Fødselsdepression

Øv øv tror jeg har en fødselsdepression, eller efterfødselsreaktion. Eller hvad det nu skal hedde.

Er bare rigtig ked af det hele tiden. Og finder ikke rigtig glæde i mine 3 dejlige skønne drenge.

Det er rigtig hårdt, for jeg får jo en masse skyldfølelse over det også.

Igår aftes kom min 6 årig og ville give mig et kram, og jeg fejede ham væk, og så blev han ked af det. Derefter gik jeg ind på værelset og stortudede fordi jeg ikke bryder mig om den person jeg er lige nu. Jeg er normalt den som krammer min 6 årig indtil han skriger af grin og dårligt kan bede mig om at stoppe fordi han griner for meget. Og den glade positive person som jeg altid er, er bare væk i øjeblikket.

Det kommer meget i bølger, så jeg kan godt sidde med børnene og hygge og putte. Men den følelse af lykke som jeg normalt har haft når jeg har siddet med dem, er udskiftet med en mere ligegyldig 'nå men det her er da okay' følelse.

Og så er jeg begyndt at ryge igen :( Stoppede ellers 2 januar da jeg fandt ud af at jeg var gravid. Så det er bare rigtig træls lige i øjeblikket. Øv øv.

Sundhedsplejersken kommer her på onsdag hvor vi så skal snakke om det. Og tirsdag i næste uge skal jeg op og snakke med min læge om det.

Har da også fået fortalt det til min mand, min familie og mine nærmeste venner. Ikke fordi jeg føler at det hjælper mig, men fordi jeg har læst mig frem til at det er vejen frem.

Det er rigtig svært at snakke med familie om det, men alle har bare været så søde og forstående, så det er rigtig dejligt.

Anyway... ville bare dele det med jer herinde også. Det er jo ærgeligt det er lidt af et tabu, men kan nu godt forstå det, da det er rigtig svært at snakke om.

Men som sagt er det dejligt at vide jeg ikke står med det alene. :)

Søde dig... Hvor må det være svært. Jeg kender faktisk en hel del af min omgangskreds der har det præcis lige sådan... Nogle har fået hjælp, andre ikke.. Kan nikke genkendende til din historie og følelser, de har det præcis lige sådan... 

Du er ikke alene - og hvis det kan hjælpe så har jeg hørt værre historier fra dem, så der må være håb forude. 

Men synes du du skal gå med det selv, eller tænker du på at få hjælp ? Vi alle kan trænge til et sted at bande fra tid til anden i livet.. Tabu ??! Det ved jeg såmænd ikke..det er ihvertfald ikke unormalt der hvor jeg færdes ..ej heller tabu 

*kram*

tabu...næh...ikke mere end et brækket ben...så prøv at droppe den dårlige samvittighed (også over smøgerne...dem må du tage dig af, når derer overskud til dét)

Som Jamie tænker jeg også, at du ikke skal gå alene med det...og det gør du jo så heller ikke, idet du har ageret ansvarligt og bedt om hjælp...så skal du 'bare' væbne dig med tålmodighed - og måske prøve at forklare den 6-årige, at det altså ikke er ham du er vred på eller ked af...det er 'kun' noget graviditets-halløj, der går over igen...om laaang tid, men det er ikke ham (eller nogen andre for den sags skyld), der er forkert.

og så må du jo bruge dette forum til at komme af med damp, følelser etc, når det er nødvendigt her og nu...det er det også til

KH,

Polyp

Det værste du kan gøre er at bebrejde dig selv, det kan du slet slet ikke bruge til noget.

Er enig med Polyp, du må sige til sønnen at det ikke handler om ham, men er noget der kommer når man har født et lille barn. 

Og så tænker jeg at det er længe at vente med at komme til lægen, du bør afsted i en akut tid, det her er jo ikke bare bare noget som ikke kan vente,  og så er det rigtig godt du har åbnet op for posen, og fortalt venner og familie hvordan du har det. 

Lad dem tage lidt over og give din store dreng nogle gode timer, så du har et overskud når han er hjemme.. 

Lad tingene flyde, det sker der ikke noget ved, tag imod hvis andre tilbyder at gøre noget for dig/jer praktisk, bed om deres hjælp til at lave noget mad, støvsuge, gå en tur med de små, eller gøre hvad de kan for jer...

Kæmpe kram herfra 

Jeps...og husk: Hellere lidt nullermænd i krogene end et rent helvede! (et skilt min mor engang fik af en ung kollega med en rengøringsmanisk alkoholiseret mor...)

Hvor er i søde!

Sundhedsplejersken kommer i morgen, havde først en tid hos hende fredag i uge 42, men hun ville gerne komme hurtigst muligt.

Vidste jo ingenting om emnet, men har været inde og læse en del om det på nettet. Og det har hjulpet lidt.

Lige nu føler jeg ikke det hjælper at snakke om det, men jeg tvinger mig selv til det, for jeg ved det er den bedste vej til hurtigt at komme igennem det. Og det er jo målet.

Ja vil tage en god snak med den store i aften tror jeg, så han forstår det lidt.

Og ja rygestoppet må komme igen når jeg er ovenpå igen. Prøver også at prioritere min middagslur meget højere nu. I stedet for oprydningen. Så går min mand og jeg og laver lidt oprydning om aftenen sammen i stedet for. Det er også lidt hyggeligere.

Det er dejligt han er så forstående, han er også rigtig god til at tage børnene når han kan se jeg har brug for det. Heldigvis kommer tristheden mest om aftenen når han er hjemme. Og de gange den kommer i løbet af dagen, så er de 2 ældste i vuggestue og skole/sfo.

Så med det er jeg lidt heldig.

Men glæder mig lidt til i morgen når jeg skal snakke med sundhedsplejersken, hun kan nok fortælle mig lidt mere, og vi kan måske finde lidt mere afklaring på hvorfor jeg har det, og hvordan jeg skal håndtere det bedst muligt.

Men bliver nok også lidt hårdt at skulle sidde og fortælle om hvordan jeg har det til hende, men det kan jo være det kommer til at gå nemmere end jeg tror. Jeg krydser fingre :)

Hey.. Det er helt ok at ikke alt er lutter lagkage. Det er ok man siger det er svært. Og godt du snakker om det (også selvom du ikke umiddelbart synes det hjælper) for det kommer til at hjælpe dig på lang sigt. Fedt din Sp kommer så hurtigt - håber du synes godt om hende så du får fortalt hvordan du virkelig har det. Proriter at gøre det, du får mere energi af. Og så glem alt om det du burde gøre...

Håber det snart bliver bedre, så du igen kan nyde dine børn..

Sundhedsplejersken var her i går, det var lidt mærkeligt at sidde og snakke med hende om det, men hun er super sød.

Vi fik udfyldt skema og snakket. Og i går eftermiddag ringede en anden sp for at aftale et besøg hvor hun kommer + en psykolog og skal snakke med mig og så skal min mand også være til stede.

Men det bliver først i uge 43 da vi ikke kunne finde tid inden (vi tager til lalandia i uge 42).

Men først er der lægesamtale på tirsdag.

Ej hvor fedt .. Det er ikke længere dit ansvar alene, på dine skuldre, der er folk omkring dig der tager sig af dig *kram* 

Hvor er det rart at der er nogen der tager hånd om dig og tilbyder dig det du kan have gavn af.... 

Det bliver man da tryg ved, at vide at tingene fungerer når det er nødvendigt!!