Jeg er ikke lykkelig i mit forhold

Jeg ved snart ikke hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte. Jeg er bare rigtig ked af det og jeg er slet ikke lykkelig.

Jeg bor sammen med min kæreste gennem 6 år. Sammen har vi 2 børn. Vi har altid været meget forskellige men alligevel ens på mange områder. Vi døjer begge med en hård barndom og ikke så nem fortid. 

Vi har hver i sær hobbys vi går op i. Men jeg prioterer til hver en tid familien først. Ham og børnene. Omvendt føler jeg at han prioterer sig selv først. Vi har ikke så meget familietid sammen. Og når vi endelig har tiden så vælger han at bruge den på én af sine hobbyer. 

Jeg har flere gange sagt at jeg bliver ked af det. Han suger straks at jeg bare ikke vil have han laver andet end at sidde hjemme, men det er slet ikke det det handler om. Jeg vil bare rigtig gerne mærke og føle mig som første priotet - bare en gang imellem. Han kan slet ikke se problemet og jeg bliver mere og mere ulykkelig for hver dag der går. 

Jeg føler slet ikke han lytter. Vi misforstår ofte hinanden og det ender altid med at der kommer en rigtig dårlig stemning imellem os. 

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre. han kan slet ikke se hvor meget tid han ren faktisk vælger på sig selv. 

Jeg kan godt forstå han har brug for at være alene og dyrke sine interesser. Men jeg synes bare det har taget overhånd. 

Han har været meget ego fra dag 1. Han er blevet bedre med årene men jeg føler mig bare ikke værdsat. jeg føler mig ofte valgt fra. 

Hvad skal jeg gøre? Andre med samme problem?

Hilsen den ulykkelige kæreste og mor til to. 

Anonym skriver:

Jeg ved snart ikke hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte. Jeg er bare rigtig ked af det og jeg er slet ikke lykkelig.

Jeg bor sammen med min kæreste gennem 6 år. Sammen har vi 2 børn. Vi har altid været meget forskellige men alligevel ens på mange områder. Vi døjer begge med en hård barndom og ikke så nem fortid. 

Vi har hver i sær hobbys vi går op i. Men jeg prioterer til hver en tid familien først. Ham og børnene. Omvendt føler jeg at han prioterer sig selv først. Vi har ikke så meget familietid sammen. Og når vi endelig har tiden så vælger han at bruge den på én af sine hobbyer. 

Jeg har flere gange sagt at jeg bliver ked af det. Han suger straks at jeg bare ikke vil have han laver andet end at sidde hjemme, men det er slet ikke det det handler om. Jeg vil bare rigtig gerne mærke og føle mig som første priotet - bare en gang imellem. Han kan slet ikke se problemet og jeg bliver mere og mere ulykkelig for hver dag der går. 

Jeg føler slet ikke han lytter. Vi misforstår ofte hinanden og det ender altid med at der kommer en rigtig dårlig stemning imellem os. 

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre. han kan slet ikke se hvor meget tid han ren faktisk vælger på sig selv. 

Jeg kan godt forstå han har brug for at være alene og dyrke sine interesser. Men jeg synes bare det har taget overhånd. 

Han har været meget ego fra dag 1. Han er blevet bedre med årene men jeg føler mig bare ikke værdsat. jeg føler mig ofte valgt fra. 

Hvad skal jeg gøre? Andre med samme problem?

Hilsen den ulykkelige kæreste og mor til to. 

Min mand, min bedste og sjælven og børnens fantastiske far, fik pludselig øjnene op for træning, løb og cykling samtidig med han er frivillig i beredskabskorpset. Det tog fuldstændig overhånd, og han var ude hver evig eneste aften!!

Så en dag fik jeg nok! Så jeg sagde til ham, ar jeg ikke ville forlade ham fordi jeg elsker ham, men hvis han ikke alene skar kraftigt ned på sporten og sin hoppy, men også begyndte at være mere nærværende når han var hjemme, ville jeg ikke længere inddrage ham i familiens beslutninger, ej heller planlægning. Ergo han ville langsomt blive en hygge onkel for børnene og en hyggekæreste for mig.

Og der fik ham op af stolen! For det ville han jo slet ikke , så i dag er han ude 2 max 3 aftner om ugen, og det er noget vi planlægger sammen, og han er nærværende. Tror godt han kunne se at der var ude på et sidespor, han skulle bare have hjælp til at komme tilbage

Måske kan du bruge det til noget?

Mom skriver:

Min mand, min bedste og sjælven og børnens fantastiske far, fik pludselig øjnene op for træning, løb og cykling samtidig med han er frivillig i beredskabskorpset. Det tog fuldstændig overhånd, og han var ude hver evig eneste aften!!

Så en dag fik jeg nok! Så jeg sagde til ham, ar jeg ikke ville forlade ham fordi jeg elsker ham, men hvis han ikke alene skar kraftigt ned på sporten og sin hoppy, men også begyndte at være mere nærværende når han var hjemme, ville jeg ikke længere inddrage ham i familiens beslutninger, ej heller planlægning. Ergo han ville langsomt blive en hygge onkel for børnene og en hyggekæreste for mig.

Og der fik ham op af stolen! For det ville han jo slet ikke , så i dag er han ude 2 max 3 aftner om ugen, og det er noget vi planlægger sammen, og han er nærværende. Tror godt han kunne se at der var ude på et sidespor, han skulle bare have hjælp til at komme tilbage

Måske kan du bruge det til noget?

Tak for dit svar. Jeg synes jeg har prøvet alt. Give lang "snor" og været meget "large" og været forstående m.m Men lige gyldigt hvad føler jeg at alt drejer sig om HAM. og hvad HAN har lyst til. Føler det går ud over vores forhold til hinanden og det går ud over familietiden med børnene og os alle 4 sammen. 

Anonym skriver:

Tak for dit svar. Jeg synes jeg har prøvet alt. Give lang "snor" og været meget "large" og været forstående m.m Men lige gyldigt hvad føler jeg at alt drejer sig om HAM. og hvad HAN har lyst til. Føler det går ud over vores forhold til hinanden og det går ud over familietiden med børnene og os alle 4 sammen. 

Og så er det bare slut med at være large! Jeg var osse den gode, søde forstående kone i al for lang tid. Men efter jeg fik nok, og sagde fra, jamen så hjalp det. For min mand vidste at på sigt så ville han miste mig, og blive en slags fremmede for sine børn, og det var jo slet ikke det han ønskede, han var blot for opslugt til selv at kunne se det.

Så fat mod, sig fra, kom med konsekvenser, men kun dem du reelt kan føre ud i livet..

Jeg tror desværre rigtig mange kvinder oplever det samme som du beskriver - at kæresten/manden er mere selvisk i sine valg end vi er som kvinder. Du beskriver at din kæreste altid har været sådan og det gør det måske endnu sværere at ændre på - for han vil kunne sige at du jo vidste hvad du gik ind til. Samtidig kan man dog sige at forudsætningerne ændrede sig samtidig med at I fik børn, og det i sig selv burde have givet ham en øjenåbner for at have lyst og brug for at prioritere jer og dig højere.

Jeg hæfter mig ved, at hans reaktion når du fortæller ham at du gerne vil prioriteres er, at han så føler I bare skal "sidde derhjemme". Kunne det tænkes at I er kommet ind i en trummerum hvor I, selv når I er sammen, alligevel ikke rigtigt er sammen? Giver det mening?

Måske du kunne komme et stykke af vejen med ham ved at vise, at du faktisk stadig er den kvinde han forelskede sig i - inviter ham på date, på hotelophold, ud af jeres normale kontekst og lav noget som I begge sætter pris på. Jeg synes det lyder som om at din kæreste fejlagtigt tror, at du ønsker at lægge bånd på ham men det er jo slet ikke det du ønsker - tværtimod så ønsker du at I sammen skal dele oplevelser og huske på, hvorfor I har valgt hinanden.

Selvom jeg ved, at du ønsker han skal tage initiativet og tilvælge tid med dig, så tror jeg ikke han helt har fattet hvad du egentlig savner i jeres forhold. I stedet for at bebrejde og tale om det, så vis ham det og mind ham om, at I har noget helt specielt som skal plejes for at blive ved med at være det.

jenny4 skriver:

Jeg tror desværre rigtig mange kvinder oplever det samme som du beskriver - at kæresten/manden er mere selvisk i sine valg end vi er som kvinder. Du beskriver at din kæreste altid har været sådan og det gør det måske endnu sværere at ændre på - for han vil kunne sige at du jo vidste hvad du gik ind til. Samtidig kan man dog sige at forudsætningerne ændrede sig samtidig med at I fik børn, og det i sig selv burde have givet ham en øjenåbner for at have lyst og brug for at prioritere jer og dig højere.

Jeg hæfter mig ved, at hans reaktion når du fortæller ham at du gerne vil prioriteres er, at han så føler I bare skal "sidde derhjemme". Kunne det tænkes at I er kommet ind i en trummerum hvor I, selv når I er sammen, alligevel ikke rigtigt er sammen? Giver det mening?

Måske du kunne komme et stykke af vejen med ham ved at vise, at du faktisk stadig er den kvinde han forelskede sig i - inviter ham på date, på hotelophold, ud af jeres normale kontekst og lav noget som I begge sætter pris på. Jeg synes det lyder som om at din kæreste fejlagtigt tror, at du ønsker at lægge bånd på ham men det er jo slet ikke det du ønsker - tværtimod så ønsker du at I sammen skal dele oplevelser og huske på, hvorfor I har valgt hinanden.

Selvom jeg ved, at du ønsker han skal tage initiativet og tilvælge tid med dig, så tror jeg ikke han helt har fattet hvad du egentlig savner i jeres forhold. I stedet for at bebrejde og tale om det, så vis ham det og mind ham om, at I har noget helt specielt som skal plejes for at blive ved med at være det.

Smukt skrevet og hvor er det rigtig. Jeg vil helt sikkert prøve at vende den. Prøve at inviterer ham ud og vise ham hvad han egentlig "går glip af". Tak for dit input og lille spark bagi. Ja jeg savner han vælger mig. men faktisk er vi ret gode til at gå ud bare os og være ude når det er. Sidder ikke bare hjemme altid. Men det er bare ikke så nemt når jeg også ønsker vi er sammen alle 4 som en familie. Vi er meget splittet op hele tiden. Tror egentlig jeg er ret forvirret og har svært ved at se noget positivt fordi jeg har være ikke glad i lang tid. Men endnu engang tak for dit input.

Mom skriver:

Min mand, min bedste og sjælven og børnens fantastiske far, fik pludselig øjnene op for træning, løb og cykling samtidig med han er frivillig i beredskabskorpset. Det tog fuldstændig overhånd, og han var ude hver evig eneste aften!!

Så en dag fik jeg nok! Så jeg sagde til ham, ar jeg ikke ville forlade ham fordi jeg elsker ham, men hvis han ikke alene skar kraftigt ned på sporten og sin hoppy, men også begyndte at være mere nærværende når han var hjemme, ville jeg ikke længere inddrage ham i familiens beslutninger, ej heller planlægning. Ergo han ville langsomt blive en hygge onkel for børnene og en hyggekæreste for mig.

Og der fik ham op af stolen! For det ville han jo slet ikke , så i dag er han ude 2 max 3 aftner om ugen, og det er noget vi planlægger sammen, og han er nærværende. Tror godt han kunne se at der var ude på et sidespor, han skulle bare have hjælp til at komme tilbage

Måske kan du bruge det til noget?

At være ude alene 2-3 aftener morgen, når man har familie er godt nok stadig helt vildt synes jeg - wauv! 

Anonym skriver:

Smukt skrevet og hvor er det rigtig. Jeg vil helt sikkert prøve at vende den. Prøve at inviterer ham ud og vise ham hvad han egentlig "går glip af". Tak for dit input og lille spark bagi. Ja jeg savner han vælger mig. men faktisk er vi ret gode til at gå ud bare os og være ude når det er. Sidder ikke bare hjemme altid. Men det er bare ikke så nemt når jeg også ønsker vi er sammen alle 4 som en familie. Vi er meget splittet op hele tiden. Tror egentlig jeg er ret forvirret og har svært ved at se noget positivt fordi jeg har være ikke glad i lang tid. Men endnu engang tak for dit input.

Er glad for at høre at du kunne bruge mit input  

Mht at bruge tid sammen alle 4, så forstår jeg det godt. Samtidig oplever jeg at min egen mand af og til kan have svært ved bare at være sammen med ungerne. Han bliver rastløs og utålmodig og det har intet at gøre med at han ikke elsker dem eller gerne vil være sammen med dem.. Han er bare så vant til at have mange jern i ilden at han glemmer at nyde tiden og sætte pris på de små ting. Til gengæld er han fantastisk når han kan inddrage ungerne i sine gøremål - rydde op i skuret, køre affald på genbrugen osv. Der har de virkelig kvalitetstid sammen hvor jeg helst ikke skal blande mig.

Det løser selvfølgelig ikke problemet med at være sammen alle sammen, men gad vide om du ikle også her kunne tage initiativet og sætte fælles aktiviteter på dagsordenen? Det kan jo være alt fra en tur i en forlystelsespark, biffen (alt efter jeres børns alder) men måske kunne du og ungerne også vise interesse i hans hobbyer. Spiller han fodbold så tag ud og se ham spille, går han op i biler så tag med på messe osv osv. Han vil helt sikkert sætte pris på det, du får opfyldt behovet for samvær og med tiden vil han sætte pris på at inddrage jer og tage del i jeres hobbyer også.

SØS skriver:

At være ude alene 2-3 aftener morgen, når man har familie er godt nok stadig helt vildt synes jeg - wauv! 

Hvorfor? Børnene sover vel. 

SØS skriver:

At være ude alene 2-3 aftener morgen, når man har familie er godt nok stadig helt vildt synes jeg - wauv! 

Det syntes jeg ikke

Jeg selv er fast ude 1 aften om ugen, nogle gange mere.

Vi har også kun skolebørn herhjemme, det hjælper på det.

Og hvad der er rigtigt for den ene familie behøver nødvendigvis ikke være det for en anden