Hvad gør man, når faderen svigter gang på gang???

Hej! Det er længe siden, jeg har været her i debatten, men nu er jeg simpelthen nødt til at søge lidt råd hos jer! Jeg bor ikke sammen med min datters far. Hun er 4 år, og hendes far og jeg gik fra hinanden, da hun var ca. 6 måneder. Det vil sige, at hun faktisk ikke kan huske, at hun har boet sammen med sin far. I dag er jeg gift med en anden mand, som i det daglige fungerer som far for min datter. Han elsker hende, som var hun hans egen datter, og hun er meget glad for ham. Jeg mødte ham 3 måneder efter, at min datters far var flyttet fra os. Og vi var med det samme sikre på, at det skulle være os! Derfor flyttede vi ret hurtigt sammen i fælles hus, og sidste år blev vi så gift. Min datter har samvær med sin far efter en aftale, der er blevet lavet i Statsforvaltningen. Problemet er bare, at han de sidste 2 år har arbejdet på et skib, hvilket betyder at han er ude at sejle i 6 uger og derefter hjemme io 6 uger. Det har egentlig kørt nogenlunde indtil i februar i år, hvor han smed sin kæreste ud, som han havde boet sammen med i 2 år, og som min datter var meget glad for. Så begyndte han at blive ustabil og melde fra til samvær gang på gang. Han kom hjem fra sidste sejltur i den sidste uge i juli. Det fandt jeg først ud af en uges tid efter, da han ringede for at aftale samvær. Vi aftalte, at han skulle hente hende hos os i dag, lørdag, kl. 10.00, og så skulle jeg hente hende hos ham i morgen kl. 15.00. I morges kl. 5.30 ringede telefonen så. Det var ham, der ringede for at fortælle, at han altså var syg. Han havde svedeture og kastede op! Jeg kunne med det samme høre, at han havde drukket, og eftersom hans alkohol var en af årsagerne til, at vi gik fra hinanden, så kunne jeg godt regne ud, at hans 'sygdom' skyldtes alkohol... Han benægtede, og jeg blev selvfølgelig sur. Det er ikke første gang, han har aflyst samværet på grund af 'sygdom', og næsten hver gang, har jeg været ret sikker på, at det skydtes en lidt for våd bytur. Min datter har nu ikke set sin far siden starten af maj. Og hun har de sidste par uger her snakket meget om, at nu skulle hun snart hjem til far. Det skar mig derfor voldsomt i hjertet, da jeg her til morgen måtte fortælle hende, at far altså var blevet syg, og at hun derfor ikke skulle hjem til ham alligevel. Så tænker jeg: hvor meget skader det hende, at hun bliver svigtet gang på gang? Her i 2011 er det sket 4-5 gange (og han har altså været ude at sejle i 3-4 måneder i alt). Kan jeg gøre noget? Hvad skal jeg gøre? HJÆLP! Gode råd er velkomne. Og er der nogen af jer, som er i samme situation, så fortæl mig gerne, hvordan I takler det. Knus fra en frustreret mor!

Jeg tror, du skal henvende dig til en forening for pårørende til alkoholikere. Der kunne være en masse gode råd om at sætte grænser og lave klare aftaler eller tale manden til fornuft, men når der er alkohol ind over, så gælder i hvert fald min 'almindelige' menneskeforstand ikke. Jeg ved ikke, i hvor høj grad manden er egl. alkoholiker, men jeg tænker, at du må klæde din datter på til de svigt, som hun igen og igen vil komme ud for. Og der tror jeg, at nogen med forstand på årørende til alkoholikere må kunne hjælpe. Held og lykke.

Du bør også kontakte statsforvaltningen pr brev, med dokumentation for de gange hvor han har udeblevet/aflyst i sidste øjeblik, og gerne skrive hvad han har sagt som begrundelse. Det er din eneste måde at sikre at de ved hver gang det går galt, og når det på et tidspunkt når dertil at datteren ikke vil over til ham så ligger der dokumentation. Og som Johannamor skriver, så bliver du nødt til at være foran din datter og være der når han svigter. Fremover ville jeg ikke fortælle hende at hun skal være sammen med sin far rend han rent fysisk står der, for ellers rissikerer du et barn der bliver og føler sig svigtet mange gange.

Tak for jeres svar. Jeg har været tilknyttet en såkaldt 'Familieklub', som er for folk med misbrugsproblemer og deres pårørende. Jeg gik der alene, mens jeg var gravid, fodi han forlod mig, da jeg var i 6. måned, fordi han ikke ville med. Efter vores datter blev født, gik han med, men jeg tror ikke, han på noget tidspunkt tog det alvorligt! Han fik nemlig at vide, at han ikke er alkoholiker, men har såkaldt 'alkoholadfærd', og det er åbenbart ikke så galt i hans øjne. Men det er mindst lige så slemt for de pårørende, som hvis han var alkoholiker og drak hver dag. Måske endda værre, fordi det gør ham totalt utilregnelig! Det eneste, man kan stole på, er at han skuffer én... Det vil ikke nytte noget for mig og min situation omkring min datter at være tilknyttet andre pårørende til alkoholikere, da jeg kender alt til den slags. Og jeg har ikke brug for den slags mere. Jeg har mere behov for at vide, hvordan jeg skal tackle det i forhold til min 4 årige datter. Jeg skriver alle hans afbud ned, så jeg har noget dokumentation, hvis jeg evt. får brug for det. Jeg tror ikke, Statsforvaltningen kan hjælpe mig ret meget i den her situation lige nu. De kan jo ikke tvinge manden til at gøre noget ved sit alkoholmisbrug. Og jeg ved ikke, hvordan de behandler et evt. brev fra mig med en liste over aflyste samværsaftaler. Jeg mener nemlig, at de ikke har en sag på mig som sådan, fordi der er lavet en aftale om samvær. Og det er jo ikke meningen, at de skal starte en sag på grund af et sådant brev. Det dur heller ikke, at jeg venter med at fortælle min datter, at hun skal være sammen med sin far, til lige i sidste øjeblik, når jeg kan være sikker på, at det bliver til noget. Han henter hende jo i børnehaven, og de skal have besked om morgenen, hvis der er andre, der henter hende. Og hun skal jo også helst vide, hvem der henter hende. Og han har også præsteret at melde fra med 2 timers varsel, så jeg har måttet hente hende i børnehaven og fortælle, at far var blevet syg... Absolut ikke særlig sjovt! Men ja, jeg må skåne hende mest muligt og så bare håbe på, at hun selv siger fra, når hun bliver ældre.

Har selv stået i en situation der mindede meget om det - han var dog ikke alkoholiker bare mere interesseret i kærester, venner og fester. Jeg har også oplevet at weekender blev aflyst i sidste øjeblik og at jeg så måtte droppe alle mine planer og stå med en meget skuffet søn, så han kunne komme i byen. Jeg har nok altid kompenseret lidt når han har skuffet ham - taget en tur i zoo, holdt videoaften eller lign. Jeg har aldrig snakket grimt om min søns far så min søn hørte det. Han skal selv have lov at danne sine egne meninger. Nu hvor han er blevet større (13 år) fortæller jeg ham at det har hans far besluttet og at jeg ikke kan gøre mere - f.eks når hans far ikke tager initiativ til samvær i længere perioder og min søn prøver at få en aftale i hus uden held. Jeg hjælper ham selvfølgelig stadig ved f.eks at fortælle hans far at vores søn bliver ked af det når han gør sådan og sådan, men det har tilsyneladende ingen effekt. Jeg ved at min søn tumler en del med den manglende interesse specielt nu hvor hans far har to børn mere med sin nye kæreste og der stadig ikke rigtig er plads til min søn. Han har nogle gange spurgt direkte om noget og der har jeg sagt min mening, men på en skånsom måde. Jeg trøster mig med at han herhjemme har en stedfar der gider ham og vil gøre hvad som helst for ham og to små søskende der forguder ham. Jeg tror at han på et tidspunkt vælger sin far fra og jeg vil på ingen måde tvinge ham til at se ham.

Siden faren svigter hele tiden undrer jeg mig hvordan kunne man føle sig tryg ved at sende sit barn til sådan et menneske selv om det er barnets far. Barnet skal kende sine forældre men jeg synes ikke det er det bedste for barnet at bo hos sådan en person. Hvad vil han lære barnet? I dit situation ville jeg undgå samvær med faren så meget som muligt. Jeg synes også at det føles værre at blive skuffet af din far end ikke at se ham overhoved eller sjældent. Jeg kunne virkelig ikke forstå hvorfor du er ivrig efter at sende barnet til ham! Indtil barnet er stor nok er forældrene nødt selv til at tage beslutninger om hvad barnet skulle eller ikke skulle. Børn vil have mange ting men de er for små for at bestemme. Og hvis faren ikke er et godt selskab for barnet og man kan ikke regne med ham så skal man lade være med at sende barnet til den person. At nogen er blevet far betyder overhoved ikke at han er et godt menneske og heller ikke at han er godt selskab for barnet. Historien kender mange fædre-idioter også mod deres børn (også mødre selvfølgelig). Man skal prøve at gøre det bedste for sit barn og det bedste ikke altid er det, barnet vil have.

Uden at vide så meget om området - så vil jeg mene, at det er i din egen interesse, at meddele statsamtet HVER gang han svigter en indgået aftale - så står du meget stærkere på dokumentationssiden, hvis der nogensinde bliver kamp om forældrerettigheder. Du bliver nok 'bare' nødsaget til at være brutalt ærlig overfor din stakkels datter...og så ellers gøre dit til at hun netop ikke opfatter sig selv som stakkels. Er der andre, der kan kompensere lidt - ved at lave forkælelsesweekend - en af dine veninder, noget familie...måske endda en farmor/farfar? Så du også får et pusterum

Kom lige til at tænke på et råd jeg fik for 13 år siden af en pædagog: Der er kun en måde du kan finde ud af hvad der foregår hjemme hos barnets far på: hold dig gode venner med ham. Det har jeg tænkt på mange gange siden, for hvor er det dog rigtigt.

Når hun bliver brændt af, forsøger jeg også at kompensere for det ved at gøre nogle ting, hun godt kan li' - eksempeltvis tage i svømmehallen. Hun er kun 4 år, så det er lidt svært at snakke med hende om det, der sker. NikiFin: Jeg har ikke noget valg i forhold til samværet, da jeg ikke kan nægte ham samvær med sin datter, det har den 'fantastiske' forældreansvarslov lavet om på. Der er indgået en aftale om samvær i Statsforvaltnigen, og den skal følges. Han kan melde afbud, men det kan jeg ikke (kun hvis hun er syg). Og jeg er ved gud heller ikke altid særlig tryg ved at hun skal være hos sin far, efter han er blevet alene igen. Jeg håber bare på, at min datter på et tidspunkt selv siger fra. Polyp: Tror du virkelig, at jeg vil stå stærkere ved at sende besked til Statsforvaltningen HVER gang, han aflyser? Så vil jeg da til at gøre det! Signe: Jeg forsøger at holde mig gode venner med ham, men det er ikke alt, jeg får at vide ;) Vi snakker til dels godt sammen, men det er alligevel ubehageligt, når han laver den slags stunt med at drikke sig fuld og så brænde sin datter af...

Jeg har ingen erfaring på området; men ja, det virker mere plausibelt end at du 'bare' har din egen lille liste - især hvis du kan 'lokke' ham til at sende afbud pr sms eller mail, så du kan dokumentere, at det ikke bare er dig der er besværlig