PB start? eller kun måske ):

Anonym skriver:

Det bunder i min egen usikkerhed og ting der er sket i min fortid.

 

Min kæreste siger han ved vi er klar og at jeg skal holde op med det pjat for vi skal nok klare den og blive gode forældre.

 

Min frygt handler mest om:

Vil jeg kunne elske mit barn?
Kan de tvangsfjerne mit barn på grund af ting fra min fortid?
Vil jeg kunne beskytte mit barn godt nok?
Vil jeg kunne opdrage mit barn pænt?
Vil jeg være god nok til at kunne hjælpe mit barn i sin udvikling?

Nu har du godt nok valgt at være anonym, hvilket gør det lidt besværligt at råde dig.

Hvor gammel er du? Og hvor længe har du og din kæreste været sammen?

For mig personligt, betyder det at være klar til at stifte familie, at vi rent faktisk har de bedste odds for at forblive en familie. For mig er det enormt vigtigt ikke at få en skilsmissefamilie, og det tror jeg altså bare bedst man undgår, ved at far og mor kender hinanden inden de bringer børn på banen. Der findes naturligvis eksempler, hvor man får det til at fungere alligevel - jeg kender bare inden af dem. Men igen, det kommer helt an på din alder synes jeg. Jo yngre du er - jo længere skal I have kendt hinanden, inden I begynder på børn (er min helt personlige mening).

De tanker du har er helt naturlige, så længe de ikke dominerer din hverdag - og så længe du har styr på alt det grundlæggende om baby: og at ansvaret er dit de næste 18 år. Hvis du ellers har ordnede forhold med bolig, fast uddannelse/arbejde = indtægt, og råd til baby, så ser jeg ingen hindring. 

Anonym skriver:

Det bunder i min egen usikkerhed og ting der er sket i min fortid.

 

Min kæreste siger han ved vi er klar og at jeg skal holde op med det pjat for vi skal nok klare den og blive gode forældre.

 

Min frygt handler mest om:

Vil jeg kunne elske mit barn?
Kan de tvangsfjerne mit barn på grund af ting fra min fortid?
Vil jeg kunne beskytte mit barn godt nok?
Vil jeg kunne opdrage mit barn pænt?
Vil jeg være god nok til at kunne hjælpe mit barn i sin udvikling?

På den ene side har jeg lyst til at skrive: ja det er meget normalt at være usikker. Det er et nyt kapitel i ens liv og man aner faktisk ikke hvad det betyder. Da jeg var gravid med den første og hormonerne rasede rundt i min krop var jeg usikker på stort set ALT, samtidig med jeg slet ikke kunne se mig selv med en baby, ja egentlig ville jeg hellere have en kattekilling 

men så på den anden side er der noget der skurer i dine indlæg, noget som gør jeg bliver nysgerrig og også nervøs. Jeg kan ikke sætte fingeren på det, kan ikke sige hvad det er. 

men der melder sig spørgsmål som: hvad er det I skal klare (ja ved godt det er at blive forældre, men da vi skulle være forældre var det ikke ordvalget, det var ikke noget vi skulle klare, det var noget vi selvsagt kunne)? Vikar, er du sikret en økonomi i barslen og efter (er mpske ligegyldigt, og så for gamle konservative mig alligevel ikke)?

modesty skriver:

De spørgsmål kan jeg jo selvsagt ikke svare på, men det lyder som om du har nogle reelle årsager til dine overvejelser. Jeg synes at du skal lytte til dine egne bekymringer og tage dem alvorligt. Dermed ikke sagt at I ikke skal gå i gang med PB! Men det er et kolossalt ansvar at få et barn, og det er vigtigt at du føler at du kan klare opgaven. 

Har du en person i dit netværk som du stoler på, og som du evt. kan vende dine tanker med? Din læge, socialrådgiver, veninde, lærer, eller noget helt femte?

Hvor gamle er I?

Selvfølgelig kan du ikke svare på spørgsmålene det er jo desværre kun fremtiden der kan give svaret. Må indrømme at jeg nok har set Lidt for meget "De unge mødre" med Nikita og hendes søn Remi og Hanna Melissa med hendes datter Cecilya, selv om jeg godt ved det kun er en side af historien der kommer i tv'et, så påvirker det mig hvor "lille" grundlag de behøver for at tvangsfjerne ens barn.

Vi ved at det er et stort ansvar vi kommer til at have i ikke bare 18 år men resten af livet og jeg tror jeg nok skal klare opgaven når jeg står i det, for det jeg bare nød til når jeg selv har valgt at sætte et barn i verden.

Jeg har desværre ikke nogen i mit netværk som jeg kan snakke med det om.

Vi 21 og 24

Anpau skriver:

Nu har du godt nok valgt at være anonym, hvilket gør det lidt besværligt at råde dig.

Hvor gammel er du? Og hvor længe har du og din kæreste været sammen?

For mig personligt, betyder det at være klar til at stifte familie, at vi rent faktisk har de bedste odds for at forblive en familie. For mig er det enormt vigtigt ikke at få en skilsmissefamilie, og det tror jeg altså bare bedst man undgår, ved at far og mor kender hinanden inden de bringer børn på banen. Der findes naturligvis eksempler, hvor man får det til at fungere alligevel - jeg kender bare inden af dem. Men igen, det kommer helt an på din alder synes jeg. Jo yngre du er - jo længere skal I have kendt hinanden, inden I begynder på børn (er min helt personlige mening).

De tanker du har er helt naturlige, så længe de ikke dominerer din hverdag - og så længe du har styr på alt det grundlæggende om baby: og at ansvaret er dit de næste 18 år. Hvis du ellers har ordnede forhold med bolig, fast uddannelse/arbejde = indtægt, og råd til baby, så ser jeg ingen hindring. 

Jeg er anonym for at gemme det for familien da jeg synes de ikke behøver at vide det endnu.

Jeg 21 og vi har været sammen i snart 5 år, er forlovet og bor sammen.

Det er enormt vigtig for mig også at vi forbliver en familie for jeg har ikke lyst til at sætte et skilsmissebarn i verden vis det kan undgås og tror virkelig på at vi bliver sammen, for jeg kan ikke undvære ham, vi har det rigtig godt sammen både i med og modgang og han bliver en vidunderlig far.

De dominere ikke men de er der. Vi har styr på det grundlæggende, så meget det nu kan, der er planlagt hvad vi skal købe og har plads og råd, så det er sådan set kun mine lig der rasler, som jeg har lidt problemer med at få begrave. Men i min verden er det ikke kun et ansvar de næste 18 år, men resten af livet når man får børn.

lineog4 skriver:

På den ene side har jeg lyst til at skrive: ja det er meget normalt at være usikker. Det er et nyt kapitel i ens liv og man aner faktisk ikke hvad det betyder. Da jeg var gravid med den første og hormonerne rasede rundt i min krop var jeg usikker på stort set ALT, samtidig med jeg slet ikke kunne se mig selv med en baby, ja egentlig ville jeg hellere have en kattekilling 

men så på den anden side er der noget der skurer i dine indlæg, noget som gør jeg bliver nysgerrig og også nervøs. Jeg kan ikke sætte fingeren på det, kan ikke sige hvad det er. 

men der melder sig spørgsmål som: hvad er det I skal klare (ja ved godt det er at blive forældre, men da vi skulle være forældre var det ikke ordvalget, det var ikke noget vi skulle klare, det var noget vi selvsagt kunne)? Vikar, er du sikret en økonomi i barslen og efter (er mpske ligegyldigt, og så for gamle konservative mig alligevel ikke)?

Jeg kan sagtens se mig selv med en baby og glæder mig til det. Men det er netop det at jeg ikke 100% aner hvad der medfølger med det nye kapitel og det skræmmer mig lidt og så kører tanker og skræk scenarierne rundt i hovedet. Jeg mangler at nå det punkt der hedder "Du kan ikke vide og være forberedt på alt der sker i livet." jeg er godt på vej der hen, men der ikke helt endnu.

Jeg forstår ikke helt hvad du mener med 'hvad vi skal klare?'. Andet ind at give vores barn den bedste start på livet og ja det sikker noget der kommer helt naturligt men jeg er et sted bange for den lille chance der er at det måske ikke gør og hvad man så gør.

På den ene side har jeg lyst til at skrive: ja det er meget normalt at være usikker. Det er et nyt kapitel i ens liv og man aner faktisk ikke hvad det betyder. Da jeg var gravid med den første og hormonerne rasede rundt i min krop var jeg usikker på stort set ALT, samtidig med jeg slet ikke kunne se mig selv med en baby, ja egentlig ville jeg hellere have en kattekilling 

men så på den anden side er der noget der skurer i dine indlæg, noget som gør jeg bliver nysgerrig og også nervøs. Jeg kan ikke sætte fingeren på det, kan ikke sige hvad det er. 

men der melder sig spørgsmål som: hvad er det I skal klare (ja ved godt det er at blive forældre, men da vi skulle være forældre var det ikke ordvalget, det var ikke noget vi skulle klare, det var noget vi selvsagt kunne)? Vikar, er du sikret en økonomi i barslen og efter (er mpske ligegyldigt, og så for gamle konservative mig alligevel ikke)?

Men ja økonomien er der, der er beregnet på at vi vil kunne klare det selv vis det værste sker og jeg ryger på kontanthjælp/SU så er der stadig penge til barnet. Vikar stillingen er en strategi for at få en fod inden for og et sted stadig at "være på arbejdsmarked" da det jo er nemmere at få job vis man har et og gider ikke være på off. ydelse når jeg godt kan arbejde men har desværre ikke fundet noget arbejde eller ny uddannelse endnu.

Anonym skriver:

Jeg er anonym for at gemme det for familien da jeg synes de ikke behøver at vide det endnu.

 

Jeg 21 og vi har været sammen i snart 5 år, er forlovet og bor sammen.

 

Det er enormt vigtig for mig også at vi forbliver en familie for jeg har ikke lyst til at sætte et skilsmissebarn i verden vis det kan undgås og tror virkelig på at vi bliver sammen, for jeg kan ikke undvære ham, vi har det rigtig godt sammen både i med og modgang og han bliver en vidunderlig far.

 

De dominere ikke men de er der. Vi har styr på det grundlæggende, så meget det nu kan, der er planlagt hvad vi skal købe og har plads og råd, så det er sådan set kun mine lig der rasler, som jeg har lidt problemer med at få begrave. Men i min verden er det ikke kun et ansvar de næste 18 år, men resten af livet når man får børn.

Det er jo svært når man ikke kender den fulde situation, med umiddelbart, så synes jeg ikke du bør være bange for noget.

Jeg kan også tænke "shit mand - hvad er det vi har rodet os ud i" nogen gange - og jeg er ikke engang blevet gravid endnu. Jeg tror det er helt normalt at man tænker sådan, da det jo ER et enormt skift fra kun at være to, til pludselig at være tre. Og et kæmpe ansvar man tager på sig. Men jeg er helt sikker på, at alle får disse tanker fra tid til anden.

Grunden til jeg spurgte hvor længe I havde været sammen, var mere fordi jeg "frygtede" at I kun havde været sammen måske et halvt år. 

Anpau skriver:

Det er jo svært når man ikke kender den fulde situation, med umiddelbart, så synes jeg ikke du bør være bange for noget.

Jeg kan også tænke "shit mand - hvad er det vi har rodet os ud i" nogen gange - og jeg er ikke engang blevet gravid endnu. Jeg tror det er helt normalt at man tænker sådan, da det jo ER et enormt skift fra kun at være to, til pludselig at være tre. Og et kæmpe ansvar man tager på sig. Men jeg er helt sikker på, at alle får disse tanker fra tid til anden.

Grunden til jeg spurgte hvor længe I havde været sammen, var mere fordi jeg "frygtede" at I kun havde været sammen måske et halvt år. 

Det ER nemlig et rigtig stort skifte og en svær beslutning da det gælder et andet menneskes liv, allerede inden det liv er blevet lavet.

Jeg kan godt forstå du "frygtede" vi ikke havde været sammen særlig længe, det vis ikke så tit man møder par der har fundet hinanden så tideligt som vi har. Vi ville heller ikke have planlagt børn nu, vis det ikke var fordi vi havde været sammen så længe og viste at vi ville blive sammen.