Anonym skriver:
Hej de damer. Jeg har valgt at være anonym da jeg ikke ønsker at blive googlet.
Jeg er ekstremt splittet og håber i kan komme med nogle meninger, tanker og lign omkring det her. Jeg bor i lejlighed i en storby og i bygningen bor en familie på 4. Deres lejlighed er knap 40 m2. Jeg ( og resten af bygningen ) er dødtræt af faren, da han ikke kan indordne sig under ganske almindelige forhold, som at hente vasketøj inden det mugner, deltage i det fælles arbejde, meget generende lugtgener fra deres lejlighed da der aldrig luftes ud eller gøres rent hvilket også betyder at vinduer og karme er tilgroet med mug/ssvamp. Moren kommer ALDRIG ud af lejligheden, som i aldrig nogensinde. Når børnene en sjælden gang bevæger sig ud i vores gård ( gør de kun når det er sikkert vi andre ikke er der, de må ikke omgås os ) går de amok. De smadrer det hele bogstavelig talt. Det er så tydeligt at de har så mange frustrationer indeni at der skal afløb for dem, og det rammer mig lige i hjertet. Jeg har forsøgt gentagende gange at komme i kontakt med dem men de lukker fuldkommen af. Jeg er bekymret for børnene fordi jeg går ud fra moren må være psykisk syg, da det er meget unormalt at være lukket inde i så lille en lejlighed, som desuden er mød beskidt og sikkert sundhedsskadelig. De ser også alle meget beskidte ud og lugter. Faren ønsker ingen kontakt med nogen of bliver aggressiv når vi snakker med ham og vi hører hm jævnligt råbe inde i lejliheden. ( politiet har tidligere været tilkaldt ved deres skænderier.) Børnene er 12 og 9. Jeg låser dem tit ind i bygningen fordi de ingen nøgle har, nogle gange står de udenfor i pis regnvejr eller sne, og det er til trods for at deres mor ER inde i lejligheden. De mangler så mange sociale færdigheder og bliver tydeligt ikke opdraget, jeg har måttet forklare dem, at der lægger babyer i barnevogne og derfor passer man på dem ( de har væltet vores, heldigvis uden barn, og smider skrald i den når den står på gangen). Børnene har aldrig venner ovre, de er fanget i lejligheden og er derinde hele tiden når de ikke er i skole, de har INGEN kontakt med andre end deres mor og far. I skolen snakker de ikke med de andre børn. Hvad skal jeg gøre? Det hele er vist blevet skrevet meget rodet, men jeg skal bare ud med det. Hvornår går grænsen for hvornår man skal blande sig? Skal vi bare acceptere at deres livsstil er helt modsat flertallet, eller bør vi underrette kommunen så der kommer fokus på familien, hvis der ikke allerede er det?Og er det overhovedet rimeligt at vi skal belære deres børn om almindelig opdragelse.? Jeg er rigtig bekymret for de børn, da jeg har en dårlig tanke om, at der måske kan foregå værre ting bag lukkede døre. .. håber i kan hjælpe, for jeg har det både dårligt med at mistænke dem, men også dårligt med ikke at reagere.. i kan svare anonymt hvis i ønsker det
Læs paragraf 52-54 mener jeg i serviceloven. Om pligt til at underrette som privat person og også som fagperson (for pædagoger, lærer osv).
Hvis du har en mistanke om omsorgssvigt eller andre overgreb fysisk eller psykisk, samt vanrøgt som du allerede lidt beskriver, så skynd dig at underrette. Mener du kan gøre det anonymt. Red først og fremmest de børn.
Og så meld for alle de andre ting efter, som svamp, uorden, agressiv adfærd osv. Men børnene er vigtigst. Hvordan ved du det med skolen? Altså hvem de snakker med osv?
Håber vi får en Update. Du kan hjælpe børn ud af et tabubelagt og meget streng risikosituation, som de aldrig selv kan bede om hjælp til. Pga tabu og loyalitet overfor forældrene. Ingen andre end dig kan hjælpe, hvis de ikke er klar over der er brug for det.
held og lykke. Virkelig en svær situation og dilemma at stå i.
