- Dem er jeg fyldt op af i øjeblikket!
Min kæreste og jeg lever i en noget speciel familiesammensætning, som nogle af jer måske ved.
Han bor hos sine forældre og jeg bor 50 km væk sammen med vores datter. Vi er begge unge (19 og 20 år), vores datter var ikke planlagt og han var oprindeligt imod at fuldføre graviditeten.
Han var ikke klar til at blive far, og har 1000 ting verden han stadig vil nå inden han er parat til at slå sig ned.
Jeg elsker ham utroligt højt og vil gå langt for at få det til at fungere så vi kan blive sammen.
Men jeg er TRÆT! Jeg føler mig strukket og brugt og udkørt.
Vores datter er slet ikke vores barn. - Hun er MIT barn, som han er lege onkel for og allernådigst passer lidt så jeg kan sove længe og hvile mig hver anden weekend. Men når han er stået op med hende kl 6-6:30 så forventer han også at han kan lægge sig 1 time når jeg står op. Nu har han jo givet hende morgenmad, ren ble og tøj på og leget med hende i måske en time. At jeg gør alt det (og mere til) og IKKE har mulighed for at lægge mig en time bagefter hverdag er underordnet, for jeg er jo vant til det, og det er han ikke 
De første 7 måneder af hendes liv gik der 2-4 uger imellem vi så hinanden, og hun har derfor ikke haft mulighed for at få et ordenligt og fast forhold til ham. Det er først efter hun er blevet 7 mdr at vi har fået det til at køre fast hver anden weekend selvom det hele tiden har været mit ønske og minimumskrav for at vi kan få det til at fungere.
Til august flytter han til København (vi bor i midtjylland) på ubestemt tid, for at forfølge sine drømme. Det er dog hans plan at rejse frem og tilbage hveranden weekend da han mener at det kan sagtens lade sig gøre på su når han bor hos sin bror (hvilket han har fået lov til at gøre i 6 mdr). Han har dog lige spurgt om ikke jeg vil betale noget af transporten for ham. - Også ud af en su. Godt nok som enlig forsørger, men jo med alle tilhørende udgifter i form af bleer, tøj, sko og så videre.
Jeg føler jeg har gjort meget for at imødekomme alle hans ønsker fordi han (tvunget) imødekom mit ønske om ikke at gennemgå en abort.
Men jeg synes jeg glemmer MINE ønsker! Jeg har også drømme og 1000 ting jeg gerne vil opleve men vigtigst af alt er at jeg gerne vil have en FAMILIE! - Jeg vil leve som en familie! Jeg har ikke lyst til at leve som en enlig uden egentlig at være det i jeg ved ikke hvor mange år endnu. Jeg er super skruk og vil så gerne have et barn mere (det ved jeg godt der måske ikke bliver bedre udsigter til ved at gå fra min kæreste) og en at dele min hverdag med! Jeg savner en voksen partner i mit liv, og må erkende at det er min kæreste ikke. - Det var jeg heller ikke da vi fandt sammen for snart 2½ år siden, men det er jeg nu...
Som sagt så elsker jeg ham rigtig højt, men føler at vi vil i hver sin retning. Det er HÅRDT og jeg er i tvivl om hvor meget længere jeg kan blive ved på denne måde.
Han kommer i aften, og vi skal i løbet af weekenden have os en lang snak om alt det her.
Åhh jeg ved ikke helt hvad jeg ville med det her udover at komme ud med nogle tanker der fylder. Hvis du kom så langt skal du have tak for at læse med.
Det lyder måske hårdt, men jeg har fulgt med i din historie, og helt ærligt så ser jeg ikke en fremtid for jer. Måske jeg tager fejl (det håber jeg), og jeg synes du er fucking sej fordi du kæmper for at holde familien sammen. Men pas på dig selv i alt det her. Lad være med at køre dig selv så langt ned at du ikke kan komme op igen.
