Parforhold?

AJeg bliver nød til at spørge her om det er mig der er noget galt med her.

jeg er i min sidste uge af min graviditet, har et barn på 3 år og bor med deres far. 

Jeg er primær omsorgsperson for vores barn, og dermed mig der ordner det praktiske i forhold til barnet. Altså en del at gøre som i jo ved.

jeg har bækkenløsning og bare generelt meget gravid og tung og øm. Derfor er jeg langt fra med i forhold til rengøring, da bare det at gøre barn klart om morgenen og aflevere gør at jeg har ondt resten af dagen.

jeg laver dog alligevel en masse forberedelser til baby, lidt oprydning og en masse tøjvask plus ture til sygehuset til div lægesamtaler.

i dag har min kæreste været på arbejde fra 12 til 17:30 det vil sige at jeg har henter barn, lavet mad osv som stod klart da han kom hjem.

men han bliver rigtig sur på mig over jeg ikke har taget skraldespanden ud og der ligger to tomme embalache på køkkenbordet fra aftensmaden som jeg har lavet.

han går straks i gang med at skælde ud, lang tid i en strid strøm.

jeg fortæller ham jeg er træt og der er store (små) øre som lytter med. Han er ligeglad og det provokere ham til at gøre endnu mere ud af skænderiet. 

Jeg siger at jeg godt ved jeg er hormonel, men at jeg altså bliver rigtig ked af det og faktisk går over mine grænser for at lave mad klar og være alene med barnet hele dagen. 

Han siger at han er ligeglad og skælder og smælder.

jeg går for mig selv for at vores barn ikke skal se mine tåre. 

Hans taktik er at ignorere at jeg er ked, og han er oprigtigt ligeglad.

Vi har haft det sådan her, i forskellige varianter de sidste 5 eftermiddage og jeg føler det ødelægger min opladning til fødslen, kan slet ikke holde tårene tilbage, føler min babyboble brister som bare skulle have været lykke og bekymringsfri, eller ihvertfald bare med alm graviditetsbekymringer.

men er det mig? Er jeg rigtig træls? Eller er han en anelse urimlig? Ved godt han har været på arbejde og også er træt, men derfor kan man vel godt passe lidt på hinanden, specielt her i sidste fase.

Anonym skriver:

AJeg bliver nød til at spørge her om det er mig der er noget galt med her.

jeg er i min sidste uge af min graviditet, har et barn på 3 år og bor med deres far. 

Jeg er primær omsorgsperson for vores barn, og dermed mig der ordner det praktiske i forhold til barnet. Altså en del at gøre som i jo ved.

jeg har bækkenløsning og bare generelt meget gravid og tung og øm. Derfor er jeg langt fra med i forhold til rengøring, da bare det at gøre barn klart om morgenen og aflevere gør at jeg har ondt resten af dagen.

jeg laver dog alligevel en masse forberedelser til baby, lidt oprydning og en masse tøjvask plus ture til sygehuset til div lægesamtaler.

i dag har min kæreste været på arbejde fra 12 til 17:30 det vil sige at jeg har henter barn, lavet mad osv som stod klart da han kom hjem.

men han bliver rigtig sur på mig over jeg ikke har taget skraldespanden ud og der ligger to tomme embalache på køkkenbordet fra aftensmaden som jeg har lavet.

han går straks i gang med at skælde ud, lang tid i en strid strøm.

jeg fortæller ham jeg er træt og der er store (små) øre som lytter med. Han er ligeglad og det provokere ham til at gøre endnu mere ud af skænderiet. 

Jeg siger at jeg godt ved jeg er hormonel, men at jeg altså bliver rigtig ked af det og faktisk går over mine grænser for at lave mad klar og være alene med barnet hele dagen. 

Han siger at han er ligeglad og skælder og smælder.

jeg går for mig selv for at vores barn ikke skal se mine tåre. 

Hans taktik er at ignorere at jeg er ked, og han er oprigtigt ligeglad.

Vi har haft det sådan her, i forskellige varianter de sidste 5 eftermiddage og jeg føler det ødelægger min opladning til fødslen, kan slet ikke holde tårene tilbage, føler min babyboble brister som bare skulle have været lykke og bekymringsfri, eller ihvertfald bare med alm graviditetsbekymringer.

men er det mig? Er jeg rigtig træls? Eller er han en anelse urimlig? Ved godt han har været på arbejde og også er træt, men derfor kan man vel godt passe lidt på hinanden, specielt her i sidste fase.

Er det ikke muligt at tage jeres barn og rykke over til mor eller en veninde en uges tid.... lidt som en lille ferie... 

FruStolpe skriver:

Er det ikke muligt at tage jeres barn og rykke over til mor eller en veninde en uges tid.... lidt som en lille ferie... 

Synes jeg ikke, når fødsel nærmer sig med hastige skridt. Det ville nok heller ikke hjælpe noget. Tror bare han ville se det som rart at vi ikke er her.

Hej

Jeg får ondt i maven når jeg læser dit indlæg (og andre indlæg, med lignende undertone). Det lyder som om i slet ikke har talt om grænser, forventninger til et forhold, hvordan man tiltaler hinanden og hvad man finder sig i. Eller også har i måske glemt det igennem årene?

Min kæreste fik simpelthen ikke lov til at råbe af mig, nogensinde. Og det gør han heller ikke, for vi har i starten af vores forhold snakket om hvordan et skænderi foregår, hvilke forventninger vi har til hinanden i og uden for hjemmet, og at vi skal komme til hinanden, hvis der er noget der går os på - inden det udvikler sig til at vi er godt og grundigt trætte af hinanden.

Jeg synes det lyder helt urimeligt at han skælder dig ud for at have efterladt emballage på køkkenbordet. Det kommer jeg sgu til hver aften - og jeg har ikke bækkenløsning (eller er gravid for den sags skyld). Når vi så er færdige med at spise, rydder vi op i fællesskab - også selvom han har været på arbejde i 9 timer.

For det har jeg jo også. Det er som om at når kvinden går hjemme, så skal manden pludselig ikke lavet noget. Men det gjorde han vel før? Da i begge havde arbejde/studie - så var i jo begge sent hjemme, men også begge med til at lave mad og rydde op. Det  betyder jo at der ingen ændring har været for ham, så kan han vel også stadig hjælpe til med oprydningen.

Det kunne måske være sundt med en samtale uden barnet er tilstede? Få passet barn og gå en tur. Få snakket om at det ikke hjælper at råbe af dig og skælde ud foran jeres barn. At I må tage den senere hvis barnet er til stede. At du gør dit bedste, men ikke er perfekt. Og hvad du ellers har på hjertet? Og så måske sætte nogle rammer for den diskussion der nok opstår. De kunne måske lyde noget ala: Vi råber ikke af hinanden. Vi fortæller kun hvad vi selv føler, og ligger ikke motiver eller følelser i den andens mund, vi lader den anden snakke færdig selvom vi har lyst til at afbryde, vi slutter af med et kys selvom vi ikke er blevet enige -eller lignende?

//MediaAnarchy - hvis forhold heller ikke altid er helt perfekt

Det virker urimeligt at han farer i flint over skrald og emballager.. Har det "kun" stået på de sidste 5 dage? Kan der være sket noget som har udløst hans manglende empati for dig? Evt på job som han ikke har fået delt med dig?

MediaAnarchy skriver:

Hej

Jeg får ondt i maven når jeg læser dit indlæg (og andre indlæg, med lignende undertone). Det lyder som om i slet ikke har talt om grænser, forventninger til et forhold, hvordan man tiltaler hinanden og hvad man finder sig i. Eller også har i måske glemt det igennem årene?

Min kæreste fik simpelthen ikke lov til at råbe af mig, nogensinde. Og det gør han heller ikke, for vi har i starten af vores forhold snakket om hvordan et skænderi foregår, hvilke forventninger vi har til hinanden i og uden for hjemmet, og at vi skal komme til hinanden, hvis der er noget der går os på - inden det udvikler sig til at vi er godt og grundigt trætte af hinanden.

 

Jeg synes det lyder helt urimeligt at han skælder dig ud for at have efterladt emballage på køkkenbordet. Det kommer jeg sgu til hver aften - og jeg har ikke bækkenløsning (eller er gravid for den sags skyld). Når vi så er færdige med at spise, rydder vi op i fællesskab - også selvom han har været på arbejde i 9 timer.

For det har jeg jo også. Det er som om at når kvinden går hjemme, så skal manden pludselig ikke lavet noget. Men det gjorde han vel før? Da i begge havde arbejde/studie - så var i jo begge sent hjemme, men også begge med til at lave mad og rydde op. Det  betyder jo at der ingen ændring har været for ham, så kan han vel også stadig hjælpe til med oprydningen.

Det kunne måske være sundt med en samtale uden barnet er tilstede? Få passet barn og gå en tur. Få snakket om at det ikke hjælper at råbe af dig og skælde ud foran jeres barn. At I må tage den senere hvis barnet er til stede. At du gør dit bedste, men ikke er perfekt. Og hvad du ellers har på hjertet? Og så måske sætte nogle rammer for den diskussion der nok opstår. De kunne måske lyde noget ala: Vi råber ikke af hinanden. Vi fortæller kun hvad vi selv føler, og ligger ikke motiver eller følelser i den andens mund, vi lader den anden snakke færdig selvom vi har lyst til at afbryde, vi slutter af med et kys selvom vi ikke er blevet enige -eller lignende?

//MediaAnarchy - hvis forhold heller ikke altid er helt perfekt

Ja han hjalp også før, han er primær på oprydning og jeg på børn, sådan har det altid været.

og han har også altid været opfarene, osv.

men det gør mig bare ked af det at vi skal få det dårligere sammen her lige inden fødslen, vi har ellers ikke skændes i 3/4 måneder og så kommer dee bare sådan en møgperiode nu hvor jeg er meget tæt på fødslen.

det der gør mig mest ked af det er at vores barn begynder at være ligesådan over for mig. Og at han kan være ligeglad om jeg er ked. Det skrammer mig faktisk at man oprigtigt kan være så kold.

vi talte om det så sent som igår, stille og roligt, men det har åbenbart ikke hjulpet.

Anonym skriver:

Synes jeg ikke, når fødsel nærmer sig med hastige skridt. Det ville nok heller ikke hjælpe noget. Tror bare han ville se det som rart at vi ikke er her.

Hvis han seriøst ville syntes det var rart at i ikke var der 

-hvad fanden laver du der så?? Ja undskyld men det fatter jeg ikke 

jenny4 skriver:

Det virker urimeligt at han farer i flint over skrald og emballager.. Har det "kun" stået på de sidste 5 dage? Kan der være sket noget som har udløst hans manglende empati for dig? Evt på job som han ikke har fået delt med dig?

Ja eller han kan til tider have perioder hvor han har den adfærd, men han har bare været så sød hele graviditeten, så det slår mig helt ud at han bliver sådan nu hvor jeg snart skal føde.

jeg synes din mand er en klaphat når han snakker sådan til dig og opfører sig sådan.... det burde da være helt naturligt at han hælper til både med oprydning og barn/børn selvom han har været på arbejde og især når du har det sådan.. jeg havde selv slem bækkenløsning da jeg ventede nr to og min mand var da en kæmpe hjælp og skulle ikke bede ham om nogen han gjorde det af sig selv..

min man har fx altid haft badetid med ungerne efter maden ( som han laver hver dag) og så rydder jeg op i fred og ro så længe - det giver lige et pusterum til mig..jeg står for oprydning osv videre i hverdagene og så hjælpes vi ad i weekenden hvis det også trænger der.... synes virkelig i skal få ændret jeres arbejdsfordeling inden bebs kommer for ellers bliver du sku kørt ned til sokkeholderne... tænk hvis barnet får kolik og kun vil være på arm de første 3-5 mdr.. hvordan skal du så nå alt det andet og samtidig være der for den store hvor han flipper ud over småting...... det havde aldrig holdt her hos mig.. håber i får styr på det......

Mulllesmor skriver:

jeg synes din mand er en klaphat når han snakker sådan til dig og opfører sig sådan.... det burde da være helt naturligt at han hælper til både med oprydning og barn/børn selvom han har været på arbejde og især når du har det sådan.. jeg havde selv slem bækkenløsning da jeg ventede nr to og min mand var da en kæmpe hjælp og skulle ikke bede ham om nogen han gjorde det af sig selv..

min man har fx altid haft badetid med ungerne efter maden ( som han laver hver dag) og så rydder jeg op i fred og ro så længe - det giver lige et pusterum til mig..jeg står for oprydning osv videre i hverdagene og så hjælpes vi ad i weekenden hvis det også trænger der.... synes virkelig i skal få ændret jeres arbejdsfordeling inden bebs kommer for ellers bliver du sku kørt ned til sokkeholderne... tænk hvis barnet får kolik og kun vil være på arm de første 3-5 mdr.. hvordan skal du så nå alt det andet og samtidig være der for den store hvor han flipper ud over småting...... det havde aldrig holdt her hos mig.. håber i får styr på det......

Men han laver rigtig meget, ihvertfald mere af det huslige end mig og så laver jeg mest i forhold til barnet. Det er det med han flipper ud og påstår jeg ikke laver noget selvom jeg laver mindst ligeså meget som ham, og at han kan være ligeglad med mine følelser. Jeg er bare så ked af det. Tænk hvis jeg skal være grædefærdig når veerne går igang fordi han skælder ud og ignorere osv