Gravid i uge 8 og er lige blevet forladt

Hej alle på baby.dk 

Jeg skriver fordi, at jeg er så ulykkelig. Min kæreste (nu eks) og jeg, fandt ud af, at jeg er gravid i uge 8. Vi har prøvet i lang tid og snakket frem og tilbage og nu er det endelig sket! Jeg er så lykkelig og glad og intet kan overgå den følelse jeg sidder med. 

Men, lige som jeg troede, at tingene var som de skulle være - vælger min kæreste, at springe fra. Jeg er godt klar over, at det er helt nyt og man skal vænne sig til tanken om, at NU er det. Men bare den måde, han har gjort det forbi på, forstår jeg simpelthen ikke!! :-( 

Han sagde, at han synes jeg skulle vælge en abort, fordi han ikke ønskede at være far nu. Og hvis jeg valgte barnet, kunne jeg godt glemme alt om ham og mig!Hvilket jeg ikke forstår, når han lige var så glad... Når VI lige var så glade. 

Nu snakker han om, at jeg ikke kan være bekendt at tvinge ham til at far, men han kan overhovedet ikke tvinge mig til, at få en abort! Jeg har haft en SA før og det sidder så dybt i mig, hver dag. Jeg forklarede ham, at folk fortryder ikke deres børn, men folk fortryder abort. Så pakkede jeg en taske og tog hjem til en veninde, med beskeden om, at ham og jeg ikke skulle være sammen længere. 

Jeg er så ked af det og jeg aner ikke hvad jeg skal stille op. 

Stakkels dig Han lyder bestemt ikke som en der er moden nok, hvilket måske er årsagen til hans pludselig exit. 

Men hvis du ønsker barnet, og I har planlagt det, så synes jeg personligt ikke du skal føle dig presset til abort... Hvis din SA stadig sidder dybt i dig, tør jeg næsten ikke tænke på hvordan SU vil have det efter en provokeret abort... 

Jegvhsr selv stået alene med min datter fra før fødsel, og har aldrig fortrudt eller følt det var for stor en mundfuld. Så mit råd er at følge dit hjerte, og ikke lade ham presse dig til noget som helst

Linkaa skriver:

Stakkels dig Han lyder bestemt ikke som en der er moden nok, hvilket måske er årsagen til hans pludselig exit. 

Men hvis du ønsker barnet, og I har planlagt det, så synes jeg personligt ikke du skal føle dig presset til abort... Hvis din SA stadig sidder dybt i dig, tør jeg næsten ikke tænke på hvordan SU vil have det efter en provokeret abort... 

Jegvhsr selv stået alene med min datter fra før fødsel, og har aldrig fortrudt eller følt det var for stor en mundfuld. Så mit råd er at følge dit hjerte, og ikke lade ham presse dig til noget som helst

Åh, hvor er jeg dog glad for dit svar!  Jeg er heller ikke i tvivl om, at jeg ville kunne klare det som alene mor. Men, lige pludselig at få at vide man skal slå alene, har bare væltet mig omkuld. :-( 

Jeg er afklaret med, at det barn skal jeg føde og opfostrer med al min kærlighed. En abort mere, vil jeg ikke kunne klare. 

Du får lige et kram

Og sikke en klaphat han er. Han kan da ikke være med til at lave et barn og så springe fra når virkeligheden banker på døren. Og så bagefter prøve at manupulere med dig til at få en abort. Jeg synes du skal beholde barnet og få det. Og ja du mister ham, men pyt. Sådan som han opføre sig så er der ihvertfald noget bedre derude. 

Du får lige et kram

Og sikke en klaphat han er. Han kan da ikke være med til at lave et barn og så springe fra når virkeligheden banker på døren. Og så bagefter prøve at manupulere med dig til at få en abort. Jeg synes du skal beholde barnet og få det. Og ja du mister ham, men pyt. Sådan som han opføre sig så er der ihvertfald noget bedre derude. 

Tusind tak for krammet! 

Nej, det skulle man ikke mene! Man nu har han da vist sit sande jeg og den måde han opføre sig på, vil jeg hverken finde mig i eller være en del af. :-(

Men bare det, at han kan være så grim. At prøve at tvinge mig til en abort og ovenikøbet fortælle mig, at jeg ikke egner mig som mor. Puha, det var virkelig hårdt at hører! :-( 

Sender dig lige et kram  min ex prøvede også at presse mig til en abort, et barn passede bare virkelig dårligt i hans liv på det tidspunkt.. Klaphat! Nu har jeg en skøn datter på 21 måneder. 

Vær stolt af din beslutning! 

Åh altså  .... hvor jeg kender din situation

Da jeg var ca. 14 uger henne begyndte min exkæreste at ævle om han savnede sine venner sin frihed sin familie og jeg ved ikke hvad.... jeg troede det var løgn! Han lød som en teenager... efter en SA og bevidst valg om at prøve igen og så det lykkedes. .. så bliver han et pattebarn. Jeg blev rasende og kylede ham ud! 

Jeg er ikke i tvivl om at kunne klare det alene.

Men det er rystende så umodne de pludselig kan blive. Jeg er iskold overfor om det er pludselig panik eller hvad.... men hvad fanden. . Bilder de sig ind. Jeg har været virkelig rystet i min grundvold over så pludselig en ligegyldig og umoden adfærd, er det stadig lidt men nu har jeg kun 5 uger igen og det får han ikke lov at ødelægge! 

Stort kram herfra

Altså uanset hvad så lyder det i mine øjne som en dødssejler. For valgte du aborten og I blev sammen ville du nok aldrig kunne tilgive ham for at have givet dig det ultimatum. Og beholder du det er han smuttet alligevel.. 

Hvis du kan mærke det er det rigtige for dig at beholde barnet, så gør det. Og så må din umodne ex bøde for sin kujonagtige adfærd med børnebidrag de næste 18 år. 

Det er fair nok, hvis man ikke er klar til børn, men den overvejelse skulle han have gjort sig inden I tog den fælles beslutning at smide piller og lave et barn sammen.

Håber du har et godt netværk omkring dig og at du snart er på fode igen, så du rigtigt kan glæde dig over det lille mirakel i din mave.

alenemor42 skriver:

Åh altså  .... hvor jeg kender din situation

Da jeg var ca. 14 uger henne begyndte min exkæreste at ævle om han savnede sine venner sin frihed sin familie og jeg ved ikke hvad.... jeg troede det var løgn! Han lød som en teenager... efter en SA og bevidst valg om at prøve igen og så det lykkedes. .. så bliver han et pattebarn. Jeg blev rasende og kylede ham ud! 

Jeg er ikke i tvivl om at kunne klare det alene.

Men det er rystende så umodne de pludselig kan blive. Jeg er iskold overfor om det er pludselig panik eller hvad.... men hvad fanden. . Bilder de sig ind. Jeg har været virkelig rystet i min grundvold over så pludselig en ligegyldig og umoden adfærd, er det stadig lidt men nu har jeg kun 5 uger igen og det får han ikke lov at ødelægge! 

Stort kram herfra

Tusind tak, for dit svar! 

Ja, mænd kan fandeme være nogle kujoner, når tingene pludselig bliver virkelighed! Men, det skulle han have tænkt på! 30 år og så umoden, jeg har fandeme aldrig kendt magen! 

Åh, held og lykke med fødslen om 5 uger <3 

jenny4 skriver:

Altså uanset hvad så lyder det i mine øjne som en dødssejler. For valgte du aborten og I blev sammen ville du nok aldrig kunne tilgive ham for at have givet dig det ultimatum. Og beholder du det er han smuttet alligevel.. 

Hvis du kan mærke det er det rigtige for dig at beholde barnet, så gør det. Og så må din umodne ex bøde for sin kujonagtige adfærd med børnebidrag de næste 18 år. 

Det er fair nok, hvis man ikke er klar til børn, men den overvejelse skulle han have gjort sig inden I tog den fælles beslutning at smide piller og lave et barn sammen.

Håber du har et godt netværk omkring dig og at du snart er på fode igen, så du rigtigt kan glæde dig over det lille mirakel i din mave.

Tusind tak for dit svar! 

Ja, han er virkelig en kujon. :-( Men han får ikke lov til at ødelægge dette for mig. Det er den største gave i livet, som jeg desværre troede, at ham og jeg skulle dele sammen. Men jeg vil heller, opdrage det barn alene, end mit barn skal have sådan en uansvarlig far. 

Til det første du skrev, så nej! Jeg vil aldrig tilgive ham for det, hvis det var det valg jeg tog. Aldrig nogensinde! Jeg vil end ikke kunne kigge på ham bagefter og jeg ville ønske ham til hvor pebret gror! Først, synes han det var "så stort og så skønt!" og nu er han det største fjols. Men han har jo vist mig, sit sande jeg.

Jeg har heldigvis den dejligste familie og venner, som uden tvivl støtter mig i den beslutning, jeg har truffet. <3 

Jeg glæder mig bare, til mit nye liv med gludklumpen!