Jeg er ikke lykkelig i mit forhold

Anonym skriver:

Smukt skrevet og hvor er det rigtig. Jeg vil helt sikkert prøve at vende den. Prøve at inviterer ham ud og vise ham hvad han egentlig "går glip af". Tak for dit input og lille spark bagi. Ja jeg savner han vælger mig. men faktisk er vi ret gode til at gå ud bare os og være ude når det er. Sidder ikke bare hjemme altid. Men det er bare ikke så nemt når jeg også ønsker vi er sammen alle 4 som en familie. Vi er meget splittet op hele tiden. Tror egentlig jeg er ret forvirret og har svært ved at se noget positivt fordi jeg har være ikke glad i lang tid. Men endnu engang tak for dit input.

Nu kan jeg ikke lige se om børnes alder og hvor i bor i landet står et sted i indlægget men vis du gerne vil have familietid og han ikke gider "bare at side hjemme", så kunne det måske være en idé vis i bor omkring hovedstaden f.eks. at tage på Den Blå Planet, i Zoo, på Eksperimentariet eller Zoologisk Museum KBH.

Har i mulighed kunne i også tage i f.eks. Bonbonland.

Nu jeg selv opvokset i hovedstads området og det var nogle af de steder jeg selv var meget vilde med som barn

Er manden ude 2-3 dage 

Konen 2-3 ude alene. Så der ikke mange aftner tilbage i ugen at være fælles. 

Her ville jeg ønske det først var efter ungerne var puttet men sådan lægger fodboldkampene håndboldkampene desværre ik. Her er der ingen træning kun kampe i ny og næ. Jeg har ingen ""ude"" tid men nyder at få 3 timer uden ansvar i form at lur. Det kan godt være svær at gennemtrumfe da jeh jo så ikke er sammen med familien. Hvordan det er anderledes af bytur håndboldt eller fodboldt 

SØS skriver:

At være ude alene 2-3 aftener morgen, når man har familie er godt nok stadig helt vildt synes jeg - wauv! 

Her hjemme er manden ude og træne fodbold to hverdagsaftener og en kamp hver weekend, plus MINIMUM én lang (som i til 22-23 tiden) arbejdsdag på kontoret.
Jeg synes det er vildt meget og kunne slet ikke forestille mig at have en mand der var hjemme hver evig eneste aften, men kunne godt tænke mig at prøve det

Anonym skriver:

Jeg ved snart ikke hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte. Jeg er bare rigtig ked af det og jeg er slet ikke lykkelig.

Jeg bor sammen med min kæreste gennem 6 år. Sammen har vi 2 børn. Vi har altid været meget forskellige men alligevel ens på mange områder. Vi døjer begge med en hård barndom og ikke så nem fortid. 

Vi har hver i sær hobbys vi går op i. Men jeg prioterer til hver en tid familien først. Ham og børnene. Omvendt føler jeg at han prioterer sig selv først. Vi har ikke så meget familietid sammen. Og når vi endelig har tiden så vælger han at bruge den på én af sine hobbyer. 

Jeg har flere gange sagt at jeg bliver ked af det. Han suger straks at jeg bare ikke vil have han laver andet end at sidde hjemme, men det er slet ikke det det handler om. Jeg vil bare rigtig gerne mærke og føle mig som første priotet - bare en gang imellem. Han kan slet ikke se problemet og jeg bliver mere og mere ulykkelig for hver dag der går. 

Jeg føler slet ikke han lytter. Vi misforstår ofte hinanden og det ender altid med at der kommer en rigtig dårlig stemning imellem os. 

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre. han kan slet ikke se hvor meget tid han ren faktisk vælger på sig selv. 

Jeg kan godt forstå han har brug for at være alene og dyrke sine interesser. Men jeg synes bare det har taget overhånd. 

Han har været meget ego fra dag 1. Han er blevet bedre med årene men jeg føler mig bare ikke værdsat. jeg føler mig ofte valgt fra. 

Hvad skal jeg gøre? Andre med samme problem?

Hilsen den ulykkelige kæreste og mor til to. 

Hej 

det minder faktisk lidt om min eksmand og mig  

vi var sammen 5 år. Det sidste var vi gift  

det er ok at have hobbys og lave noget selv, men det må ikke gå ud over familien. Man kan måske aftale at det er 2 x om ugen  

Vi er skilt i dag og det var det bedste. Vi passede bare ikke sammen. Et familie medlem sagde til mig engang. Når man ikke vil være hjemme, så tager man overarbejde osv. Og det gjorde min Eks. Jeg kunne bare ikke se det. Jeg ville ikke skilles og "miste" min drøm om kernefamilien. 

Men man skal ikke nøjes. Og man skal ikke være ulykkelig sammen. 

Tænk på dine børn. De ser deres mor være ked af det. 

Jeg siger ikke i skal gå fra hinanden. Men snak om det. Evt terapi. 

Måske i er vokset fra hinanden, og er bedre hver for sig end sammen? 

Kærlige tanker din vej