PB start? eller kun måske ):

Skal man var 100% sikker for at være klar? eller er det i orden at være bange og usikker når tiden nærmer sig at pillerne skal smides efter at have været på dem i mange år?

Anonym skriver:

Skal man var 100% sikker for at være klar? eller er det i orden at være bange og usikker når tiden nærmer sig at pillerne skal smides efter at have været på dem i mange år?

Det er normalt at have det sådan.. Jeg glædede mig helt vildt, men da vi så endelig gik i gang blev jeg nervøs og usikker. Og endnu mere da jeg blev gravid.. Men nu hvor jeg er halvvejs er jeg bare lykkelig... Dog stadig nervøs

S*DD skriver:

Det er normalt at have det sådan.. Jeg glædede mig helt vildt, men da vi så endelig gik i gang blev jeg nervøs og usikker. Og endnu mere da jeg blev gravid.. Men nu hvor jeg er halvvejs er jeg bare lykkelig... Dog stadig nervøs

Tusind tak for svaret, det rart at jeg ikke er den eneste der ikke bare tænker "Yes så det nu". Jeg er bare så nervøs for om vi er så klar til det som vi tror, samtid er jeg super spændt på det nye kapitel der skal starte når jeg skal indtage rollen som 'Mor'. Men har så mange nervøse tanker om hvad der kunne gå galt, så som: Vil jeg kunne elske mit barn?.

Anonym skriver:

Skal man var 100% sikker for at være klar? eller er det i orden at være bange og usikker når tiden nærmer sig at pillerne skal smides efter at have været på dem i mange år?

Helt normalt, det er en stor ting, og mandskab sket ikke vide sig sikker på hvordan det er eller noget som elst! . Jeg var mega opsat på at blive gravid og følte mig bare klar. Da testen blev positiv blev jeg mega usikker ognskide nervøs

xStinepigen skriver:

Helt normalt, det er en stor ting, og mandskab sket ikke vide sig sikker på hvordan det er eller noget som elst! . Jeg var mega opsat på at blive gravid og følte mig bare klar. Da testen blev positiv blev jeg mega usikker ognskide nervøs

Tusind tak for svaret. Jeg prøver desværre virkelig at forudse alt hvad der kan ske og hvordan det kommer til at være. Og det kan jo ikke lade sig gøre, plus at det er de værste scenarie der kører i mit hoved konstant.

Tja.. Det er helt normalt at have dage hvor man tænker at det er noget være noget man har rodet sig ud i, og når man nu at blive klar osv osv. Jeg er ikke selv mor endnu, men tænker det er lidt lige som at køre bil. Det lærer man altså også først når man HAR fået kortet, og bliver mere erfaren.

Dog vil jeg sige, at hvis du dagligt tænker "shit", og har mange overvejelser om, om i er klar, så synes jeg ærlig talt i skal vente.

Anonym skriver:

Skal man var 100% sikker for at være klar? eller er det i orden at være bange og usikker når tiden nærmer sig at pillerne skal smides efter at have været på dem i mange år?

Jeg tænker at det handler meget om hvad usikkerheden og nervøsiteten bunder i. Har du reel årsag til at være bekymret?

Anpau skriver:

Tja.. Det er helt normalt at have dage hvor man tænker at det er noget være noget man har rodet sig ud i, og når man nu at blive klar osv osv. Jeg er ikke selv mor endnu, men tænker det er lidt lige som at køre bil. Det lærer man altså også først når man HAR fået kortet, og bliver mere erfaren.

Dog vil jeg sige, at hvis du dagligt tænker "shit", og har mange overvejelser om, om i er klar, så synes jeg ærlig talt i skal vente.

Jeg tænker dagligt "shit hvad nu vis" men tænker også dagligt, hvor dejligt det vil være at få en baby og hvor mange gode ting der er ved det. og især den tanke der hedder "uh tænk bare vis jeg havde en dejlig lille baby nu"

Jeg er vikar i en intuition og når jeg er i vuggestuen og har med de mindste at gøre så som at pusle, putte og mad, så ELSKER jeg det og ville ønske jeg havde min egen lille baby at pusle om, men samtid ved jeg jo ikke hvad jeg går ind til for at være vikar i en vuggestue er jo ikke det samme som at være mor 24/7 resten af livet og det starter min frygt, et er jo at læse om hvordan det er men pludseligt at stå i det selv er jo noget helt andet.

modesty skriver:

Jeg tænker at det handler meget om hvad usikkerheden og nervøsiteten bunder i. Har du reel årsag til at være bekymret?

Det bunder i min egen usikkerhed og ting der er sket i min fortid.

Min kæreste siger han ved vi er klar og at jeg skal holde op med det pjat for vi skal nok klare den og blive gode forældre.

Min frygt handler mest om:

Vil jeg kunne elske mit barn?
Kan de tvangsfjerne mit barn på grund af ting fra min fortid?
Vil jeg kunne beskytte mit barn godt nok?
Vil jeg kunne opdrage mit barn pænt?
Vil jeg være god nok til at kunne hjælpe mit barn i sin udvikling?

Det bunder i min egen usikkerhed og ting der er sket i min fortid.

 

Min kæreste siger han ved vi er klar og at jeg skal holde op med det pjat for vi skal nok klare den og blive gode forældre.

 

Min frygt handler mest om:

Vil jeg kunne elske mit barn?
Kan de tvangsfjerne mit barn på grund af ting fra min fortid?
Vil jeg kunne beskytte mit barn godt nok?
Vil jeg kunne opdrage mit barn pænt?
Vil jeg være god nok til at kunne hjælpe mit barn i sin udvikling?

De spørgsmål kan jeg jo selvsagt ikke svare på, men det lyder som om du har nogle reelle årsager til dine overvejelser. Jeg synes at du skal lytte til dine egne bekymringer og tage dem alvorligt. Dermed ikke sagt at I ikke skal gå i gang med PB! Men det er et kolossalt ansvar at få et barn, og det er vigtigt at du føler at du kan klare opgaven. 

Har du en person i dit netværk som du stoler på, og som du evt. kan vende dine tanker med? Din læge, socialrådgiver, veninde, lærer, eller noget helt femte?

Hvor gamle er I?