Parforhold?

Sandratoft skriver:

Hvis det var en veninde der havde skrevet alt det her til dig, hvad havde du så rådet hende til? 

Ja i know! Er bare så bange for det bare er mig der er unormal følsom og at alle forhold er sådan, der er bare ingen der siger det højt.

derudover elsker jeg ham, og han er jo også rigtig god på andre områder. God far, god til det huslige, arbejdsom osv. 

Men mangler virkelig at han passer på mig og plejer den følelsesmæssige side af forholdet.

Anonym skriver:

Så enten mobber han og gør nar, eller bliver selv gal.

Det er lidt svært at rådgive dig når det lyder som om at han det ene minut er sød og hjælpsom, og det næste flipper ud over ingenting. Men jeg tænker at du er nødt til at få sagt fra og ikke lade dig kue. Prøv at finde ud af om der er noget andet der nager ham - måske nervøsitet over fødsel? Arbejde? Venner?

Og så tror jeg at du skal prøve om du kan ruste dig selv lidt bedre - forstå mig ret, det er selvfølgelig ok at blive ked af det, men måske du også er ekstra hormonel og nærtagende? Sig til ham at hvis han ikke har noget fornuftigt at sige skal han hellere lade være, at generer skraldet ham så meget så må han selv gå ud med det (du skal ikke undskylde ikke at have gjort det), og opsøger han konflikten på et tidspunkt der er upassende så gå væk - ikke for at græde men foretag dig noget andet (vasketøj, lege med jeres barn, tøm postkassen). Det provokerer ham jo åbentbart til at fortsætte når du bliver ked af det, så prøv om du kan ignorere ham eller fjerne dig selv fra situationen. Og når jeres store så er puttet og du lige har sundet dig, så tag dialogen op med overskud (jeg ved godt det er svært) forstået på den måde at du inden har gjort dig klart hvor din grænse går, om han har ret i noget af det han siger, hvad han ikke har ret i, og hvordan du gerne vil have han siger tingene en anden gang.

Anonym skriver:

Ja i know! Er bare så bange for det bare er mig der er unormal følsom og at alle forhold er sådan, der er bare ingen der siger det højt.

derudover elsker jeg ham, og han er jo også rigtig god på andre områder. God far, god til det huslige, arbejdsom osv. 

Men mangler virkelig at han passer på mig og plejer den følelsesmæssige side af forholdet.

Alle forhold er ikke sådan, mit er ihvertfald ikke min kæreste skælder mig aldrig ud eller råber af mig, og hvis jeg glemmer en ting vi havde aftalt, så bliver han ikke sur over det. 

Det er ikke normalt det din kæreste gør, og det er synd for dine børn hvis de skal være vidne til det og bo med en far der kan blive sur hvert øjeblik 

 Til dig

Puha, jeg får også helt ondt i maven... Og associationer til et virkelig usundt forhold jeg var i som ung med min datters far. Han var meget dominerende, og forstod at ramme mig på alle de steder hvor jeg blev ked af det - mær,est som en sport. Og det lyder som om, at din mand også synes det er sjovt at køre dig ned... Ikke nødvendigt lige bevidst hver gang, men uanset er det pisse urimeligt og nedværdigende...

At han ikke kan støtte dig op til fødslen, være der for dig og hjælpe med barn osv. får mine alarmklokker til at ringe... Hvordan tror du han bliver når den lille kommer? Vil han så skælde ud over, at du var nødt til at smutte fra opvasken, fordi du skulle amme eller skifte ble?

Jeg synes du skal tage forholdet op til overvejelse, baseret på de erfaringer du har. Og så skal du være bundærlig overfor ham, selvom du græder. Så må du skrive et brev, SMS eller andet hvis han ikke vil snakke med dig. 

Jeg håber du finder kernen i dig selv, og nærmest "skider" ham et stykke så du kan fokusere på dig selv. Prøv om du kan være "overstærk" og give ham lidt igen

Sødeste TS  

Som en anden skrev, hvad ville du råde en veninde til, hvis hun havde det som dig... For der har du dit svar.

En rigtig mand behandler ikke en kvinde sådan! Slet ikke en kvinde der er mor til hans barn og har hans barn i maven. Sådan en kujon!! 

Jeg har en gang været i et forhold med en mand der ikke trøstede mig når jeg var ked og græd, han nedgjorde mig ikke direkte, men ignorere mine tårer og gik ofte... Og det var så modbydeligt at jeg efter forholdet sluttede, lovede mig selv aldrig at finde mig sådan en mand igen. Hvis man elsker et andet menneske gør det ondt på en selv når personen er ked og man vil trøste og prøve at gøre den anden glad... I bagklogskabens lys kan jeg se jeg elskede ham meget højere, end han elskede mig, hvis han overhovedet elskede mig... 

Du er nødt til at sige fra. Du må ikke lade ham behandle dig sådan. Og slet slet ikke foran jeres børn. 

OG! Du lyder ikke urimelig! 

Men selv hvis du var! Så var det sku okay, du er sidst i din graviditet og presset med bækkenbundsløsning, et barn mere osv, han burde bære over med dig HVIS du var urimelig, hvilket du igen ikke lyder.

Han lyder tilgengæld fuldstændig urimelig!! 

jeg har lidt svært ved at følge med. Jeg kan ikke finde ud af om han er opmærksom eller uopmærksom, sur hele tiden eller sød osv. For jeg synes du skriver begge dele.

Men jeg synes også at kunne læse at du reagerer meget kraftigt og forventer en reaktion hver gang du græder - og det kan sagtens være jeg tager fejl - men har du nemt til tårer?

Han skal selvfølgelig sige undskyld hvis han har såret dig og det samme skal du.

Men jeg har lidt svært ved at gennemskue hvad problemet helt præcis er.

 Edit: havde glemt at I har et barn i forevejen og så er det da helt okay, at fordelingen er sådan at den ene tager sig af barnet og den anden af opvasken