Dilemma ang. min bror

Anonym skriver:

De har altid boet meget rodet og beskidt, og efter sundhedsplejersken sagde at de ikke kunne bo sådan med et barn, bad de om hjælp til at få styr på deres lejlighed.

Min kæreste og jeg holder ind imellem nogle fridage sammen, så på en af vores fridage, tog vi over på min brors skole og hentede hans nøgle så vi kunne tage hjem til dem og begynde at rydde op og få gjort lidt rent. Efter vi havde gået i ca 4 timer og ordnet deres lejlighed kom de hjem og begyndte at rode det hele til igen. Så var det galt at vi havde sat det rene porcelæn i skabene, så var det galt at vi havde smidt gamle aviser og reklamer ud, så var det galt at vi havde flyttet rundt på deres rod for at tørre støv af, det var mindsanten også galt at vi havde åbnet vinduerne for at få noget luft ind. Men de blev mest sure over at jeg havde vasket alt det tøj der lå på gulvet og i vasketøjskurven, for det var åbenbart rent  Det kunne jeg jo ikke lige vide, da det oftest er der man har sit beskidte tøj.

Så begyndte de på at de ikke havde bedt om vores hjælp og at vi skulle blande os udenom deres liv :/ 
Jeg vil jo også mene at de burde sige pænt tak for hjælpen. Og hvis de ikke ville have den, hvorfor så give os en nøgle så vi kunne gå ind og begynde at rydde op og gøre rent .. 

Hold da op, hvor lyder det tarveligt af dem at blive sure over det. Jeg synes virkelig det er pænt af jer at gøre alt det. Det er der ikke mange, der ville gøre for andre.

Jeg synes at det er vigtigt at man tænker på børnene før alle andre. Så måske kunne i tage til fødselsdagen og være der et par timer for barnes skyld og derefter tage hjem og lade dem komme med en undskyldning når de er klar til det?

I virker som nogle større mennesker end dem, synes jeg. Og når i så tager til deres søns fødselsdag og de ikke gjorde, så viser i hvordan man bør opfører sig. Hvis jeg var dem ville jeg i hvert fald blive rigtig flov og føle mig barnlig/dum, hvis jeg ikke havde kommet til min nevøs fødselsdag og i så gør det for deres barn. I taber bestemt ikke ansigt, men viser baRe hvordan man burde være når man har børn.

Det er lidt strengt at skrive at barnet ikke fortjener en gave - barnet har vel ikke gjort noget galt? 

Du skriver I fik nøglen til at begynde at rydde op - kunne det tænkes de har følt at I har trådt over deres grænse, deres privatsfære? At begynde oprydning og total rengøring inden de kom hjem er jo ikke helt det samme? 

Jeg kan slet ikke forstå at man som voksne mennesker ikke kan komme i dialog om det. Vær den voksne og svar på de beskeder og kom i dialog med din bror. 

Tak for svar til alle! 
Jeg har nok hele tiden vidst hvad der var det rigtige at gøre, men nogle gange er det meget rart med et skub i den rigtige retning af folk udefra.

Tak fordi i tog jer tid til at læse mit lange indlæg

Anonym skriver:

For at gøre en lang historie kort, er min bror og hans kæreste blevet meget sure på min kæreste og jeg. De bad om hjælp til noget, og det fik de, men så ville de åbenbart ikke have haft det alligevel og vi er så ikke længere på talefod. Efter episoden (ca. 2 måneder siden) har jeg fået et par enkelte beskeder fra min bror hvor han skriver ret så ubehøvlet til mig at jeg skylder ham en undskyldning, men jeg har sådan set valgt at se bort fra det, for jeg synes ikke at vi har gjort noget forkert. 

Sagen er så den, at deres søn fylder et år i næste uge, og vi havde sådan set købt fødselsdagsgaven inden alt det her rod. Min mor mener at vi bør give den selvom vi ikke er på talefod med dem, men vi vil bare heller virke som der der prøver at "købe" dem tilbage med gaver til deres barn. Til sønnens fødselsdag kommer hele min brors kæreste familie (ca 20 stk) og kun mine forældre fra min brors side.. Og hele hendes familie har jo hørt om hvor dumme de synes vi er, fordi vi gjorde nogle ting for dem som de ikke ville have alligevel. Jeg frygter lidt, at hvis vi sender gaven med mine forældre, og de ikke vil åbne den fordi den kommer fra os, at det så ender ud i at vi bliver bagtalt og svinet til uden vi selv er der til at forsvare os, og at det derved er mine forældre der skal forsvare os. Så kommer vi jo egentligt bare til at virke som tåber der ikke tør noget selv.. 

Det skal lige siges at et par uger efter episoden fyldte vores dreng 5 år, og han havde glædet sig til at holde sin fødselsdag, så at forklare ham at hans onkel ikke kunne komme alligevel var lidt svært :/ Men det var nu endnu sværere at forklare en 5 årig hvorfor der ikke engang var en lille gave fra hans ellers højt elsket onkel  

Både min kæreste og jeg ser det som et stort svigt for vores dreng at han blev valgt fra, så vi synes egentligt ikke at deres søn fortjener en gave fra os - slet ikke når de er så sure på os. Men vi kan til gengæld godt se min mors pointe i, at det ikke skal gå ud over børnene at de voksne ikke kan finde ud af at snakke sammen.

Jeg er virkelig splittet i denne kedelige situation, så sidder der nogle derude med en super god løsning til hvad vi skal gøre? 

 

Undskyld det blev så langt!

På forhånd tak!!

Jeg står helt af når du skriver at du ikke syntes at deres søn fortjener en gave fra jer. Det er bare ikke i orden at jeres intriger går ud leve jeres børn. Jeg syntes at i skal sende gaven til din nevø og være den voksne i det her. Også selvom din søn ikke fik en gave. 

Selvfølgelig skal gaven med til fødselsdagen. Det er ikke barnets skyld at I voksne ikke kan løse jeres konflikter.

For at gøre en lang historie kort, er min bror og hans kæreste blevet meget sure på min kæreste og jeg. De bad om hjælp til noget, og det fik de, men så ville de åbenbart ikke have haft det alligevel og vi er så ikke længere på talefod. Efter episoden (ca. 2 måneder siden) har jeg fået et par enkelte beskeder fra min bror hvor han skriver ret så ubehøvlet til mig at jeg skylder ham en undskyldning, men jeg har sådan set valgt at se bort fra det, for jeg synes ikke at vi har gjort noget forkert. 

Sagen er så den, at deres søn fylder et år i næste uge, og vi havde sådan set købt fødselsdagsgaven inden alt det her rod. Min mor mener at vi bør give den selvom vi ikke er på talefod med dem, men vi vil bare heller virke som der der prøver at "købe" dem tilbage med gaver til deres barn. Til sønnens fødselsdag kommer hele min brors kæreste familie (ca 20 stk) og kun mine forældre fra min brors side.. Og hele hendes familie har jo hørt om hvor dumme de synes vi er, fordi vi gjorde nogle ting for dem som de ikke ville have alligevel. Jeg frygter lidt, at hvis vi sender gaven med mine forældre, og de ikke vil åbne den fordi den kommer fra os, at det så ender ud i at vi bliver bagtalt og svinet til uden vi selv er der til at forsvare os, og at det derved er mine forældre der skal forsvare os. Så kommer vi jo egentligt bare til at virke som tåber der ikke tør noget selv.. 

Det skal lige siges at et par uger efter episoden fyldte vores dreng 5 år, og han havde glædet sig til at holde sin fødselsdag, så at forklare ham at hans onkel ikke kunne komme alligevel var lidt svært :/ Men det var nu endnu sværere at forklare en 5 årig hvorfor der ikke engang var en lille gave fra hans ellers højt elsket onkel  

Både min kæreste og jeg ser det som et stort svigt for vores dreng at han blev valgt fra, så vi synes egentligt ikke at deres søn fortjener en gave fra os - slet ikke når de er så sure på os. Men vi kan til gengæld godt se min mors pointe i, at det ikke skal gå ud over børnene at de voksne ikke kan finde ud af at snakke sammen.

Jeg er virkelig splittet i denne kedelige situation, så sidder der nogle derude med en super god løsning til hvad vi skal gøre? 

 

Undskyld det blev så langt!

På forhånd tak!!

Din bror og hans kæreste lyder som nogle barnlige og utaknemmelige skiderikker.

Dog synes jeg ikke, at det skal gå ud over din nevø. Giv ham den gave I allerede har købt til ham.

Øhh,  selvfølgelig skal barnet have sin gave... hvis du selv synes de har svigtet dun søn hvorfor vil du så gøre det samme mod deres barn??... 

Hmm, det er måske dumt at kommentere på din bror og hans kæreste. Men voldsomt rod og svineri bunder ofte i noget andet mere alvorligt.

Jeg har en søster, der har en psykisk lidelse. Hendes lejlighed er så beskidt og rodet at det nærmest er sundhedsfarligt for os andre bare at opholde os der og jeg tør dårligt tænke på hvis vi skulle spise der. Når jeg besøger hende har jeg allermest lyst til at gå amok og gøre rent og rydde op. Men jeg har aldrig gjort det. Og aldrig foreslået hende at hjælpe fordi jeg ved at det vil hun slet ikke kunne acceptere. De få gange hvor hun har fået hjælp af mig og min familie bare til at få styr på haven, jamen der er ikke gået lang tid før end det har lignet lort igen. Min mor har tilbudt hende at hjælpe med indvendig rengøring, men hun siger nej, det kan hun selv. Men det ved vi hun ikke kan. Der skal nogle helt andre værktøjer på banen, for at hjælpe hende.

Jeg siger ikke der er psykisk sygdom hos din bror eller kæreste, men det var blot et eksempel på hvad der kan ligge til grund for at bo på den måde. Der kan ligge mange ting i det.

Men hvis jeg var dig, ville jeg sige undskyld og ikke tænke mere over det. Der er absolut ingen grund til at have sådanne familiekonflikter. Der har været sket så meget i min familie og jeg har på et tidspunkt tænkt at okay så må vi lade være med at have noget med hinanden at gøre. Men helt ærligt, det er bare ikke det værd. Så sig undskyld og kom videre. Måske det er barnligt af din bror, men hold op det må have været overvældende for dem også.

Ville det hjælpe hvis I sagde undskyld, eller på anden måde gjorde det klart at I forstod I har trådt over deres grænser? Hvis det kan det, så cille jeg bide alt ære i mig og få det gjort i en fart. Og ja så vide for fremtiden at I skal træde varsomt.

vi har selv en del af familien vi ikke ser, fordi ci kom for tæt på deres hemmelighed. Det er ikke aå tæt som bror, heldigvis. Måske er I kommet for tæt på.

Jeg bider mærke i, at du skriver, at deres søn ikke fortjener en gave. Hvordan blev han til syndebukken for jeres uoverensstemmelser?

Jeg har selv nogle uoverensstemmelser med min bror, men det er sørme ikke hans børns skyld. Jeg sender både gaver og ringer til mine niecer og nevøer, på deres fødselsdage. Det er ikke deres skyld, at deres faster og far ikke kan finde ud af det indbyrdes, og så kan jeg godt tilsidesætte mig selv de få gange årligt.

Jeg havde valgt at sende gaven med dine forældre. Hvis de vælger at være nedladende overfor det eller bagtale jer, jamen så må det bare være sådan. Der er ingen grund til at synke til deres niveau og lade deres søn være syndebuk for jeres interne intriger.

Håber i finder en løsning