Dilemma ang. min bror

For at gøre en lang historie kort, er min bror og hans kæreste blevet meget sure på min kæreste og jeg. De bad om hjælp til noget, og det fik de, men så ville de åbenbart ikke have haft det alligevel og vi er så ikke længere på talefod. Efter episoden (ca. 2 måneder siden) har jeg fået et par enkelte beskeder fra min bror hvor han skriver ret så ubehøvlet til mig at jeg skylder ham en undskyldning, men jeg har sådan set valgt at se bort fra det, for jeg synes ikke at vi har gjort noget forkert. 

Sagen er så den, at deres søn fylder et år i næste uge, og vi havde sådan set købt fødselsdagsgaven inden alt det her rod. Min mor mener at vi bør give den selvom vi ikke er på talefod med dem, men vi vil bare heller virke som der der prøver at "købe" dem tilbage med gaver til deres barn. Til sønnens fødselsdag kommer hele min brors kæreste familie (ca 20 stk) og kun mine forældre fra min brors side.. Og hele hendes familie har jo hørt om hvor dumme de synes vi er, fordi vi gjorde nogle ting for dem som de ikke ville have alligevel. Jeg frygter lidt, at hvis vi sender gaven med mine forældre, og de ikke vil åbne den fordi den kommer fra os, at det så ender ud i at vi bliver bagtalt og svinet til uden vi selv er der til at forsvare os, og at det derved er mine forældre der skal forsvare os. Så kommer vi jo egentligt bare til at virke som tåber der ikke tør noget selv.. 

Det skal lige siges at et par uger efter episoden fyldte vores dreng 5 år, og han havde glædet sig til at holde sin fødselsdag, så at forklare ham at hans onkel ikke kunne komme alligevel var lidt svært :/ Men det var nu endnu sværere at forklare en 5 årig hvorfor der ikke engang var en lille gave fra hans ellers højt elsket onkel  

Både min kæreste og jeg ser det som et stort svigt for vores dreng at han blev valgt fra, så vi synes egentligt ikke at deres søn fortjener en gave fra os - slet ikke når de er så sure på os. Men vi kan til gengæld godt se min mors pointe i, at det ikke skal gå ud over børnene at de voksne ikke kan finde ud af at snakke sammen.

Jeg er virkelig splittet i denne kedelige situation, så sidder der nogle derude med en super god løsning til hvad vi skal gøre? 

Undskyld det blev så langt!

På forhånd tak!!

Kæft hvor jeg synes at i/de voksne mennesker skulle skamme jer/sig.

Ikke at dukke op eller give barnet en gave fordi i er sure på hinanden.

Det er fandme umodent. Det må virkelig have været noget vildt i er blevet uvenner over siden ingen af jer kan bide stoltheden i jer og komme videre. 

Børnene mister tid med deres onkler/faster/moster pga sådan noget fis (som jeg så antager det er)...... 

Jeg havde taget fat i dem og sagt "hallo mester, er vi voksne mennesker, som stadig har tænkt os at være i hinanden og børnenes liv, så lad os glemme det her og komme videre"

Barnet fylder 1 år ikke? Så ved barnet jo knap nok hvad en gave er og opdager ikke at den fra jer mangler til fødselsdagen. Derfor ville jeg nok bare lade den ligge i skabet til i selv ses med dem (før eller siden bliver i vel venner igen, i er trodsalt søskende?!) og selv kan give gaven til den lille. 

Anonym skriver:

For at gøre en lang historie kort, er min bror og hans kæreste blevet meget sure på min kæreste og jeg. De bad om hjælp til noget, og det fik de, men så ville de åbenbart ikke have haft det alligevel og vi er så ikke længere på talefod. Efter episoden (ca. 2 måneder siden) har jeg fået et par enkelte beskeder fra min bror hvor han skriver ret så ubehøvlet til mig at jeg skylder ham en undskyldning, men jeg har sådan set valgt at se bort fra det, for jeg synes ikke at vi har gjort noget forkert. 

Sagen er så den, at deres søn fylder et år i næste uge, og vi havde sådan set købt fødselsdagsgaven inden alt det her rod. Min mor mener at vi bør give den selvom vi ikke er på talefod med dem, men vi vil bare heller virke som der der prøver at "købe" dem tilbage med gaver til deres barn. Til sønnens fødselsdag kommer hele min brors kæreste familie (ca 20 stk) og kun mine forældre fra min brors side.. Og hele hendes familie har jo hørt om hvor dumme de synes vi er, fordi vi gjorde nogle ting for dem som de ikke ville have alligevel. Jeg frygter lidt, at hvis vi sender gaven med mine forældre, og de ikke vil åbne den fordi den kommer fra os, at det så ender ud i at vi bliver bagtalt og svinet til uden vi selv er der til at forsvare os, og at det derved er mine forældre der skal forsvare os. Så kommer vi jo egentligt bare til at virke som tåber der ikke tør noget selv.. 

Det skal lige siges at et par uger efter episoden fyldte vores dreng 5 år, og han havde glædet sig til at holde sin fødselsdag, så at forklare ham at hans onkel ikke kunne komme alligevel var lidt svært :/ Men det var nu endnu sværere at forklare en 5 årig hvorfor der ikke engang var en lille gave fra hans ellers højt elsket onkel  

Både min kæreste og jeg ser det som et stort svigt for vores dreng at han blev valgt fra, så vi synes egentligt ikke at deres søn fortjener en gave fra os - slet ikke når de er så sure på os. Men vi kan til gengæld godt se min mors pointe i, at det ikke skal gå ud over børnene at de voksne ikke kan finde ud af at snakke sammen.

Jeg er virkelig splittet i denne kedelige situation, så sidder der nogle derude med en super god løsning til hvad vi skal gøre? 

 

Undskyld det blev så langt!

På forhånd tak!!

Undskyld mig, men når man får hjælp med noget, så siger man pænt tak, man bliver sgu ikke fornærmet over det, og hvis de ikke vil have hjælp så kunne de da åbne munden 

hvad har i dog hjulpet dem med som er så forfærdeligt ? 

Sikke dog nogle utaknemlige skarn 

Jeg er meget nysgerrig over, hvilken hjælp der kan gøre nogen sure på hinanden..?

Jeg synes det var meget forkert af din bror at skippe jeres søns fødselsdag - der har din mor ret i at det ikke skal gå ud over børnene. Nu ved jeg jo ikke om I tror/håber på genforening, men hvis det var mig, ville jeg have købt en lille gave til min søn og så have sagt den var fra onkel.

Ift gave til din brors barn så ville jeg sende den med mine forældre og bede dem aflevere den når "festen" er slut eller simpelthen bare stille den inden de selv går hjem. På den måde bliver dine forældre ikke involveret i konflikten og det går ikke ud over barnet.

Jeg kan læse ud fra dit indlæg at du slet ikke mener at din bror har ret i at være sur på jer, men jeg vil alligvel opfordre dig til at sluge kamelen (med forbehold for at jeg ikke kender baggrunden for jeres konflikt) og række hånden ud til din bror. Familiestridigheder er simpelthen for dumme. Hvis du gerne vil genforenes (og det tolker jeg det som om når du fortsat går op i gaver osv, og tror også din bror vil siden han fortsat sender sms, omend de er sure) så lad være med at trække det i langdrag. I har tilsyneladende gjort noget i en god mening, som ikke ramte rigtigt hos dem - kan I ikke beklage og forklare at I troede i gjorde dem en tjeneste? 

De har altid boet meget rodet og beskidt, og efter sundhedsplejersken sagde at de ikke kunne bo sådan med et barn, bad de om hjælp til at få styr på deres lejlighed.

Min kæreste og jeg holder ind imellem nogle fridage sammen, så på en af vores fridage, tog vi over på min brors skole og hentede hans nøgle så vi kunne tage hjem til dem og begynde at rydde op og få gjort lidt rent. Efter vi havde gået i ca 4 timer og ordnet deres lejlighed kom de hjem og begyndte at rode det hele til igen. Så var det galt at vi havde sat det rene porcelæn i skabene, så var det galt at vi havde smidt gamle aviser og reklamer ud, så var det galt at vi havde flyttet rundt på deres rod for at tørre støv af, det var mindsanten også galt at vi havde åbnet vinduerne for at få noget luft ind. Men de blev mest sure over at jeg havde vasket alt det tøj der lå på gulvet og i vasketøjskurven, for det var åbenbart rent  Det kunne jeg jo ikke lige vide, da det oftest er der man har sit beskidte tøj.

Så begyndte de på at de ikke havde bedt om vores hjælp og at vi skulle blande os udenom deres liv :/ 
Jeg vil jo også mene at de burde sige pænt tak for hjælpen. Og hvis de ikke ville have den, hvorfor så give os en nøgle så vi kunne gå ind og begynde at rydde op og gøre rent .. 

Jeg vil ikke kommentere på dig og din bror's konflikt, da det praktisk talt er umuligt, som udeforstående, at komme med noget konstruktivt.

Men jeg vil gerne kommentere på det med gaven. Jeg syntes helt bestemt at I skal sende gaven med jeres forældre. Du skriver selv om, hvilket svigt du følte da din bror ikke gav din dreng en gave. Og nu overvejer du at synke ned på samme niveau? Jeg ved godt at drengen kun er et år, og jo ikke forstår det med gaver, men alligevel syntes jeg lidt det lugter af "gengældelsesaktion" mod din bror...som så også rammer din nevø.

Vis at du er den "store" i det her, og godt kan se forbi noget som KUN er mellem dig og din bror, og ikke menneskene (børnene) omkring jer. Og hvad så, hvis de ender med at sidde og bagtale jer? Det siger jo kun noget om dem, ikke?

Anonym skriver:

De har altid boet meget rodet og beskidt, og efter sundhedsplejersken sagde at de ikke kunne bo sådan med et barn, bad de om hjælp til at få styr på deres lejlighed.

Min kæreste og jeg holder ind imellem nogle fridage sammen, så på en af vores fridage, tog vi over på min brors skole og hentede hans nøgle så vi kunne tage hjem til dem og begynde at rydde op og få gjort lidt rent. Efter vi havde gået i ca 4 timer og ordnet deres lejlighed kom de hjem og begyndte at rode det hele til igen. Så var det galt at vi havde sat det rene porcelæn i skabene, så var det galt at vi havde smidt gamle aviser og reklamer ud, så var det galt at vi havde flyttet rundt på deres rod for at tørre støv af, det var mindsanten også galt at vi havde åbnet vinduerne for at få noget luft ind. Men de blev mest sure over at jeg havde vasket alt det tøj der lå på gulvet og i vasketøjskurven, for det var åbenbart rent  Det kunne jeg jo ikke lige vide, da det oftest er der man har sit beskidte tøj.

Så begyndte de på at de ikke havde bedt om vores hjælp og at vi skulle blande os udenom deres liv :/ 
Jeg vil jo også mene at de burde sige pænt tak for hjælpen. Og hvis de ikke ville have den, hvorfor så give os en nøgle så vi kunne gå ind og begynde at rydde op og gøre rent .. 

Undskyld men hvor er I begge barnlige! 

I har gjort noget i en god mening og det faldt så ikke i god jord - sig undskyld og forklar at det var ment vel.

Din brors reaktion er utaknemmelig men måske alligevel forståelig. Det er garanteret overvældende for din bror og hans kone at blive frontet med deres rod og manglende evne til at holde eget hjem, og derfor reagerer de uhensigtsmæssigt og bliver sure. Men forestil dig lige hvis det var hos dig, at der var behov for et rengøringsteam hvor utilstrækkelig du måtte føle dig? Vær large og sig undskyld så I kan komme videre.

jenny4 skriver:

Jeg er meget nysgerrig over, hvilken hjælp der kan gøre nogen sure på hinanden..?

Jeg synes det var meget forkert af din bror at skippe jeres søns fødselsdag - der har din mor ret i at det ikke skal gå ud over børnene. Nu ved jeg jo ikke om I tror/håber på genforening, men hvis det var mig, ville jeg have købt en lille gave til min søn og så have sagt den var fra onkel.

Ift gave til din brors barn så ville jeg sende den med mine forældre og bede dem aflevere den når "festen" er slut eller simpelthen bare stille den inden de selv går hjem. På den måde bliver dine forældre ikke involveret i konflikten og det går ikke ud over barnet.

Jeg kan læse ud fra dit indlæg at du slet ikke mener at din bror har ret i at være sur på jer, men jeg vil alligvel opfordre dig til at sluge kamelen (med forbehold for at jeg ikke kender baggrunden for jeres konflikt) og række hånden ud til din bror. Familiestridigheder er simpelthen for dumme. Hvis du gerne vil genforenes (og det tolker jeg det som om når du fortsat går op i gaver osv, og tror også din bror vil siden han fortsat sender sms, omend de er sure) så lad være med at trække det i langdrag. I har tilsyneladende gjort noget i en god mening, som ikke ramte rigtigt hos dem - kan I ikke beklage og forklare at I troede i gjorde dem en tjeneste? 

 

Hold da op, hvor lyder det tarveligt af dem at blive sure over det. Jeg synes virkelig det er pænt af jer at gøre alt det. Det er der ikke mange, der ville gøre for andre. 

Jeg synes at det er vigtigt at man tænker på børnene før alle andre. Så måske kunne i tage til fødselsdagen og være der et par timer for barnes skyld og derefter tage hjem og lade dem komme med en undskyldning når de er klar til det? 

I virker som nogle større mennesker end dem, synes jeg. Og når i så tager til deres søns fødselsdag og de ikke gjorde, så viser i hvordan man bør opfører sig. Hvis jeg var dem ville jeg i hvert fald blive rigtig flov og føle mig barnlig/dum, hvis jeg ikke havde kommet til min nevøs fødselsdag og i så gør det for deres barn. I taber bestemt ikke ansigt, men viser baRe hvordan man burde være når man har børn. 

jenny4 skriver:

Jeg er meget nysgerrig over, hvilken hjælp der kan gøre nogen sure på hinanden..?

Jeg synes det var meget forkert af din bror at skippe jeres søns fødselsdag - der har din mor ret i at det ikke skal gå ud over børnene. Nu ved jeg jo ikke om I tror/håber på genforening, men hvis det var mig, ville jeg have købt en lille gave til min søn og så have sagt den var fra onkel.

Ift gave til din brors barn så ville jeg sende den med mine forældre og bede dem aflevere den når "festen" er slut eller simpelthen bare stille den inden de selv går hjem. På den måde bliver dine forældre ikke involveret i konflikten og det går ikke ud over barnet.

Jeg kan læse ud fra dit indlæg at du slet ikke mener at din bror har ret i at være sur på jer, men jeg vil alligvel opfordre dig til at sluge kamelen (med forbehold for at jeg ikke kender baggrunden for jeres konflikt) og række hånden ud til din bror. Familiestridigheder er simpelthen for dumme. Hvis du gerne vil genforenes (og det tolker jeg det som om når du fortsat går op i gaver osv, og tror også din bror vil siden han fortsat sender sms, omend de er sure) så lad være med at trække det i langdrag. I har tilsyneladende gjort noget i en god mening, som ikke ramte rigtigt hos dem - kan I ikke beklage og forklare at I troede i gjorde dem en tjeneste? 

 

Hov undskyld. Jeg ved ikke hvorfor jeg kom til at besvare dit indlæg.