Langdistanceforhold

Liviana skriver:

Hej. Min mand er fra et andet land (på et andet kontinent!) og vi havde et langdistanceforhold i lidt over 2,5 år. Ja, det er rigtig hårdt når man er forelsket. Men i dag er vi gift og har en datter (og bor sammen selvfølgelig). Så alle langdistanceforhold er altså ikke dømt til ikke at fungere 

Hej Liviana. Tak for svar. Jeg synes det er sejt at man kan have et langdistanceforhold på dén måde i så lang tid! Fantastisk :-) 

Liviana skriver:

Hej. Min mand er fra et andet land (på et andet kontinent!) og vi havde et langdistanceforhold i lidt over 2,5 år. Ja, det er rigtig hårdt når man er forelsket. Men i dag er vi gift og har en datter (og bor sammen selvfølgelig). Så alle langdistanceforhold er altså ikke dømt til ikke at fungere 

Hej Liviana. Tak for svar. Jeg synes det er sejt at man kan have et langdistanceforhold på dén måde i så lang tid! Fantastisk :-) 

SanneJensen skriver:

Hej damer (og mænd) 

Jeg ved egentlig ikke rigtig hvorfor jeg skriver denne tråd, ej heller hvorfor i dette forum. Måske har jeg bare brug for at lette mit hjerte, måske har jeg brug for at høre fra andre der står/har stået i samme situation. 

 

Sagen er den at min (ret nye) kæreste og jeg bor i hver vores ende af Danmark. Og ikke nok med det, så er han fandme også sømand og skal snart afsted i 2-3 måneder. Jeg har så forfærdeligt svært ved at tolerere det savn det medfører det her. Jeg er forelsket til op over begge ører, vi har kontakt hver dag, men ses kun et par weekender om måneden. Den tid vi har sammen bliver nydt i aller højeste grad. Det er der ingen tvivl om. 

 

Er der nogle af jer damer herinde der har været eller er i et langdistanceforhold? Kan det fungere, eller er det dødsdømt fra start? Jeg er flytbar på sigt, men føler mig ikke klar lige nu, og slet ikke når han ikke er hjemme i så lange perioder af gangen. 

 

Jeg er i vildrede. Eller måske ikke, savner ham bare. 

 

Tak fordi at I ville læse med. Og ja som sagt ved jeg egentlig slet ikke hvor jeg vil hen med det her skribleri. 

Jeg føler med dig  Da jeg mødte min kæreste boede han i Kbh og jeg i Odense, men han er også sømand, så han har også sejlture i alt fra få dage til flere mdr. Han har også været væk i 3 mdr. i træk.

Jeg ved ikke hvad jeg skal råde dig til, jeg synes det er ekstremt hårdt!! Det enorme savn når han er væk!  Vi har været sammen i snart 9 år. Men kun boet sammen i ca. 3-4 år ialt. Jeg elsker ham så højt, det er derfor jeg har valgt at blive sammen med ham, for jeg vænner mig aldrig til at han er så meget væk! Det er bare ik mit drømmeforhold, men når vi så er sammen er det jo helt fantastisk og kan ikke leve uden ham!  

Har desværre ingen gode råd, følg dit hjerte 

Du er velkommen til at skrive privat til mig, hvis du har lyst, vi er jo i samme båd 

Det første halve år min kæreste og jeg var sammen, var vi weekend kærester. Så boede vi sammen et halvt år, for derefter at være weekend kærester i et år igen. 

Det har været super hårdt for os begge, men det har også gjort at vi sætter pris på tid med hinanden, men absolut heller ikke sidder lårene af hinanden. 

Den dag i dag, nyder vi når vi er fra hinanden et par dage. Vi nyder friheden (og stilheden) men vi savner hinanden og bliver derved lidt mindet om hvorfor vi er sammen, hvis der er gået lidt for meget hverdag i den

Den gang jeg mødte min kæreste,  i maj 2010, boede jeg i Rødovre på Sjælland og han boede i weekenderne hos sine forældre i Slangerup ( nær Frederikssund ),  men var i Søværnet med base i Frederikshavn i Nordjylland. 

Og ja,  det var hårdt,  vi var weekend kærester i ca 1 1 / 2 år,  så sagde min kæreste " jeg kan ikke holde ud,  at være så meget væk fra dig". 

Han valgte at blive flyttet fra Frederikshavn til Korsør og kun sejle 1 uge til 1 måned af gangen. 

Til sidst valgte han på eget ønske,  at stoppe i Søværnet og få hjælp til,  at komme i gang med en uddannelse. 

Efter knapt 3 år, blev vi først forlovet, derefter flyttede vi sammen.  

I juli måned 2014,  blev vi forældre til vores første barn og da hun blev døbt i oktober 2014, blev vi gift ♡

Så selvom dekan være hårdt,  kan det sagtens lade sig gøre. 

SanneJensen skriver:

Taj for svar Jupiter. Er han stadig afsted på de lange ture der, og hvordan kan du holde det ud med savn osv.? Pyha, jeg synes det er hårdt, og forestiller mig jo sleeeeet ikke at det bliver nemmere med tiden, men det kan være at jeg tager fejl? 

Ja han skal afsted ca hver 3-4 år.

Og det er det VÆRSTE... de første par uger. Derefter går tiden faktisk hurtigt, og man finder hurtigt en "ny hverdag".

Det er lidt skræmmende, men jeg gik ikke med frygt og savn hver dag.

Jeg havde perioder som var værre end andre, men livet går jo sin gang, og jeg fortryder stadig ingenting.

Det bliver nok lidt anderledes når han engang skal afsted igen, for denne gang har vi et barn. Men det tager vi som det kommer. Vi har jo bevist at vi godt kan klare det 

Jeg kan vist godt sige jeg har haft et langdistanceforhold  

Jeg havde en kæreste der boede på Grønland og jeg på Fyn.. 

- Han var sømand og arbejde i Nuuk. 

Det gik såmen okay.. Savnet var STORT, men vi snakkede i telefon hver dag og sad på Skype når muligheden var der..  

Vi så hinanden ca hver 3 månede.. Og jeg havde godt nok muligheden for at komme op til ham.. Men jeg turde ikke pga tanken om at flyve i helikopter/alm fly 

Det kunne nu godt ha gået... Men min kærlighed ville andre veje. (Han var flyttet til Fyn i mellemtiden). 

Babydrøm skriver:

Jeg føler med dig  Da jeg mødte min kæreste boede han i Kbh og jeg i Odense, men han er også sømand, så han har også sejlture i alt fra få dage til flere mdr. Han har også været væk i 3 mdr. i træk.

Jeg ved ikke hvad jeg skal råde dig til, jeg synes det er ekstremt hårdt!! Det enorme savn når han er væk!  Vi har været sammen i snart 9 år. Men kun boet sammen i ca. 3-4 år ialt. Jeg elsker ham så højt, det er derfor jeg har valgt at blive sammen med ham, for jeg vænner mig aldrig til at han er så meget væk! Det er bare ik mit drømmeforhold, men når vi så er sammen er det jo helt fantastisk og kan ikke leve uden ham!  

Har desværre ingen gode råd, følg dit hjerte 

Du er velkommen til at skrive privat til mig, hvis du har lyst, vi er jo i samme båd 

Tusind tak for svar, det er rart at høre fra en der går igennem/har gået igennem det samme :-) 

milla86@live.dk skriver:

Det første halve år min kæreste og jeg var sammen, var vi weekend kærester. Så boede vi sammen et halvt år, for derefter at være weekend kærester i et år igen. 

Det har været super hårdt for os begge, men det har også gjort at vi sætter pris på tid med hinanden, men absolut heller ikke sidder lårene af hinanden. 

Den dag i dag, nyder vi når vi er fra hinanden et par dage. Vi nyder friheden (og stilheden) men vi savner hinanden og bliver derved lidt mindet om hvorfor vi er sammen, hvis der er gået lidt for meget hverdag i den

Tak for svar :-) 

Bshizzle skriver:

Jeg kan vist godt sige jeg har haft et langdistanceforhold  

Jeg havde en kæreste der boede på Grønland og jeg på Fyn.. 

- Han var sømand og arbejde i Nuuk. 

Det gik såmen okay.. Savnet var STORT, men vi snakkede i telefon hver dag og sad på Skype når muligheden var der..  

Vi så hinanden ca hver 3 månede.. Og jeg havde godt nok muligheden for at komme op til ham.. Men jeg turde ikke pga tanken om at flyve i helikopter/alm fly 

Det kunne nu godt ha gået... Men min kærlighed ville andre veje. (Han var flyttet til Fyn i mellemtiden). 

 

Tak for svar :-)