En mands rettigheder

Jeg synes det er en sindssyg svær diskussion, især fordi diskussionen tages om manden og kvindes rettigheder og inde i mig råber en lille stemme, men er den vigtigste her ikke barnet? Hvor er barnets rettigheder henne i det her?

Først vil jeg skrive ligestilling mellem kønnene i dette set up er utopi. Kvinden kan blive gravid det kan manden ikke, ergo har manden brug for en kvinde eller en livmoder til at bære hans barn i små 9 mnd. Det vil sige så længe vi anerkender retten til selvbestemmelse over egen krop kan manden ikke få et barn imod en kvindens ønske. På samme måde kan manden heller ikke slette et barn imod kvindens ønske - jo han kan juridisk blive stillet som han ikke havde et barn, men han er biologisk far, og jeg tror det er de færreste mennesker der bare kan slette den viden om et sted i verden løber mit biologiske barn rundt - ergo juridisk abort eller ej er mandens liv ændret.

Er det fair, nej men undskyld det er der meget i verden der ikke er. Vi kan forsøge at sikre os mod dårligdomme, mod katastrofer, mod nederlag, mod ufrivillig graviditet osv. Men til trods for det udstikkes der ikke garantier for et nemt soft ice liv uden problemer.

Er det fair at kvinden siger: det er mit valg alene, for det er kun mig der skal leve med valget. Absolut ikke, og jeg synes det vidner om en naivitet, for selvsagt har valget om abort eller gennemførelse af graviditet også en betydning for den der har leveret sæden. Og har vi kunne være så intime sammen så kvinden kan blive gravid, bør man også kunne tage en fornuftig snak om, hvad gør vi nu? Og vi kvinder bør også lytte til manden - hermed ikke sagt vi skal gøre noget mod vores ønske, men vi skal altså huske at lytte og vide det også påvirker resten af deres liv det valg vi træffer.

Den juridiske abort handler i høj grad om henholdsvis fars rettigheder i forhold til samvær med barnet, og så det økonomiske ansvar.

Er det fair en mand skal betale 1300 om mnd (som er fradragsberretiget) for et barn han ikke ønsker? Er det fair at jeg som skattebidrager skal betale en del af de 1300 om mnd for det barn han ikke ønskede, for det må vel være konsekvensen

Og hvad så med den 3. part: barnet. Er det så sådan at når far vælger en juridisk abort, så kan barnet ikke blive oplyst om hvem der er dets biologiske far? Er det fair?

Jeg ved ikke selv hvor jeg står, jo egentlig står jeg i hovedrysten over at en gruppe kvinder, tror det er så simpelt for en mand. At han ikke påvirkes af kvindens valg, og at de derfor ikke føler de behøver lytte til. Over at en gruppe kvinder tænker det er konsekvensfrit for det lille barn. En gruppe kvinder der tror, at det valg de træffer kun kommer til at påvirke dem. Jeg siger ikke, valget måske ville falde ud til det samme, men at jeg kunne ønske mig nogen flere tanker om hvad gør det her for barnet, for manden, for mig. Og hvis abort, hvad gør en abort ved mig, ved far?

Og så er jeg nok egentlig der hvor jeg ikke er for juridisk abort, men anerkender at manden her ikke er ligestillet, men det er så bare faktum, at det er han ikke.

Sprit25 skriver:

Men manden der knalder en pige der er på p-piller har jo heller ikke intention om at hun skal blive gravid

Det undrer mig egentlig så mange dyrker sex med nogen de ikke er forhold med uden kondom - måske fordi jeg er så gammel så jeg har fået tudet ørene fylde med AIDS, så for mig er det dybt uansvarligt at have sex uden kondom om pigen bruger p-piller eller ej 

Katafalk skriver:

Ja, det var det 

Det er jeg ked af, at læse. 

Jeg kan desværre ikke huske at have læst om det før, så på forhånd undskyld mit spørgsmål, men fik du lov til at navngive barnet?

Loa skriver:

Nej synes egentlig ikke han kan nægte at skulle betale til det, for så får staten en giga udgift med at skulle betale børnepenge til alle dem der "bare" lige får et uplanlagt barn.

For hvor skulle pengene ellers komme fra?

Synes selvfølgelig det er trist hvis en mand påduttes et barn, men det er svært at gøre ret meget ved det eftersom kroppen kun er kvindes til at bestemme over.

 

Øh, pengene kunne vel også komme fra den kvinde der vælger at få barnet alene?

CaWi skriver:

Jeg er godt klar over at alting ikke er så sort og hvidt. Og du har helt sikkert haft din grund til at mene at du ikke kunne klare detuden et opbakkende bagland, selvom mange andre gør det.

Jeg synes bare at mange kvinder gør sig svagere end de egentlig er. Om det så handler om at komme sig over en abort, et kæreste brud, et dødsfald, en fyring, ja stort set ligegyldigt hvad.

Man er nu engang sin egen lykkes smed, og livet er nogen gange pisse hårdt og uretfærdigt. Men så er det man må smøge ærmene op og tage skeen i egen hånd. For den eneste der kan vide og gøre det der er godt for en, er en selv.

Såh når en kvinde går ned med stress, depression, mister et barn, mister en mand og står alene med børnene, er enlig forsørger og bliver fyret, har et alvorligt sygt barn, selv er alvorlig syg, ja what ever.. Så skal de bare tage skeen i den anden hånd = hold op med tude, spis en kiks og komme videre?

Fortæl mig venligst at det ikke er det du mener. Fortæl mig gerne at du da gerne hjælper et andet menneske ovenpå efter en hård oplevelse, tragedie, eller blot fordi de er kede??

Mom skriver:

Såh når en kvinde går ned med stress, depression, mister et barn, mister en mand og står alene med børnene, er enlig forsørger og bliver fyret, har et alvorligt sygt barn, selv er alvorlig syg, ja what ever.. Så skal de bare tage skeen i den anden hånd = hold op med tude, spis en kiks og komme videre?

Fortæl mig venligst at det ikke er det du mener. Fortæl mig gerne at du da gerne hjælper et andet menneske ovenpå efter en hård oplevelse, tragedie, eller blot fordi de er kede??

Som jeg skrev er verden ikke sort og hvid. Men jeg er opdraget med at man er sin egen lykkes smed, og at livet nogen gange altså er hårdt og uretfærdigt. 

Jo jeg har selv været ked pga abort, dødsfald, været stresset osv osv. Folk har bakket mig op, givet mig kram og skulderklap. Og jeg har givet dette videre til dem i mit liv der har haft brug for det.

Men hvis man uge efter uge, måned efter måned, år efter år, så når jeg til sidst til et punkt hvor jeg siger: stand up for yourself!

Har man så brug for mere støtte end hvad venner og familie kan/vil give, så må man få professionel hjælp af en art. 

Men igen, OG JEG UNDERSTREGER det er ikke nødvendigvis så sort og hvidt.

CaWi skriver:

Som jeg skrev er verden ikke sort og hvid. Men jeg er opdraget med at man er sin egen lykkes smed, og at livet nogen gange altså er hårdt og uretfærdigt. 

Jo jeg har selv været ked pga abort, dødsfald, været stresset osv osv. Folk har bakket mig op, givet mig kram og skulderklap. Og jeg har givet dette videre til dem i mit liv der har haft brug for det.

Men hvis man uge efter uge, måned efter måned, år efter år, så når jeg til sidst til et punkt hvor jeg siger: stand up for yourself!

Har man så brug for mere støtte end hvad venner og familie kan/vil give, så må man få professionel hjælp af en art. 

Men igen, OG JEG UNDERSTREGER det er ikke nødvendigvis så sort og hvidt.

Så hjælpen er begrænset til en vis periode?

Sat på spidsen, hvor lang tid er man så "berettiget" til at sørge over at have mistet et barn, en ægtefælle eller en forældre?

Hvor længe må man være om, at komme sig over en depression, eller stress?

Hvor længe må man være om at komme igennem en skilsmisse?

Mom skriver:

Så hjælpen er begrænset til en vis periode?

Sat på spidsen, hvor lang tid er man så "berettiget" til at sørge over at have mistet et barn, en ægtefælle eller en forældre?

Hvor længe må man være om, at komme sig over en depression, eller stress?

Hvor længe må man være om at komme igennem en skilsmisse?

Der er ikke nogen grund til at sætte tingene på spidsen, for selvfølgelig skal man sørge over det man nu sørger over, i den tid man har brug for. 

Men hvis man år efter år er ked af et eller andet, bør man så ikke prøve at få noget hjælp til at komme videre? 

Alle har hver deres grænse for hvor nok er nok.

Og jeg mener stadig at man er sin  egen lykkes smed , også selvom livet er hårdt. Hvis man synes et liv hvor man altid/længe går og er trist/ked/deprimeret, jamen så gør dog for pokker noget ved det. Og hvis man ikke selv kan se det, så håber jeg da så sandelig at man har nogle i familien eller vennekredsen der kan spørge en, om det måske ikke ville være rart at blive glad igen, evt med noget hjælp af en art.

CaWi skriver:

Der er ikke nogen grund til at sætte tingene på spidsen, for selvfølgelig skal man sørge over det man nu sørger over, i den tid man har brug for. 

Men hvis man år efter år er ked af et eller andet, bør man så ikke prøve at få noget hjælp til at komme videre? 

Alle har hver deres grænse for hvor nok er nok.

Og jeg mener stadig at man er sin  egen lykkes smed , også selvom livet er hårdt. Hvis man synes et liv hvor man altid/længe går og er trist/ked/deprimeret, jamen så gør dog for pokker noget ved det. Og hvis man ikke selv kan se det, så håber jeg da så sandelig at man har nogle i familien eller vennekredsen der kan spørge en, om det måske ikke ville være rart at blive glad igen, evt med noget hjælp af en art.

Så gør dog for pokker noget ved det?

Jah hjælp er godt, nogen gange er tålmodighed og venlighed og forståelse bedre.

Sorgen over et mistet barn, er ikke noget man kommer sig over, ej heller tabet af en ægtefælle, det er noget man lever med. Og nogen gange lan en psykolog eller læge ingen forskel gøre, kun de mennesker i den sorgramtes familie og omgangskreds.

Nogen gange er man ikke sin egen lykkesmed, nogen gange har man brug for andre, i lang tid, for nogen gang er tid, det der skal til.

Nogen gange formår folk ikke at komme videre, og det er sørgeligt, men forståeligt..

Mom skriver:

Så gør dog for pokker noget ved det?

Jah hjælp er godt, nogen gange er tålmodighed og venlighed og forståelse bedre.

Sorgen over et mistet barn, er ikke noget man kommer sig over, ej heller tabet af en ægtefælle, det er noget man lever med. Og nogen gange lan en psykolog eller læge ingen forskel gøre, kun de mennesker i den sorgramtes familie og omgangskreds.

Nogen gange er man ikke sin egen lykkesmed, nogen gange har man brug for andre, i lang tid, for nogen gang er tid, det der skal til.

Nogen gange formår folk ikke at komme videre, og det er sørgeligt, men forståeligt..

Ja jeg mener gør dog for pokker noget ved det. Om det så er at komme videre, eller at lære at leve med det, er for så vidt lige gyldigt. Så længe man gør et eller andet.

Jeg har fuld forståelse for at nogen er "svagere" end andre, og at andre ikke er som mig.

Men derfor må jeg ggodtsynes hvad jeg synes,  og du må også godt ikke forstå hvad jeg mener, eller bryde dig om hvad jeg mener.

Jeg er der for dem i min omgangskreds der har brug for det, og de ved hvor de har mig, og jeg dem.

Færdig slut bum.