Modstridende følelser (LANGT)

- Dem er jeg fyldt op af i øjeblikket!

Min kæreste og jeg lever i en noget speciel familiesammensætning, som nogle af jer måske ved.

Han bor hos sine forældre og jeg bor 50 km væk sammen med vores datter. Vi er begge unge (19 og 20 år), vores datter var ikke planlagt og han var oprindeligt imod at fuldføre graviditeten.
Han var ikke klar til at blive far, og har 1000 ting verden han stadig vil nå inden han er parat til at slå sig ned. 
Jeg elsker ham utroligt højt og vil gå langt for at få det til at fungere så vi kan blive sammen.

Men jeg er TRÆT! Jeg føler mig strukket og brugt og udkørt.
Vores datter er slet ikke vores barn. - Hun er MIT barn, som han er lege onkel for og allernådigst passer lidt så jeg kan sove længe og hvile mig hver anden weekend. Men når han er stået op med hende kl 6-6:30 så forventer han også at han kan lægge sig 1 time når jeg står op. Nu har han jo givet hende morgenmad, ren ble og tøj på og leget med hende i måske en time. At jeg gør alt det (og mere til) og IKKE har mulighed for at lægge mig en time bagefter hverdag er underordnet, for jeg er jo vant til det, og det er han ikke 

De første 7 måneder af hendes liv gik der 2-4 uger imellem vi så hinanden, og hun har derfor ikke haft mulighed for at få et ordenligt og fast forhold til ham. Det er først efter hun er blevet 7 mdr at vi har fået det til at køre fast hver anden weekend selvom det hele tiden har været mit ønske og minimumskrav for at vi kan få det til at fungere. 

Til august flytter han til København (vi bor i midtjylland) på ubestemt tid, for at forfølge sine drømme. Det er dog hans plan at rejse frem og tilbage hveranden weekend da han mener at det kan sagtens lade sig gøre på su når han bor hos sin bror (hvilket han har fået lov til at gøre i 6 mdr). Han har dog lige spurgt om ikke jeg vil betale noget af transporten for ham. - Også ud af en su. Godt nok som enlig forsørger, men jo med alle tilhørende udgifter i form af bleer, tøj, sko og så videre.

Jeg føler jeg har gjort meget for at imødekomme alle hans ønsker fordi han (tvunget) imødekom mit ønske om ikke at gennemgå en abort.
Men jeg synes jeg glemmer MINE ønsker! Jeg har også drømme og 1000 ting jeg gerne vil opleve men vigtigst af alt er at jeg gerne vil have en FAMILIE! - Jeg vil leve som en familie! Jeg har ikke lyst til at leve som en enlig uden egentlig at være det i jeg ved ikke hvor mange år endnu. Jeg er super skruk og vil så gerne have et barn mere (det ved jeg godt der måske ikke bliver bedre udsigter til ved at gå fra min kæreste) og en at dele min hverdag med! Jeg savner en voksen partner i mit liv, og må erkende at det er min kæreste ikke. - Det var jeg heller ikke da vi fandt sammen for snart 2½ år siden, men det er jeg nu...

Som sagt så elsker jeg ham rigtig højt, men føler at vi vil i hver sin retning. Det er HÅRDT og jeg er i tvivl om hvor meget længere jeg kan blive ved på denne måde.
Han kommer i aften, og vi skal i løbet af weekenden have os en lang snak om alt det her.

Åhh jeg ved ikke helt hvad jeg ville med det her udover at komme ud med nogle tanker der fylder. Hvis du kom så langt skal du have tak for at læse med.

- Dem er jeg fyldt op af i øjeblikket!

Min kæreste og jeg lever i en noget speciel familiesammensætning, som nogle af jer måske ved.

Han bor hos sine forældre og jeg bor 50 km væk sammen med vores datter. Vi er begge unge (19 og 20 år), vores datter var ikke planlagt og han var oprindeligt imod at fuldføre graviditeten.
Han var ikke klar til at blive far, og har 1000 ting verden han stadig vil nå inden han er parat til at slå sig ned. 
Jeg elsker ham utroligt højt og vil gå langt for at få det til at fungere så vi kan blive sammen.

Men jeg er TRÆT! Jeg føler mig strukket og brugt og udkørt.
Vores datter er slet ikke vores barn. - Hun er MIT barn, som han er lege onkel for og allernådigst passer lidt så jeg kan sove længe og hvile mig hver anden weekend. Men når han er stået op med hende kl 6-6:30 så forventer han også at han kan lægge sig 1 time når jeg står op. Nu har han jo givet hende morgenmad, ren ble og tøj på og leget med hende i måske en time. At jeg gør alt det (og mere til) og IKKE har mulighed for at lægge mig en time bagefter hverdag er underordnet, for jeg er jo vant til det, og det er han ikke 

De første 7 måneder af hendes liv gik der 2-4 uger imellem vi så hinanden, og hun har derfor ikke haft mulighed for at få et ordenligt og fast forhold til ham. Det er først efter hun er blevet 7 mdr at vi har fået det til at køre fast hver anden weekend selvom det hele tiden har været mit ønske og minimumskrav for at vi kan få det til at fungere. 

Til august flytter han til København (vi bor i midtjylland) på ubestemt tid, for at forfølge sine drømme. Det er dog hans plan at rejse frem og tilbage hveranden weekend da han mener at det kan sagtens lade sig gøre på su når han bor hos sin bror (hvilket han har fået lov til at gøre i 6 mdr). Han har dog lige spurgt om ikke jeg vil betale noget af transporten for ham. - Også ud af en su. Godt nok som enlig forsørger, men jo med alle tilhørende udgifter i form af bleer, tøj, sko og så videre.

Jeg føler jeg har gjort meget for at imødekomme alle hans ønsker fordi han (tvunget) imødekom mit ønske om ikke at gennemgå en abort.
Men jeg synes jeg glemmer MINE ønsker! Jeg har også drømme og 1000 ting jeg gerne vil opleve men vigtigst af alt er at jeg gerne vil have en FAMILIE! - Jeg vil leve som en familie! Jeg har ikke lyst til at leve som en enlig uden egentlig at være det i jeg ved ikke hvor mange år endnu. Jeg er super skruk og vil så gerne have et barn mere (det ved jeg godt der måske ikke bliver bedre udsigter til ved at gå fra min kæreste) og en at dele min hverdag med! Jeg savner en voksen partner i mit liv, og må erkende at det er min kæreste ikke. - Det var jeg heller ikke da vi fandt sammen for snart 2½ år siden, men det er jeg nu...

Som sagt så elsker jeg ham rigtig højt, men føler at vi vil i hver sin retning. Det er HÅRDT og jeg er i tvivl om hvor meget længere jeg kan blive ved på denne måde.
Han kommer i aften, og vi skal i løbet af weekenden have os en lang snak om alt det her.

Åhh jeg ved ikke helt hvad jeg ville med det her udover at komme ud med nogle tanker der fylder. Hvis du kom så langt skal du have tak for at læse med.

Åh det lyder bare så hårdt!!!! 

Jeg kunne aldrig finde på at have sådan et forhold.... selvfølgelig har "du selv valgt", da han fra starten har sagt fra - men så ville det i min verden bare være det, og så tror jeg at jeg ville være alene-mor! Og så måtte han se hende når han ku, for at hun vidste hvem far var.... men udover det, ville jeg ikke hverken have forhold eller noget med en mand som kun ser sine egne behov......

Synes du skal se dig omkring efter en anden mand som kan være der for dig og din datter! Det fortjener I garanteret.... synes det du har gang i nu, slet ikke er holdbart! Der er jo igen hjælp at hente, og med tiden kan det være I glider fra hinanden, el.lign.

men håber I finer en løsning der fungere for jer begge og ikke kun den ene af jer!!!

Først og fremmest kæmpe kæmpe kram <3

Det jeg fæster mig ved er det du siger med at der nok ikke er gode udsigter til at få et barn mere hvis du går fra ham. Men jeg kan kun se, at du får alle dine drømme opfyldt ved at gøre netop det. Han vil ikke være familiefar, han vil ikke prioritere dig, han lever bare det gode liv med en kvinde, der åbner armene for ham når han lyster.

Undskyld min direkte tone, jeg ved den ikke er til meget hjælp når du elsker ham og vil gå langt for at få det til at fungere. Men lige nu er prisen alt alt for høj! Og du betaler den - hele prisen!

Jeg er sikker på at der et sted derude er en gut, der vil knuselske dig og din datter og vil nyde at prioritere dig og give dig den familie du drømmer om. Ja det kan være der går lidt tid inden han dukker op. Men tro mig, det er det værd! Det kan jeg sige ud fra personlig erfaring! 

Håber du finder den rette løsning! Bare lov mig at huske dig selv i det her!

Ja undskyld men jeg ville nok blive sur.. Det er HAM der flytter langt væk så han må betale transport.. Mener også at reglerne er sådan at flytter den ene langt væk er det dennes pligt at betale den ekstra udgift... Men altså jeg ville nok gøre det klart at netop fordi du gør det hver dag er hverandre weekend DIN.. Men det lyder ærlig talt som om du er et andet sted end ham og måske skulle du finde en der kan give dig det du mangler for ham kommer du til at vente år på., og hvis du stopper forholdet så husk at så må han have samvær i nogle timer i weekenden hver dag... Han skal ikke bo hos dig... 

Men kun du ved hvad du vil men ud fra det du skriver lyder det som om jeres forhold allerede er slut men at det lige nu er nemmest for ham at være i forhold og du ikke er lykkelig og ikke kan blive det med ham de første mange år

Hvad er det ved ham du elsker? 

Undskyld hvis det er for privat, men måske elsker du ham ikke mere. Måske er det bare trygheden i at have en? Du ér jo sådan set alene allerede. I har bare ikke sagt det højt endnu.

Sitrani skriver:

Åh det lyder bare så hårdt!!!! 

Jeg kunne aldrig finde på at have sådan et forhold.... selvfølgelig har "du selv valgt", da han fra starten har sagt fra - men så ville det i min verden bare være det, og så tror jeg at jeg ville være alene-mor! Og så måtte han se hende når han ku, for at hun vidste hvem far var.... men udover det, ville jeg ikke hverken have forhold eller noget med en mand som kun ser sine egne behov......

Synes du skal se dig omkring efter en anden mand som kan være der for dig og din datter! Det fortjener I garanteret.... synes det du har gang i nu, slet ikke er holdbart! Der er jo igen hjælp at hente, og med tiden kan det være I glider fra hinanden, el.lign.

men håber I finer en løsning der fungere for jer begge og ikke kun den ene af jer!!!

 

Jeg har også flere gange fået at vide at folk er imponeret over at jeg ikke har skråtet ham endnu, men det er bare svært når nu jeg stadig elsker ham højt.

Jeg troede faktisk også at vi flytte sammen til sommer. - Det fortalte han nemlig at han gerne ville, lige da jeg havde født, men at han i hvert fald skulle bruge et år "for sig selv" først. Det godtog jeg i troen om at så ville vi jo bo sammen når jeg igen starter studie til august. Men det lavede han om på da han har fået tilbudt et fritidsarbejde der kan starte hans karriere. - I kbh. Han har også spurgt om ikke jeg ville flytte med, men det ville betyde at flytte fra alle muligheder for hjælp og pasning ihft til min datter og fra hele mit netværk og alle mine venner. - Ikke videre tillokkende. 

Jeg har også efterhånden indset at det her ikke er holdbart. Mit håb er at jeg kan overtale ham til at flytte ind sammen med os, når mig og min datter flytter til en større lejlighed d. 15. Jeg ønsker ikke at gå fra ham, men jeg er kommet dertil hvor at hvis han ikke snart begynder at give lidt (udover et par timers børnepasning og et månedligt børnebidrag) så er jeg nødt til at sige stop.

MummiT skriver:

- Dem er jeg fyldt op af i øjeblikket!

Min kæreste og jeg lever i en noget speciel familiesammensætning, som nogle af jer måske ved.

Han bor hos sine forældre og jeg bor 50 km væk sammen med vores datter. Vi er begge unge (19 og 20 år), vores datter var ikke planlagt og han var oprindeligt imod at fuldføre graviditeten.
Han var ikke klar til at blive far, og har 1000 ting verden han stadig vil nå inden han er parat til at slå sig ned. 
Jeg elsker ham utroligt højt og vil gå langt for at få det til at fungere så vi kan blive sammen.

Men jeg er TRÆT! Jeg føler mig strukket og brugt og udkørt.
Vores datter er slet ikke vores barn. - Hun er MIT barn, som han er lege onkel for og allernådigst passer lidt så jeg kan sove længe og hvile mig hver anden weekend. Men når han er stået op med hende kl 6-6:30 så forventer han også at han kan lægge sig 1 time når jeg står op. Nu har han jo givet hende morgenmad, ren ble og tøj på og leget med hende i måske en time. At jeg gør alt det (og mere til) og IKKE har mulighed for at lægge mig en time bagefter hverdag er underordnet, for jeg er jo vant til det, og det er han ikke 

De første 7 måneder af hendes liv gik der 2-4 uger imellem vi så hinanden, og hun har derfor ikke haft mulighed for at få et ordenligt og fast forhold til ham. Det er først efter hun er blevet 7 mdr at vi har fået det til at køre fast hver anden weekend selvom det hele tiden har været mit ønske og minimumskrav for at vi kan få det til at fungere. 

Til august flytter han til København (vi bor i midtjylland) på ubestemt tid, for at forfølge sine drømme. Det er dog hans plan at rejse frem og tilbage hveranden weekend da han mener at det kan sagtens lade sig gøre på su når han bor hos sin bror (hvilket han har fået lov til at gøre i 6 mdr). Han har dog lige spurgt om ikke jeg vil betale noget af transporten for ham. - Også ud af en su. Godt nok som enlig forsørger, men jo med alle tilhørende udgifter i form af bleer, tøj, sko og så videre.

Jeg føler jeg har gjort meget for at imødekomme alle hans ønsker fordi han (tvunget) imødekom mit ønske om ikke at gennemgå en abort.
Men jeg synes jeg glemmer MINE ønsker! Jeg har også drømme og 1000 ting jeg gerne vil opleve men vigtigst af alt er at jeg gerne vil have en FAMILIE! - Jeg vil leve som en familie! Jeg har ikke lyst til at leve som en enlig uden egentlig at være det i jeg ved ikke hvor mange år endnu. Jeg er super skruk og vil så gerne have et barn mere (det ved jeg godt der måske ikke bliver bedre udsigter til ved at gå fra min kæreste) og en at dele min hverdag med! Jeg savner en voksen partner i mit liv, og må erkende at det er min kæreste ikke. - Det var jeg heller ikke da vi fandt sammen for snart 2½ år siden, men det er jeg nu...

Som sagt så elsker jeg ham rigtig højt, men føler at vi vil i hver sin retning. Det er HÅRDT og jeg er i tvivl om hvor meget længere jeg kan blive ved på denne måde.
Han kommer i aften, og vi skal i løbet af weekenden have os en lang snak om alt det her.

Åhh jeg ved ikke helt hvad jeg ville med det her udover at komme ud med nogle tanker der fylder. Hvis du kom så langt skal du have tak for at læse med.

Det er svært når du jo elsker ham, men kan du leve med en mand der tænker på sig selv først, glemmer at du også har drømme.

Det er fair nok at han ser hende som en weekend far, men man må forstå at man er ikke weekendfar ved at man har hende en time hver morgen.

Det er klart at du vil have en familie, men det tror jeg ikke han vil, ikke lige nu. Han tænker kun på sig selv. Hvis han vil komme hver anden weekend, må han sku selv betale for det. Det er ham der har taget et valg at tage så langt væk, så må han også selv stå for at komme frem og tilbage.

Jeg har læst dine indlæg og jeg tror ikke jeg ville kunne leve med en mand som ham, ikke før han begyndte at tænke på andre end sig selv, og hvad han vil. Ja, han ville ikke være far, men han har vel accepteret det, siden han vil være en del af hendes liv. Men stadigvæk skal han lære at der er andre i hans liv end ham selv.

Jeg synes det er en god ide at i sætter jer ned og snakker om det.

Stil ham nogle direkte spørgsmål:

Vil du det her? Være en familie med os?
Hvad tænker du om fremtiden?
Vil han hjælpe til når I er sammen, eller vil han bare være en legeonkel?

Ting som det, sådan at du får klare svar, som du kan vide hvor du står.

Beem82 skriver:

Først og fremmest kæmpe kæmpe kram <3

Det jeg fæster mig ved er det du siger med at der nok ikke er gode udsigter til at få et barn mere hvis du går fra ham. Men jeg kan kun se, at du får alle dine drømme opfyldt ved at gøre netop det. Han vil ikke være familiefar, han vil ikke prioritere dig, han lever bare det gode liv med en kvinde, der åbner armene for ham når han lyster.

Undskyld min direkte tone, jeg ved den ikke er til meget hjælp når du elsker ham og vil gå langt for at få det til at fungere. Men lige nu er prisen alt alt for høj! Og du betaler den - hele prisen!

Jeg er sikker på at der et sted derude er en gut, der vil knuselske dig og din datter og vil nyde at prioritere dig og give dig den familie du drømmer om. Ja det kan være der går lidt tid inden han dukker op. Men tro mig, det er det værd! Det kan jeg sige ud fra personlig erfaring! 

Håber du finder den rette løsning! Bare lov mig at huske dig selv i det her!

Det jeg mente var bare at der jo nok går et par år inden han bliveer klar til et barn mere, og der snildt kan gå et par år inden jeg finder en mand der vil mig og min datter og vi begge er klar til at lave et fælles barn.

Når siger at jeg vil gå langt så føler jeg også at jeg allerede har gået meget langt. Jeg savner at han giver sig lidt og ofre sig for vores forhold. For jeg har ikke lyst til at leve på denne måde længere. Det er bare også vildt svært at få sagt til ham, for når vi er sammen er det som om alle problemer smelter væk og vi bor på en lyserød sky. Indtil han skal nå toget hjem...

Råd fra os uden forstående er nok ikke forfærdelig konstruktive, da vi ikke kender alle omstændighederne og tænker i forhold til vores virkelighed.

Men jeg bider dog mærke i det i dine svar går fra han er på vej til KBH til du har et håb om han ville flytte sammen i Midtjylland i denne måned.

Og tænker så er det realistisk? Er du der hvor du næsten er garanteret at blive såret?

Din datters far er et sted i livet hvor han tænker mor, far og børn  hvis det forhindrer ham i at forfølge sin drøm, fair eller ej men det er  virkeligheden. Og jeg tænker også om han overhovedet er den mand du elsker hvis han opgav drømmen? 

Skal lige skrives, at jeg sagtens forstår din frustration og I måske skal have en lang snak om hvordan weekenderne så skal være. Men jeg også tænker at det kun er dig der kan vurdere hvor langt du vil gå, for jeg tror ikke han lige nu vil droppe sin drøm - og et eller andet sted kan jeg følge ham.

Jeg tænker at du skal give det tid med det barn .

Den lille er ikke engang fyldt et år og I er begge under uddannelse og han var ikke særlgit int i den første men gør da et forsøg på at være der for hende.

Kan godt forstå du gerne vil have en familie,men du har travlt så måske du skulle geare ned ,nyde hende du har få styr på uddannelse og så se om det overhovedet er ham du skal have flere med? 

Ja det var nok ikke lige det svar du gerne ville have -men jeg bed mest fast i at du håber på et barn nu og her med en mand som knap nok har fået lov til at vænne sig til at der er kommet en :)