:,-(

det er godt at have venner som jer i sådan en situation!! hvis nu de siger nej nej nej til alting i det næste lange stykke tid, så må I IKKE tage det som en afvisning, det er bare fordi man kan få en lille smule rigtig meget klaustrofobi af at skulle forholde sig til andre mennesker i et stykke tid.
ja, altså...jeg taler ud fra mig selv og det kan være de er indrettet på en helt anden måde, men uanset hvad, så er det tusind gange bedre at have venner som jer, når man står i sådan en skrækkelig situation.

gå evt over med mad til dem, en pose fa netto med diverse osv så de ikk selv skal tænke på det også... Eller tag hjem ogstøvsug og gør rent.. uden de spørger om det for der er mange der er ren feflex siger nej tak. selvom de virkelig gerne vil have hjælpen

Er rigtig ked af deres situation, puha...
Har jo oplevet det med min bedste veninde og hendes datter der gik bort 9 mdr gammel

gå evt over med mad til dem, en pose fa netto med diverse osv så de ikk selv skal tænke på det også... Eller tag hjem ogstøvsug og gør rent.. uden de spørger om det for der er mange der er ren feflex siger nej tak. selvom de virkelig gerne vil have hjælpen

Er rigtig ked af deres situation, puha...
Har jo oplevet det med min bedste veninde og hendes datter der gik bort 9 mdr gammel

sarahb skriver:

gå evt over med mad til dem, en pose fa netto med diverse osv så de ikk selv skal tænke på det også... Eller tag hjem ogstøvsug og gør rent.. uden de spørger om det for der er mange der er ren feflex siger nej tak. selvom de virkelig gerne vil have hjælpen

Er rigtig ked af deres situation, puha...
Har jo oplevet det med min bedste veninde og hendes datter der gik bort 9 mdr gammel

det er en rigtig god ide! søren fik slet ikke fyret mens jeg lå på hospitalet, så gokket var han blevet og min mor kom jo med hjem og gjorde rent og lavede en masse masse mad til os, vi gik bare rundt som to zombier. så det er en rigtig god ide!

Ord kan vist ikke beskrive hvad jeres venner går igennem nu. De er i en situation hvor de slet ikke magter at bede om hjælp. Hvis man vil hjælpe, skal man ikke sige til dem, at de bare skal sige til, hvis de har brug for hjælp, eller en snak. Man kan sørge for noget så praktisk som en gryderet, som de selv kan varme, eller meddele dem, om f.eks 2-3 uger, at man lige kommer forbi, for at gøre rent hos dem. Eller tage vasketøj med hjem og ordne det for dem. Alt muligt praktisk, som jo skal fungere i hverdagen, men som virker uoverskueligt for dem, nu de har oplevet så stort et tab.

Min tvillingebror og svigerinde mistede deres lille Stella for godt 5 år siden, hun trak ikke vejret da navlesnoren blev klippet. P.g.a nogle misdannelser i maven.
Jeg var ude på hospitalet hos dem 15 min. efter fødslen, og var der da hun blev nøddøbt,og da de slukkede for respiratoren.
Jeg tog dem med hjem, var hos dem om natten, lavede mad til dem.........................kørte dem ud for at købe tøj som hun skulle begraves i, var med på hospitalet da de skulle se hende igen........................jeg lagde lille Stella i kisten, sammen med bamser, sutter og tegninger. De var fuldstændig forstenede og kunne slet ikke hverken komme i bad, eller få noget ordentlig mad.
Håber at min besvarelse gav mening, kære Tina...........................og jeg håber at du ikke lader dette komme for meget ind, i din følsomme sjæl.

Knus Mette

Anna-jonas skriver:

Ord kan vist ikke beskrive hvad jeres venner går igennem nu. De er i en situation hvor de slet ikke magter at bede om hjælp. Hvis man vil hjælpe, skal man ikke sige til dem, at de bare skal sige til, hvis de har brug for hjælp, eller en snak. Man kan sørge for noget så praktisk som en gryderet, som de selv kan varme, eller meddele dem, om f.eks 2-3 uger, at man lige kommer forbi, for at gøre rent hos dem. Eller tage vasketøj med hjem og ordne det for dem. Alt muligt praktisk, som jo skal fungere i hverdagen, men som virker uoverskueligt for dem, nu de har oplevet så stort et tab.

Min tvillingebror og svigerinde mistede deres lille Stella for godt 5 år siden, hun trak ikke vejret da navlesnoren blev klippet. P.g.a nogle misdannelser i maven.
Jeg var ude på hospitalet hos dem 15 min. efter fødslen, og var der da hun blev nøddøbt,og da de slukkede for respiratoren.
Jeg tog dem med hjem, var hos dem om natten, lavede mad til dem.........................kørte dem ud for at købe tøj som hun skulle begraves i, var med på hospitalet da de skulle se hende igen........................jeg lagde lille Stella i kisten, sammen med bamser, sutter og tegninger. De var fuldstændig forstenede og kunne slet ikke hverken komme i bad, eller få noget ordentlig mad.
Håber at min besvarelse gav mening, kære Tina...........................og jeg håber at du ikke lader dette komme for meget ind, i din følsomme sjæl.

Knus Mette

Det gør virkelig virkelig ondt inden i mig, men jeg ved at deres smerte er så langt langt laaaangt større, og det gør at at jeg godt kan klare det her.
Det eneste jeg kan sammenligne med er da jeg mistede min søster, og jeg kan gøre de ting jeg ville ønske folk havde gjort/og gjorde for mig. Det er nogle forbandede erfaringer at have, men nu kan de måske være bare en lille smule til nytte.

Ej jeg ved slet ikke hvad jeg skal skrive!!! Har det bare skidt på deres vegne!!! Det må ikke være nemt for dem!!! 

Åh de stakkels stakkels mennesker . I kan ikke gøre meget andet end lade dem vide, at I er der for dem. Vær der, hvis de har lyst til at snakke om det, og vær der også hvis de ikke har.
Jeg har selv en veninde, som for halvandet år siden mistede sin 8-måneder gamle søn. Hun har senere fortalt mig, at det der betød mest for hende var, at jeg ikke lod hende være i fred af frygt for, at hun ikke havde lyst til at snakke om det, men at jeg blev ved med at tage kontakt. Så bliv ved med at vise, at I er der - de har måske ikke overskud til selv at tage kontakten til jer.
De varmeste tanker

Det er jeg godt nok ked af at høre, kan godt forstå du føler sådan.

Svært at vide hvad man skal sige sender de varmeste tanker til dem.

Og selvom at i skal støtte dem så husk at det gør ikke noget at vise dem at i også er ked af det på deres vegne.

Ej hvor er det forfærdeligt.... Ja jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Det gør ondt langt inde i mig selvom  jeg ikke kender dem. Det må simpelthen være det mest grusomme man kan opleve....