Problemer i familien

Når man føler sig svigtet af familien.

Sagen er den at min familie har de sidste 6 år kun bestået af mine forældre og mine 2 yngre søskende - jeg har så fået min egen lille familie siden hen og er rigtig glad for den. Problemet er bare at hver gang jeg er sammen med mine søskende så skal vi skændes - min søster og jeg er som dag og nat, vi har intet tilfælles, udover samme dna og at vu begge elsker min søn, vi ses ikke med mindre at vi begge er hjemme på besøg hos vores forældre - og mange gange så føles det så falsk at vi skal stå og kramme når vi ses, for mit vedkommende føles det påtaget - det hvordan det ses og opfattes af mig.
Min bror har en psykisk lidelse som han ikke selv vil acceptere og han vil ikke have hjælp, jeg kan og vil ikke hjælpe en som ikke vil hjælpe sig selv - det er spild af hans og min tid og det har jeg givet udtryk for. Det kan min familie dog ikke forstå - men som pårørende til en med en psykisk lidelse er det også svært at acceptere at den dreng han engang var, er han ikke mere og vi har heller ikke fået rette værktøj til at håndtere ham. Vi ses heller ikke da han ikke ser andet end sin computer.
Mine forældre har før hen været meget strikse og det har jeg altid respekteret dem for - min søster og jeg har fået en god opdragelse af den grund og det er jeg taknemlig for - hvilket det så godt kan irritere mig at min bror i bund og grund ikke rigtig har fået nogen opdragelse. Det kan godt være det er mig går i små sko men det går mig på (det er ikke kun min bror - jeg kan heller ikke fordrage børn der ikke er opdraget så de bare i det mindste har pli)

Men hver gang at vi er samlet derhjemme, så ender det altid med et skænderi og at jeg græder og kører min vej - og sjovt nok er det altid min skyld at vi skændes. Det er rigtig hårdt at altid få af vide at det er min skyld - og at det altid er min som skal undskylde (selvom vi alle er lige gode om det) jeg føler ikke rigtig at jeg har lyst til at tage hjem til mine forældre / for hvis den ene søskende ikke er der er den anden der. Jeg synes bare det er synd at alt det her går udover min søn - hvad gør man når man ikke kan enes med sine søskende og forældrene lukker af når de mener at det er min skyld det hele?! - jeg ville bare gerne have lettet hjertet og vidste ikke hvor ellers jeg skulle gøre det.

Hej kære du.

Først og fremmest et kæmpe kram til dig - lyder til du har voldsomt brug for det .

Det lyder virkelig til at være noget værre rod med din familie - mht at de bebrejder dig for det hele og siger det blot er din skyld, er noget værre sludder jo, der skal altid to til tango.

Jeg vil dog sige, jeg synes faktisk det synd for din bror at han ikke selv kan se den psykiske lidelse, at han fornægter det - eller måske er han bange for at hvis han indrømmer det at folk behandle ham anderledes ? Måske er han bange for dine forældre bliver pylret eller overbeskyttende overfor ham, hvis han anerkender sit problem?

samtidig vil jeg dog sige at der er også grænser for hvad du skal kunne holde til, nu ved jeg ikke hvor mange år det har stået på - men jeg forstår dig et eller andet sted godt med at du kan ikke hjælpe hvis han ikke vil selv. Det skal du heller ikke, der må også være andre en blot dig som bør sige fra og sige til ham som det er. Nu ved jeg ikke hvilken psykisk lidelse det er, og andre er selvfølgelig svære at tackle end andre. Men man må også være egoistisk til tider og prøve at beskytte sig selv - eller brænder man blot sammen.

Det lyder til du meget gerne vil se dine forældre alene (og/eller sammen med din egen lille familie), hvilket også er forståeligt - selvom jeg elsker min søster, synes jeg nu også det dejligt at se min mor og hendes mand alene sammen med min kæreste, for lige meget hvordan man vender og drejer den, er der altid noget man måske bare gerne vil dele med sine forældre.

Men har du prøvet at fortælle dine forældre det du føler ?? Evt sige at det jo ikke fordi du ikke elsker nogen af dem, men du vil også bare gerne ha lidt tid med dem, lave lidt minder blot med dem??

hvad med at invitere dem til dig/jer? Ville de kunne det uden dine søskende behøver dukke op??

Anonym skriver:

Når man føler sig svigtet af familien.

Sagen er den at min familie har de sidste 6 år kun bestået af mine forældre og mine 2 yngre søskende - jeg har så fået min egen lille familie siden hen og er rigtig glad for den. Problemet er bare at hver gang jeg er sammen med mine søskende så skal vi skændes - min søster og jeg er som dag og nat, vi har intet tilfælles, udover samme dna og at vu begge elsker min søn, vi ses ikke med mindre at vi begge er hjemme på besøg hos vores forældre - og mange gange så føles det så falsk at vi skal stå og kramme når vi ses, for mit vedkommende føles det påtaget - det hvordan det ses og opfattes af mig.
Min bror har en psykisk lidelse som han ikke selv vil acceptere og han vil ikke have hjælp, jeg kan og vil ikke hjælpe en som ikke vil hjælpe sig selv - det er spild af hans og min tid og det har jeg givet udtryk for. Det kan min familie dog ikke forstå - men som pårørende til en med en psykisk lidelse er det også svært at acceptere at den dreng han engang var, er han ikke mere og vi har heller ikke fået rette værktøj til at håndtere ham. Vi ses heller ikke da han ikke ser andet end sin computer.
Mine forældre har før hen været meget strikse og det har jeg altid respekteret dem for - min søster og jeg har fået en god opdragelse af den grund og det er jeg taknemlig for - hvilket det så godt kan irritere mig at min bror i bund og grund ikke rigtig har fået nogen opdragelse. Det kan godt være det er mig går i små sko men det går mig på (det er ikke kun min bror - jeg kan heller ikke fordrage børn der ikke er opdraget så de bare i det mindste har pli)

Men hver gang at vi er samlet derhjemme, så ender det altid med et skænderi og at jeg græder og kører min vej - og sjovt nok er det altid min skyld at vi skændes. Det er rigtig hårdt at altid få af vide at det er min skyld - og at det altid er min som skal undskylde (selvom vi alle er lige gode om det) jeg føler ikke rigtig at jeg har lyst til at tage hjem til mine forældre / for hvis den ene søskende ikke er der er den anden der. Jeg synes bare det er synd at alt det her går udover min søn - hvad gør man når man ikke kan enes med sine søskende og forældrene lukker af når de mener at det er min skyld det hele?! - jeg ville bare gerne have lettet hjertet og vidste ikke hvor ellers jeg skulle gøre det.

Har du prøvet at give udtryk for, at du er ked af tingenes tilstand? Med udgangspunkt i, at det ikke er nogens skyld. Forklar fx om din store respekt for deres opdragelse af Jer, men at du er bange for, at Jeres nuværende familiedynamik går ud over din søn.

Du skriver, at I ikke har fået nogen redskaber til at håndtere problemstillingen med din bror - ville din familie være med på at opsøge hjælp til Jer alle sammen (familiepsykolog), hvis du foreslog det? Kan godt regne ud, at din bror ikke ville være med på ideen, men i første omgang kan I tage afsted uden ham. Der må også findes krise-hotlines til folk, der er pårørende til psykisk sygdom.

hvad siger din mand til situationen? Har han nogle brugbare perspektiver, når han ser det udefra?

PUHK skriver:

Har du prøvet at give udtryk for, at du er ked af tingenes tilstand? Med udgangspunkt i, at det ikke er nogens skyld. Forklar fx om din store respekt for deres opdragelse af Jer, men at du er bange for, at Jeres nuværende familiedynamik går ud over din søn.

Du skriver, at I ikke har fået nogen redskaber til at håndtere problemstillingen med din bror - ville din familie være med på at opsøge hjælp til Jer alle sammen (familiepsykolog), hvis du foreslog det? Kan godt regne ud, at din bror ikke ville være med på ideen, men i første omgang kan I tage afsted uden ham. Der må også findes krise-hotlines til folk, der er pårørende til psykisk sygdom.

hvad siger din mand til situationen? Har han nogle brugbare perspektiver, når han ser det udefra?

Jeg føler ikke mine forældre forstår når jeg fortæller dem det - hvilket jeg har gjort mange gange siden jeg selv blev mor - det er lidt som at råbe ind i en pude desværre.. 

Min mor bliver bare ked af det og siger vi kun har hinanden så de skal også være der. Det føles som om man skal tvinges til at elske mine søskende - især når hun ikke selv har snakket med sin egen bror i jeg ved ikk hvor mange år.

jeg vil rigtig gerne vi alle kunne gå til familie paykolog men det mener de ikke de har brug for så det skulle kun være mig der skulle gå til psykolog - jeg har gået til psykolog for noget andet og kom selvfølgelig også omkring min familie situation og jeg er udemærket klar over der er problemer, men de gemmer sig under tæppet.

ved ikke helt hvor jeg skal finde en hotline på asperger pårørende men jeg skal vel også acceptere det først - lidt en kamel at sluge - 

Min mand kan heldigvis godt se at det ikke kun er mig den er gal med og at det er min skyld det hele - desværre er min mand konfliktsky (og det er vi ikke i vores familie) så vi tager altid en snak om det når vi tager hjem men han er bag mig 100% - han har dog ikke nogle brugbare perspektiver men han er en god trøster <3

Anonym skriver:

Jeg føler ikke mine forældre forstår når jeg fortæller dem det - hvilket jeg har gjort mange gange siden jeg selv blev mor - det er lidt som at råbe ind i en pude desværre.. 

Min mor bliver bare ked af det og siger vi kun har hinanden så de skal også være der. Det føles som om man skal tvinges til at elske mine søskende - især når hun ikke selv har snakket med sin egen bror i jeg ved ikk hvor mange år.

jeg vil rigtig gerne vi alle kunne gå til familie paykolog men det mener de ikke de har brug for så det skulle kun være mig der skulle gå til psykolog - jeg har gået til psykolog for noget andet og kom selvfølgelig også omkring min familie situation og jeg er udemærket klar over der er problemer, men de gemmer sig under tæppet.

ved ikke helt hvor jeg skal finde en hotline på asperger pårørende men jeg skal vel også acceptere det først - lidt en kamel at sluge - 

Min mand kan heldigvis godt se at det ikke kun er mig den er gal med og at det er min skyld det hele - desværre er min mand konfliktsky (og det er vi ikke i vores familie) så vi tager altid en snak om det når vi tager hjem men han er bag mig 100% - han har dog ikke nogle brugbare perspektiver men han er en god trøster <3

Hvor gammel er din bror? Jeg tænker, at du jo selv har svært ved at acceptere hans diagnose - hvor svært er det mon så ikke for ham og jeres forældre? Aspergers behøver jo ikke at være en alvorlig diagnose, men i hans tilfælde giver du indtryk af, at det er tungt. Kunne man forestille sig, at familien hænger i med neglene for at få hverdagen til at fungere, og så kommer du udefra og gør opmærksom på, at det ikke går særligt godt, og så skyder de budbringeren, fordi det gør for ondt at lytte? 

Hej med dig.

Først og fremmest så får du lige et kram, for det lyder ikke som en rar situation.

Jeg får et par tanker ud fra det du skriver, og håber at du ikke vil tage det som en kritik men som stof til eftertanke.

Du virker som en stærk person udadtil med gode og solide meninger om hvordan tingene bør være. Og når du så i mødet med din familie oplever at disse meninger ikke deles, så bliver du frustreret og føler dig måske forkert. Selvom det ikke er din hensigt kommer du måske til at dømme de andre for ikke at være ligesom dig. Måske du vil komme længere ved at tage dine søskende som de er - prøv at finde det gode ved at din søster er din modsætning. Kan du lære noget af hende?

Mht din bror så er det rigtig synd at han ikke kan/vil indse at han har en udfordring. Men er der tale om en psykisk sygdom så kan det måske netop være en af årsagerne? Psykisk syge deler ikke altid den rationelle sans vi andre har - og når du giver udtryk for det og at han bør få hjælp, så føler han sig måske rigtig forkert. Du kan ikke forvente at han med en psykisk sygdom (med forbehold for hvilken en der er tale om) vil kunne se de samme uhensigtsmæssigheder som du og andre gør. Mange psykisk syge er klar over at de er anderledes, men formår ikke at se når de "træder ved siden af". Måske hvis du tog en anden indgangsvinkel ved at støtte og elske ham for den han er, så kunne han føle sig tryg ved at få hjælp senere. Og selvom han fortsat ikke vil have hjælp, så kan det måske hjælpe dig til at få ro på. Det er ikke din opgave at "kurere" ham. 

Prøv næste gang i ses at lægge dine stærke meninger og holdninger ved fordøren og så se det at I samles som nogle timer hvor du skal lære de andre at kende igen. Hav en åbent sind og prøv at glæde dig over at din familie elsker dig og din søn, i stedet for at have fokus på deres fejl og mangler.

Mor og meget mere skriver:

Hvor gammel er din bror? Jeg tænker, at du jo selv har svært ved at acceptere hans diagnose - hvor svært er det mon så ikke for ham og jeres forældre? Aspergers behøver jo ikke at være en alvorlig diagnose, men i hans tilfælde giver du indtryk af, at det er tungt. Kunne man forestille sig, at familien hænger i med neglene for at få hverdagen til at fungere, og så kommer du udefra og gør opmærksom på, at det ikke går særligt godt, og så skyder de budbringeren, fordi det gør for ondt at lytte? 

 

Min bror bliver 20 i år og har haft diagnosen i knap 3 år uden at nogen har gjort noget ved det - jeg har haft og har svært ved at acceptere hans situation fordi han ikke er den bror jeg kendte før han trak ind i sig selv.

Jeg ved ikke helt hvordan det kan være svært at få en hverdag til at fungere når min bror får det som det passer ham, vi andre skal jo indordne os efter hans behov - og som søster er det svært at kunne sætte sig ind i det når man ikke bor hjemme mere men hvis man ikke kan sige sin mening/behov/følelser til sine forældre, eller søskende hvem skal man så kunne sige det til?

jenny4 skriver:

Hej med dig.

Først og fremmest så får du lige et kram, for det lyder ikke som en rar situation.

Jeg får et par tanker ud fra det du skriver, og håber at du ikke vil tage det som en kritik men som stof til eftertanke.

Du virker som en stærk person udadtil med gode og solide meninger om hvordan tingene bør være. Og når du så i mødet med din familie oplever at disse meninger ikke deles, så bliver du frustreret og føler dig måske forkert. Selvom det ikke er din hensigt kommer du måske til at dømme de andre for ikke at være ligesom dig. Måske du vil komme længere ved at tage dine søskende som de er - prøv at finde det gode ved at din søster er din modsætning. Kan du lære noget af hende?

Mht din bror så er det rigtig synd at han ikke kan/vil indse at han har en udfordring. Men er der tale om en psykisk sygdom så kan det måske netop være en af årsagerne? Psykisk syge deler ikke altid den rationelle sans vi andre har - og når du giver udtryk for det og at han bør få hjælp, så føler han sig måske rigtig forkert. Du kan ikke forvente at han med en psykisk sygdom (med forbehold for hvilken en der er tale om) vil kunne se de samme uhensigtsmæssigheder som du og andre gør. Mange psykisk syge er klar over at de er anderledes, men formår ikke at se når de "træder ved siden af". Måske hvis du tog en anden indgangsvinkel ved at støtte og elske ham for den han er, så kunne han føle sig tryg ved at få hjælp senere. Og selvom han fortsat ikke vil have hjælp, så kan det måske hjælpe dig til at få ro på. Det er ikke din opgave at "kurere" ham. 

Prøv næste gang i ses at lægge dine stærke meninger og holdninger ved fordøren og så se det at I samles som nogle timer hvor du skal lære de andre at kende igen. Hav en åbent sind og prøv at glæde dig over at din familie elsker dig og din søn, i stedet for at have fokus på deres fejl og mangler.

Helt klart stof til eftertanke og vil tage det til mig.

det gør bare ondt at det er udelukkende mig der skal ændre mig for at kunne passe ind i familien. 

- men glæde kræver vel sit 

i hvert fald tusind tak for dit perspektiv 

Anonym skriver:

Min bror bliver 20 i år og har haft diagnosen i knap 3 år uden at nogen har gjort noget ved det - jeg har haft og har svært ved at acceptere hans situation fordi han ikke er den bror jeg kendte før han trak ind i sig selv.

Jeg ved ikke helt hvordan det kan være svært at få en hverdag til at fungere når min bror får det som det passer ham, vi andre skal jo indordne os efter hans behov - og som søster er det svært at kunne sætte sig ind i det når man ikke bor hjemme mere men hvis man ikke kan sige sin mening/behov/følelser til sine forældre, eller søskende hvem skal man så kunne sige det til?

 

Men handler det så også om at du i virkeligheden savner din bror? Og måske din familie generelt?

Selvom situationen omkring din bror er speciel, så er det ikke unormalt st familiedynamik og ens syn på egne forældre og søskende ændrer sig når man selv får børn. Man begynder simpelthen at forholde sig til nogle ting som man aldrig har spekuleret på før, og uanset hvor god en opvækst man har haft, så vil der være ting som man selv ønsker at gøre anderledes. Og håndteringen af din bror er helt sikkert en af dem, hvor du tænker anderledes end dine forældre. Men en ting er tanker om hvordan man vil agere, og noget andrt er når man står i situationen. Det kan sagtens være dine forældre er enige med dig på mange punkter, men at udføre det praktisk er uoverkommeligt for dem - deres liv med din brors diagnose har jo også forvandlet sig meget ift de forestillinger de helt sikkert har haft.

jenny4 skriver:

Men handler det så også om at du i virkeligheden savner din bror? Og måske din familie generelt?

Selvom situationen omkring din bror er speciel, så er det ikke unormalt st familiedynamik og ens syn på egne forældre og søskende ændrer sig når man selv får børn. Man begynder simpelthen at forholde sig til nogle ting som man aldrig har spekuleret på før, og uanset hvor god en opvækst man har haft, så vil der være ting som man selv ønsker at gøre anderledes. Og håndteringen af din bror er helt sikkert en af dem, hvor du tænker anderledes end dine forældre. Men en ting er tanker om hvordan man vil agere, og noget andrt er når man står i situationen. Det kan sagtens være dine forældre er enige med dig på mange punkter, men at udføre det praktisk er uoverkommeligt for dem - deres liv med din brors diagnose har jo også forvandlet sig meget ift de forestillinger de helt sikkert har haft.

Jeg tror mere jeg savner at have en bror som deltager aktivt i familien og en man kan snakke med - vi kan jo slet ikke have en samtale hvilket oftest er grunden til skænderierne - han er meget negativ og snakker kun negativt om alt og modsiger alt man siger. Jeg savner vel også ham som han var - og bliver nok lidt trist over at se han ikke har fået samme opdragelse som os - ved godt nogen mener at der er sær regler for de yngste - det skal jeg ikke kunne sige om det er tilfældet her - nok mere det at det bare har stået stille derhjemme og det er frusterende at være objektiv på. 

Mor har opgivet og bare lader lort være lort fordi min far ikke vil gøre noget ved det - og søster holder hånden over bror - det kan da godt være vi har forskellige opfattelser om hvad der foregår og jeg skal i bund og grund være ligeglad