bedring i situationen omkring min datter, og mit hjerte bløder for hende fordi hun i hans øjne konstant er til besvær.

Jeg har til orientering boet med alene med min datter i 2 år, og lukket ham ind i vores liv.
Jeg behandler hans børn som jeg behandler min egen datter, med kærlighed, omsorg og respekt. Jeg synes naturligvis at det har været hårdt at skulle tage imod 2 børn som ikke var mine, og åbne op for dem. Men det går rigtig fint.

Min kæreste har skiftet karakter 210% og desværre ikke itl den gode side. Han gør grin med mig, taler dårligt til min datter, laver intet herhjemme og tager ikke initiativ til noget.

Jeg er i dilemma.......... Skal jeg flytte med min datter og få ro på vores liv ?? Eller skal jeg kæmpe for den mand der har slået benene væk under mig?? Jeg har aldrig elsket nogen mand så højt som ham. Han har været helt fantastisk. Er han mon blot i et sort hul?? Eller har han vist sit sande jeg?? 

HJÆLP!!!  

Så blev det hverdag, lyder det som...og din kæreste har nok desværre fundet ud af at græsset ikke er grønnere. Det er jo bare så nemt og lækkert at være forelsket og småskør og ikke kunne se klart.
Nu er mandne nok vågnet og har det sikkert skidt over for sine unger og ville hellere have dem end din....han savner sikkert og bebrejder sig selv en masse. Selvom du er vigtig, er hans børn vigtigst, præcis som dit barn er det for dig, ikke??
Var det mig der stod som dig og ud fra det du har skrevet, så var jeg flyttet med det samme og havde håbet på at kunne fortsætte med at være weekend-hygge-nusse-elske kærester og så lige vente et år eller fire med at se om det skal være mere. Lad ham finde roen i sig selv og så kan det være der er plads til dig og din datter en dag eller også er der ikke.
Knsu til dig..
Eva..

Jeg ved ikke rigtigt hvad du skal, kun at du skal have en kæmpe krammer! Håber de andre kommer med et råd eller to.

Eva skriver:

Så blev det hverdag, lyder det som...og din kæreste har nok desværre fundet ud af at græsset ikke er grønnere. Det er jo bare så nemt og lækkert at være forelsket og småskør og ikke kunne se klart.
Nu er mandne nok vågnet og har det sikkert skidt over for sine unger og ville hellere have dem end din....han savner sikkert og bebrejder sig selv en masse. Selvom du er vigtig, er hans børn vigtigst, præcis som dit barn er det for dig, ikke??
Var det mig der stod som dig og ud fra det du har skrevet, så var jeg flyttet med det samme og havde håbet på at kunne fortsætte med at være weekend-hygge-nusse-elske kærester og så lige vente et år eller fire med at se om det skal være mere. Lad ham finde roen i sig selv og så kan det være der er plads til dig og din datter en dag eller også er der ikke.
Knsu til dig..
Eva..

Helt enig  Pas på dig selv og din datter...det er det vigtigste lige nu

Jeg må for en gangs skyld erklære mig enig med Eva.

Den måde han er over for din Datter, vil jeg aldrig nogen sinde lade nogen behandle mit barn på...

Ud af vagten med ham, og sig det var det...

Jeg tror han har fortrudt..tror det først nu er gået op for ham, hvad han har givet afkald på.

Jeg ville dog aldrig acceptere at det gik ud over mit barn og han HAR jo haft interessen, har kunne rumme hende, så jeg tror ikke det vender igen..det er lidt den forkerte vej det er gået.

Jeg ville finde et sted til mig og mit barn og så se om forholdet kunne reddes ved at man ikke var sammen hele tiden. Starte lidt forfra igen..men tror sku helt ærligt han har fået kolde fødder.

Sorry.

Sisse

 Jeg kan også kun være enig i hvad de andre skriver.
Flyt og få en stille og rolig hverdag op igen med din datter.

Måske han bare har brug for en tænke pause og finde ud af hvad han vil, eller måske det bare var det.

ønsker dig hvertfald det bedste.

Stil ham et ultimatum. At samarbejde med dig, parterapi/psykolog etc. eller ud af vagten med ham. Du skal ikke tilbyde dig selv eller din datter dette. Men han lyder til at have en krise af en art og den skal jo løses hvis i skal være sammen, så derfor stil krav.

Sikke et forfærdenlig dilemma at stå i..................... men tror at du skal handle på dine følelser nu. Det gør jo smadder ondt, at han er afvisende og ligeglad med din lille datter. Hun er jo kun 4 år, og har brug for at de voksne omkring hende viser interesse, omsorg og imødenkommenhed, for at hun kan vokse op, og blive et heltstøbt menneske. Jeg er af den overbevisning at det hun oplever i.f.t din kæreste kan skade hende for livet..................og også dig.
Få en snak med ham, gerne med en mellemmand....................jeg tror han skal tænke sig godt om, hvis ikke han vil miste dig.

Håber at du følger dit hjerte....................i retning af din lille datter.

Knus Mette

Jeg synes du skal tage din datter og så flytte fra ham. Synes ikke det er fair for hende, at hun skal igennem alt det, det må være utrolig hårdt. Og hun er jo lige i den alder hvor hun begynder at forstå meget mere. Lyder for mig også til at det er blevet hverdag, og den stormende altopslugende forelskelse begynder at stilne af, og han bliver klar over de ting han måske har glemt i den tid.