Krise

Anonym skriver:

Tanken har strejfet mig, om det kunne være en depression. 

Men jeg tror måske nærmere, at jeg bare er lidt udkørt. Jeg har været på så længe, hvor min kæreste har plejet sig selv og egne interesser. 

Jeg skal finde frem til noget der er godt for mig. 

Det er en vigtig ting at huske sig selv , lave noget for sig selv ... 

Jeg håber du vil huske pg tænke evt opsøge læge hvis det fortsætter , det kan have store konsekvenser i ens liv desværre ... 

Jeg har den holdning at nogle gange skal men give for at få., mig og min kæreste er også inde i en død periode lige pt, vi har dog været sammen i over 8 år og har en dreng på 1 1/2 år, så kan godt se det er lidt en anden historie,. Men ja her er det også mig som har mistet lysten til sex for en stund, og det er som sådan ikke fordi jeg ikke tænder på min kæreste . Jeg elsker ham jo og vil vores forhold utrolig meget.

her "tvinger" jeg mig selv til at kysse og kramme for at få intimitet tilbage i vores hverdag. Og jeg har også sex uden egentlig at have lyst pga manglende energi og træthed., men jeg har sex med min kæreste fordi vi er et par og sex er en vigtig faktor i et parforhold. I hvertfald for at holde gnisten ved lige, og får en stund at mærke at man er kæreste/mand og kvinde i stedet for mor og far ..

så vil da anbefale at du måske skulle prøve at være mere intim med din kæreste, måske det vækker lidt gamle følelser igen.. 

Uden sex i et forhold går man hurtigt hen og bliver venner

held og lykke med det

modesty skriver:

Når man vælger at få et barn sammen, så vælger man efter min mening også et ansvar til. Et ansvar der handler om at holde sammen gennem de hårde tider, og kæmpe alt hvad man kan for at ens barn kan vokse op med begge sine forældre på fuldt tid.

Du siger at din mand ikke ænser dig, men det lyder ærligt talt heller ikke til at du selv gør den store indsats. Det er åbenbart dig der ikke er interesseret i sex? Mon ikke at han går rundt med følelsen af at det er dig der ikke ænser ham?

Ærligt talt, så lyder du faktisk enormt forkælet, og som om du ikke helt har forstået hvad det vil sige at blive en familie. Når du f.eks skriver at du savner jordbær og hvidvin på en tirsdag. Så vidt jeg kan regne ud, kan jeres barn ikke være meget mere end et halvt år? Det er jo ingenting. Livet med små børn ER leverpostejsmadder og mælk. Det går over igen, når barnet bliver lidt større.

Du bliver nødt til at acceptere at visse elementer af livet bliver sat på standby i et par år når man får små børn. At man ikke har sex i et par måneder er rigtig nederen, men det er ikke verdens undergang, og det er ikke unormalt at sexlivet får en krise når man bliver forældre. Der er en grund til at man siger at man ikke må gå fra hinanden før barnet er 2 år. 

Jeg synes at du skal gøre en reel indsats. Hvilket primært betyder at starte en åben og ærlig kommunikation med din mand. Hvor udgangspunktet er at I vil hinanden, og vil prøve at finde nogle veje til at få gnisten og nærheden ind i jeres relation igen. Hvis han på nogle punkter ikke lever op til dine forestillinger om en god familiefar, så skal det selvfølgelig adresseres, men det vigtige er at holde sig fra bebrejdelser og skyld, og prøve at se fremad og være konstruktive.

Hvordan lyder jeg forkælet? Det må du meget gerne uddybe.

det jeg skriver omkring hvidvin og jordbær er tydeligvis en metafor.  

Hvis nogen vil nøjes med leverpostejsmadder i flere år, så er det jo fint for dem. Jeg kan bare mærke, at jeg vil have noget mere.

jeg synes bestemt ikke, at jeg skriver, at det er op til min kæreste, at give mig det, eller giver ham skylden for noget?

Det er nok nærmere op til mig selv, at finde ud af hvad det er jeg gerne vil.

jeg tror ikke min krise handler så meget handler om ham, men jeg tror, at han føler at jeg overser ham nu. Det er sket i takt med, at jeg er blevet meget mere bevidst om, at vores liv sammen er kørt utrolig meget på hans præmisser. 

Jeg har glemt mig selv undervejs, ikke fået sagt fra og til overfor ham, og jeg skal til at finde mig selv igen nu.

Det synes jeg egentlig ikke er forkælet.

Jeg har ikke sagt til ham, at jeg har mistet følelserne for ham og ikke har lyst til ham. Det ligger lidt uudtalt i luften, for han kan jo sagtens se og mærke det. 

Jeg trækker mig fysisk fra ham.

Jeg har utrolig gerne ville tale om tingene hen af vejen, i takt med at der har været kriser.. Kvinder er jo nogle snakkehoveder, og det er jeg bestemt også.

Men han vil hellere lade tingene ligge, og føler ofte at det er et angreb, når jeg har nævnt, at jeg er ked af/utilfreds/ærgelig over et eller andet. 

F.eks. Omkring min fars diagnose, hvor min kæreste har været totalt fraværende. Den dag hvor diagnosen blev stillet valgte min kæreste, at hygge sig med en kammerat. Jeg sad derhjemme alene med vores barn.

Det har jeg sagt, at jeg blev meget ked af og skuffet over. Ingen respons.

sådan er det hele vejen igennem, og jeg har virkelig brug for at få talt med ham om nogle ting som nager mig. Men det er ikke super konstruktivt, at tale til en som ikke har lyst til samtalen.

Jeg føler mig sgu lidt flad.

BigHope13 skriver:

Jeg har den holdning at nogle gange skal men give for at få., mig og min kæreste er også inde i en død periode lige pt, vi har dog været sammen i over 8 år og har en dreng på 1 1/2 år, så kan godt se det er lidt en anden historie,. Men ja her er det også mig som har mistet lysten til sex for en stund, og det er som sådan ikke fordi jeg ikke tænder på min kæreste . Jeg elsker ham jo og vil vores forhold utrolig meget.

her "tvinger" jeg mig selv til at kysse og kramme for at få intimitet tilbage i vores hverdag. Og jeg har også sex uden egentlig at have lyst pga manglende energi og træthed., men jeg har sex med min kæreste fordi vi er et par og sex er en vigtig faktor i et parforhold. I hvertfald for at holde gnisten ved lige, og får en stund at mærke at man er kæreste/mand og kvinde i stedet for mor og far ..

 

så vil da anbefale at du måske skulle prøve at være mere intim med din kæreste, måske det vækker lidt gamle følelser igen.. 

Uden sex i et forhold går man hurtigt hen og bliver venner

held og lykke med det

Det ville min kæreste sagtens kunne gennemskue. Det kender han mig for godt til. 

Jeg ville heller ikke selv bryde mig om, at min kæreste havde sex med mig uden lyst. Ville føle det var rimelig tamt. 

Sex avler mere sex.. I know  

Men jeg tror først, at lysten kommer tilbage når jeg "kan mærke mig selv igen". Ved ikke om det giver mening, men jeg føler mig lidt følelsesløs i øjeblikket.

Anonym skriver:

Det ville min kæreste sagtens kunne gennemskue. Det kender han mig for godt til. 

Jeg ville heller ikke selv bryde mig om, at min kæreste havde sex med mig uden lyst. Ville føle det var rimelig tamt. 

Sex avler mere sex.. I know  

Men jeg tror først, at lysten kommer tilbage når jeg "kan mærke mig selv igen". Ved ikke om det giver mening, men jeg føler mig lidt følelsesløs i øjeblikket.

Det jo heller ikke noget man skal skjult for hinanden., så ser ingen grund til at han skal gennemskue noget da det skulle være et teamwork og noget man gør for hinanden.

her taler vi altid om tingene og jeg nævner for min kæreste at jeg synes vi trænger til mere kys og kram i hverdagen og så husker vi hinanden på lige at få kysset farvel og giver hinanden et klem når vi ses igen osv gennem dagen. 

Og når jeg siger at jeg har sex uden at have lyst så skal det jo ikke forståes som om at jeg kun gør det for hans skyld,, jeg gør det jo for vores forhold., og det er jo kun indtil man er igang så kommer lysten ret automatisk her.

men selvfølgelig skal du finde dig selv, og finde ud af hvad det er du vil have i dit liv. 

Anonym skriver:

Hvordan lyder jeg forkælet? Det må du meget gerne uddybe.

det jeg skriver omkring hvidvin og jordbær er tydeligvis en metafor.  

Hvis nogen vil nøjes med leverpostejsmadder i flere år, så er det jo fint for dem. Jeg kan bare mærke, at jeg vil have noget mere.

jeg synes bestemt ikke, at jeg skriver, at det er op til min kæreste, at give mig det, eller giver ham skylden for noget?

Det er nok nærmere op til mig selv, at finde ud af hvad det er jeg gerne vil.

jeg tror ikke min krise handler så meget handler om ham, men jeg tror, at han føler at jeg overser ham nu. Det er sket i takt med, at jeg er blevet meget mere bevidst om, at vores liv sammen er kørt utrolig meget på hans præmisser. 

Jeg har glemt mig selv undervejs, ikke fået sagt fra og til overfor ham, og jeg skal til at finde mig selv igen nu.

Det synes jeg egentlig ikke er forkælet.

 

Jeg har ikke sagt til ham, at jeg har mistet følelserne for ham og ikke har lyst til ham. Det ligger lidt uudtalt i luften, for han kan jo sagtens se og mærke det. 

Jeg trækker mig fysisk fra ham.

Jeg har utrolig gerne ville tale om tingene hen af vejen, i takt med at der har været kriser.. Kvinder er jo nogle snakkehoveder, og det er jeg bestemt også.

Men han vil hellere lade tingene ligge, og føler ofte at det er et angreb, når jeg har nævnt, at jeg er ked af/utilfreds/ærgelig over et eller andet. 

F.eks. Omkring min fars diagnose, hvor min kæreste har været totalt fraværende. Den dag hvor diagnosen blev stillet valgte min kæreste, at hygge sig med en kammerat. Jeg sad derhjemme alene med vores barn.

Det har jeg sagt, at jeg blev meget ked af og skuffet over. Ingen respons.

sådan er det hele vejen igennem, og jeg har virkelig brug for at få talt med ham om nogle ting som nager mig. Men det er ikke super konstruktivt, at tale til en som ikke har lyst til samtalen.

 

Jeg føler mig sgu lidt flad.

Jeg tror du er inde på noget ret eesentielt, nemlig det at være glad for sig selv og sit liv. Din kæreste virker til at være lige præcis den han var da du mødte ham - fuld af aktivitet og masser af venner. Du derimod har ændret dig i takt med at jeres liv ændrede sig da i fik barn. Måske det optimale ville have været at I havde mødtes på midten så din kæreste blev lidt mere familieorienteret og du huskede sig selv og de "ego"-ting som gør dig glad. Nu er I så der, hvor begge er lidt utilfredse og ingen helt ved hvad i skal gøre.

Jeg tror at du skal starte med dig selv. Du savner noget "jordbær og hvidvin" i hverdagen og pt er din kæreste måske ikke den rette til det. Forstå mig ret I skal selvfølgelig være sammen men du skal finde nogle ting der gør dig glad uden din kæreste. Det kunne være en cafetur med veninderne som jeg jo kan læse at du har - de skal "bare" aktiveres lidt oftere. Det kunne være noget sport eller anden hobby som du godt kan lide. Jeg tror det at prioritere sig selv engang imellem giver ny energi - og den energi vil din kæreste kunne mærke og genkende fra da han forelskede sig i dig. På den måde booster du dig selv og dit forhold på samme tid. Jeg tror at du ved at genfinde dig selv vil få et bedre udgangspunkt for at tage dialogen med din kæreste om de ting der kan gøre jeres forhold bedre - og han vil have lyst til at investere i det for du er jo den skønne kvinde han mødte for to år siden. 

Så rådet lyder: "du skal elske dig selv for at andre kan elske dig"

Hvordan lyder jeg forkælet? Det må du meget gerne uddybe.

det jeg skriver omkring hvidvin og jordbær er tydeligvis en metafor.  

Hvis nogen vil nøjes med leverpostejsmadder i flere år, så er det jo fint for dem. Jeg kan bare mærke, at jeg vil have noget mere.

jeg synes bestemt ikke, at jeg skriver, at det er op til min kæreste, at give mig det, eller giver ham skylden for noget?

Det er nok nærmere op til mig selv, at finde ud af hvad det er jeg gerne vil.

jeg tror ikke min krise handler så meget handler om ham, men jeg tror, at han føler at jeg overser ham nu. Det er sket i takt med, at jeg er blevet meget mere bevidst om, at vores liv sammen er kørt utrolig meget på hans præmisser. 

Jeg har glemt mig selv undervejs, ikke fået sagt fra og til overfor ham, og jeg skal til at finde mig selv igen nu.

Det synes jeg egentlig ikke er forkælet.

 

Jeg har ikke sagt til ham, at jeg har mistet følelserne for ham og ikke har lyst til ham. Det ligger lidt uudtalt i luften, for han kan jo sagtens se og mærke det. 

Jeg trækker mig fysisk fra ham.

Jeg har utrolig gerne ville tale om tingene hen af vejen, i takt med at der har været kriser.. Kvinder er jo nogle snakkehoveder, og det er jeg bestemt også.

Men han vil hellere lade tingene ligge, og føler ofte at det er et angreb, når jeg har nævnt, at jeg er ked af/utilfreds/ærgelig over et eller andet. 

F.eks. Omkring min fars diagnose, hvor min kæreste har været totalt fraværende. Den dag hvor diagnosen blev stillet valgte min kæreste, at hygge sig med en kammerat. Jeg sad derhjemme alene med vores barn.

Det har jeg sagt, at jeg blev meget ked af og skuffet over. Ingen respons.

sådan er det hele vejen igennem, og jeg har virkelig brug for at få talt med ham om nogle ting som nager mig. Men det er ikke super konstruktivt, at tale til en som ikke har lyst til samtalen.

 

Jeg føler mig sgu lidt flad.

Jeg er godt klar over at jordbær og hvidvin ikke skal tages bogstaveligt. Det jeg prøver at sige er, at det er helt normalt at forholdet kører på pumperne når man har en lille baby. Det har de fleste forældre været igennem. Tålmodighed, tilsidesættelse af sig selv og kompromis'er fylder meget de første par år af barnets liv.

"Jeg kan bare mærke at jeg vil have noget mere". Igen, jeg mener at man påtager sig et kolossalt ansvar når man vælger at få et barn. Og en del af det ansvar handler om at blive sammen med den person man har valgt at få barnet sammen med. Så jeg vil da håbe at det "mere" du snakker om, er noget du stræber efter at få i din relation. Og igen - tålmodighed. Jeg synes det er super at ønske at relationen skal blive bedre, men man må også acceptere at det nok ikke bliver i morgen. Måske først til næste år, eller året efter dét. Det er en proces der tager tid. Dermed ikke sagt at du ikke skal sætte den i gang. Det kan du jo sagtens nu. Men brug noget tid på at finde ud af hvordan din mand kan komme med på vognen i stedet for at blive smidt af.

Du siger at du ikke har kommunikeret til ham hvordan du har det fordi det ligger i luften. Det er altså for tamt. Der er en verden til forskel på at mærke at kæresten ikke vil én og føle sig afvist - og høre hende sige "Skat, jeg vil så gerne have at vi får det bedre sammen, men jeg er kørt fast. Skal vi ikke hjælpe hinanden til at lave nogle ændringer?" Tænk konstruktivt og i løsninger i stedet for bare at kritisere og trække dig.

Jeg tror at mange kvinder kan nikke genkendende til at manden ikke er vild med at snakke om følelser.

Jeg har lært at finde en måde så det (for det meste) kan lade sig gøre med min mand. Det er vel noget med at læse sin mand og prøve på forskellige måder, for at finde ud af hvad der skal til for at åbne ham op. Og det er klart at det er ekstra svært i et miljø hvor han føler sig mindreværdig i forvejen. Som du selv er inde på - de fleste mænd stejler når de føler sig angrebet, og er først i stand til at åbne op når de føler sig elskede og accepterede.

Tror du at han elsker dig? Og ønsker at I bliver sammen?

Det lyder som om at det ville være en rigtig god idé for jer at finde en god parterapeut som kan hjælpe jer til at kommunikere bedre.