Emma og William topper navnelisten - Hvordan valgte I navn?

Da jeg var gravid, var vi helt sikre på, at vi fik en pige. Så navnet var på plads. Hun skulle hedder Freja. Da jeg så fødte, kom der en meget meget lille dreng. Jeg var sikker på, at vi var helt enige om at han skulle hedde Anders eller alternativt Mikkel (fordi han var så lille synes jeg Mikkel passede godt). Men det var vi aldeles ikke enige om. En dag kom faren på besøg (var indlagt med sønnen i en måned) og sagde, da jeg var baby ville min mor have, at jeg skulle hedde Kasper men mine brødre kunne ikke lide det, så det blev til Henrik. Men jeg har altid kunnet lide navnet Kasper - hvad siger du? Jeg sagde hmmm det kan jeg også og godt lide. Så nu hedder han altså Kasper. Først bagefter tænkte vi på, at alle vores navne både for-, mellem og efternavn har to stavelser, så det lyder godt, synes vi!

Tak Laurie... Jeg er os sikker på hun sidder og kigger et sted... Jeg savner hende rigtig meget og er ikke i Tvivl om at vores 'blomst' ville have elsket hende ubetinget

Åh ja navne. Vi drøftede også navne længe - kiggede navne på nettet. Fik min familie med på navneleg (alle skrev deres 3 favorit pige- og drengenavne på en seddel) og ud fra det, kunne vi konstatere, at min mand og jeg havde meget forskellig navnesmag ;0)

Pigenavne var det, vi havde nemmest ved at komme på. Jeg var sikker på, at mit barn skulle have dobbelt fornavn. Valg af pigenavn blev: Anna Cecilie - min afdøde mormors navn.

Vi drøftede, at drengenavne skulle kunne udtales internationalt. På min liste var Daniel. Har kunnet lide navnet siden jeg første gang hørte Elton John synge om Daniel ;0) På min mands var David. Ellers havde vi intet, der mindede om hinanden.

Det var ikke lykkedes mig at finde et dobbelt fornavn navn til en dreng heller!

Så da vi tog på sygehuset og var overbeviste om, at det blev en pige, var det jo ikke noget problem.

- men HALLO det blev en dreng - og han blev hapset på neonatal med 1 på Apgar. Da min mand havde været med ovre med ham og kom tilbage, skulle vi have et navn til kuvøsen. Jeg kunne ikke lige overveje 'Blop' eller andet. Det skulle være det navn, vi valgte. Er ikke religiøs, men fik alligevel sådan en Daniel og løvekamp fortælling i hovedet, og min mand gav grønt lys.

Så med et enkelt fornavn til vores søn og så dobbelt efternavn, blev der ændret familietradition i min mands familie. Min svigerfars 2 navne er min mand udstyret med, men i omvendt rækkefølge ;0)  Min mands fornavn var også hans farfars fornavn. Oldefars mellemnan Valdemar var med i mine overvejelser, men jeg kunne ikke få det til at klinge med Daniel, så blev valgt fra.

Ved vores 2. barn vidste vi tidligt i forløbet, at det var en dreng. Min mor og mand var enige om, at Andreas var et godt navn. Det var jeg ikke enig i. De fik dog bearbejdet storebror, og da han i en periode havde gået og sagt, at lillebror skulle hedde Andreas, blev det sådan - og jeg har vænnet mig til navnet og i dag kan jeg slet ikke se, noget andet ville have passet til ham (eller storebror) ;0)

Da jeg ventede den store lavede jeg en liste med navne jeg kunne lide - vidste jeg ventede en dreng og da jeg skulle være alene med ham var der ikke mange at diskutere med. Da han så var kommet til verden tog jeg navnene fra en ende af og kasserede dem der absolut ikke duede - tilbage var Kristoffer og Tobias. Da min onkel også ventede barn og de havde snakket lidt om kristoffer valgte jeg at kalde ham Tobias.

Med vores datter lå det lige til højrebenet da min mands mor lå for døden (og hans far i øvrigt) da min mand og jeg mødte hinanden. Da vi havde været sammen 10 måneder var vi helt sikre på at det skulle være os to og vi besluttede at vi ville smide p-pillerne. Da det viste sig at vi ventede en datter sagde jeg til min mand at vi kunne kalde hende Mette efter min mands mor og det blev han rigtig glad for. Det ville ikke have været mit første valg ellers, men det er okay (og nu er hun jo bare en Mette). Jeg tror hun var kommet til at hedde Merle, Smilla eller Ella ellers - det var dem vi snakkede om.

Lillemanden var straks værre. Vi havde lidt forskellige navne: Lauritz, Victor, Julius og Marius, men da han blev født lignede han storebror så meget at han kun kunne hedde Tobias og det ville jo give lidt problemer. Der gik flere uger før vi fandt frem til at han måtte være en Julius.

Vi har forsøgt at finde nogle navne som alle andre ikke hedder, men som alle kender. Og så har det været vigtigt at det ikke var nogle navne der ligefrem lagde op til at man skulle drille med dem. Og så skulle de jo passe sammen.

Så Tobias, Mette og Julius hedder vores unger (og den næste skal hedde noget med 5 bogstaver, da Mette er den eneste af mine forældres børnebørn der har 5 bogstaver - resten har 6).

Jeg sagde så ikke at det var lykkedes. Mette er faktisk det der er færrest børn der hedder ( ihvert fald dem vi støder på).

Vi var ret vanskelige.

Jeg ville helst ikke have et mega-populært navn, hvor der ville være 2 andre med samme navn i klassen.

Samtidig skal det ikke altid staves og forklares da vi har et mærkeligt efternavn. Ikke for langt da mit eget er mega-langt og besværligt.

Manden ville have at det ikke skulle være for langt og internationalt. Og så skulle der være a i - det synes han er meget feminint.

Vi endte alligevel med et navn der kom i top ti det år, men der er alligvel ingen andre børn i hele instituionen der hedder det samme - heller ikke med de alternative stavemåder som vi desværre ikke havde tænkt på, da vi troede at vi valgte et idiotsikret navn.