Fødslesoplevelsen sidder stadig dybt i mig :(

Mom In The Making skriver:

Jeg havde følt mig vanvittigt krænket. Altså hvis de spørger.. så måske jeg kunne gå med til en enkel studerende, de skal jo lære det et eller andet sted fra, men min tisser er fandme ikke noget alle mulige skal fumle rundt med og SLET ikke imens jeg har veer??! Jeg var blevet stik hamrende åndssvag i roen hvis de havde gjort det uden at spørge om lov og ENDNU mere stjernepsykopat hvis de var blevet mobset over at få et nej. 

Man er vidst blevet 'for gammel i gårde' som jordmor hvis man begynder at tro at alles skridt er alle mands eje. Jesus Christ. 

Så kom jeg af med noget harme og vrede over det du har oplevet, dernæst vil jeg råde dig til simpelthen at skrive et brev til rette instans og fortælle dem om din oplevelse, det kan ikke ændre på den grænseoverskridende oplevelse du har haft, men måske hvis du gør dem opmærksom på det, kan du hindre at det sker for flere.

(og ja, det føles fandme helt galt at man skal gøre nogen opmærksom på sådan noget. Det burde sgu være en selvfølge at man spørger før man roder rundt - og lader andre - rode rundt i andre menneskers underliv.)

håber du har nogen forstående mennesker omkring dig du kan snakke med om det.

Knus

Jeg ville ønske at jeg den gang havde overskud til at reagere sådan som du skriver  

Jeg har overvejet at skrive et brev. Eller måske endda ringe og tale med afd.jm.

Vi får at se...

Anonym skriver:

Kære piger,

Det er nu snart et år siden, jeg har født, og jeg kan stadig blive ked af, harm, og sur over den behandling jeg fik på sygehuset.

På trods af en kompliceret fødsel på over 30 timer, fik jeg et sundt barn, hvilket jeg er taknemmelig for. 

Da fødslen varede så mange timer, var der mange vagtskifte, hvor alle jm havde en studerende med.

Det, som jeg er ked af over, er at alle studerende fik lov til at undersøge mig (jeg åbnede mig meget langsomt) efter at jm havde undersøgt mig.

Jeg blev forud for undersøgelserne hverken spurgt eller informeret om, at jeg ville blive dobbelt-tjekket hver gang. (Jer der har født ved, hvor ondt det gør, at få stukket fingre op, især når man har veer.)

Nogle af jm sagde, imens jeg havde de værste veer, at de studerende nu også tjekker, hvor meget jeg har åbnet mig. Jeg havde ikke kræfter til at sige imod, selvom jeg ikke ønskede dobbelt-tjek.

Min kæreste opdagede heldigvis, hvor slemt det var for mig, og sagde til mig (foran dem), at jeg skulle sige fra, hvis jeg ikke ønskede det.

En gang sagde jeg fra, hvor jm reagerede totalt mopset over det. (meget professionelt!)

I og med at det nu snart er 1 år siden at jeg født, og stadig har det dårligt over det, sidder jeg tilbage med en fornemmelse over at være blevet misbrugt/udnyttet (det lyder hårdt, jeg ved det godt måske er jeg bare for svag).

Jeg er harm over, ikke at være blevet informeret om, at der ville være studerende tilstede (hvilket jeg intet har imod) og at de også ville undersøge mig. Så kunne jeg have forberedt mig psykisk på det. Som førstegangsfødende ved man jo ikke hvad man går ind i, så al information forud for fødslen var VIGTIG. For mig i hvert fald.

Jeg ved godt at de studerende også skal lære igennem undersøgelser, og det er der intet i vejen med. Jeg ville bare have ønsket at jeg var blevet informeret om det inden. Og skulle de absolut undersøge mig jm+ stud. hver gang? 

Har I andre haft lignende oplevelser?

 

Jeg synes det er rigtig synd for dig at din fødsel er blevet præget af en følelse af overgreb. 

Men jeg oplever ikke at personalet har gjort noget forkert i dét du fortæller (udover JM der blev mopset). De informerer dig inden det sker. At du er for udmattet til at sige fra, er rigtig ærgerligt, men det er ikke nogens skyld. 

Følelsen af at blive misbrugt/udnyttet, synes jeg at du skal tage alvorligt, men jeg tror også at det er meget vigtigt at du ser på årsagen til den følelse. 

Du skal ikke bebrejde dig selv, men måske prøve at afsøge om der kan være nogle underliggende årsager til at du har taget den her oplevelse så nært?

Men de SKAL jo lære det? Ellers uddør faget. Og de SKAL jo mærke på fødende? Måske ikke under selve veen, men i pauserne. 

Jeg tror helt ærligt, at hvis de spurgte hver gang, om den studerende måtte undersøge, så ville jordemødre ikke kunne blive uddannet, for hovedparten af forpinte fødende kvinder ville sige nej - bare for at vende tilbage til ud-af-kroppen-tilstanden. 

Derfor siger de blot "nu mærker Vibeke", og så må den fødende sige fra (hvilket de fleste jo kan). 

Ingen er født til at kunne fjerne en blindtarm, ergo skal læger/sygeplejersker/jordemødre uddannes. Og nogen SKAL lægge krop til. 

Supervision og mesterlære er vejen frem i mange fag. Hvis man ikke vil have studerende på stuen, må man sige fra. 

Og at se det som et misbrug/udnyttelse, handler mere om TS end om noget andet. 

Hvis du havde læst mit indlæg grundigt, så havde du også set at jeg intet har imod at de kigger på mig, og slet intet imod at de er på stuen. Jeg ville bare ønske at man havde informeret mig om det. 

Patienter skal også spørges først om det er ok at en lægestuderende fjerner deres blindtarm, skal de ik'? 

Jeg blev desværre undersøgt før og under veerne - og DET gør ondt! Jeg græd af smerter og bad dem om at stoppe.

Jeg føler virkelig at jeg blev brugt som forsøgskanin  

Denne oplevelse har gjort, at jeg næste gang ikke ønsker studerende til at være med i min fødsel, og det skal jeg nok fortælle dem når jeg kommer på sygehuset.

modesty skriver:

Jeg synes det er rigtig synd for dig at din fødsel er blevet præget af en følelse af overgreb. 

Men jeg oplever ikke at personalet har gjort noget forkert i dét du fortæller (udover JM der blev mopset). De informerer dig inden det sker. At du er for udmattet til at sige fra, er rigtig ærgerligt, men det er ikke nogens skyld. 

Følelsen af at blive misbrugt/udnyttet, synes jeg at du skal tage alvorligt, men jeg tror også at det er meget vigtigt at du ser på årsagen til den følelse. 

Du skal ikke bebrejde dig selv, men måske prøve at afsøge om der kan være nogle underliggende årsager til at du har taget den her oplevelse så nært?

Som jeg sagde før, jeg arbejde i sundhedsvæsnet, og ved at man skal spørge og informere patienten inden studerende bliver involveret.

Jeg blev ikke informeret eller spurgt forud, jeg fik det fortalt under veerne "Hanne kigger også lige på dig!" imens jeg kæmpede med at få styr på min vejrtrækning. 

De havde 9 måneder til at informere mig under alle de jm-samtaler jeg har været til.

Det synes jeg bare ikke er ok. Der skal ikke være underliggende årsager til at jeg har taget denne oplevelse, som jeg har. 

I og med at jeg ikke sagde fra i starten, har de taget det som om det er ok med mig. Og det er min egen skyld.

Jeg er færdig som forsøgskanin.

Anonym skriver:

Kære piger,

Det er nu snart et år siden, jeg har født, og jeg kan stadig blive ked af, harm, og sur over den behandling jeg fik på sygehuset.

På trods af en kompliceret fødsel på over 30 timer, fik jeg et sundt barn, hvilket jeg er taknemmelig for. 

Da fødslen varede så mange timer, var der mange vagtskifte, hvor alle jm havde en studerende med.

Det, som jeg er ked af over, er at alle studerende fik lov til at undersøge mig (jeg åbnede mig meget langsomt) efter at jm havde undersøgt mig.

Jeg blev forud for undersøgelserne hverken spurgt eller informeret om, at jeg ville blive dobbelt-tjekket hver gang. (Jer der har født ved, hvor ondt det gør, at få stukket fingre op, især når man har veer.)

Nogle af jm sagde, imens jeg havde de værste veer, at de studerende nu også tjekker, hvor meget jeg har åbnet mig. Jeg havde ikke kræfter til at sige imod, selvom jeg ikke ønskede dobbelt-tjek.

Min kæreste opdagede heldigvis, hvor slemt det var for mig, og sagde til mig (foran dem), at jeg skulle sige fra, hvis jeg ikke ønskede det.

En gang sagde jeg fra, hvor jm reagerede totalt mopset over det. (meget professionelt!)

I og med at det nu snart er 1 år siden at jeg født, og stadig har det dårligt over det, sidder jeg tilbage med en fornemmelse over at være blevet misbrugt/udnyttet (det lyder hårdt, jeg ved det godt måske er jeg bare for svag).

Jeg er harm over, ikke at være blevet informeret om, at der ville være studerende tilstede (hvilket jeg intet har imod) og at de også ville undersøge mig. Så kunne jeg have forberedt mig psykisk på det. Som førstegangsfødende ved man jo ikke hvad man går ind i, så al information forud for fødslen var VIGTIG. For mig i hvert fald.

Jeg ved godt at de studerende også skal lære igennem undersøgelser, og det er der intet i vejen med. Jeg ville bare have ønsket at jeg var blevet informeret om det inden. Og skulle de absolut undersøge mig jm+ stud. hver gang? 

Har I andre haft lignende oplevelser?

 

Jeg har oplevet det samme som dig. Jeg var " kun" 20 år og kunne ikke sige fra. Sådan følte jeg det i hvertfald. Jeg er så forfængelig så da der lige pludselig var 5-6 studerende i rummet og mig med benene spredt var virkelig grænse overskridelse for mit vedkommende det er een af grundene til at der gik 7 år før jeg fik den næste. 

Aisha skriver:

Jeg har oplevet det samme som dig. Jeg var " kun" 20 år og kunne ikke sige fra. Sådan følte jeg det i hvertfald. Jeg er så forfængelig så da der lige pludselig var 5-6 studerende i rummet og mig med benene spredt var virkelig grænse overskridelse for mit vedkommende det er een af grundene til at der gik 7 år før jeg fik den næste. 

Det er jeg ked af at høre

Kunne du så sige fra anden gang?

Jeg ved ihvert fald at jeg ikke skal igennem det samme igen.

Det er jeg ked af at høre

Kunne du så sige fra anden gang?

 

Jeg ved ihvert fald at jeg ikke skal igennem det samme igen.

2 gang fik jeg kajsersnit da den første oplevelse var så traumatiserede for mig at lægerne anbefalede kajsersnit. Det var bare perfekt ingen personale mylder ingen studerende ingenting ! Der var bare ro. Men jeg har lært og sige fra. Og hvis jeg ikke gør det i tide vender jeg tilbage til situationen og siger det var ikke ok! Jeg er virkelig vokset jo ældre jeg er blevet.  

Aisha skriver:

Jeg har oplevet det samme som dig. Jeg var " kun" 20 år og kunne ikke sige fra. Sådan følte jeg det i hvertfald. Jeg er så forfængelig så da der lige pludselig var 5-6 studerende i rummet og mig med benene spredt var virkelig grænse overskridelse for mit vedkommende det er een af grundene til at der gik 7 år før jeg fik den næste. 

Det var godt nok også voldsomt mange studerende på en gang  egentlig underligt, da jordemødre vel ved at man har brug for ro, når man ligger der i smertehelvede. 

Det var godt nok også voldsomt mange studerende på en gang  egentlig underligt, da jordemødre vel ved at man har brug for ro, når man ligger der i smertehelvede. 

Der var jordemor studerende, assistent elever og Sygeplejesker  studerende osv. Det giver heller ingen mening for mig. Og tænker ofte tilbage og har det rigtig dårligt med det hele. Jeg var ung dum og kunne ikke sige fra. Jeg havde ingen kontrol over min krop og kunne ikke koncentrer om at føde. Min mand sagde fra men de blev neget negative og sagde at man ikke kunne vælge studerende fra da de var her for at lære. 

Anonym skriver:

Som sagt, jeg blev desværre ikke spurgt. Det er det der irriterer mig.

Jeg arbejder selv i sundhedsvæsnet, og ved at man skal spørge om studerende må deltage.

Den måde det blev gjort på hos mig, det er bare uacceptabelt synes jeg.

Også det du oplevede med din søn, hvad sker der???????????? 

 

Godt du fik sagt det til dem. Hvad sagde de til dig?

De sagde at det måske var fordi at det skulle gå hurtigt, så de kun havde tid til at fokusere på ham. Men det sagde jeg at sådan var det slet ikke. Jm stod ved mig, og en anden stod henne ved min søn. Og jeg spurgte jm flere gange, hvad sker der med min søn ??! Og hun fortalte mig først om det da de kørte ham på neo..

Det var heldigvis ikke så slemt, han skulle bare have lidt hjælp til at få ordenligt gang i vejrtrækningen, så jeg havde ham hos mig igen efter 2 timer.