Den første samtale..?

Pyyh, så er vi nået så langt. I morgen skal vi til den første samtale og scanning på en privat fertilitetklinik (med henvisning fra lægen), og jeg er SÅÅÅ nervøs og ked af det. 

Hver måned indtil nu har jeg været ved at gå ud af mit gode skind af frustrationen over ikke at vide, hvorfor jeg endnu en gang ikke var blevet gravid. 

Men nu hvor det hele begynder i morgen, kan jeg godt mærke frygten. Frygten for svaret. Frygten for at mit håb potentielt kan forsvinde. Den sidste måned har jeg været ved at bryde sammen bare ved tanken om at jeg kun er 'fri' så længe. Omvendt kan jeg heller ikke bære den uvidenhed og skuffelse der overvælder mig hver eneste måned. 

Men hvad jeg vil med denne tråd er at høre, om der er andre herinde der har følt den samme nervøsitet? Nogen der har lyst til at dele deres tanker og frustrationer, glæder og sorger både før og efter den første samtale? Og evt. også efterfølgende forløb?

Uanset hvad, så tak fordi du læste med 

Du skal ikke være nervøs det er en stille og rolig samtale og i får jo hjælp til at blive gravide i stedet for at gå i uvidenhed

Du skal ikke være nervøs det er en stille og rolig samtale og i får jo hjælp til at blive gravide i stedet for at gå i uvidenhed

Tak for svar. 

Jeg har fået at vide af sekretæren at det denne gang kun drejer sig om en scanning og en samtale om det videre forløb. Jeg tror det handler mere om frygten for at overskride grænsen fra uvidenhed til oplysning. For vil jeg kunne håndtere, det jeg får at vide?

Jeg ved ikke om det giver mening...

Risse skriver:

Pyyh, så er vi nået så langt. I morgen skal vi til den første samtale og scanning på en privat fertilitetklinik (med henvisning fra lægen), og jeg er SÅÅÅ nervøs og ked af det. 

Hver måned indtil nu har jeg været ved at gå ud af mit gode skind af frustrationen over ikke at vide, hvorfor jeg endnu en gang ikke var blevet gravid. 

Men nu hvor det hele begynder i morgen, kan jeg godt mærke frygten. Frygten for svaret. Frygten for at mit håb potentielt kan forsvinde. Den sidste måned har jeg været ved at bryde sammen bare ved tanken om at jeg kun er 'fri' så længe. Omvendt kan jeg heller ikke bære den uvidenhed og skuffelse der overvælder mig hver eneste måned. 

Men hvad jeg vil med denne tråd er at høre, om der er andre herinde der har følt den samme nervøsitet? Nogen der har lyst til at dele deres tanker og frustrationer, glæder og sorger både før og efter den første samtale? Og evt. også efterfølgende forløb?

Uanset hvad, så tak fordi du læste med 

Hej Risse

Jeg kender nervøsiteten - men lige omkring en første samtale, er det primært det "ukendte" som er slemt, på ingen måder indholder. Det handler om at afklare jeres situation og videre muligheder - det er ikke fordi I får en "dom" med hjem eller nogle sikre svar.

Du vil formentlig blot blive undsøgt/scannet og så får en en lang snak og I har tid til at stille spørgsmål. For mig var første snak en rigtig fin oplevelse. 

Alt det bedste og held og lykke

https://erduherikkesnart.wordpress.com/om-bloggen/

Risse skriver:

Pyyh, så er vi nået så langt. I morgen skal vi til den første samtale og scanning på en privat fertilitetklinik (med henvisning fra lægen), og jeg er SÅÅÅ nervøs og ked af det. 

Hver måned indtil nu har jeg været ved at gå ud af mit gode skind af frustrationen over ikke at vide, hvorfor jeg endnu en gang ikke var blevet gravid. 

Men nu hvor det hele begynder i morgen, kan jeg godt mærke frygten. Frygten for svaret. Frygten for at mit håb potentielt kan forsvinde. Den sidste måned har jeg været ved at bryde sammen bare ved tanken om at jeg kun er 'fri' så længe. Omvendt kan jeg heller ikke bære den uvidenhed og skuffelse der overvælder mig hver eneste måned. 

Men hvad jeg vil med denne tråd er at høre, om der er andre herinde der har følt den samme nervøsitet? Nogen der har lyst til at dele deres tanker og frustrationer, glæder og sorger både før og efter den første samtale? Og evt. også efterfølgende forløb?

Uanset hvad, så tak fordi du læste med 

Jeg kan fuldt ud godt følge dig.... Vi gik over 2 år før vi søgte hjælp....netop fordi at vi var bange for svaret.... Vi var til samtale hos en speciel læge og fik undersøgt mandens sæd og jeg blev scannet... Umiddelbart ikke noget at se... Mandens sæd var tiptop, så jeg fil lavet en vandscanning, hvor de tjekker om der er passage igennem æggestokkene... Heller ikke noget galt, så vi var rimelig hurtigt "ufrivillig barnløs".... I starten var vi "glade"over at ingen af os tilsyneladende fejlede noget... Men erfaring har vist mig, at jeg tror hellere at jeg ville have haft at et eller andet var galt, for så kunne man tage den derfra.... Men nu har vi så også været igennem 5 IUI, 2 IVF. 3 ICSI og her til sidst 2 ICSI med assisted hatching... De sidste to inden på Copenhagen fertility center og de er bare super søde.... Det viste sig at det var mine æg som ikke modnede ordentligt, så jeg fik lidt andet medicin på en anderledes måde... Og det har så resulteret i at efter 10 år som ufrivillig barnløs er jeg nu gravid i 5 uge for aller første gang  Jeg håber ikke at jeg har gjort dig mere nervøs, vil blot med min lille historie opfordre til at man får tjekket sig selv og partner ASAP... Og så vil jeg råde dig til at melde dig ind i Danmark.... Jeg er i gr 2 (som er den dyreste) men så får man alt medicin til fertilitet betalt.... Jeg betaler ca 1000kr hvert kvartal, men jeg har så sparet ca 40.000 i medicin udgifter

Jeg havde det på præcis samme måde!

men efter samtalen var det så dejligt efter 2år at prøve noget nyt... For mit vedkommende hormoner... Jeg blev fyldt med nyt håb!

men jeg har så også derfor fået mig en kæmpe skuffelse da jeg alligevel ikke blev gravid

man bliver nød til at have håbet for at kunne fortsætte, men håbet er også derfor det gør så ondt

Risse skriver:

Pyyh, så er vi nået så langt. I morgen skal vi til den første samtale og scanning på en privat fertilitetklinik (med henvisning fra lægen), og jeg er SÅÅÅ nervøs og ked af det. 

Hver måned indtil nu har jeg været ved at gå ud af mit gode skind af frustrationen over ikke at vide, hvorfor jeg endnu en gang ikke var blevet gravid. 

Men nu hvor det hele begynder i morgen, kan jeg godt mærke frygten. Frygten for svaret. Frygten for at mit håb potentielt kan forsvinde. Den sidste måned har jeg været ved at bryde sammen bare ved tanken om at jeg kun er 'fri' så længe. Omvendt kan jeg heller ikke bære den uvidenhed og skuffelse der overvælder mig hver eneste måned. 

Men hvad jeg vil med denne tråd er at høre, om der er andre herinde der har følt den samme nervøsitet? Nogen der har lyst til at dele deres tanker og frustrationer, glæder og sorger både før og efter den første samtale? Og evt. også efterfølgende forløb?

Uanset hvad, så tak fordi du læste med 

Jeg kan som de andre stemme i at det er helt normalt at være nervøs.  Men for mig var det virkelig en lettelse at vide at nu var vi i gang, nu fik vi hjælp. 

Den første samtale er meget stille og rolig.

Må jeg spørge hvorfor I skal til en privat klinik? Har I fælles børn i forvejen?

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Hej Risse

Jeg kender nervøsiteten - men lige omkring en første samtale, er det primært det "ukendte" som er slemt, på ingen måder indholder. Det handler om at afklare jeres situation og videre muligheder - det er ikke fordi I får en "dom" med hjem eller nogle sikre svar.

Du vil formentlig blot blive undsøgt/scannet og så får en en lang snak og I har tid til at stille spørgsmål. For mig var første snak en rigtig fin oplevelse. 

Alt det bedste og held og lykke

https://erduherikkesnart.wordpress.com/om-bloggen/

 

Tak for dit svar. 

Jeg er glad for at høre at du havde en god oplevelse med den første samtale, det håber og regner jeg også med at jeg har. 

Men Det er nu heller ikke så meget indholdet der gør mig nervøs; det handler for mig langt mere om, at jeg nu krydser grænsen mellem at prøve selv og at få hjælp. 

Og mange tak 

Frunielsen81 skriver:

Jeg kan fuldt ud godt følge dig.... Vi gik over 2 år før vi søgte hjælp....netop fordi at vi var bange for svaret.... Vi var til samtale hos en speciel læge og fik undersøgt mandens sæd og jeg blev scannet... Umiddelbart ikke noget at se... Mandens sæd var tiptop, så jeg fil lavet en vandscanning, hvor de tjekker om der er passage igennem æggestokkene... Heller ikke noget galt, så vi var rimelig hurtigt "ufrivillig barnløs".... I starten var vi "glade"over at ingen af os tilsyneladende fejlede noget... Men erfaring har vist mig, at jeg tror hellere at jeg ville have haft at et eller andet var galt, for så kunne man tage den derfra.... Men nu har vi så også været igennem 5 IUI, 2 IVF. 3 ICSI og her til sidst 2 ICSI med assisted hatching... De sidste to inden på Copenhagen fertility center og de er bare super søde.... Det viste sig at det var mine æg som ikke modnede ordentligt, så jeg fik lidt andet medicin på en anderledes måde... Og det har så resulteret i at efter 10 år som ufrivillig barnløs er jeg nu gravid i 5 uge for aller første gang  Jeg håber ikke at jeg har gjort dig mere nervøs, vil blot med min lille historie opfordre til at man får tjekket sig selv og partner ASAP... Og så vil jeg råde dig til at melde dig ind i Danmark.... Jeg er i gr 2 (som er den dyreste) men så får man alt medicin til fertilitet betalt.... Jeg betaler ca 1000kr hvert kvartal, men jeg har så sparet ca 40.000 i medicin udgifter

Mange tak for dit svar.

Jeg har også hele tiden tænkt at jeg næsten hellere vil 'fejle' et eller andet nemt (såsom en æggeleder der trænger til at blive skyllet, eller let nedsat sædkvalitet) så det hurtigt og nemt kan fikses. Men jeg synes godt nok det er grænseoverskridende at være der, hvor vi nu skal have hjælp. 

Og selvom jeg sandsynligvis ikke får noget definitivt at vide i dag, så er det eneste jeg altid har været sikker på siden jeg var helt lille barn, det var at jeg skulle være mor en dag, og at jeg ville være god til det. Nu får jeg måske min ældste drøm knust. 

Jeg er bare rigtig rigtig bange. 

Dit forløb gør mig selvfølgelig en smule nervøs, men jeg er rigtig glad for at du skrev den. Den viser jo netop at der er lys for enden af tunnelen

Stort tillykke med jeres velfortjente graviditet - jeg håber at den forløber helt perfekt 

Baby-Crazy skriver:

Jeg havde det på præcis samme måde!

men efter samtalen var det så dejligt efter 2år at prøve noget nyt... For mit vedkommende hormoner... Jeg blev fyldt med nyt håb!

men jeg har så også derfor fået mig en kæmpe skuffelse da jeg alligevel ikke blev gravid

man bliver nød til at have håbet for at kunne fortsætte, men håbet er også derfor det gør så ondt

Tak for dit svar.

Du har helt ret, i at man har brug for håbet men at det også er det der gør mest ondt! 

Jeg er ked af at det ikke lykkedes for jer med hormoner. Må jeg spørge, er i da kommet i et andet behandlingsforløb?

Jeg er virkelig glad for at høre at du var glad for dit forløb på trods af resultatet, og at det netop gav lidt fornyet energi og gåpåmod. Det trænger vi virkelig til herhjemme