Råd søges

Ih, hvor kan jeg nikke genkendende til meget af det i skriver.

Har selv en dreng på 4 der har et voldsom temperament. Efter hans far og jeg er gået fra hinanden i oktober 2009 har han ændret sig. Jeg gav efter og lod dem få sin vilje, men de sidste 6 mdr, har jeg ændret på det og gud hvor bliver han da tosset, når han ikke få sin vilje... Han råber, skriger og siger grimme ord. Til tider kommer den der, med jeg flytter hjem til far, jeg hader dig eller jeg vil hellere dø end gøre det. Det gør så ondt når min lille dreng siger sådan.... Jeg elsker begge mine børn rigtig højt og forstår ikke hvor det kommer fra. Jeg får en form for skyldfølelse når han siger sådan... Er det migder gør noget forkert?

mormaria: Hvis du på nuværende tidspunkt accepterer at han snakker så grimt til dig, tror jeg at du får et kæmpe problem når han bliver teenager. Hvis jeg var dig ville jeg stoppe det omgående og så lade ham sidde på værelset i to timer eller hvor meget der skal til. Vent til han selv kommer ud og er faldet ned. Hvis han ved at du giver efter når du synes han har siddet for længe, så kan børn trække konflikten ud i det uendelige, fordi de venter samme afslutning som de plejer - at mor trøster, kommer ind og holder om eller hvad det nu er.

For mig lyder det som om du skal være mere tydelig - fortæl ham hvad du forventer, hvad du accepterer og hvad du IKKE accepterer. Det kan godt forklares så de forstår det.

(Jeg har selv tre MEGET temperamentsfulde børn, men de ved også at de ikke skal snakke sådan til mig)

Børn vil reagere når de får grænser, men de har brug for grænser. Vis ham at du elsker ham, også selvom han siger grimme ting. Det er svært, men de er så små og kede af det indeni.

Er det i alle situationer han reagerer sådan? Eller mest hvis han er presset?

Min søn er værst om morgenen, hvor jeg er alene med dem. Når jeg 'jager' med ham for at han skal blive færdig, kan det gå helt galt. Så er det han hidser sig op og skælder ud. Så nu er jeg begyndt at sige: Nu skal I tage tøj på. Hvis han så ikke gør det, går jeg ind og hjælper ham.  Beder jeg ham i stedet en gang til om at gøre det, bliver han gal, og så eskalerer det hele. Modellen med at give ham tøjet på, virker her. Efter at jeg er begyndt på det, er det faktisk yderst sjældent nødvendigt. Stort set hver gang gør han det af sig selv, når jeg har sagt det første gang.

Han har så meget brug for at mærke at vi elsker ham. Det har alle børn naturligvis, men han har det i udpræget grad.

Efter at jeg er begyndt at tænke meget mere over hvordan jeg siger og gør tingene, har vi færre af de store og rigtig trælse konflikter.

Vi har stadig konflikter, men i en helt anden størrelsesorden.