Tanker om forbytning ved IVF

Hej med jer, 

Jeg synes det her er et lidt svært emne at skrive om, og jeg håber I vil støtte mig i det. 

Min kæreste og jeg har modtaget IVF-behandling og er blevet gravide i første forsøg. Vi har prøvet snart to år at blive gravide. Vi har næsten lige testet positiv og er i uge 5, så det er meget nyt!

Vi er rigtig glade og lykkelige!

Men jeg har også lidt bekymrede tanker.. Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvis nu der er sket en fejl i laboratoriet, og jeg bærer en andens barn. Jeg kan godt rationelt sige til mig selv, at der selvfølgelig ikke er sket en fejl, og de kontrollerer helt vildt osv. Men tanken figurerer bare i mit hoved, og jeg skammer mig egentlig lidt over det. Jeg håber lidt at det bare lige er noget jeg skal komme over, og tankerne så forsvinder.. 

Men vil gerne høre om der er andre som har modtaget IVF, som også oplevede at have de tanker?

Udover det så er jeg helt overvældet over at være blevet gravid. Kan slet ikke rigtigt forstå det. Det ene øjeblik er jeg overlykkelig, og det næste øjeblik er jeg altså lidt skræmt.. Nu har vi kæmpet så længe, og så pludselig står jeg midt i det, og det føles bare så overvældende. 

I må ikke tolke det her som at jeg ikke er lykkelig, fordi jeg er ovenud lykkelig. Men jeg er også bare lidt følelsesmæssigt overældet, fordi jeg bare synes det er så sindsygt at tænke på der vokser et barn i min mave. 

Det blev en lidt lang besked, men jeg har bare brug for at dele mine tanker lidt. Håber måske der er nogen her på baby.dk, som også har oplevet nogen af de følelser - så jeg ikke føler mig helt alene

Hej med jer, 

Jeg synes det her er et lidt svært emne at skrive om, og jeg håber I vil støtte mig i det. 

Min kæreste og jeg har modtaget IVF-behandling og er blevet gravide i første forsøg. Vi har prøvet snart to år at blive gravide. Vi har næsten lige testet positiv og er i uge 5, så det er meget nyt!

Vi er rigtig glade og lykkelige!

Men jeg har også lidt bekymrede tanker.. Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvis nu der er sket en fejl i laboratoriet, og jeg bærer en andens barn. Jeg kan godt rationelt sige til mig selv, at der selvfølgelig ikke er sket en fejl, og de kontrollerer helt vildt osv. Men tanken figurerer bare i mit hoved, og jeg skammer mig egentlig lidt over det. Jeg håber lidt at det bare lige er noget jeg skal komme over, og tankerne så forsvinder.. 

Men vil gerne høre om der er andre som har modtaget IVF, som også oplevede at have de tanker?

 

Udover det så er jeg helt overvældet over at være blevet gravid. Kan slet ikke rigtigt forstå det. Det ene øjeblik er jeg overlykkelig, og det næste øjeblik er jeg altså lidt skræmt.. Nu har vi kæmpet så længe, og så pludselig står jeg midt i det, og det føles bare så overvældende. 

I må ikke tolke det her som at jeg ikke er lykkelig, fordi jeg er ovenud lykkelig. Men jeg er også bare lidt følelsesmæssigt overældet, fordi jeg bare synes det er så sindsygt at tænke på der vokser et barn i min mave. 

Det blev en lidt lang besked, men jeg har bare brug for at dele mine tanker lidt. Håber måske der er nogen her på baby.dk, som også har oplevet nogen af de følelser - så jeg ikke føler mig helt alene

 

Har ikke haft tankerne om ombytning da vi bruger doner sæd. Men har hørt et familie medlem være usikre på om det nu var mandens sæd de havde brugt.. Netop med samme tanke som dig.. 

Med hensyn til at blive overvældende, DET har jeg prøvet!! Da jeg testede positiv, der begyndte jeg at græde og overvejde et split sekund abort (total tosset efter så lang tid i fertilitets behandling), men jeg fortrød og ville slet ikke være gravid!!!! (det første barn) tror bare det er følelser og panik og uvished der spiller psyken et puds. Da jeg 6+2 så hjertet slå, der var jeg SÅ lykkelig!!! Og fortrød det ikke er sekund mere. Nu var det virkelighed og jeg ELSKEDE den!! Pyha da den så døde (7+4) brød verdenen sammen.. Så du er helt normal.. ring til klinikken fortæl din tanke om ombytning. Er sikker på at de hurtigt vil få fortalt dig at det ikke sker og hvordan de undgår det

Anonym skriver:

Hej med jer, 

Jeg synes det her er et lidt svært emne at skrive om, og jeg håber I vil støtte mig i det. 

Min kæreste og jeg har modtaget IVF-behandling og er blevet gravide i første forsøg. Vi har prøvet snart to år at blive gravide. Vi har næsten lige testet positiv og er i uge 5, så det er meget nyt!

Vi er rigtig glade og lykkelige!

Men jeg har også lidt bekymrede tanker.. Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvis nu der er sket en fejl i laboratoriet, og jeg bærer en andens barn. Jeg kan godt rationelt sige til mig selv, at der selvfølgelig ikke er sket en fejl, og de kontrollerer helt vildt osv. Men tanken figurerer bare i mit hoved, og jeg skammer mig egentlig lidt over det. Jeg håber lidt at det bare lige er noget jeg skal komme over, og tankerne så forsvinder.. 

Men vil gerne høre om der er andre som har modtaget IVF, som også oplevede at have de tanker?

 

Udover det så er jeg helt overvældet over at være blevet gravid. Kan slet ikke rigtigt forstå det. Det ene øjeblik er jeg overlykkelig, og det næste øjeblik er jeg altså lidt skræmt.. Nu har vi kæmpet så længe, og så pludselig står jeg midt i det, og det føles bare så overvældende. 

I må ikke tolke det her som at jeg ikke er lykkelig, fordi jeg er ovenud lykkelig. Men jeg er også bare lidt følelsesmæssigt overældet, fordi jeg bare synes det er så sindsygt at tænke på der vokser et barn i min mave. 

Det blev en lidt lang besked, men jeg har bare brug for at dele mine tanker lidt. Håber måske der er nogen her på baby.dk, som også har oplevet nogen af de følelser - så jeg ikke føler mig helt alene

 

Vi havde prøvet i 5 år uden det lykkes 

vi var igennem 3 iui inden ivf. 

Vores lykkes os i første ivf. Er 32+ Idag 

efter så mange år også lykkes det i første ivf. Jeg tænkt tit i starten om det nu er mit æg de har lagt op. Eller om de er kommet til at bruge en anden mands sæd

så jeg forstår godt dine tanker 

Os&lilledig skriver:

Har ikke haft tankerne om ombytning da vi bruger doner sæd. Men har hørt et familie medlem være usikre på om det nu var mandens sæd de havde brugt.. Netop med samme tanke som dig.. 

Med hensyn til at blive overvældende, DET har jeg prøvet!! Da jeg testede positiv, der begyndte jeg at græde og overvejde et split sekund abort (total tosset efter så lang tid i fertilitets behandling), men jeg fortrød og ville slet ikke være gravid!!!! (det første barn) tror bare det er følelser og panik og uvished der spiller psyken et puds. Da jeg 6+2 så hjertet slå, der var jeg SÅ lykkelig!!! Og fortrød det ikke er sekund mere. Nu var det virkelighed og jeg ELSKEDE den!! Pyha da den så døde (7+4) brød verdenen sammen.. Så du er helt normal.. ring til klinikken fortæl din tanke om ombytning. Er sikker på at de hurtigt vil få fortalt dig at det ikke sker og hvordan de undgår det

Tusind tak for dit svar  Det er rigtigt rart at høre at jeg ikke er den eneste i verden der oplever at være skræmt fra vid og sans, når testen endelig viser positiv, og så endda efter så lang tids kamp. Føler bare at jeg ikke burde have de følelser, men kan jo ikke rigtig gøre for det. Jeg tænker også at det nok er fordi jeg lige skal vænne mig til tanken om at være gravid, og når jeg (forhåbentlig) ser hjertet slå om tre uger, så går det nok først rigtigt op for mig.. (: 

Jeg er ked af at høre du mistede! Det må være helt ubeskriveligt forfærdeligt! Er det længe siden og er du gravid igen? 

Anonym skriver:

Vi havde prøvet i 5 år uden det lykkes 

vi var igennem 3 iui inden ivf. 

Vores lykkes os i første ivf. Er 32+ Idag 

efter så mange år også lykkes det i første ivf. Jeg tænkt tit i starten om det nu er mit æg de har lagt op. Eller om de er kommet til at bruge en anden mands sæd

 

så jeg forstår godt dine tanker 

Tusind tak for dit svar!

Gik dine tanker væk igen da du kom længere hen i graviditeten? Eller tænker du det stadig nogen gange? 

Anonym skriver:

Tusind tak for dit svar  Det er rigtigt rart at høre at jeg ikke er den eneste i verden der oplever at være skræmt fra vid og sans, når testen endelig viser positiv, og så endda efter så lang tids kamp. Føler bare at jeg ikke burde have de følelser, men kan jo ikke rigtig gøre for det. Jeg tænker også at det nok er fordi jeg lige skal vænne mig til tanken om at være gravid, og når jeg (forhåbentlig) ser hjertet slå om tre uger, så går det nok først rigtigt op for mig.. (: 

Jeg er ked af at høre du mistede! Det må være helt ubeskriveligt forfærdeligt! Er det længe siden og er du gravid igen? 

Jeg panikkede total. Og kunne slet ikke snakke baby med min kæreste, for var sådan helt "nej nej nej, ikke mig".. Klam følelse.. Sæd inde i mig og skabelsen af et barn..føj. Og hvad vil folk dog ikke mene, jeg kan da ikke være en mor og mange mange andre tanker! Men det gik hurtigt over  

vi fik lavet medicinsk abort i januar og blev gravid igen 2 forsøg senere i marts. Er 10+6 Idag  

Anonym skriver:

Tusind tak for dit svar!

Gik dine tanker væk igen da du kom længere hen i graviditeten? Eller tænker du det stadig nogen gange? 

Jeg tænker ikke så meget over det mere. Men har da dage hvor jeg glæder mig til hun kommer ud. Så jeg kan se om hun ligner os begge to. 

Anonym skriver:

Jeg tænker ikke så meget over det mere. Men har da dage hvor jeg glæder mig til hun kommer ud. Så jeg kan se om hun ligner os begge to. 

Så vil jeg lige "advare dig" med at selv om hun evt ikke ligner nogen af jer så tror jeg ikke på at der kan ske sådan en fejl under de kontrollerede forhold. 

Men jeg har en datter som er 7 år med store lyse krøller lange ben og ligner på ingen måde nogen i familien .Vi er mørke med brune øjne og mørkt/ sort hår- Hun er ikke i nærheden med hendes lyse hus store lyse krøller og fine spinkle lemmer- 

Hun er en fe hvor vi er trolde !

Men hun er 100% lavet naturel af min mand og jeg så hun kan ikke være forbyttet i et lab. 

Men min pointe er at skulle det samme være tilfældet med din datter at hun ligner en "bytter" så skal du bare vide at det sker at børn ikke ligner deres forældre eller fam og er det alligevel 

Min datter er godt nok lavet i dobbeltsengen, og planlagt, men da jeg stod med en positiv test, var mine første tanker noget i retning af "hvad helvede har jeg gang i? Mig? Nogens mor? Det kan jeg ikke finde ud af!"... Jeg tror det er en meget naturlig følelse. Og jeg tror også det har noget at gøre med, at det at lave et barn (om det er naturligt eller med hjælp) er helt vildt abstrakt. Altså fra tanken om at man gerne vil være en familie og have børn, og til at pludselig er det fandme virkeligt? For nu står man pludselig der med testen der siger at der svømmer et lille menneske rundt inde i dunken på én. Det er sgu for vildt! Man kan lave mennesker, jeg har stadig ikke fattet det, og er højgravid med nr 2... 

Nå men du er altså ikke alene, og tankerne går væk (måske påbød forundringen over hvor stort et mirakel livet er, dét er som sagt ikke gået over i mit tilfælde) og bliver erstattet af den vildeste kærlighedsekstase du nogensinde har oplevet ;-)

Angående generne og ligheder i barnet med mor og far, så skal det nok tages med et gran salt. Som en anden siger, så ligner barnet ikke nødvendigvis nogen i familien. Som oftest gør de, men gener arbejder på en syg måde og man skal nok være ret højt uddannet og erfaren for helt at forstå det. Gener kan gemme sig i det genmateriale vi leverer videre til vores børn og mange, mange generationer, før det lige pludselig en dag kommer frem.

Jeg har læst at gener, fremfor at nogle er recessive og andre dominerende, som de fleste tror (feks at brune øjne altid dominerer blå) arbejder på en mere "hey lad os blande os og blandet lidt af det her, og det og det her i". Forstået på den måde at genernes opførsel sandsynligvis er mere tilfældig og impulsstyret end man tidligere har regnet med. Og derfor kan sorte forældre pludselig få et hvidt barn, som ikke er albino, da der generationer tilbage var en hvid indblandet i familieforøgelsen...

Jeg håber det giver mening, jeg er ikke professor og vil nødig hænges op på det her, hvis det ikke er helt rigtigt, det er bare det jeg har læst mig til fordi jeg synes det er spændende :-)