Problemer i familien

Anonym skriver:

Jeg tror mere jeg savner at have en bror som deltager aktivt i familien og en man kan snakke med - vi kan jo slet ikke have en samtale hvilket oftest er grunden til skænderierne - han er meget negativ og snakker kun negativt om alt og modsiger alt man siger. Jeg savner vel også ham som han var - og bliver nok lidt trist over at se han ikke har fået samme opdragelse som os - ved godt nogen mener at der er sær regler for de yngste - det skal jeg ikke kunne sige om det er tilfældet her - nok mere det at det bare har stået stille derhjemme og det er frusterende at være objektiv på. 

Mor har opgivet og bare lader lort være lort fordi min far ikke vil gøre noget ved det - og søster holder hånden over bror - det kan da godt være vi har forskellige opfattelser om hvad der foregår og jeg skal i bund og grund være ligeglad 

Hvad er det for nogle situationer hvor hans opdragelse har været anderledes end jeres? Er der stor aldersforskel på jer?

Hvis jeg var dig ville jeg koncentrere mig om relationen til din bror - måske forsøge at få ham mere på egen hånd i stedet for at mødes hos jeres forældre. Mht negativiteten så er det mega drænende - men kunne det være et tegn på at han heller ikke er tilfreds med situationen/sin sygdom/den måde hans liv har foldet sig ud på? Måske I kan finde en fortrolighed omkring det og hvor det at besøge dig måske kan give ham et frirum? (Nu kender jeg ham jo ikke)

Dine forældre lyder som om, at det at opfostre nr 3 som ovenikøbet er et specielt barn, har taget pusten fra dem. Og den anden del er, at Asbergers jo kan give nogle adfærdsmæssige udfordringer, så selvom dine forældre har forsøgt at give ham samme opdragelse som jer piger, så gør hans sygdom at han ikke responderer på det på samme måde som I gjorde. Selvom din bror først er diagnosticeret for 3 år siden, så har han haft sygdommen altid, men dine forældre har ikle haft kendskabet og redskaberne til at håndtere ham rigtigt. Så de har i 17 år gjort tingene på en bestemt måde og efter bedste evne, og det er altså svært at ændre på. Både fordi vaner tager lang tid at ændre, men også fordi din bror nu er 20 år (17 dengang) og er blevet et selvstændigt individ med de glæder og sorger der følger med. Han er altså heller ikke bare sådan til at ændre når  han nu har haft 20 år til at blive den han er.

Anonym skriver:

Jeg føler ikke mine forældre forstår når jeg fortæller dem det - hvilket jeg har gjort mange gange siden jeg selv blev mor - det er lidt som at råbe ind i en pude desværre.. 

Min mor bliver bare ked af det og siger vi kun har hinanden så de skal også være der. Det føles som om man skal tvinges til at elske mine søskende - især når hun ikke selv har snakket med sin egen bror i jeg ved ikk hvor mange år.

jeg vil rigtig gerne vi alle kunne gå til familie paykolog men det mener de ikke de har brug for så det skulle kun være mig der skulle gå til psykolog - jeg har gået til psykolog for noget andet og kom selvfølgelig også omkring min familie situation og jeg er udemærket klar over der er problemer, men de gemmer sig under tæppet.

ved ikke helt hvor jeg skal finde en hotline på asperger pårørende men jeg skal vel også acceptere det først - lidt en kamel at sluge - 

Min mand kan heldigvis godt se at det ikke kun er mig den er gal med og at det er min skyld det hele - desværre er min mand konfliktsky (og det er vi ikke i vores familie) så vi tager altid en snak om det når vi tager hjem men han er bag mig 100% - han har dog ikke nogle brugbare perspektiver men han er en god trøster <3

Jeg læser lige din bror har fået diagnosen aspergers syndrom. 

Det er meget vigtigt at vide og tænke at det ikke er en psykisk lidelse, men en udviklongsforstyrrelse som han altid har haft og altid vil have. Det er ikke noget som forsvinder selvom han får hjælp. Aldrig nogen sinde. Det er enormt vigtigt at vide som pårørende.

Har Du sat dig ind i hvad det vil sige at have aspergers? Hvis ja, bør du også vide at med din måde at kommunikere med ham på, ville kunne hjælpe ham en helt del. 

Aspergers Syndrom er en diagnose inden for autisme spektret og derfor har han udfordringer i det sociale samspil, kommunikation og forestillingsevnen. 

Nogen Med aspergers klarer sig fint uden hjælp, de er i stand til at lave deres egne systemer oppe i hovedet til at klare sig igennem livet, dog noget akavet i følge os andre. Men andre har behov for værktøjer til hvordan de skal klare hverdagen uden for mange  frustrationer. 

Asparges har ofte svært ved det følelsesmæssige liv, og kan have svært ved at se der er noget "galt " med dem. 

Som En knægt jeg arbejdede med sagde til mig "jeg forstår ikke hvorfor jeg går på denne skole, de andre er så mærkelige" og ja, det var faktisk ham som havde det sværest ved at forstå de sociale og kommunikative spilleregler 

Ikke Et dunk i hovedet herfra, men hvis du ændrer tankegangen omkring din bror, vil jeg forsikre dig om at du vil få det mere afslappet med den måde han er på. Han kan trods alt ikke selv gøre for det.