Sex udenfor sengen er desværre ikke en mulighed 
det er noget der har stået på længe, og ja faktisk også før vi fik børn, men problemet er tiltaget og især blevet slemt det sidste års tid. Det er forskelligt om han afviser eller er med på en invitation, men sex er der yderst lidt af, og andet samvær er stort set ikke eksisterende.
Det er blevet sådan at skal han ikke på job er bad og ting som lige at blive barberet ikke noget han prioriterer. Om jeg gør noget ud af mig selv er han ligeglad med, og virker aldrig som om han virkelig har lyst, mere som noget er lidt rart og samtidig skal gøres og overståes. Føler mig bare ikke attraktiv eller som at han har lyst til mig hverken i sengen eller til dagligt 
vi snakker sjældent, når vi gør er det omkring hverdag og børn og selv der er der vigtige ting sommer må gentage, og han bare ikke husker. Feks at han skal holde døren ned til kælderen lukket, så den lille i kravle alderen ikke ryger ned af trappen, eller at det ervigtigt han ikke giver flaske konstant da han skal have næsten 100% fast føde. Udover det er han ikke interesseret i snak eller fortælle om hvordan han har det eller oplevelser gennem dagen, og svare på en SMS gør han heller ikke.
Er ikke kun mig og ham men synes da også det er et skidt signal og forbillede overfor børnene, at mor og far mere virker som 2 der tilfældigvis er under samme tag og ikke 2 som elsker hinanden og lever i et ægteskab
Som jeg ser det er der to problemer (som hænger sammen, men alligevel er forskellige): Den manglende sex og den manglende snak.
M.h.t. sex:
Jeg tænker at din mand enten ikke har lige så meget lyst som dig. Eller at han har nogle intimitetsproblemer. Måske har han lavt selvværd/præstationsangst, måske har han nogle lyster han har svært ved at dele.
Det at I ikke snakker sammen i hverdagen peger i retning af noget intimitetsangst. Har han svært ved at snakke om følelser? Er det vigtigt for ham at være for sig selv?
Jeg kender typen, og jeg ved hvor ekstremt svært det kan være ikke at føle sig begæret, og føle at han bare gør det af pligt. Det er noget lort. Ikke desto mindre har du jo valgt at få tre ( ? ) børn med manden, så du må jo have været indstillet på at det var et vilkår.
Hvis jeg var dig, ville jeg prøve acceptere at det er dig der skal tage initiativet. Glem alle tanker om at han gør det, slug din stolthed og din bekræftelsestrang. Vær pro-aktiv og se det som en sjov opgave. Når han afviser dig ind imellem, så tag det med et smil. Prøv at se om du kan få det til at fungere på den måde, og I kan finde et sex-niveau som I begge kan leve med.
Hvis du føler at afvisningerne er for mange og succes-oplevelserne for få, så må du altså tage en seriøs snak med ham og evt. insistere på parterapi. Det er typisk mænd at tro at hvis de bare ignorerer et problem, så går det nok væk. Det er din opgave at få ham til at forstå at det ikke er tilfældet. Og det gøres ikke ved bebrejdelser og pres, men ved roligt og åbent at forsøge dialog. Igen og igen.
Du kan også tage initiativ til ting der ikke er direkte sex-relaterede. At få passet ungerne her inden den nye kommer, og tage ud at spise sammen, i biffen, eller noget andet. Vær voksne sammen. Det behøver ikke nødvendigvis at ende ud i sex.
Det andet problem med at tale sammen, hmm. Der er bare nogle mænd der ikke gider snakke. Jeg er selv gift med en. Vi snakker arbejde, fordi vi arbejder med det samme, vi snakker praktikaliteter o.s.v. Men at snakke følelser med ham er ikke det nemmeste, og han er verdens dårligste trøster når jeg er ked af det - han går simpelthen i baglås. Og idéen om en elektronikfri aften herhjemme, hvor man sad og så hinanden dybt i øjnene og snakkede om hvordan man havde det - nej, det ville sgu aldrig gå.
Man må jo tage udgangspunkt i den mand man nu engang har. Se hvor man kan tweake lidt hist og pist. F.eks spørge ind til ting som interesserer ham? Og ellers, tja, acceptere at det er svært at lave om på mennesker, og ikke noget man kan hverken forvente eller kræve.
