Kender I det, at man bare er kørt død i sit forhold? I sit liv?
Jeg har været sammen med min kæreste i snart 2 år. Vi fik et barn sammen inden vi havde haft vores første årsdag.. Det gik alt for stærkt.
Det kan jeg jo sagtens se her bagefter.
Jeg har været sygemeldt, på barsel, nu i gang med nogle online kurser.. Så jeg har været hjemmegående i 1,5 år efterhånden. Jeg keder mig.
Jeg er ikke det mest sociale menneske. Har få veninder, men de er også meget tætte. Vi taler sammen dagligt, men der kan gå måneder i mellem vi ses. Jeg ved faktisk ikke hvorfor.. Jeg gør nok bare ikke for det.
Min kæreste er modsat. Han har voldsomt mange venner.. Han træner, har et godt arbejde, spiller fodbold, roder med computer osv.
Han har været fraværende længe.
Jeg tror, jeg kunne komme ind i stuen med underbukser på hovedet, og han ville ikke se det.
Forholdet til min kæreste er gået op og ned. Vi kendte jo ikke hinanden, da vi blev forældre, så der har måtte slibes kanter.
Det har været hårdt.. Det er stadig hårdt.
Jeg føler ikke så meget for ham længere. Føler mig mest af alt overset..
Måske er vi bare bofæller? Vi har ikke haft sex i flere måneder.
Jeg føler mig ikke tiltrukket af ham længere.
Jeg tror jeg står lidt i en livskrise.
Min far har fået kræft, og er i gang med kemo. Det har sat en masse tanker i gang om hvilket liv jeg ønsker..
Jeg vil have glæde, nærvær, omsorg, sjov og ballade.. Spise jordbær og drikke hvidvin på en tirsdag.
I stedet synes jeg, at jeg spiser leverpostejsmadder og drikker mælk.
Jeg er bare træt, og trænger til, at der skal ske noget.
Ved ikke engang hvad jeg vil med det her indlæg. Trængte bare til luft.
Når man vælger at få et barn sammen, så vælger man efter min mening også et ansvar til. Et ansvar der handler om at holde sammen gennem de hårde tider, og kæmpe alt hvad man kan for at ens barn kan vokse op med begge sine forældre på fuldt tid.
Du siger at din mand ikke ænser dig, men det lyder ærligt talt heller ikke til at du selv gør den store indsats. Det er åbenbart dig der ikke er interesseret i sex? Mon ikke at han går rundt med følelsen af at det er dig der ikke ænser ham?
Ærligt talt, så lyder du faktisk enormt forkælet, og som om du ikke helt har forstået hvad det vil sige at blive en familie. Når du f.eks skriver at du savner jordbær og hvidvin på en tirsdag. Så vidt jeg kan regne ud, kan jeres barn ikke være meget mere end et halvt år? Det er jo ingenting. Livet med små børn ER leverpostejsmadder og mælk. Det går over igen, når barnet bliver lidt større.
Du bliver nødt til at acceptere at visse elementer af livet bliver sat på standby i et par år når man får små børn. At man ikke har sex i et par måneder er rigtig nederen, men det er ikke verdens undergang, og det er ikke unormalt at sexlivet får en krise når man bliver forældre. Der er en grund til at man siger at man ikke må gå fra hinanden før barnet er 2 år.
Jeg synes at du skal gøre en reel indsats. Hvilket primært betyder at starte en åben og ærlig kommunikation med din mand. Hvor udgangspunktet er at I vil hinanden, og vil prøve at finde nogle veje til at få gnisten og nærheden ind i jeres relation igen. Hvis han på nogle punkter ikke lever op til dine forestillinger om en god familiefar, så skal det selvfølgelig adresseres, men det vigtige er at holde sig fra bebrejdelser og skyld, og prøve at se fremad og være konstruktive.
